fra artiklen 'Drømmen om de frisatte professionelle'

1. Common sense

På dansk ’sund fornuft’. Den engelske betegnelse udtrykker dog mere præcist (lige som det latinske ’sensus communis’), at dømmekraft både skal ses som en medfødt og tillært sans og som noget fælles: at opfatte verden og handle sådan, som folk i almindelighed gør.

Man behøver ikke støtte sig til autoriteter eller selv have en særlig ekspertise, men bruger alene sin sunde fornuft til at varetage opgaver, som ifølge common sense-opfattelsen er enkle - som f.eks. at ’passe børn’ i en børnehave.

’Common sense’ bliver ofte stillet op som modsætning til videnskab, administrativ logik og politisk magt. Mennesker, der agerer ud fra common sense, har rod i den praktiske virkelighed og de sunde instinkter, modsat virkelighedsfjerne akademikere, teknokrater og politikere.

Aristoteles (384 – 322 fvt.) satte i sit skrift ’Om Sjælen’ som den første common sense på begreb.

I Oplysningstidens autoritetskritiske ånd angreb den britisk-amerikanske forfatter Thomas Paine (1737 – 1809) i sin pamflet ’Common Sense’ (1776) det engelske aristokratis livsindstilling for at ødelægge den sunde amerikanske fornuft. Hans bog kom til at danne grundlag for den amerikanske uafhængighedserklæring. 

2. Den rationelle dømmekraft

Den rationelle dømmekraft beslutter og vurderer praktiske forhold på ’oplyst grundlag’, f.eks. baseret på forskningsviden. Verden er så kompleks, at den sunde fornuft ikke slår til – derfor må man agere på rationelt-videnskabeligt grundlag.

Uddannelse og pædagogisk praksis må derfor være forskningsbaseret. Praksis kan planlægges, udøves og evalueres rationelt ud fra videnskabens påvisning af sammenhænge mellem bestemte årsager og bestemte virkninger og ud fra standarder, regler og målsætninger givet udefra.

Filosofisk kan den rationelle dømmekraft dateres til Immanuel Kants (1724 – 1804) undersøgelser af den menneskelige erkendelsesevne, bl.a. i ’Kritik af dømmekraften’ (1790). - Se også artiklen i dette nummer af Asterisk ’Husk at tage fantasien med på arbejde’ (link) om Kants skelnen mellem bestemmende og reflekterende dømmekraft.

Historisk når denne forståelse af dømmekraft sit toppunkt med den amerikanske sociolog Talcott Parsons (1902-1979) og hans analyser af de forskellige professioners værdi- og handlegrundlag, især at den professionelle dømmekraft og autoritet er forskningsbaseret. 

3. Den begrænsede rationalitets dømmekraft

Menneskers sociale liv sammen, f.eks. i skolen eller på arbejdspladser, er komplekst og uforudsigeligt, og det er derfor hverken nok at basere pædagogik og uddannelse på rationelt-videnskabeligt grundlag eller på den enkelte professionelles sunde fornuft.

Dette lag i dømmekraften indeholder spor af de to andre lag. Det udgår teoretisk fra den amerikanske Nobelprisvinder i økonomi Herbert Simon (1916 – 2001). Han introducerede begrebet ’bounded rationality’, bl.a. i sin kritik af industrialismens ideal om, at man kunne lede virksomheder og styre produktionsprocesser rationelt efter videnskabelige principper (den såkaldte taylorisme). I mange situationer, f.eks. når man har med mennesker at gøre, er den professionelles handlingskapacitet mindre end opgavens kompleksitet. Derfor må beslutninger træffes på baggrund af de omstændigheder og muligheder, der kendetegner den enkelte situation.

Man kan altså ikke styre pædagogisk praksis udefra i ’top down’-processer eller agere i den ud fra videnskabelig rationalitet alene. I dømmekraftens tredje lag trækker man fortsat på forskningsviden, men også på intuition og sine egne og kollegers faglige erfaringer samt fælles indarbejdede rutiner. Dømmekraften udvikles i det kollegiale samarbejde i f.eks. selvstyrende teams tæt på praksis.

Ideen om rationel dømmekraft lå skjult bag folkeskolereformen 2014, mens det er dømmekraftens tredje lag, der ligger til grund, når vi i dag taler om at udøve professionel dømmekraft i den frisatte skole.

Kilde: Lars Qvortrup

Faktaboks fra artiklen 'Drømmen om de frisatte professionelle'