Asterisk nr. 104 - marts 2023
Gadepulsen på Nørrebro og Street-Lab i Hillerød samler meget forskellige børn og unge om aktiviteter, de selv er med til at forme og give mening. For nogle bliver fællesskaberne en vej ud af ensomhed og mistrivsel; for andre er de et alternativ til bandemiljøet. Nyt forskningsprojekt fra DPU, Aarhus Universitet, viser potentialerne i fællesskabende praksisser på gadeplan.
Lyt til artiklen
SPOT PÅ NY FORSKNING
Asterisk stiller skarpt på en ny antologi om fællesskabende praksisser.
Mads er 11 år og har været hjemme fra skole et par år, fordi han ikke trivedes i skolen. Han fik det bare dårligere og dårligere. Han kom til udredning hos PPR, uden at nogen blev meget klogere, og uden at han fik det bedre. Langsomt brød det hele sammen for ham – og for hans familie.
Men hans forældre kæmpede en brav kamp for at få lidt glæde frem i deres søn. Han kunne lide at løbe på løbehjul, fandt de ud af en dag, da hans far kom hjem med et løbehjul, han havde fundet på genbrugspladsen. Faren fiksede løbehjulet, og sammen tog de over til et sted i Hillerød, der hedder Street-Lab.
Det er et socialt mødested drevet af en daglig leder i samarbejde med forskellige frivillige kræfter. Aktiviteterne i Street-Lab skabes for og med lokale børn, unge, voksne og deres familier – både med dem der trives, og dem, der som Mads og hans familie kæmper med mistrivsel.
Street-Lab forandrede Mads’ tilværelse. Han gik fra at være nedtrykt, umotiveret og ked af det til at finde glæde og mening i et fællesskab med andre børn og unge omkring det at løbe på løbehjul.
”Pludselig så forældrene deres søn blomstre. Han drønede rundt med højt humør på ramper, som hans far byggede til Street-Lab. Moren engagerede sig også og blev næstformand i Street-Lab,” fortæller Line Lerche Mørck, der er professor MSO ved DPU, Aarhus Universitet.
Hun er aktuel med en ny antologi om fællesskabende praksisser, der tager afsæt i et kombineret forsknings- og metodeudviklingsprojekt støttet af Veluxfonden. Projektet har fokus på, hvordan man via fællesskaber kan forebygge mistrivsel, ensomhed, psykisk sygdom, misbrug og kriminalitet blandt børn og unge.
Det handler kort sagt om at skabe inkluderende fællesskaber, som giver børn og unge, forældre, myndigheder og lokalsamfund nye muligheder for at handle sammen på en måde, der styrker udsatte børn og unges livsmod og giver dem en følelse af at høre til og en handlekraft i deres hverdag. I projektet undersøger forskerne handlekraft med begreber om individuel og kollektiv ’transformativ agens'.
For Mads var det blandt andet meningsfuldt, at han kom ud at løbe på løbehjul med nogle af de store drenge, og ad den vej kom han med i et nyt fællesskab om noget, der faktisk rakte ud over Street-Lab.
”Han begyndte også at undervise yngre børn sammen med en kammerat fra Street-Lab. De tilbød ’tips, tricks og reparation’. De lavede videoer til YouTube, og det gav dem begge en følelse af at være med til at skabe noget vigtigt både for sig selv og for andre,” fortæller Line Lerche Mørck, der gennem projektet har fulgt Mads og hans familie fra han var 11 til i dag, hvor han er 14 år.
Fællesskabende praksisser handler om fælles processer, hvormed forskellige deltagere (herunder udsatte børn og unge) bliver medskabere af ’noget’, de finder meningsfuldt.
Transformativ agens udtrykker menneskers søgen efter at få mere rådighed over deres livsbetingelser gennem deltagelse i produktive og fællesskabende praksisser.
På Nørrebro har Line Lerche Mørck og hendes kolleger fokuseret på projektet De Aktive Drenge, som er del af det socialpædagogiske projekt Gadepulsen. Disse drenge er vant til at blive set som ballademagere, men her bliver de bare kaldt ’de aktive drenge’.
