Når næsten hver sjette elev forlader folkeskolen uden at kunne læse, regne og skrive, bliver antallet af marginaliserede børn og unge for højt. Det påpegede statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale til Folketinget den 4. oktober 2021 og istemte dermed koret af danske politikere, der gennem de seneste 50 år har italesat kampen mod negativ social arv, for social mobilitet og for lighed.

Lighed er som bekendt en grundværdi i vores samfund og selvforståelse. Vi ønsker lighed i indkomster, sundhed og i, ja livsmuligheder, og her er hovedmidlet uddannelse. Så den politiske opmærksomhed på dem, der bliver tabt for tidligt i uddannelsessystemet, er stor.

Aktuelt er uddannelse til alle udpeget som hovedvej til beskæftigelse, selvforsørgelse og bevarelse af velfærdssamfundet. Uddannelse skal sikre, at de fundamentale færdigheder og kompetencer til at klare sig på arbejdsmarkedet ligger på det højest opnåelige niveau for alle unge. Siden 00’erne har paradigmet været ’inklusion gennem uddannelse’. Men parallelt hermed er der opstået en delvist konkurrerende tilgang til at få færre marginaliserede børn og unge. Tilgangen vil jeg kalde ’mangfoldighed gennem uddannelse’.
   

Tilbage i 2013 udtrykte professor emeritus ved CBS Ove Kaj Pedersen skepsis over for den daværende politiske målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle have en ungdomsuddannelse. 85 procent var ifølge Ove Kaj Pedersen en historisk succes, for de sidste 15 procent vil af mange forskellige årsager forblive marginaliserede – og uden for pædagogikkens rækkevidde. I hvert fald hvis man ikke også finder andre eller flere veje til beskæftigelse og selvforsørgelse end vejen gennem uddannelse. Et lille årti efter denne vurdering – og blandt andet efter at 95 procents-målsætningen i 2017 blev erstattet af en 90 procents-målsætning – er vi vidne til en tilgang, der igen forsøger det – hvis ikke umulige så meget svære – at holde marginaliseringsprocenterne nede.
  

Man kan beskrive tilgangen ’mangfoldighed gennem uddannelse’ nærmere ved at sammenligne med ’inklusion gennem uddannelse’. Der er nemlig både fællesgods og afgørende forskelle. Først fællesgodset: Både inklusions- og mangfoldighedstilgangen er optaget af at kunne rumme elevernes forskelligheder. Allerede med inklusionsdagsordenens fremkomst i 00’erne blev elevernes forskelligartede udvikling accepteret, for så vidt som den lod sig inkludere i normalforløb. Men ikke mindst gennem 2010’erne tog kritikken af inklusionen til, for erfaringen var nu blevet, at det ikke lod sig gøre at samle alle forskelligheder i samme klasselokale og samtidig sikre en rimelig undervisningskvalitet for alle elever. Fordi inklusion gennem uddannelse paradoksalt nok også indebærer eksklusion.
  

De afgørende forskelle mellem de to tilgange er, at mangfoldighedstilgangen søger at anvise flere motiverende uddannelsesveje og differentierende metoder, end inklusionstilgangen kunne tilbyde. Desuden vil man – i erkendelse af at et eksklusionsfrit rum ikke er muligt – afspejle forskellige grader af både eksklusion og inklusion. Mangfoldighedstilgangen tror altså ikke naivt på den fulde inklusion, men hviler på en ideologi om uddannelsesretfærdighed: Uddannelsessystemet skal tilbyde alle elever en undervisning, der tager hensyn til deres forskellige startbetingelser, så de bliver udfordret så langt, som lige netop deres individuelle potentiale rækker til.
  

Denne retfærdighedsopfattelse findes i folkeskolereformen fra 2014, hvor det hedder, at ’folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan’, og regeringens Reformkommission for 2. generationsreformer gør brug af samme logik. I publikationen Erkendt, forsøgt løst, uløst fra maj 2021 beskriver kommissionen det igangsatte arbejde med at formulere nye løsninger blandt andet for den gruppe, der kaldes ’komplekst udfordrede unge med uforløst potentiale’. Opgaven er at skabe ungdomsuddannelsesforløb, hvor unge med forskellige grader af faglige, sundhedsmæssige og ikke-registrerbare udfordringer skal hjælpes til at lære så meget, de kan, og indtage en plads i samfundet.
  

Løsningen er derfor at arbejde med flere, nye og andre spor for disse grupper, og det er værd at bemærke, at afsættet ikke alene er, at ”vi erklærer dig enig i, at du gerne vil have en uddannelse”, som Reformkommissionen formulerer det. Så det bemærkelsesværdige budskab er her: Tro ikke, at denne nye tilgang vil skabe færre marginaliserede gennem uddannelse alene. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at kriteriet for succes ikke alene er social opstigen. Horisontale bevægelser fra ufaglært til ufaglært er også en mulighed.
  

Mangfoldighed gennem uddannelse har altså potentiale til at blive en radikalt fornyende tilgang til marginaliserede unge. Den flytter vores sprog fra en fortælling om tab, tabere og social fastlåsthed til en mere optimistisk og måske realistisk italesættelse af en sammensat gruppe unge med forskelligt potentiale for personlig mobilitet. Mangfoldighed gennem uddannelse er baseret på en mindre tiltro til, at den – som pædagogisk tilgang – alene kan udvide rækkevidden i forhold til de marginaliserede. Og netop fordi den også som uddannelsestilgang tør pege på pædagogikkens, de kendte uddannelsesvejes og succeskriteriers begrænsning, så har den måske en chance for at overraske positivt – forhåbentlig ikke mindst de unge.