Asterisk nr. 104 - marts 2023
Pædagoger skal vække børns interesse for naturfag allerede i børnehaven, og legen er midlet, der skal få flere til at forfølge det spor senere i livet. Men der er ikke noget nyt i, at voksne ’vil noget’ med børns leg – den har altid været underlagt voksnes ideer og skiftende politiske dagsordener. Tag med Asterisk på tur gennem legens historie – fra antikken og frem til i dag, hvor der kan spores en linje fra den voksenstyrede leg i dagtilbud til konkurrencestatens logikker.
Lyt til artiklen
Hvis vi skal sikre Danmarks fremtid i den globale konkurrence, selv om vi aldrig vil kunne få lige så mange ingeniører og programmører som Kina og USA, så er det væsentligt, at fremtidens danskere gennem et stærkt uddannelsessystem’ er både ’omstillingsparate, selvstændige, fagligt dygtige, kreative og kritisk tænkende’. Det er nogle af målene i Undervisningsministeriets nationale naturvidenskabsstrategi, og det stiller krav helt ned i børnealderen.
”Den nationale strategi for naturvidenskab slår fast, at det ligefrem er afgørende at starte, mens børnene er små, hvis der skal skabes og bevares en interesse for naturvidenskab. Små børn er nysgerrige og videbegærlige, og så er antagelsen i strategien, at man kan bygge oven på det resten af børnenes uddannelsesliv,” siger Kristine Bagge Kousholt, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet, og en af bidragyderne til bogen Leg på spil i pædagogik og uddannelse, der netop er udkommet.
Hun mener, at der i naturvidenskabsstrategien ligger en bestemt intention for børnene:
”Det kan tolkes som, at de ideelt set er målrettede i deres udvikling frem mod et voksenliv, hvor de er både omstillingsparate, selvstændige, kreative og fagligt dygtige med et fokus på naturvidenskabelige, ingeniørmæssige eller håndværksmæssige kompetencer,” siger Kristine Bagge Kousholt.
Med andre ord ligger der også et mål eller en forhåbning i børnenes leg, som handler om, at pædagogerne kan bruge legen pædagogisk-strategisk, og at den på den måde blandt andet kan være med til at motivere børnene for naturvidenskab, så de kan blive en del af den nationale konkurrenceevne i fremtiden.
”Den nationale strategi for naturvidenskab slår fast, at det ligefrem er afgørende at starte, mens børnene er små, hvis der skal skabes og bevares en interesse for naturvidenskab.”
Kristine Bagge Kousholt
Det strategiske fokus på børnene som fremtidens arbejdskraft fletter sig sammen med de rammer, der sættes op for børnelivet i daginstitutionerne igennem Den styrkede pædagogiske læreplan blandt andet med temaet Natur, udeliv og science.
Det sætter nogle bestemte rammer for og forståelser af såvel barndommen som en forberedelse til voksenlivet som børns leg, hvor pædagogerne så at sige skal ’lege’ interessen for naturvidenskab ind i institutionerne og børnene. Men der er samtidig indbygget nogle modsætninger i de anbefalinger, som pædagogerne i dagtilbuddene skal styre efter, fortæller Kristine Bagge Kousholt. Hun uddyber:
”På den ene side skal pædagogerne i dagtilbuddene formå at lede børnenes interesser og deres lege i bestemte retninger. Legen er et middel til læring og tilegnelse af særlige kompetencer og naturvidenskabelige forståelser. Men på den anden side pointeres det, at den mere frie leg har en positiv betydning for børnenes trivsel og sociale udvikling. Der er altså en ambition om, at børnene skal ledes i en bestemt retning, men samtidig fremhæves stadig de gamle reformpædagogiske idealer om, at børnene skal blive selvstændige og kritisk tænkende individer. Der er med andre ord konstante dobbeltheder i den her tilgang.”
Skismaet mellem på den ene side et fokus på børns frie leg og selvdannelse og på den anden side et ønske om en struktureret læringsdagsorden med et fokus på samfundsrelevante aktiviteter og børnenes voksenliv er på ingen måde ny.
Samfundets syn på børns leg og den plads, legen tildeles i pædagogiske institutioner, kan heller ikke adskilles fra hverken samfundets generelle børneopfattelse eller fra de dominerende opfattelser af forholdet mellem stat og borger.