Deltagerne i De Aktive Drenge er visiteret til projektet via socialforvaltningen, og det er finansieret af og hører under socialforvaltningen, fortæller Line Lerche Mørck:
”For nogle år siden blev forvaltningen opmærksom på drengene, fordi de, selv om de kun var børn, rendte rundt i en gruppe på gaden og lavede nogle ret ekstreme ting, som i den alder anses som meget bekymrende. Samtidig er der nogle af drengene, der har fætre og brødre i bandemiljøet. Så det giver mening at få dem engageret i noget andet som et vigtigt forebyggende alternativ til, at de senere ville kunne risikere at blive involveret i bandekriminalitet. Derfor er Gadepulsens medarbejdere også meget optagede af at få drengene med i nogle andre fællesskaber end blot Gadepulsens fællesskab,” fortæller Line Lerche Mørck og tilføjer:
”Vi ved, at jo mere tid unge bruger på gaden i stedet for at være aktive i fritidsliv og skole, jo større er risikoen for at falde ind i bandemiljøet, hvis man lever i et lokalmiljø som området omkring Blågårds Plads, hvor der er masser af bandeaktivitet.”
Socialarbejderne, hvoraf nogle er uddannede pædagoger, lærere og nogle med en overbygning eller kandidatgrad fra DPU, sørger for kontakt til forældre, skoler og sportsklubber, som de samarbejder med. De hjælper fx drengene i gang med fritidsinteresser – men ikke i samme klub; de spreder dem helst ud, så drengene kan få nye bekendtskaber og udvide deres netværk.
”Man er også begyndt at holde møder med forældrene om, hvordan man kan forhindre, at det går galt for de her drenge. Nogle af dem har gået på muslimske friskoler, hvor de ikke har lært nok. Og det går pludselig op for forældrene, at de har brug for hjælp til at lave en brobygning ind i folkeskolen,” siger Line Lerche Mørck.
”Vi ved, at jo mere tid unge bruger på gaden i stedet for at være aktive i fritidsliv og skole, jo større er risikoen for at falde ind i bandemiljøet.”
Line Lerche Mørck
I Street-Lab deltager meget forskellige børn, unge, voksne og familier – herunder nogle, der i socialforvaltningsregi anses for ’tunge sager’, mens de i Street-Lab kan bidrage som ressourcefulde medskabere af aktiviteter.
I kommunernes forebyggende arbejde kategoriserer man børnene som grønne, gule og røde børn og unge, hvor den røde kategori betyder, at de kræver specialiseret behandling. I Street-Lab deltager en hel del af de børn og unge, som SSP kategoriserer som ’de grønne’ børn, dvs. børn, der trives i skole og fritidsliv og ingen indberetninger har i forvaltningsregi. Dette fænomen, hvor børn og unge deltager blandet, kalder SSP-lederen i Hillerød for ’saftevandsprincippet,’ forklarer Line Lerche Mørck. ’
Hun uddyber:
”Saftevandsprincippet er ifølge SSP-lederen en fordeling, hvor ca. ¼ børn har ret alvorlige problemer, eller udfordringer, men alligevel deltager ligeværdigt sammen med andre børn og unge, hvor de alle grundlæggende er i Street-Lab for at hygge sig og have det sjovt i et fællesskab med de aktiviteter, som de ofte selv er med til at få ideer til og skabe. Det at de alle, uanset hvilken kategori de er placeret i, har adgang til legitim deltagelse og også bliver medskabere af aktiviteter, er jo ægte inklusion, hvis vi skal bruge et pædagogisk ord,” siger Line Lerche Mørck.
Forskerne har undersøgt på tværs af kontekster, hvad der er med til at bygge bro mellem mennesker, og hvordan og om hvad fællesskaber opstår.
”I stedet for at sige: ’vi er et sted, der arbejder på at modarbejde mistrivsel eller banderekruttering’, siger de: ’vi laver noget sammen’. De tager ikke udgangspunkt i ’problemet’, men i vi’et – i fællesskabet. Fokus er på det, deltagerne laver sammen, og der er rum for, at deltagerne også selv kan bidrage med ideer til, hvad det kunne være.”
”De tager ikke udgangspunkt i ’problemet’, men i vi’et – i fællesskabet.”
Line Lerche Mørck
Det er grundlæggende det, Line Lerche Mørck sammen med praktikere og en gruppe forskere har undersøgt som fællesskabende praksisser. Det handler om at opbygge aktive fællesskaber, som samler børn og unge om noget meningsfuldt. Og her kan både Gadepulsen og Street-Lab noget helt særligt, mener hun.
Hun kalder dette noget ’et fælles tredje’. Det kan være et meningsfuldt fællesskab som fx det løbehjuls-fællesskab, Mads blev del af.
