Den sidste olie

Martin Luther har især præget reformationen i Skandinavien og Tyskland. Han anså arbejdet for at være en pligt, der påhviler os alle. Vi arbejder dog ikke for vores egen vindings skyld, men for fællesskabets skyld. Det er af hensyn til næsten, at skomageren laver gode sko, og at bageren bager godt brød.

Luther brugte begrebet 'kald og stand' om menneskers livsopgave og arbejde. Vi er bundet til den ordning, som Gud har skabt, og man skal på bedst mulig vis varetage den opgave, fx. at være bager, som man er blevet givet. At arbejde er at gøre tjeneste for Gud. Alle, der kan arbejde, skal arbejde – hvis man kan arbejde, men ikke gør det, stiller man sig uden for fællesskabet, og Gud har ikke meget til overs for arbejdssky elementer.

Når statsminister Mette Frederiksen taler om pligten til at arbejde, har hun det altså ikke fra fremmede. Weber viser, hvordan reformationens religiøst begrundede tanker om askese og arbejde efterhånden omformer sig til den arbejdsmoral, som både borgerlige og socialdemokrater bekender sig til i dag. Også Oplysningstiden i 1700-tallet lagde stor vægt på arbejde, men uden religiøse undertoner. Som et eksempel fremhæver Ove Korsgaard den tyske filosof Immanuel Kants berømte skrift: Hvad er oplysning? fra 1784, hvor Kant definerer oplysning som ’menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed’.

 ”For Kant handlede oplysning blandt andet om, at mennesket skulle blive myndigt og selvberoende. Heri lå også, at det skulle blive selvforsørgende. Fra Kants tanker om at vi skal turde stå på egne ben til den nuværende regerings formuleringer om betydningen af at kunne forsørge sig selv og sin familie, er det fortsat et ideal, at vi skal kunne klare os selv og ikke være afhængige af statslige eller religiøse institutioner. At vi er selvforsørgende, er med andre ord ikke kun et økonomisk fundament for velfærdsstaten, men også en moralsk værdi,” siger Ove Korsgaard.

Skal man tro Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, er det moderne samfund så gennemgribende en livsform, at det præger os på alle mulige måder og holder os fastspændt i sin særlige rationalitet. Weber profeterer, at denne livsform vil fortsætte, indtil det sidste ton fossile brændstof er brændt af, og at den udgør en stålhård ramme – det, der er blevet kendt som ’rationalitetens jernbur’.

”Rationalitetens jernbur kalder vi i dag ofte for hamsterhjulet. Webers pointe er, at vi stadig er en del af den logik, som bygger på fortsat vækst og høj produktivitet – en logik, der ifølge Weber vil fortsætte, indtil vi har brugt det sidste olie og kul. Det er jo mærkeligt at læse i dag, når vi står midt i en klimakrise og forsøger at udfase fossile brændstoffer, men det kan læses metaforisk: At så længe der er energi, vil vi holde dampen oppe,” siger Ove Korsgaard.

Tid til at slappe af?

Spørgsmålet er så, om Webers profeti holder i dag, hvor den har næsten 120 år på bagen. Er vi stadig slaver af den protestantiske arbejdsmoral?

”Weber tog af gode grunde ikke stilling til, hvad der sker, når samfundet i kraft af industrialisering og moderne teknologi skaber så meget velstand for de fleste og gør det så effektivt, at askesen ikke længere forekommer at være nødvendig. Op gennem det 20. århundrede møder vi derfor igen og igen spørgsmålet om, hvorvidt vi behøver fortsætte med at arbejde så meget: Kan vi ikke efterhånden tillade os at holde mere fri og i højere grad fokusere på at nyde frugterne af arbejdet?” siger Ove Korsgaard.

I sit essay Hyldest til lediggangen fra 1932 besvarede den britiske filosof Bertrand Russell dette spørgsmål med et rungende ’ja’: ”Jeg mener, at der udføres alt for meget arbejde i denne verden. Troen på dydigheden ved arbejde gør stor skade, og vejen til lykke og velstand går via en organiseret reduktion af arbejdsmængden.”

Russell anslog det tema, som økonomer, sociologer og filosoffer har diskuteret lige siden: Vil moderne teknologi og en bedre organisering af arbejdet føre til et fritidssamfund med reduceret arbejdstid for alle og tid til at nyde livet? Eller vil teknologien og samfundsudviklingen omvendt skabe nye arbejdsfunktioner og jobs, der kræver nye måder at arbejde på – men ikke indebærer mindre arbejde?

