Men ude i befolkningen, på arbejdspladserne og i den offentlige debat er der folk, der højlydt udtrykker et ønske om at arbejde mindre. De vil have fire-dages arbejdsuge og bruge livet på andet end at arbejde. Der er også dem, der stempler mentalt ud af arbejdspladsen, praktiserer ’quiet quitting’ og lader arbejdet fylder så lidt som muligt i deres bevidsthed.

Det forklarer Lars Geer Hammershøj, der er lektor i uddannelsesvidenskab på DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i leg og dannelse – også i et professions- og arbejdsperspektiv. Han siger:  

”Der er to rationaler i spil, når vi taler om arbejdet i dag: På den ene side et økonomisk rationale om, at arbejdet primært skal skabe nytte. Det er det synspunkt, især regeringen står for. På den anden side har vi et rationale, der har fokus på menneskers trivsel og oplevelse af mening i arbejdslivet, eller på at arbejdet generelt skal fylde mindre i tilværelsen.”

Vi står altså over for et skisma, der i høj grad vedrører pædagogikken. For det handler grundlæggende om menneskers ressourcer – og om, hvordan de ressourcer bedst kommer i spil i dagens Danmark.

Det kalder på indspark fra pædagogikken. Hvad skal pædagogikken bidrage med, når arbejdet bliver så væsentligt et omdrejningspunkt for regeringens politik? Er der brug for en ny arbejdspædagogik – og hvad skal den i så fald bestå i?

Svarene er mange og langt fra entydige. Så lad os dykke ned i diskussionen, som p.t. bobler løs i krydsfeltet mellem økonomi/politik og pædagogik.

Lysten til arbejde

Allerede i efteråret 2021 udtrykte Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol, at ’vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet’ (Ritzau 7. september 2021).

”Statsministeren udtrykker en traditionel endimensionel forståelse af arbejdet som noget, der skaber nytte i samfundet. Men den støder sammen med et udbredt krav i befolkningen om, at arbejdet skal være meningsfuldt og sjovt for den enkelte,” forklarer Lars Geer Hammerhøj.

I sin analyse af, hvad der er på spil i vores blik på arbejdet p.t., taler Lars Geer Hammershøj om hhv. arbejdsetos og legeetos:

”Arbejdsetos er arbejdet og de mål, vi selv og andre sætter for det. Legeetos har traditionelt været vores fritid og hobbies. Indtil nu har arbejdsetos domineret vores arbejdsliv, og legeetos har været noget, vi kunne gøre, når vi holdt fri. Men nu ser vi en kollision mellem de to,” siger han og tilføjer:

”Der er både tegn på, at de støder sammen, og på, at de er på vej mod en sammensmeltning, så fremtidens arbejde bliver kendetegnet ved at have elementer fra begge lejre – både arbejds- og legeetos.”

Når han bruger etos-termen, trækker han på den betydning, som den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) anvender i sit værk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd (1905). Her betyder etos en grundlæggende og gennemgående livsindstilling og livsførelse.

Når Lars Geer Hammershøj bruger termen i sin analyse af arbejdsbegrebet, betyder det, at aktiviteter i forbindelse med arbejdet enten er orienteret efter mål og er nyttige og produktive (arbejdsetos), eller at aktiviteterne er orienteret efter formål og er sjove og meningsfulde i sig selv (legeetos).

Lars Geer Hammershøjs diagnose af en moderne arbejdspædagogik er altså, at den skal kunne rumme legeetos og dermed menneskers søgen efter mening og formål med arbejdet. En sådan ny arbejdspædagogik skal give plads til det hele menneske og også tillade kritisk refleksion over arbejdet. Der skal med andre ord en dannelsesdimension ind i vores forhold til arbejdet, mener han.

Han byder ind med sit begreb professionsdannelse, der netop blander nytte og dannelse – og dermed knytter sig til både arbejds- og legeetos. Han uddyber:

”Det handler om, hvordan man professionelt forholder sig til sit arbejde og til sit fag og dets udvikling. Det handler også om at gøre sig klart, hvad formålet og meningen er med ens arbejde.”

Han understreger, at professionsdannelse ikke er begrænset til traditionelle professioner som pædagog, lærer og sygeplejersker, men at det gælder for alle, der arbejder professionelt med et fag – tandlægen, marketingsmedarbejderen, rengøringsassistenten osv.

Professionsdannelsen vender vi tilbage til. Først en tur tilbage i historien om arbejdets betydning for os danskere.