Allerede Platon og Aristoteles beskæftigede sig med børns leg som et vigtigt middel til opdragelse og karakterdannelse, men de understregede samtidig, at det skulle være den rigtige form for leg, fortæller Jens Erik Kristensen, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet, og har forsket i pædagogprofessionens historie. Senest har han været med til at redigere bogen Leg på spil i pædagogik og uddannelse.
”Platon og Aristoteles havde en opfattelse af, at børn lærer gennem efterligning. Børns lege skulle derfor helst være en efterligning af de voksnes liv og på den måde være en forberedelse til deres fremtidige voksenliv og reproducere den gældende samfundsorden,” siger Jens Erik Kristensen og forklarer videre:
”Derfor skulle lege foregå under opsyn og sanktioneres af de voksne. Frie, spontane og opfindsomme lege var derimod en snigende trussel mod statens stabilitet. Platon skriver fx, at børn, der finder på nye lege, vil blive til voksne borgere, der er forskellige fra de foregående slægtled og derfor vil tilstræbe en anden livsførelse og forsøge at ændre samfundets love.”
”Platon og Aristoteles havde en opfattelse af, at børn lærer gennem efterligning. Børns lege skulle derfor helst være en efterligning af de voksnes liv.”
Jens Erik Kristensen
For den kristne kirke fra senmiddelalderen og frem til efter pietismen blev leg betragtet som et syndigt tidsspilde, der ledte menneskenes tanker væk fra Gud. Men med renæssancen og oplysningsfilosofferne vandt opfattelsen af legens potentielt nyttige aspekter imidlertid frem igen.
”Hos den engelske oplysningsfilosof John Locke var leg ganske vist fortsat en form for tidsspilde, om end det var godt for ’kroppens hærdning’, altså sundheden og den fysiske udvikling. Men da børn nu en gang havde en stor lyst til at lege, så mente han, at legen burde bruges listigt til nyttigere formål i opdragelse og undervisning. Indlæring skulle med andre ord gøres til en fornøjelig leg,” fortæller Jens Erik Kristensen.,
Lockes tanker om at nyttiggøre legen fik en stor resonans op i 1700-tallet og vandrede videre i filantropismen – en pædagogisk bevægelse der opstod i Tyskland i 1770’erne, hvis mål var at opdrage børn til samfundsnyttige, patriotiske og lykkelige borgere. Udenadslære, terperi og korporlig afstraffelse skulle ud af skolerne, og i stedet skulle undervisning nu organiseres på en mere legende og fornøjelig måde. Der skulle ske en funktionalisering af legen som et didaktisk instrument for undervisning og karakterdannelse.
Det kendetegnende var imidlertid, at børn fortsat blev betragtet som små voksne, og at barndommens vigtigste funktion var forberedelsen til voksenlivet. Det var her, at Jean-Jacques Rousseau repræsenterede en grundlæggende vending i den pædagogiske tænkning. Han tog ikke længere udgangspunkt i samfundets politiske og religiøse krav til opdragelsestænkningen, men derimod i barnets naturlige udvikling og aktivitetsformer, herunder barnets frie og spontane leg.
”Det nye ved Rousseaus barndomssyn var et helt nyt syn på legen som noget i sig selv. Den var ikke længere overflødig. Han gjorde meget ud af at sige, at man skulle lade børnene lege og lade være med hele tiden at tænke deres opdragelse ind i fremtidens kategorier,” siger Jens Erik Kristensen og fortsætter:
”Det gjorde han, fordi han kunne se, at legen gav barnet mulighed for at opleve lykke her og nu. Legen var muligheden for at nå frem til en lykkelig tilstand i nuet, når den ikke blev spændt for voksnes fremtidsvisioner om, hvad børnene skulle nå frem til, hvor de skulle hen, og hvad de skulle blive, når de blev store.”
Barnet var nu ikke kun en lille ufærdig og ufuldkommen voksen, men et selvstændigt væsen i sin egen ret. Al pædagogisk opmærksomhed burde ifølge Rousseau derfor være rettet mod at beskytte og følge barnets naturlige udvikling og til at sikre barnets lykke her og nu og ikke først i fremtiden.