Men forskerne blev også opmærksomme på, at selvsamme positive fællesskab kan tippe i en negativ retning, som fx rummer mobning og eksklusion. Line Lerche Mørck uddyber:
”Vi observerede, hvordan drengegruppen i en periode var fascineret af det, som medarbejderne prøvede at forebygge eller undgå, eksempelvis viste bandefascination sig i form af særlige tøj-mærker. Gadepulsens socialarbejdere skal derfor hele tiden overveje, hvornår de og deres fællesskabende aktiviteter bevæger de unge drenge i negative retninger, ” siger Line Lerche Mørck og peger på, at det kræver overbevisende og attraktive alternativer, hvor deltagerne anerkendes og gennem brobygning kan få adgang til eksempelvis fritidsjob, hvor de kan tjene deres egne penge.
Et fælles tredje er fx et meningsfuldt fællesskab omkring det at skate eller løbe på løbehjul. Fællesskaber skal ikke ses som entydigt positive eller negative, det vi umiddelbart kategoriserer som et positivt fællesskab kan hurtigt tippe i en negativ retning, som fx rummer mobning og eksklusion eller en bandefascination.
Saftevandsprincippet er en model for inklusion, hvor man blander ca. ¼ børn eller unge med ret alvorlige problemer eller udfordringer, men som alligevel deltager ligeværdigt sammen med de øvrige ¾ andre børn og unge i meningsfulde fællesskaber om aktiviteter, som de ofte selv er med til at få ideer til.
Nogle gange opstår et fælles tredje pludseligt og uden, at medarbejdere har mulighed for at forudsige det. Som da Rasmus Paludan i april 2019 brændte Koranen af på Blågårds Plads og provokerede mange beboere på Nørrebro – særligt dem med muslimsk baggrund. Pludselig opstod voldelige uroligheder, og mens denne kaossituation udspillede sig på Blågårds Plads, blev forældre, børn, unge og ansatte i Gadepulsen pludseligt involveret i svære doublebind-situationer.
Line Lerche Mørck forklarer doublebind som en form for skakmat-situation: gør du det ene, resulterer det i kaos; gør du det andet, skaber det ligeledes kaos. Og undlader du at handle, resulterer det også i kaos. Så kaos er uundgåeligt.
Hun fulgte over en toårig periode sammen med andre forskere, hvordan Gadepulsens medarbejdere gang på gang oplevede nye former for doublebinds i kølvandet på Paludans demonstrationer. For når medarbejderne ved en senere lejlighed skulle iføre sig veste og følge Paludan og politiet i kortege: ’Hvem holdt de så egentlig med?’, ville de unge og deres forældre vide.
”Disse komplekse doublebinds analyserede vi med et begreb om gråzoner og ’street decency’, fordi selve forebyggelsesarbejdet skulle udføres i en gråzone, hvor der var mange forskellige perspektiver på, hvad der var anstændigt, retfærdigt versus ulovligt og illegitimt,” forklarer Line Lerche Mørck og uddyber:
”Ud fra argumentet om at vi værner om ytringsfriheden, har man i Danmark besluttet politisk, at Paludan skal have lov til at brænde Koranen af, så tit han ønsker det – også på Blågårds Plads. Men det sætter medarbejderne fra Gadepulsen i et krydspres. De er jo myndighedspersoner, der er ansat i kommunens socialforvaltning. Nogle af dem bor også på Nørrebro og er selv nørrebroborgere, naboer og venner. Og de forstår, hvordan lokale borgere med muslimsk baggrund kan føle uretfærdighed, når beslutningen om Paludans ytringsfrihed medfører, at familier sættes ud af deres lejligheder, fordi en af deres sønner er involveret i uroligheder.”
Forskerne analyserer også i deres forskning, hvordan medarbejderne befinder sig i endnu et doublebind, når de bliver beskyldt for at have ’stukket’ nogen til politiet lang tid efter urolighederne.
Doublebind er en form for skakmat-situation: Gør du det ene, resulterer det i kaos; gør du det andet, skaber det ligeledes kaos. Og undlader du at handle, resulterer det også i kaos. Sådan en situation kan medarbejderne hos Gadepulsen på Nørrebro nemt ende i.
Street decency handler om, hvordan man individuelt som medarbejder og kollektivt som Gadepulsen kan agere handlekraftigt ’her og nu’ sammen med lokale unge i et doublebind, det kan fx være en kaossituation i kølvandet på Paludans demonstrationer. Street decency skal forstås over tid og som en proces, hvor de involverede sammen arbejder på, at deres kollektive agens også anerkendes som decent, altså anstændig og professionel, set fra et institutionelt myndighedsperspektiv i kommunen.
