Lani Florian har i løbet af sin lange internationale karriere som forsker mødt de fleste argumenter for og imod inklusion.

“Vi ved, og det gælder sikkert også i Danmark, at der er virkelig glimrende eksempler på børn, som bliver inkluderet, støttet og lærer noget. Og så er der andre eksempler, hvor eksklusionen af børn med særlige behov bliver reproduceret. Hvor barnet måske fysisk er til stede i klasseværelset eller på skolen, men uden nogen støtte, og det barn vil måske have det bedre på en specialskole. Det er derfor, ideen om specialskoler som alternativ til inklusion stadigvæk holder ved; fordi der er eksempler på praksis i den almene skole, som ikke er særlig gode,” siger Lani Florian, der er professor på the University of Edinburgh og forsker i læreruddannelse og inklusion. Hun kalder debatten om fordele og ulemper ved inklusion for svær.

“Begge ting sker på samme tid. Der er god evidens på begge sider. Vi ved, at inklusion kan virke, men vi ved også, at det ikke altid virker. Min forskning har rejst spørgsmålet: Hvis det kan virke noget af tiden, hvorfor kan det så ikke virke oftere?”

For at svare på spørgsmålet har Lani Florian sammen med forskellige kolleger i sin forskning undersøgt, hvordan det ser ud, når arbejdet med inklusion virker – og hvordan det kan beskrives. Det er blevet til det begreb, hun kalder for inkluderende pædagogik.

“I vores forskning ser vi på, hvad man gør på skoler, hvor det fungerer godt. Vi finder skolerne ud fra deres omdømme. Når folk siger: ‘Det her en god skole, de er meget inkluderende’, tager vi ud og besøger skolerne. Vi taler med lærerne og prøver at forstå, hvad det er, de gør. En anden skole i samme distrikt vil måske sige: ‘Vi er ikke klar til inklusion’. Vi kigger altså ikke på, hvad der er galt med de andre skoler – vi kigger på, hvad der er fungerer på de inkluderende skoler.”

Alle børn kan lære

Lani Florian fortæller, at arbejdet har fået forskerne til at konkludere, at der er en række principper bag den inkluderende pædagogik. Det første kommer til udtryk ved, at lærere og ledelse på de skoler, der lykkes med inklusion, har det syn på børn og læring, at alle børn kan lære.

”Det første princip er altså, at forskellene mellem børn er et almindeligt aspekt af menneskelig udvikling. At alle er forskellige. Men selv om vi er forskellige, kan vi lære. Vi går måske til et problem på forskellige måder, bruger forskellige strategier og løsninger, men vi når i mål alligevel,” siger hun.

Det er ikke en ny idé, pointerer hun. Den kendte amerikanske uddannelsespsykolog Jerome Bruner (1915-2016) sagde, at et hvilket som helst barn kan lære hvad som helst under de rigtige omstændigheder. Det er ideen om, at børns læring ikke er begrænset, men en kapacitet, der vokser og udvikler sig ud fra de succeser, de har med at lære – og de muligheder, de har for at lære.

”Desværre er det sådan, at har man først stemplet et barns læringspotentiale som begrænset, holder man op med at tilbyde dem samme muligheder, som andre børn får. Og ja, der er forskel på, hvordan børn lærer, og nogle har brug for en særlig støtte, men det betyder ikke, at de ikke kan lære.”

”Mange af de strategier og problemløsninger, lærerne bruger på skoler med vellykket inklusion, er nogle, alle børn kan få glæde af.”

Lani Florian

Alle børn er lærernes ansvar

Det andet princip handler om, at alle børn er lærernes ansvar, og at lærerne er i stand til at rumme alle børns forskelligheder, fortæller Lani Florian.

“Der er altid forskelle på, hvordan børn lærer i klasseværelset. Hvis du har en klasse med 25 elever, lærer de ikke alle sammen på den samme måde. Som lærer differentierer du i forvejen og tænker allerede over de individuelle forskelle på børnene og laver tilpasninger. Det er først, når forskellighederne bliver identificeret som et problem, eller når omfanget af forskelligheder er så stort, at lærerne bliver usikre,” siger hun og fortsætter:

”Eftersom de færreste lærere på almenområdet kender til specialpædagogikken, tænker de: det er ikke noget for mig. Mange lærere har meget god vilje og gode intentioner, men føler sig ikke kvalificerede, fordi de ikke har lært om de forskellige typer af handicap, børn kan komme med. Der er en væsentlig pointe i at gøre det klart for lærerne, at de altså allerede laver en masse inklusionsarbejde. Der har de bare fokus på læringen, ikke på forskellene.”

Og det kan netop være fornuftigt at have fokus på læringen, pointerer Lani Florian. Forskning i specialundervisning viser nemlig, at læringsudbyttet bliver mindre, hvis lærerne fokuserer på forskellene mellem børnene, end hvis de fokuserer på læringen.