Debatbøger og essays som Goddag til dovenskaben (2005), Skodjobs (2013) og Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting (2018) tematiserer den enkeltes erfaring af, at visse former for arbejde i det moderne samfund virker overflødige, unyttige eller ligefrem absurde og meningsløse.

For politikere og økonomer skal arbejde bidrage til velfærdsstaten og samfundsøkonomien, og derfor vil det være godt, hvis vi arbejder mere. For den enkelte skal arbejdet helst give personlig mening, og i øvrigt vil man gerne arbejde mindre.

”Det er der, hele diskussionen om arbejde står og dirrer i dag. Vi har efterhånden længe talt om, hvordan vi indretter et samfund, hvor robotter og maskiner har overtaget det meste af arbejdet, og hvor vi har organiseret og fordelt resten af arbejdet mellem os, så vi hver især kan arbejde mindre,” siger Ove Korsgaard.

Men der er ikke meget, der tyder på, at vi kan tillade os at arbejde mindre, hvis vi fortsat vil nyde godt af de goder, vi forventer af et moderne samfund, eller at vi skal til at lære at leve i et fritidssamfund, hvor der ikke er arbejde nok til alle, pointerer han.

”Faktum er, at der er mangel på arbejdskraft så langt øjet rækker, både i erhvervslivet og i bærende funktioner i velfærdsstaten, ligesom den teknologi, der gør nogle former for arbejde overflødige, også skaber nye jobs,” siger Ove Korsgaard.

Han peger på, at arbejdet i Webers analyse af den asketiske livsform først og fremmest blev set som en pligt.

”Afsættet for den protestantiske arbejdsmoral var pligten til at yde. I dag er vi først og fremmest optaget af at nyde livets goder – og derfor må vi også yde. I dag har vi langt større mulighed for at nyde frugterne af vores arbejde end nogen sinde før, men det er netop arbejdet, der er forudsætningen for at opretholde en levestandard, hvor vi kan tage på skiferie, når vi har fri, blive behandlet på hospitalet, når vi er syge, blive passet, når vi er små, og blive plejet, når vi er gamle. Det er et udbredt synspunkt, at vi godt kan arbejde mindre uden at give afkald på disse goder, det er bare et spørgsmål om at organisere arbejdet bedre. Men jeg har svært ved at se, hvor denne ideelle organisering skulle komme fra,” siger Ove Korsgaard.

Den nye askese

Det var den asketiske livsstil, der fik os ind i rationalitetens jernbur. Paradoksalt nok er det også en asketisk livsindstilling og livsform, der kan få os ud af det igen, mener Ove Korsgaard.

”Asketiske livsidealer har historisk set spillet en afgørende rolle som modmagt over for den herskende kultur. I de første århundreder efter Kristi fødsel brugte kristendommen askese til at frigøre sig fra den stærke romerske kultur. Og i 1600-tallets England forsøgte kongemagten at bekæmpe de asketiske puritanere. Overklassen frygtede, at denne protestantiske sekt og dens asketiske livsstil ville underminere den samfunds- og livsform, der var knyttet til kongemagten. En frygt, der skulle vise sig velbegrundet,” siger han.

Man kan derfor ifølge Ove Korsgaard ikke afvise, at vi vil se nye former for asketiske idealer.

”Vil vi fortsætte med at leve som nu, er det svært at se, hvordan det kan ske, uden at vi også fortsætter med at tjene vores brød i vores ansigts sved. Hvis man ikke er villig til at betale den pris, må man til gengæld være villig til at give afkald på goder, vi har vænnet os til at tage for givet. Og det er der jo faktisk små tegn på, at mange er. Nogle giver afkald på flyrejser og på at spise kød, og genbrug og deleøkonomi vinder frem. Klimabevidstheden og den livsform, den hos nogle omsætter sig i, er måske et tegn på vilje til at bryde ud af rationalitetens jernbur,” siger han og tilføjer:

”Men om det bare er små skvulp, der fader ud igen, eller om det er udtryk for en livsindstilling, der vil vokse og blive en ny form for askese med gennemgribende betydning for samfundsudviklingen, er umuligt at sige på nuværende tidspunkt.”

Dannelse er hårdt arbejde

Hvad stiller pædagogikken op i et samfund, der er så optaget af at arbejde? Den kan på den ene side gøre det til sin opgave at gøre os klar til at arbejde. Det pædagogiske spørgsmål bliver så, hvordan uddannelsessystemet kan forberede os til at træde ind på arbejdsmarkedet: Hvordan kan du som individ danne eller snarere uddanne dig til at arbejde i samfundets tjeneste?