Sammen med sine forskerkolleger har Line Lerche Mørck derfor undersøgt, hvordan man som individuelt og kollektivt subjekt kan agere street decent. Hvordan agerer medarbejderne ’både street og decent’ i doublebind-situationer, dvs. både streetwise og handlekraftigt sammen med lokale unge midt i kaos, samtidig med at det efterfølgende anerkendes som decent, altså anstændigt og professionelt, set fra et institutionelt myndighedsperspektiv i kommunen.
”Det handler blandt andet om at få skabt et rum, hvor gademedarbejderne åbent kan beskrive disse doublebinds, så der er forståelse for gråzonen, og samtidig kollektivt agere på en måde, hvor de udnytter deres meget forskellige og multiple positioner. En ansat havde eksempelvis baggrund som politimand, hvilket kunne bruges i dialogen med politiet. En anden var borger, tidligere ung i projektet, opvokset og bosiddende på Nørrebro, hvilket gjorde, at familierne særligt lyttede til ham,” fortæller Line Lerche Mørck, der mener, det er helt afgørende, at Gadepulsen har et godt ry i lokalmiljøet:
”Stedet og medarbejderne bliver ikke bare set som ’kommunen’ – blandt andet fordi de er så tæt på og advokerer for de unge, samtidig med at de gennem deres arbejde også kommer tæt på forældrene.”
”Street-Lab og Gadepulsen er laboratorier, hvor de prøver nye ting af i samarbejde med lokale borgere. Vi kan se, at der kommer meget ud af relativt få penge.”
Line Lerche Mørck
Street-Lab og mange af de andre brobyggende aktiviteter i Hillerød er organisatorisk forankret i SSP-samarbejdet, der igen er forankret i kultur- og fritidsforvaltningen. Det er anderledes på Nørrebro –Gadepulsen hører under socialforvaltningen og har samtidig etableret et samarbejde med skolerne.
Medarbejdere ansat i Hillerøds SSP-samarbejdet har typisk et ben i mange lejre – eksempelvis er den daglige leder af Street-Lab lokalpolitisk valgt ind i kommunalbestyrelsen, han underviser på Grundtvigs Højskole, og i SSP-samarbejdet er der sågar også ansat en præst, der gennem årtier har været engageret i et af Hillerøds udsatte boligområder, Hillerød Øst. Medarbejderne er samtidig lokale borgere bosat forskellige steder i Hillerød kommune.
”Man kan sådan set finde kimen til brobygning alle steder. Nogle af mødrene er fx med til at arrangere fællesspisning. Jo mere lokal anerkendelse fællesskaberne og deres aktiviteter har, jo mere tilslutning, og jo mere kan man rykke de unge,” fortæller Line Lerche Mørck og fortsætter:
”De bedste resultater opstår, når fællesskaber som Gadepulsen og Street-Lab sammen med børn, unge og familier kan agere relativt hurtigt og på mange måder fri af rigide og langsommelige kommunale arbejdsgange. Hvor medarbejderne kan bruge deres ressourcer til at afprøve initiativer og skabe gode fællesskaber – og prioritere og bygge videre på de fællesskaber og samarbejder, der tiltrækker og engagerer lokale borgere, og som derfor gør en forskel lokalt.”
Derfor bliver fremgangsmåden kaldt ad hoc-fællesskabelse. Man organiserer sig efter ’hvem kan hvad, og hvem vil hvad?’ Frem for at trække initiativer ned over hovedet på de unge organiseres de ad hoc ud fra børn, unge og familiers interesser og ud fra de fællesskaber, der opstår mellem nogen om noget.
Det hele faciliteres af ansatte medarbejdere, som kan være uddannet som pædagoger eller med en kandidatgrad fra universitetet, og som samtidig indimellem engagerer sig frivilligt med andre frivillige, der har en særlig interesse inden for pågældende aktivitet eller lokalområde.
Vild samskabelse er, når udsatte unge og deres familier skaber noget nyt sammen med kommunen og andre parter og dermed bryder med de gængse regler og forestillinger om, hvordan man fx bedriver forebyggende arbejde
Vilde problemer er alvorlige samfundsproblemer, som vi i årevis uden succes har forsøgt at komme til livs. Så måske skal vi tilgå problemerne radikalt anderledes, end vi plejer – fx gennem vild samskabelse.
Bandekriminalitet og børn og unges mistrivsel er eksempler på det, vi på moderne dansk kalder vilde problemer. Det er alvorlige samfundsproblemer, som vi i årevis uden succes har forsøgt at komme til livs. Så måske skal vi tilgå problemerne radikalt anderledes, end vi plejer. Det er det, man forsøger hos Street-Lab og Gadepulsen.