Det arbejdende individ

Meget forskning viser, i følge Ove Kaj Pedersen, da også, at arbejdsfællesskabet er vigtigt for os. Han uddyber:

”I følge rigtig meget forskning er den sikreste vej til et langt, positivt liv et godt arbejdsliv og et solidt arbejdsfællesskab, ellers stiger risikoen for misbrug, alkohol, skilsmisse etc. Det at være på en arbejdsplads og få en daglig rytme, at man har noget at koble sin egen selvforståelse op på, og at man har kolleger, det har længe været det, der gav tilværelsen mening for danskere.”

Det ligger simpelthen i den danske historie, påpeger han, og tager os mere end 200 år tilbage i tiden til feudalsamfundets opløsning i slutningen af 1700-tallet. Her blev stavnsbåndet ophævet, bønderne blev sat fri fra herremændene, der ellers havde hersket over deres liv og tilværelse. Men med friheden ophørte også den forsørger- og beskyttelsespligt herremændene til gengæld havde haft over for bønderne og deres familier.

”Stænder- og rangsamfundet blev brudt. Det gav frihed til den enkelte, men med den fulgte også ansvar for at forsørge sig selv og sin familie. Den enkelte fik en fornemmelse af, at han selv var ansvarlig for at arbejde og skaffe brød på bordet til sin familie,” fortæller Ove Kaj Pedersen og fortsætter:

”Gennem hele 1800-tallet blev der så lagt stor vægt på individet som selvforsørgende under det, man i dag vil kalde markedsbetingelserne. Der kom arbejdet frem som det centrale i selvforståelsen hos mennesker: Gennem arbejdet bliver du et selvforsørgende og selvstændigt individ!”

At arbejde og fritid var to sider af samme sag, slog også igennem i skolelovgivningen fra 1814, hvor kongemagten besluttede, at alle børn skulle gå i skole regelmæssigt fra de var ca. syv år til de blev konfirmerede.

”Formålet var, at den enkelte skulle dannes til en ’forståelse af sig selv som ansvarlig for egen forsørgelse’,” forklarer Ove Kaj Pedersen.

Reformpædagogikkens succes

Først lige omkring 2. verdenskrig begyndte man at diskutere, om skolen skulle have andre formål end at opdrage til arbejde og tro. Det var blandt andet daværende socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt, der søsatte diskussionen om, hvorvidt skolen skulle danne elever til arbejde eller til at blive lykkelige mennesker, fortæller Ove Kaj Pedersen:

”Her kom der et projekt for almen dannelse og demokratisering i gang i skolen. Og med det kom også reformpædagogikken. Den ville danne børn og unge til at blive mere selvbevidste og kritiske. Ikke gennem bank fra læreren, men gennem bevidstgørelse, selvrefleksion og deltagelse.”

Omkring 1950 så velfærdsstaten dagens lys, og skolen og pædagogikken fik den mest centrale rolle i det projekt, forklarer Ove Kaj Pedersen:

”Skoleklassen blev vigtig. Piger og drenge kom i den samme klasse, og de kom fra forskellige sociale lag. Ligegyldigt hvor du kom fra, og hvilket køn du havde, så sad du dér med den samme lærer i syv år. Skoleklassens betydning var – og er – uvurderlig.”

Men skolen som fællesskabende samfundsinstitution producerer i følge Ove Kaj Pedersen et pædagogisk paradoks: Vi skal have en fælles bevidsthed, men vi skal hver især være frie til at kritisere den fælles bevidsthed.

Deraf voksede skolens store pædagogiske spørgsmål: Hvad skal skolen egentlig opdrage børnene til? Til frie individer eller til medlemmer af en fælles nation?

Det er, i følge Ove Kaj Pedersen, reformpædagogikkens store dilemma i efterkrigstiden. Men den er, mener han, lykkedes med at balancere de to poler – frihed over for den fælles bevidsthed.

”Reformpædagogikken blev en enorm succes, der har gjort samfundet til det, det er i dag. Vi er i dag bevidste om vores fælles frie bevidsthed og om vores ret til at reflektere og udfordre den fælles bevidsthed. Det lærer vi allerede i skolen, og derfor er og bliver folkeskolen den væsentligste kulturinstitution,” lyder det bestemt fra Ove Kaj Pedersen.

Hans analyse er klar: Gennem reformpædagogikken opdrager skolen os til at blive frie, tænkende borgere, der føler en forpligtelse over for det samfund, vi er del af. Og den forpligtelse eksekveres først og fremmest gennem arbejdet.