”Det nye ved Rousseaus barndomssyn var et helt nyt syn på legen som noget i sig selv. Den var ikke længere overflødig.”
Jens Erik Kristensen
Da daginstitutioner for alvor blev en del af velfærdsstaten og et tilbud til alle børn, var det defineret som ’et offentlig pasningstilbud’, der nationalt hørte under Socialministeriet. Det var først i 1992, at Folketinget overhovedet vedtog en egentlig pædagogisk formålsbestemmelse for daginstitutionsområdet, og forældrene fik først en reel indflydelse på det, der foregik i institutionerne, med indførelsen af forældrebestyrelserne i 1991.
”Det er væsentligt at forstå, at der selvsagt også var mål for det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne, da det havde status som et pasningstilbud. Men det var bare de lokale pædagoger eller ledere, der satte målene i de enkelte institutioner, uafhængigt af både statslige krav og forældreønsker,” lyder det fra Jens Erik Kristensen.
Voksenstyrede beskæftigelsesaktiviteter har da også altid været en del af danske børnehavers historie, men samtidig har ideen om børns frie leg været en central del af institutionernes praksis. Ideen om børnehaven som et rum for fri leg og børnebestemte aktiviteter var det, der adskilte børnehaver fra skoler, da de danske børnehaver udviklede sig inden for rammerne af reformpædagogikken.
”I den stærke betoning af børns frie leg lå der en efterklang af Rousseaus radikale opfattelse af, at man skal lade legen være. For hvis man lader legen være hos barnet, så bidrager legen til barnets selvopdragelse. Så det er ikke sådan, at så forsvinder det pædagogiske ud af ligningen, og så har leg ingenting med pædagogik gøre. Det er tværtimod fordi, legen og legens aktiviteter ses som den mest gunstige form for naturlig selvopdragelse,” forklarer Jens Erik Kristensen.
Daginstitutionerne skulle inden for den reformpædagogiske forståelse også være et frirum, og ikke blot et pædagogisk rum eller et læringsrum, hvor børn havde lov til bare at være børn og til ’bare at lege’, uden at det på forhånd skulle tilskrives pædagogisk eller læringsstrategisk mening.
Introduktionen af den strukturerede pædagogik blandt nogle pædagoger i 1970’erne repræsenterede et forsøg på et opgør med den tænkning til fordel for et stærkere ideologisk fokus på opdragelse og socialisering af børnene, så de kunne blive samfundskritiske voksne, og hvor pædagogerne definerede, hvilke aktiviteter børnene skulle beskæftige sig med på en legende måde.
Den strukturerede pædagogik byggede på marxismen med inspiration fra DDR's børnehavepædagogik og den sovjetiske pædagog Anton Makarenkos kollektivpædagogik, der begge var baseret på Marx' forståelse af, at mennesket udvikles gennem arbejdet.
Den strukturerede pædagogik var samtidig en kritik af den reformpædagogiske børnehavetradition i Danmark med vægt på fri leg, børns selvbestemmelse og selvformulerede aktiviteter. I stedet kom den strukturerede pædagogik med krav om planlagte pædagogiske forløb, pædagogiske målsætninger, og at børn i børnehavealderen skulle være i dialog med omgivelserne med emnearbejdet som den fremherskende metode.
Det er et godt spørgsmål, hvor langt den strukturerede pædagogik reelt nåede ud i de enkelte institutioner. I løbet af 1980’erne blev tankegangen udsat for megen kritik og gled igen ud af dagtilbudspædagogikken til fordel for en selvforvaltningspædagogik med et fornyet fokus på børnenes frie leg på egne præmisser og uden andet formål end legen selv.
”Børnehaven skulle ikke blot være et sted, hvor man passede børn og drog omsorg for dem, men også være et frirum for børns mulighed for at lege med andre børn. Parret med at børnehaven også blev et sted, hvor voksne, altså pædagogerne, også sørgede for at beskæftige børn på forskellige måder. Det blev kernen i den danske børnehavetradition, og der var en sondring mellem leg og beskæftigelse,” fortæller Jens Erik Kristensen, men understreger samtidig, at diskussionerne om den strukturerede pædagogik vs. den frie leg fortsatte.