På den anden side kan pædagogikken forsøge at danne os til hele mennesker, der også kan og skal andet end at arbejde. Her kan arbejde paradoksalt nok have en pædagogisk funktion, og der mangler ikke historiske bud på, hvilken rolle arbejde spiller i forhold til at opdrage og udvikle et menneske: Så hvordan kan arbejde være med til at danne os som individer?

At der kan være et modsætningsforhold mellem arbejde og dannelse som mål for pædagogikken er derfor uomtvisteligt, forklarer Jørgen Huggler, lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Men han mener, det er vigtigt, at vi ikke overgør det. Når SVM-regeringen udpeger ’det arbejdende Danmark’ som fundament for samfundet, er det fx ikke udtryk for en dagsorden, hvor skolens eneste formål nu skal være at gøre eleverne arbejdsparate. Ideen om hurtigere at gøre de unge dygtige til bestemte funktioner er derimod svær at forene med dannelsestanken, mener han.

”At regeringen tillægger arbejde stor betydning, kan læses som, at det er det eneste, der har betydning. Men det er ikke sådan, jeg læser det. Skolens formålsparagraf afspejler jo tydeligt, at vi ikke kun er arbejdsdyr, men også skal lære at leve alsidigt som kulturvæsener og som borgere i et demokratisk samfund,” siger Jørgen Huggler og fortsætter:  

”Pædagogikkens opgave defineres ofte som det at lære den opvoksende generation at leve i, videreføre og selv videreudvikle det samfund, de er født ind i. Ikke kun samfundets værdier, men også dets funktioner, og det indebærer også at uddanne børn og unge til arbejdsmarkedet. Skolen skal både gøre os til samfundsborgere og arbejdskraft.”

Når der kan være en konflikt mellem arbejde og dannelse, hænger det især sammen med det begreb om dannelse, vi fik med Wilhelm von Humboldt og den tyske nyhumanisme i starten af 1800-tallet. Det udgør det filosofiske og pædagogiske grundlag for det, vi dag kalder klassisk dannelse.

”For nyhumanisterne var menneskets dannelse både pædagogikkens mål og indhold. De havde fokus på individet, der dannede sig i forhold til den verden, det levede i. En verden, der dybest set blot var anledning til det enkelte menneskes selvudfoldelse. Humboldt mente ikke, at dannelse skulle tage afsæt i, hvad der umiddelbart så nyttigt ud for samfundet. Han sagde direkte, at man ikke skulle gå efter den dannelse, samfundet har brug for, men efter det samfund, dannelsen havde brug for,” fortæller Jørgen Huggler.

At indrette uddannelsessystemet efter arbejdsmarkedets aktuelle behov er altså en tanke, der ville ligge Humboldt fjernt. Dannelse er at tilegne sig overleveret viden af universel og blivende betydning – særligt antikkens kultur – som åndeligt grundlag for mødet med verden og for fornyelse af den. Men Jørgen Huggler gør opmærksom på, at når dannelse har den betydning, er det faktisk hårdt arbejde at blive et dannet menneske.

”Nyhumanisterne mente, at det var i mødet med åndsvidenskaberne – det vi i dag kalder humaniora – at man kunne danne sig i forhold til det gode, det sande og det skønne. Men at tilegne sig dette stof kræver hårdt arbejde. Herfra er der jo ikke langt til at udvide dannelsesbegrebet og sige, at alt, der kræver, at man anstrenger sig med et stof, er menneskeligt dannende. At tilegne sig antikkens kultur, den naturvidenskabelige begrebsverden eller tekniske og håndværksmæssige færdigheder er alt sammen noget, der udvikler mennesket og i den forstand er dannende,” siger Jørgen Huggler.

Hvad kræver fremtiden?

Men hvad er det så for funktioner, der er nødvendige i et samfund som vores? Siden Jean-Jacques Rousseau støbte kuglerne til den moderne pædagogik med Emile fra 1762, har det været kutyme, at rationalet bag undervisning og opdragelse ikke skulle være kortsigtet økonomisk, men rent pædagogisk. Dvs. analyser af samfundets aktuelle behov må vige for forestillinger om, hvilket menneske vi gerne vil forme og hvordan. Det klassiske dannelsesideal bygger således på, at fremtiden er åben og ukendt, og pædagogik kan derfor ikke indrettes efter, hvad samfundet formodes at have brug for her og nu.