Arbejde og medborgerskab går hånd i hånd

Samtidig med at reformpædagogikken voksede frem, opstod idéen om medborgerskabet, som stod for en grundlæggende idé om, at det ikke længere var tilstrækkeligt at danne den enkelte til at være arbejdende og selvforsørgende. Den enkelte skulle også være politisk og kulturelt medlevende og have indflydelse på fx arbejdsbetingelser og være deltagende i fagforeninger og civilsamfund.

”Medborgerskab var tænkt som en parallel til arbejdet, for der blev ikke formuleret en modsætning mellem arbejde og demokrati. Tværtimod så man arbejdsfællesskabet som noget, der kunne styrke medborgerskabet,” forklarer Ove Kaj Pedersen.

Arbejdet blev dermed en gensidigt forpligtende pagt, der blev indgået mellem staten og dens borgere.

”Pagten kom til udtryk ved, at der blev skabt en arbejdsmarkedspolitik, som faktisk blev den vigtigste sammen med skolen i hele projekt velfærdsstaten. Gennem arbejdsmarkedspolitikken blev der skabt betingelser for, at kvinderne kunne komme på arbejdsmarkedet, at sæsonarbejdere kunne få permanent ansættelse, at arbejdsstyrken kunne udvides, og alle blev del af et samfund baseret på alles arbejde,” fortæller han.

Med velfærdsstaten har vi altså fået et samfund, der er meget systematisk bygget op på, at arbejdet er kernen i den enkeltes og familiernes liv.

Vi har brug for pauser

Pia Cort problematiserer i den forbindelse, at de gængse økonomiske modeller ikke tager højde for, at måden, vi p.t. organiserer vores arbejde på, fører til udbrændthed og stress for alt for mange.

I følge stressforeningen Danmarks nyeste tal er 17.000 mennesker hver eneste dag sygemeldte med stress. Det koster virksomheder – og i sidste ende også statskassen – rigtig mange penge i tabt arbejdsfortjeneste. Så måske skulle økonomerne tage de forbehold med i deres økonomiske modeller, påpeger Pia Cort:

”Vækstkurven kan ikke fortsætte i det uendelige, uden at det sker på bekostning af jordens eller menneskers ressourcer. Og her har vi brug for pædagogikken. Den skal udfordre den dominerende økonomiske logik, ikke køre med på den.”

Hun uddyber:

”Pædagogikkens fremtidige rolle bliver at gøre opmærksom på, at pædagogik handler om andet end forberedelse til arbejdsmarkedet. Pædagogik handler også om demokrati, samtale og fordybelse. Og derfor skal pædagogikken udfordre effektiviseringsdiskursen. For den gør os ikke klogere – tværtimod,”

Løsningen ligger, ifølge Pia Cort, lige for i form af mere redundans på arbejdspladsen. Det betyder ganske enkelt: ’tilstedeværelse af noget, der ikke er strengt nødvendigt i en bestemt sammenhæng og derfor kan betragtes som værende overflødigt eller i reserve.’ (ordnet.dk).

”Vi har brug for pauser, hvor vi ikke skal producere. Virksomheder – og samfundet – taber viden, hvis ikke vi får pauser,” lyder det fra Pia Cort.

Resonans i arbejdet

Hun trækker derefter begrebet resonans ind i diskussionen om arbejdets betydning. Begrebet låner hun i denne sammenhæng fra den tyske sociolog Hartmut Rosa, der blandt andet problematiserer den acceleration, vi ser på arbejdsmarkedet. Og i det moderne liv i det hele taget.

”Den udvikling medfører en konstant knaphed på tid. Vi halser altid bagefter. Og når Hartmut Rosa taler om resonans i relation til accelerationssamfundet, handler det om at give sig tid til at mærke meningsfuldheden – fx i sit arbejde. Det kan være, når sygeplejersken har en god samtale med en patient og mærker sin faglighed komme i spil på en meningsfuld måde. Omvendt bliver det meningsløst, når man som sygeplejerske ikke har tid til at tage sig ordentligt af patienterne,” siger Pia Cort.

I følge Lars Geer Hammershøj er løsningen på den meningsløshed den føromtalte professionsdannelse, som netop kan være et modsvar til tab af mening i arbejdet, hvis det går for stærkt, eller hvis dokumentationskrav eksempelvis fylder for meget hos sygeplejersker.