I slutningen af 1998 kom læringsbegrebet ind som en tilføjelse i serviceloven. Her stod der, at børnehaven skulle give rum til både at lege og at lære.
”Det blev læringstænkningens indtog i børnehaven, og andre har ligefrem kaldt det for ’læringstænkningens trojanske hest’ i småbørnspædagogikken,” siger Jens Erik Kristensen og fortsætter:
”Det var tilsyneladende en lille tilføjelse, men den fik efterfølgende stor politisk signalværdi, for det handlede om, at nu kom der et nyt formål, som ganske vist fortsat accepterede både legen og den fri leg, men som dybest set var en politisk dagsorden, der kom udefra, og som handlede om, at nu skulle børnehaverne være en mere aktiv del af skoleforberedelsen.”
Det blev også et signal til en delvis relancering og opdatering af 1970’ernes strukturerede pædagogik nu i form af ’børnehavedidaktik’. Børnehaven skulle nu fokusere på ’lærerig leg’ og ’legende læring’ med henblik på at ruste børnene til deres færd igennem uddannelsessystemet. Vuggestuer og børnehaver var dermed ikke længere blot en socialpolitisk og pædagogisk foranstaltning, men blev i stedet set som første led i det samlede skole- og uddannelsessystem.
I 2001 oplevede Danmark så det såkaldte ’PISA-chok’, da offentliggørelsen af den første PISA-undersøgelse fra OECD med deltagelse af Danmark viste, at danske elevers færdigheder angiveligt ikke var på niveau med omverdenens.
Det blev signalet til en omlægning af hele skolesystemet. En af de første reaktioner var en opfattelse af, at de små børn var for dårligt forberedte på skolen, og at den opgave skulle løftes af børnehaven,
Det blev grundlaget for loven om pædagogiske læreplaner fra 2004. Nu skulle daginstitutioner i stedet være læringsmiljøer og udviklingsarenaer, som arbejdede i henhold til centralt fastlagte og detaljerede pædagogiske formål. Nok så væsentligt var, at leg nu slet ikke var en del af formålet og principperne for dagtilbuddene i de pædagogiske læreplaner. Pædagoguddannelsen blev tilsvarende omdannet til en mere akademiseret profession med et større fokus på læringsopgaver.
”Det var ikke sådan, at legen dermed blev kvalt i børnehaverne. Der har også efter de pædagogiske læreplaner været masser af fri leg. Men den var nu underordnet en læringsdagsorden og ikke længere det centrale formål for institutionerne. I stedet blev leg knyttet til læring under tesen om ’det legende lærende barn,’” siger Jens Erik Kristensen.
”Der ligger en strategisk tilgang til legens dynamikker i dag, som også handler om at forme fremtidens gode borger.”
Kristine Bagge Kousholt
Legen dukkede først op igen i formålsbeskrivelsen for dagtilbuddene med den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018 som en del af et ’fælles pædagogisk grundlag’, der nu både omfattede trivsel, læring, udvikling og leg. Legen nævnes altså på ny, men knyttet til læring, trivsel og udvikling frem for som et formål i sig selv.
”Man kan på den ene side opfatte udviklingen de sidste fem til seks år som udtryk for en afbalancering, hvor opfattelsen er, at nu har der været lige lovlig meget fokus på læringsdagsordner helt ned i daginstitutionerne, så derfor bliver vi nødt til at genfinde nogle af de gode pædagogiske traditioner, som ikke skal forsvinde helt. Altså en vis besindelse, hvor man også politisk pludselig begynder at tale pænt om dansk pædagogisk børnehavetradition,” siger Jens Erik Kristensen og fortsætter:
”På den anden side kan det også opfattes som om, at det i virkeligheden bare er mere en subtil form for omklamring af børnelivet og legen i daginstitutionerne. Altså at man stadigvæk vil fastholde læringsdagsordenen som det styrende, men at der også skal være et vist frirum for børnene. Det er jo ligesom striden mellem danske pædagogiske traditioner på den ene side, og så sådan en konkurrencestatslig optimeringsdagsorden på den anden side,” siger Jens Erik Kristensen.