Den såkaldte arbejdsskolepædagogik fra begyndelsen af 1900-tallet så imidlertid anderledes på det, forklarer Jørgen Huggler. Den byggede især på den tyske pædagog Georg Kerschensteiners tanker om samfundet som en organisme med mange forskellige arbejdsfunktioner. Det var skolens opgave at bidrage til, at der var nogen til at varetage dem alle.

”I denne form for pædagogik fik skolen til opgave at socialisere børnene ind på arbejdsmarkedet. Den skulle forberede de kommende borgere til at udfylde deres plads i organismen. Arbejdspædagogikken, der havde klare autoritære træk, lagde vægt på elevernes eget praktiske virke og på at inddrage realistiske arbejdsprocesser i undervisningen. Det handlede ikke om at udvikle elevernes subjektivitet, men opøve deres sans for saglighed: Hvis du sjusker, giver det bagslag,” siger Jørgen Huggler og tilføjer, at det i Danmark især er nogle af efterskolerne, der har orienteret sig efter arbejdsskolepædagogikken.

Han mener dog, at det pædagogiske rationale i det store og hele har holdt skansen, selvom det har været under pres de sidste 20-30 år og måske har været det, siden begrebet om livslang læring dukkede op i rapporter fra hhv. UNESCO og OECD i starten af 1970’erne og indvarslede, at der nu skulle være tætte bånd mellem uddannelsessystem og arbejdsmarked.

”I dag hører man ofte den indvending, at økonomi vejer tungere end pædagogik i uddannelsestænkningen, men i praksis tror jeg, at lærere og pædagoger i kraft af deres uddannelse og professionsetik tænker mere ud fra pædagogiske rationaler end ud fra, hvordan de kan lave en fin pakke til samfundet. Pædagogik og arbejde er to forskellige ting, men de er ikke en absolutte modsætninger, for der er også mange forbindelseslinjer, ” siger Jørgen Huggler.

Arbejde danner

En af disse forbindelseslinjer handler om, hvordan arbejde både kan bidrage til din dannelse, men også kan nedbryde og fremmedgøre dig. Filosofisk er denne dobbelthed blevet behandlet indgående af G.W.F. Hegel (1770-1831) og Karl Marx (1818-83). Begge så arbejdet som et definerende træk ved mennesket, men hvor Hegel analyserede arbejdet i forhold til åndelige processer, rettede Marx især blikket mod de historiske og materielle vilkår for arbejdet.

”Disse filosoffer ville sige, at hvis fx arbejdet med at fremstille et produkt skal være dannende, så kræver det, at individet er involveret i hele arbejdsprocessen fra start til slut. Det skal kunne genkende sig selv i det, som en slags objektivering af sig selv, og det skal selv kunne høste frugterne af det. Det dannende i arbejdet består i, at du bearbejder og omformer noget stof, som ikke er dig selv, til et udtryk for dig selv,” siger Jørgen Huggler.

Han tilføjer, at denne model i høj grad bygger på håndværksarbejdet og er udtænkt, før industrialisering, arbejdsdeling og moderne teknologi vendte op og ned på arbejdsprocesserne for de fleste.

Til gengæld sætter der en fremmedgørelse ind, hvis man ikke kan genkende sig selv i sit arbejde, og nydelsen af det ikke tilfalder en selv. Karl Marx analyserede arbejdskraften som en vare, der i den kapitalistiske økonomi ikke opfører sig som andre varer, fordi den giver en merværdi, der ikke tilfalder den, der leverer arbejdskraften.

”Der er ikke meget dannelse i det arbejde, hvor du hænger hjernen i skabet, inden du indtager din plads ved samlebåndet og får en pose penge sidst på ugen. Den form for arbejde er jo ikke så udbredt i vores del af verden længere,” siger Jørgen Huggler og gør opmærksom på, at arbejde naturligvis udvikler sig historisk med det samfund, det foregår i.

”Vi må prise os lykkelige for, at vi i vores del af verden ikke længere har de arbejdsvilkår, de britiske minearbejdere havde i 1800-tallet, hvor de døde så tidligt, at de dårligt kunne nå at få børn. Men selv hos os kan arbejde stadig være nedbrydende, fysisk såvel som psykisk. Fx kan stress ses som en moderne udgave af det nedslidende arbejde. Der vil derfor til stadighed være et potentielt skisma mellem arbejdets betydning for den enkeltes dannelse og identitet og dets samfundsmæssige og økonomiske betydning og vilkår,” siger Jørgen Huggler.