”Hvis der kom mere fokus på, hvad der i virkeligheden er det interessante ved at være sygeplejerske, så ville de studerende komme af sig selv. Problemet for sygeplejersker er ikke lønnen, men det at de ikke kan drage den omsorg for patienterne, som de gerne vil. Vi vil se en sivning fra faget, så længe arbejdet ikke handler om det, der egentlig er formålet med at være sygeplejerske. Det samme gælder pædagog- og lærerprofessionerne,” siger han.

’Nudging’ mod arbejdsmarkedet

Netop sygeplejersker skal vi gerne have mange flere af. De er vores garanter for kernevelfærden – de skal redde vores hårdt pressede sundhedsvæsen. Ingeniørerne og pladesmedene skal til gengæld polstre landets konkurrenceevne og sikre overskud på betalingsbalancen. Så flere af dem, men færre humanister, tak. Sådan lyder tonerne fra regeringen blandt andet i regeringsgrundlaget.

Forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund fra Moderaterne gav ellers i et interview i DR-programmet Deadline (8. feb. 2023) udtryk for, at de unge selvfølgelig skal vælge uddannelse af lyst, og ikke fordi en regering mener, at der er særlig brug for en vis type kompetencer på arbejdsmarkedet. Alligevel står det ifølge Ove Kaj Pedersen bøjet i neon i regeringsgrundlaget, at det er nogle helt særlige veje, de unge helst skal gå i uddannelsessystemet – og tilsvarende veje, de skal holde sig fra:

”Det grundlæggende er, at al uddannelse skal være arbejdsmarkedsorienteret. Der er således en finansiel begrundelse for, hvor mange der skal uddannes til hvad, og dermed hvilke uddannelser der vægtes over andre,” siger Ove Kaj Pedersen.

Derfor lægger man incitamenter – eller vandhuller, som han kalder det – ud. En form for nudging, hvor man gør det attraktivt for de unge at gå i en særlig retning – mod arbejdsmarkedet. På den måde vil regeringen med deres uddannelsesreformer sikre, at flere unge uddanner sig, så de i højere grad imødekommer de behov, virksomhederne og velfærdsinstitutionerne efterspørger.

”Vi mennesker er opportunistiske af natur, antager regeringen, og det tager reformudspillet på uddannelsesområdet afsæt i. Den enkelte unge, der skal vælge uddannelse, vil således selv styre derhen, hvor det er mest opportunt at gå. På den måde kan politikerne kontrollere retningen for en hel generation. Vi ser det også i folkeskolen med virksomhedsbesøg og praktikordninger, der skal gøre de unge interesserede i erhvervsuddannelser,” siger han.

Et andet eksempel er, at regeringen for at sikre bedre rekruttering til velfærdsområdet foreslår ’udvidet brug af løn under uddannelse, særligt for studerende over 25 år og for SOSU-elever’ (Regeringsgrundlaget 2022).

Samtidig bliver SU’en beskåret med et år på universitetsuddannelserne – fra seks til fem år. Det levner ingen plads til slinger i valsen for de unge, ikke med SU i lommen i hvert fald. De unge skal hurtigst muligt ud at gøre gavn på arbejdsmarkedet.

Livslang læring på arbejdsmarkedets præmisser

En del af reformudspillet på uddannelsesområdet går ud på, at det år, der bliver taget fra de studerende på humaniora og samfundsfag, kan de gøre brug af senere i livet, hvis de efter at have været på arbejdsmarkedet i nogle år ønsker at opgradere deres viden eller specialisere sig i en anden retning. Det sker ud fra en idé om livslang læring, som vi kender helt tilbage fra 1970’erne, fortæller Pia Cort. Hun uddyber:

”Forskellen fra dengang til nu er dog, at livslang læring dengang var til gavn for den enkeltes personlige og faglige udvikling, men i dag er idéen om livslang læring tænkt i forhold til at kvalificere arbejdsstyrken. Det sker altså alene på arbejdsmarkedets præmisser.”

Hun problematiserer i den forbindelse, at efteruddannelse p.t. er noget, højtuddannede tager, mens kun få faglærte og ufaglærte efteruddanner sig. Så hun forudser, at der skal gøres en ekstraordinær – og måske en helt anden – indsats, hvis man vil skabe mobilitet gennem uddannelse for gruppen af faglærte og ufaglærte.

Det er paradoksalt, fordi denne gruppe netop er i søgelyset i forhold til en politisk ambition om at sikre mobication, mobilitet gennem uddannelse, pointerer Ove Kaj Pedersen.