“Resultatet er bedre, når læreren fokuserer på indholdet og de færdigheder, børnene skal opnå. Det samme gælder i den almene undervisning. Det er ikke for at sige, at en hvilken som helst lærer kan gøre hvad som helst. Men alle børn har evnen til at lære, og når en lærer har en forskelligartet gruppe børn, som fx omfatter børn med læringsvanskeligheder eller andre sårbarheder, vil der være læringsforskelle i et klasseværelse. Derfor er læreren nødt til at tænke på, hvad der skal til for at alle kan deltage i læringen.”

”Der er forskel på, hvordan børn lærer, og nogle har brug for en særlig støtte, men det betyder ikke, at de ikke kan lære.”

Lani Florian

Værdien af støtte og samarbejde

Det fører Lani Florian videre til det tredje princip, der går på, at lærere har brug for støtte i arbejdet med inklusion, og at den skal være tilgængelig, både praktisk og mentalt. Ligesom det forudsætter en god samarbejdsevne. For ingen lærer kan vide alt om alle slags læringsstrategier, så det er nødvendigt at samarbejde. Men der er også brug for ekstra ressourcer.

”På skoler, der lykkes med inklusion, sender man fx ikke bare et døvt barn på døveskole. I stedet siger man: Her har vi et døvt barn, hvilke ressourcer fra døveundervisning kan vi bruge til at støtte barnet? Inklusion bliver netop til glæde for alle, når ressourcerne kommer ind i skolen. Hvis en klasse har tegnsprog og forskellige andre ting i gang for at støtte barnet med høretab, så vil de andre børn som regel også få glæde af det. Tegnsprog er fx en god måde at træne sit ordforråd på – for alle.”

Det samme gælder med modersmålsundervisning. At få ekstra sprogundervisning i skolen er ifølge Lani Florian en fordel for alle børn, fordi de lærer sprog, mens de lærer om et andet emne.

“Ethvert barn kan lære under de rigtige omstændigheder, og det er også de omstændigheder, der faciliterer læring. Mange af de strategier og problemløsninger, lærerne bruger på skoler med vellykket inklusion, er nogle, alle børn kan få glæde af. De andre elevers karakterer bliver ikke dårligere, i nogle tilfælde bliver de bedre. Så det behøver ikke gå ud over andre børns læringsmuligheder at inkludere børn med særlige behov i skolen – faktisk tværtimod. Men det kan godt være tilfældet, hvis læreren og barnet ikke får den støtte, der skal til,” siger Lani Florian og kommer med et eksempel på, hvordan en skole lykkedes med inklusion trods mange børn, der havde brug for ekstra hjælp.

“I stedet for at finde en assistent til at hjælpe den enkelte elev og sidde én til én med barnet hyrede skolen specialister. Til fysikundervisningen fik de fx en pensioneret fysiker til at komme og hjælpe med at udvikle indholdet af undervisningen, så det blev mere tilgængeligt for alle. Der er mange måder, man kan være kreativ på, fx ved at samarbejde og arbejde kollaborativt,” siger hun.

Teorien er trukket ud af praksis

En af Lani Florians kæpheste er, at inklusion skal spille en meget større rolle i læreruddannelserne.

“I de fleste lande er det sådan, at der er to typer læreruddannelse: Almen og special. Du studerer og bliver lærer, men hvad lærer du om diversitet på din uddannelse? Det afhænger selvfølgelig af læreruddannelse i de nationale kontekster, men det generelle svar er nok: Ikke ret meget. Det samme gælder på speciallæreruddannelser, hvor man typisk lærer noget om individuelle læringsproblemer for individuelle børn og ikke, hvordan det fungerer i et læringsfællesskab. Derfor er de to områder ofte adskilt på uddannelserne,” forklarer hun.

Det er også Lani Florians erfaring, at der er en modstand mod at flette mere inklusion ind i læreruddannelserne. De vil typisk sige: ‘Vores curriculum er allerede pakket, vi kan ikke tilføre flere kurser.‘ Men det kan de faktisk godt, pointerer hun. Det er netop det, hendes forskning viser.

“Vi har ikke opfundet vores teori i elfenbenstårnet. Vi har trukket den ud af det, vi kan se, lærerne allerede gør. Vi har lært af dem og lært, hvordan vi kan lære nye lærere de værdier, der skal til. Ikke som et ekstra kursus. Det handler om at integrere de værdier og principper i alt det, de lærer, helt fra begyndelsen,” siger Lani Florian.

Hendes erfaring er, at arbejdet med inklusion og diversitet gror videre af sig selv, hvis man sår et frø og nærer det i sin praksis.

“Du behøver ikke at ændre alt fra den ene dag til den anden. Mit råd er: Kom i gang, prøv idéerne af, lad det vokse frem. Der er ikke noget tidspunkt, hvor du er parat. Du er klar, når du går i gang. Det er en uperfekt praksis, og hvis støtten er der, er det muligt: Bare kom i gang. Min erfaring er, at når først lærerne er i gang, kan de se, det er en meget effektiv og sjov måde at arbejde på. Så ser de sig ikke tilbage.”