I bekendtgørelsen om pædagoguddannelsen fra 2017 fik leg også en mere fremtrædende rolle, og de praktisk-musiske og kreative fag blev igen fremhævet. Men leg blev samtidig knyttet til politisk fastsatte videns-, færdigheds- og kompetencemål. I den forstand blev leg igen et middel til at opnå pædagogiske mål; men samtidig fremhævede bekendtgørelsen, at den spontane og selvorganiserede leg også skulle anerkendes og respekteres.
Dermed ligger der nogle indbyggede spændinger mellem leg som middel til at opnå mål og leg som et formål i sig selv, som Kristine Kousholt påpeger. Hun siger:
”Det er ikke fordi, man skal have en romantisk idé om legen som denne her frie, autentiske leg, for leg bliver hele tiden formet af en masse interesser, men der ligger en strategisk tilgang til legens dynamikker i dag, som også handler om at forme fremtidens gode borger. Samtidig er det et godt spørgsmål, hvor meget man politisk og strategisk og læringsmæssigt kan gøre ved legens dynamikker i de pædagogiske institutioner, uden at legen ender et sted, hvor man reelt ikke kan tale om leg længere.”
1964: Lov om børne- og ungdomsforsorg
Daginstitutionerne bliver et tilbud til alle børn inden for en ramme af reformpædagogikken. De skal være et frirum, hvor børn har lov til ’bare at være børn’ og til ’bare at lege’.
1970’erne: Den strukturerede pædagogik
Det første forsøg på et opgør med den reformpædagogiske tænkning til fordel for et stærkere ideologisk fokus på opdragelse og socialisering af børnene til samfundskritiske voksne. Pædagogerne skulle i højere grad definere, hvad børnene skulle beskæftige sig med – på en legende måde.
1980’erne: Selvforvaltningspædagogikken
Den strukturerede pædagogik forsvinder i 1980’erne til fordel for ’selvforvaltningspædagogikken’, der er en videreførelse af reformpædagogikkens syn på betydningen af børns frie leg.
1992: Den første pædagogiske formålsbestemmelse for daginstitutionerne
Daginstitutionerne skal ’i samarbejde med forældre og børn’ skabe rammer, der fremmer børns udvikling, trivsel og selvstændighed’. Daginstitutionerne er baseret på en formel bestående af ’fri leg og beskæftigelse’.
1998: Lov om social service
Loven introducerer læringsdagsordenen. Dagtilbuddet skulle nu give barnet rum til både at lege og lære, og det understreges, at mange af aktiviteterne for børn i dagtilbud ’rummer læringsprocesser’.
2004: Lov om pædagogiske læreplaner i dagtilbud
Formålet med børns ophold i dagtilbud er nu læring. Der bliver introduceret seks læringselementer, som alle dagtilbud skal udarbejde pædagogiske læreplaner til – dagtilbuddene er nu en del af det samlede uddannelsessystem. Fri leg optræder ikke som en del af formålet – der er fokus på ’det legende lærende barn’.
2018: Den styrkede pædagogiske læreplan
Legen rykker igen ind i formålsbestemmelsen, men nu i henhold til et bredt læringsbegreb, der i princippet omfatter alle aktiviteter i dagtilbuddene, der beskrives som ’et pædagogisk læringsmiljø’. Leg er knyttet til trivsel, læring og udvikling og ikke tænkt som noget, der kunne have et formål i sig selv.
Kilder:
Hanne Knudsen, Jens Erik Kristensen og Johan Bundgaard Nielsen: Leg på spil i pædagogik og uddannelse, Akademisk Forlag, 2023.
Hanne Knudsen, Jens Erik Kristensen og Johan Bundgaard Nielsen (red.): Leg på spil – i pædagogik og uddannelse. Akademisk forlag, 2023.
Lektor i pædagogisk psykologi ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i evalueringspraksis, testning, læring og børns fællesskaber. Hun underviser på kandidatuddannelsen i Pædagogisk psykologi og er fagkoordinator for Masteruddannelsen i trivsels- og ressourcepsykologi.
Lektor i pædagogisk idéhistorie og samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker bl.a. i de pædagogiske institutioners og professioners historie og aktualitet og underviser på kandidatuddannelserne i Uddannelsesvidenskab og Generel pædagogik.
NR. 104
TEMA: Arbejdspædagogikkens genkomst
MARTS 2023