Han gør opmærksom på, at vi kender modellen om at videreuddanne sig senere i karrieren fra USA.

”Her sparer man op til eller finansierer selv sin efteruddannelse. Og det tror jeg, vi kommer til at se i forhandlinger om efteruddannelse ved de næste overenskomstforhandlinger – både for faglærte og akademikere og alle derimellem,” forudser han.

De unge vil dannes

Ove Kaj Pedersen ser reformudspillet på uddannelsesområdet som et klart udtryk for, at en ny arbejdspædagogik er ved at afløse den tidligere dominerende reformpædagogik:

”Arbejdspædagogikken gør op med reformpædagogikken, så pædagogikken bliver arbejdsmarkedsorienteret frem for medborgerlig. Pædagogikken har altid stået i modsætning til de økonomiske incitamenter, så hvis vi retter pædagogikken så direkte mod arbejdet, som regeringen lægger op til, så er det en nyskabelse. Men om det er en god idé, det vil tiden vise – og det afhænger i øvrigt også af hvilket perspektiv, man anlægger.”

Lars Geer Hammershøj er ikke i tvivl – et opgør med reformpædagogikken til fordel for en ny arbejdspædagogik vil i hans øjne være katastrofal set i lyset af hans problematisering af den traditionelle arbejdsetos. Han efterlyser i stedet en dannelsesdimension i regeringens udspil på uddannelsesområdet.

Han mener, at grunden til, at så mange unge søger gymnasierne, er, at de kan se, at her dannes man. Derfor er det oplagt også at tilbyde den dimension på erhvervsuddannelserne. Det vil måske kunne tiltrække flere unge, forestiller han sig. Det er der flere grunde til:

”Uddannelse handler ikke kun om at tilegne sig viden, men også om, hvordan man omsætter den viden, og hvordan man skal agere over for fx kunden eller borgeren. Der er masser af dannelse i en erhvervsuddannelse, men det handler om at sætte ord på den dannelse og udvikle den. Hvis man tydeliggør det, er jeg ret sikker på, at man vil kunne tiltrække flere elever,” siger han.

Pia Cort bakker ham op og insisterer desuden på en demokratisk samtale om, hvad vi egentlig vil med vores uddannelser – på alle niveauer. Her trækker hun på forskning af Gert Biesta, der er professor i pædagogik ved universitetet i Edinburgh. I følge ham skal uddannelse bidrage til den enkeltes kvalifikation, socialisation og subjektivering (se boks 2)

Pia Cort understreger, at kvalifikationsdelen ikke kun skal kvalificere til arbejdsmarkedet, men også handler om, hvordan man kvalificerer sig til livet. Hvis vi ikke tager de diskussioner, så bliver uddannelse alene arbejdsmarkedsrettet. Og spørgsmålet er, om det gavner os i længden, eller om vi tværtimod risikerer at uddanne med et for snævert sigte.

”Reelt ved vi ikke, hvilke kompetencer vi kommer til at mangle i fremtiden. Vi er derfor nødt til at have en samtale om, at uddannelser ikke kun skal have arbejdsmarkedet som omdrejningspunkt. Det handler også om almendannelse, fordybelse og om vores kulturarv,” siger Pia Cort og henviser til, at de humanistiske fag gør os klogere på, hvor vi kommer fra, og hvem vi er.

’Aligned’ med arbejdsmarkedet

I følge Lars Geer Hammershøj er skolens – og dermed vores alle sammens – forankring i reformpædagogikken den primære årsag til, at særligt de unge ikke bare siger ja og amen til regeringens planlagte uddannelsesreformer om blandt andet at forkorte kandidatuddannelser, gøre dem mere arbejdsmarkedsorienterede og samtidig skære i SU’en. Men han ser de unges reaktion som noget positivt.

”Reformpædagogikken og den bevidsthed, den har skabt hos de unge, er udfordret med et så målrettet fokus på arbejde. Men reformpædagogikken er samtidig så dybt forankret i de unge – ja, i os alle – at den udgør et solidt fundament i vores kulturelle selvforståelse. Og det er vores styrke i forhold til et fremtidigt arbejdsmarkedsperspektiv. For reformpædagogikken er netop ’aligned’ med fremtidens arbejdsmarked,” siger han og tilføjer:

”Vi får brug for kreative mennesker, der kan løse problemer og bruge deres dømmekraft til at skabe noget sammen med andre. Og det er netop dét, reformpædagogikken lærer os.”