”Hvis vi skal løse de her vilde problemer, skal vi også turde lave vilde eksperimenter. Street-Lab og Gadepulsen er laboratorier, hvor de prøver nye ting af i samarbejde med lokale borgere. Vi kan se, at der kommer meget ud af relativt få penge,” siger Line Lerche Mørck.
Netop muligheden for at kunne rykke hurtigt er en af styrkerne ved at arbejde med fællesskabende praksisser. Normalt skal man søge penge til et projekt hos kommunen, og derfra er der en langvarig sagsbehandling. Det dur ikke i arbejdet med de her unge. Det handler om at gribe deres interesser, når de er der.
Hos Street-Lab i Hillerød ønskede de unge sig eksempelvis et udendørs skaterområde. Derpå undersøgte man, hvem der kunne bygge det – og med hjælp fra de unge, som selv var med til at blande cementen og opbygge området sammen med håndværkere og professionelle skaterfolk, der blev ansat til opgaven.
I det fælles engagement for at få en multihal donerede kommunen blandt andet en lokal grund til Street-Lab – som p.t. afgrænses af Danmarks længste graffitivæg, hvor de unge lovligt kan male graffiti.
”Der opstår kontinuerligt nye fællesskaber skabt med og for de unge, som måske ellers ville have hængt på gaden eller siddet alene derhjemme. Og det er lykkedes Street-Lab i samarbejde med kommunen, de unge og mange lokale fællesskaber at skaffe penge til et nyt fællesskabende medborgerhus, der snart bliver bygget på samme grund,” fortæller Line Lerche Mørck og tilføjer:
”Vi kalder denne proces for vild samskabelse, fordi man bryder med de gængse regler og forestillinger om, hvordan man bedriver forebyggende arbejde. Så kommunen lærer også noget af at være nysgerrig på at finde ud af, hvad det nye er, og hvilken forskel det kan gøre for børn og unge på kanten.”
Street-Lab er et ’laboratorium for gadeidræt’, som drives af Multipark-foreningen i Hillerød Kommune. Street-Lab udgør en bevægelig og åben ad hoc-kultur, der tiltrækker og engagerer børn, unge og deres familier som medskabere af mange forskellige slags aktiviteter, også meget andet end gadeidræt. Street-Lab er organiseret som grænsefællesskab, dvs. som del af overlappende fællesskaber og aktiviteter, der ofte igangsættes med andre institutioner, civile, private og offentlige parter fra netværket Den Sociokulturelle Landsby.
I Street-Lab er der ud over ramper til skateboarding, løbehjul og rulleskøjter og mulighed for at spille streetfodbold og hockey. Der bliver også danset, bokset, spillet musik, lavet fester, afholdt workshops fx skate for piger, gadeidrætscamps, uddannet streetmentorer, drevet café, afholdt fællesspisninger og en række andre aktiviteter med fokus på et inkluderende og mangfoldigt fællesskab og ud fra en ”gør-det-selv-kultur”.
Gadepulsen er et 30-årigt socialpædagogisk, kommunalt forankret projekt på Nørrebro med opsøgende aktiviteter målrettet børn og unge, der opholder sig meget på gaden om eftermiddagen og aftenen.
Gadepulsen er vært for initiativet De Aktive Drenge, der har rekrutteret 12 yngre drenge mellem 11 og15 år. Formålet med indsatsen er at bryde fødekæden til organiseret kriminalitet og inspirere de unge til at tage folkeskolens afgangsprøve.
Gadeplansarbejdet i Gadepulsen er en praksis, der lægger sig i snitfladerne mellem det formelle, strukturelle, kommunale forvaltningsarbejde og det mere relationelle nærhedsarbejde på gaden.
Fællesskabende praksisser. Frydenlund Academic, 2023
Line Lerche Mørck, Ida Schwartz, Tina Wilchen Christensen og Morten Nissen: Fællesskabende praksisser, Frydenlund Academic, 2023.
Professor MSO i forebyggelse af bandeinvolvering og radikalisering. Hun forsker bl.a. i, hvordan man pædagogisk og via civilsamfundet kan skabe fællesskabende praksisser, der hjælper børn og unge i udsatte positioner. Hun underviser på Master i trivsels- og ressourcepsykologi og på Kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi.
NR. 104
TEMA: Arbejdspædagogikkens genkomst
MARTS 2023
