Men spørger man leder af Nationalt Center for Erhvervspædagogik ved Københavns Professionshøjskole, Camilla Hutters, der er lektor i erhvervspædagogik, skal der mere til. Hvis rekrutteringen og gennemførelsen skal styrkes, handler det først og fremmest om at styrke læringsmiljøerne, og om at de forskellige aktører på uddannelserne – erhvervsskoler, virksomheder, ministerier og faglige udvalg – arbejder sammen om at sikre, at de forskellige dele af uddannelsen hænger godt sammen.

”Hvis vi skal lykkes med at gøre erhvervsskolerne mere attraktive, er vi nødt til at arbejde målrettet på både at styrke de faglige fællesskaber og sammenhængen, den røde tråd, i uddannelsen,” siger Camilla Hutters.

Med erhvervsskolereformen fra 2015 blev der opstillet ambitiøse mål om at øge rekrutteringen, mindske frafaldet og give erhvervsuddannelserne et seriøst kvalitetsløft ved at styrke lærernes kompetencer og investere i nyt udstyr og digitale undervisningsmetoder.

”Evalueringen af reformen viser, at det ikke har rykket nævneværdigt ved hverken søgning eller frafald. Trods gode indsatser – fx styrkelse af det første grundforløb og løft af lærernes kompetencer, er der ikke tegn på, at kvaliteten af undervisningen i skoledelen er blevet bedre som følge af reformen. Tværtimod, så vurderer eleverne, at undervisningen er dårligere nu end før reformen. De efterlyser blandt andet brugbar feedback og mere praktisk indhold i uddannelserne,” forklarer Camilla Hutters.

Det handler om at høre til

Erhvervsuddannelsernes DNA er, at de veksler mellem skoleperioder og oplæring i en virksomhed. De unge skal altså helst finde en praktikplads for at kunne fortsætte efter grundforløbet. Og skiftene mellem perioderne på lærepladsen og de ofte ret korte perioder på skolen gør det svært for de unge at opbygge relationer og faglige fællesskaber. Det hele er med til at skabe en følelse af usikkerhed hos dem.

”Når der opstår tvivl om, hvorvidt du kan komme videre, og du ikke er sikker på at få en praktikplads, kan det nære en grundlæggende usikkerhed. Hvis man i forvejen er i tvivl, kommer det måske til at føles mere sikkert at springe fra og søge noget andet,” forklarer Camilla Hutters, der mener, at vi er nødt til at finde nye måder at organisere uddannelserne på, så det bliver lettere for eleverne at skabe tilhørsforhold.

Hun fortæller, at mange frafaldsundersøgelser viser, at det har stor betydning for elevernes trivsel og tilhørsforhold til uddannelsen, at læreren kender deres navn, at de har nære studiekammerater, og at de kan opbygge faglig identitet og engagement i uddannelsen.

Samtidig er der en udfordring, der vedrører elever med særlige behov. Cirka 20 procent af erhvervsskoleeleverne har specialpædagogiske eller psykiske udfordringer, og det er en voksende gruppe.

”Undersøgelser viser, at det er ømtåleligt for eleverne at dele deres eventuelle diagnoser og handicap med en virksomhed, og derfor skjuler de det. Det kan skabe et skævt match, der ender i frafald,” siger Camilla Hutters og understreger, at virksomhederne sjældent er gearet til at håndtere den pædagogiske indsats, det kræver.

”Det kan være en reel barriere. Derfor er vi nødt til at finde redskaber til at lave det rette match fx ved at have mentorer eller anden hjælp i overgangen fra skole til praktik,” siger hun.

Overgangen fra skole til praktik skal styrkes, og her har både uddannelser og virksomheder et ansvar, mener hun. Derfor er det vigtigt at skabe et fælles sprog om det, de studerende lærer på uddannelsen, og praksislæring, så uddannelser og virksomheder forstår hinanden og kan hjælpe de studerende i overgangen fra skole til praksis.

Stolthed forankret i fællesskab

Henrik Hersom er lektor i pædagogik og uddannelsesforskning på Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Københavns Professionshøjskole. Han forsker i, hvad der skaber faglig stolthed på erhvervsuddannelserne, og har i den forbindelse interviewet elever, lærere og ledere på en række erhvervsuddannelser over hele landet. På den baggrund har han defineret en række konkrete retningslinjer for, hvad der skal til for at opbygge og genopbygge den faglige stolthed hos de unge.

Interviewundersøgelserne viser, at der fra fag til fag er stor forskel på, hvilken rolle faglig stolthed spiller for eleverne. Det er også forskelligt, hvad der vækker stolthed, får den til at vokse eller falme. Men det er også tydeligt, at faglig stolthed kan være nøglen til at tiltrække og fastholde eleverne, fastslår Henrik Hersoms undersøgelser.

Når han har været ude at interviewe lærere og elever, har det været tydeligt, at den faglige stolthed står stærkest, der hvor de faglige fællesskaber tilsvarende er stærke, fx i gruppearbejder, hvor elever og lærere smitter hinanden med begejstring, i værkstedsfag, hvor eleverne frembringer noget konkret af høj kvalitet, og når eleverne følges ad i mindre hold, som gør det muligt at opbygge relationer og blive studiekammerater, og når læreren er et autentisk, engageret forbillede, der har mulighed for at lære eleverne at kende.

”Undersøgelserne viser med al tydelighed, at fællesskab kan skabe fagligt engagement og dedikation, som man ikke kan oparbejde selv,” siger Henrik Hersom.

Men selv steder, hvor den faglige stolthed er stærk inden for klasserummet, blegner den desværre ofte, når eleverne forlader skolen og bevæger sig ud i omverdenen.

”Flere uddannelsesledere på erhvervsuddannelserne omtaler, at elevernes faglige stolthed falder, når de går ud ad døren – de oplever simpelthen et decideret statusfald, når de forlader fællesskabet på skolen eller i praktikken og går ud og møder omverdenen,” fortæller han og peger på, at faglig stolthed kræver, at eleverne kan spejle deres stolthed i et samfundsspejl, der anerkender deres stolthed.

Det at højne erhvervsuddannelsernes omdømme og opbygge faglig stolthed er et samfundsansvar, som kræver helhedsorienterede indsatser.

Det har Henrik Hersom forsøgt at imødekomme med sin kortlægning af veje til faglig stolthed. Den er mundet ud i en værktøjskasse bestående af 11 konkrete råd, som skal bruges, når underviserne på erhvervsskolerne skal uddannes. Værktøjerne skal være med til at skabe et fælles fagligt sprog for stolthed. Fx ved at eleverne får oplevelser af at mestre det at lave formfuldendte kvalitetsprodukter i et kreativt og stærkt fagfællesskab, der gør en meningsfuld forskel ved at løse vigtige udfordringer for samfundet.

Fremtidens klimahelte

I sin kortlægning af faglig stolthed har Henrik Hersom fulgt et integrations- og undervisningsprojekt med flygtninge i Marseille i Frankrig. Som del af deres tømrer- og stenhuggeruddannelse fik de til opgave at restaurere monumenter, der er centrale i Frankrigs kulturarv. En gruppe havde fået til opgave at restaurere en ældgammel bevaringsværdig mur.

”Det opbyggede en dyb faglig stolthed, at eleverne fik lov at løfte så vigtig en opgave. Det betød, at arbejdet gav mening på et dybere plan end et vilkårligt anlægsprojekt,” forklarer han.

Også en gruppe danske VVS-elever, som han interviewede, oplevede faglig stolthed ved at italesætte sig selv som ’Fremtidens klimahelte’, mens SOSU-assistenter begrundede deres valg af uddannelse med, at de med det fag oplevede at give tilbage til den generation, der havde opbygget det velfærdssamfund, de selv var vokset op i. En ung mandlig studerende fortalte, hvordan det at han havde set en SOSU-assistent gøre en afgørende forskel for sin egen bedstemor, havde været motivation for at søge ind i faget.

”Hvis vi skal opbygge faglig stolthed, der skal redde erhvervsuddannelserne, må erhvervsuddannelserne blive bedre til at tale om, at man som erhvervsskoleelev får konkrete kompetencer til at gøre en forskel og bidrage, fx i den grønne omstilling,” lyder vurderingen fra Henrik Hersom.

De gode fortællinger skal skabe ringe i vandet

Af rapporten Læringer fra indsatser rettet mod erhvervsuddannelserne, som Tænketanken DEA udgav i efteråret 2022, fremgår det, at Undervisningsministeriet har brugt over 500 millioner kroner på indsatser, der skulle højne elevtilslutningen på erhvervsuddannelserne. Men det er ikke tydeligt, hvad effekten af de mange indsatser har været.

Det skal vi blive klogere på, mener Camilla Hutters og peger på, at vi må insistere på helhedstænkning og langsigtede træk, hvis vi skal lykkes med reelt at tiltrække og fastholde eleverne, som man har arbejdet for i mange år. Hun siger:

”Kortvarige projekter og indsatser har en risiko for at ende blindt, hvis de ikke er koblet til opbygning af vedvarende kapacitet. Derfor kræver det flerårige udviklingsprogrammer, hvor aktørerne i erhvervsuddannelserne arbejder sammen om at udvikle, afprøve, evaluere og forankre indsatser, der styrker uddannelsernes læringsmiljøer.”

Vi står ifølge Camilla Hutters med nogle erhvervsuddannelser i kritisk tilstand, i og med at det over lang tid har været svært at rekruttere og fastholde studerende. Derfor skal vi have de gode fortællinger ud og skabe ringe i vandet.

”Succesfortællinger om, hvordan erhvervsuddannede kan være med til at løse konkrete samfundsudfordringer, kan være med til at skabe faglig stolthed. Der er ingen tvivl om, at det at løfte et vigtigt samfundsansvar i stærke arbejdsfællesskaber er kronjuvelerne i erhvervsuddannelsernes potentiale,” siger Camilla Hutters og peger på, at tiden er moden til at turde nytænke erhvervsuddannelserne.

Men vi kan ikke bare imitere og gøre det samme, som vi altid har gjort – for både elevgruppen og det arbejdsmarked, som erhvervsuddannelserne uddanner til, forandrer sig, lyder vurderingen fra Camilla Hutters. Hun siger:

”Vi er nødt til at turde udvikle uddannelserne og organiseringen mellem uddannelse og virksomhed. Det kan også være med til at styrke stoltheden og arbejdsfællesskabet. Jeg tror, at der ligger et stort potentiale i, at uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet arbejdet sammen om at udvikle fremtidens erhvervsuddannelser.”