Asterisk nr. 104 - marts 2023
Arbejdet har fået en stadigt mere central betydning i mange menneskers liv. Men formuleringen af en moderne arbejdspædagogik har samtidig været forsømt. Det skal en opdateret dannelsespædagogik nu råde bod på.
Lyt til artiklen
Arbejd for den du elsker og elsk dit arbejde. Engang var den sikre opskrift på det gode liv at forstå sig på både at arbejde og at elske. Men i dag vil stadigt flere nok dreje behovspyramiden en omgang: Arbejd på at realisere dig selv og elsk dit arbejde. Arbejdet er blevet et primært livsbehov for mange moderne mennesker.
At arbejdet har fået status som et selvstændigt livsmål illustreres af det aktuelle regeringsgrundlag, hvor det italesættes som en central værdi for den enkelte og for samfundsfællesskabet. Den enkelte skal ikke alene arbejde for selvforsørgelsens skyld, men for at udvikle sig, lære hele livet og finde personlig tilfredsstillelse. Livet er ikke noget, som først begynder og leves efter fyraften eller kan udskydes til pensionsalderen.
”Arbejdet er blevet et primært livsbehov for mange moderne mennesker.”
Claus Holm
På trods af arbejdets centrale betydning er det et relativt uberørt emne i skolen, pædagogikken og uddannelsessystemet generelt. En årsag kan være, at dannelse siden antikken har været tænkt som modsætning til arbejde, som noget der foregik i den frie tid. Denne logik er fortsat til stede i skolens formålsparagraf, hvor fokus er på at danne til demokratisk medborgerskab. Dannelse til arbejde er derimod kun indirekte til stede som ’lyst til læring’. Godt det samme, vil nogen mene.
Et udtryk som ’arbejdsdannelse’ kunne sikkert få en og anden til at protestere, for har noget så fint og åndeligt som dannelse virkelig noget med arbejde og læring at gøre? Ja, det har det, men man har forsømt at formulere, hvori forbindelsen til det moderne arbejdsliv består.
Professor Per Fibæk Laursen har i sin bog Hånd og hoved i skolen – værkstedspædagogik for praktisk orienterede elever peget på årsager til, at det er et problem. For det første er sympatien for medborgerskab som dannelsesideal ganske vist udbredt, men man må omvendt konstatere, at de fleste elever i de ældste klasser mest betragter skole og uddannelse som et middel til at realisere deres personlige karrieredrømme.
En anden årsag er, at der synes at være et skel mellem et instrumentelt og et finere dannelsesmæssigt syn på uddannelse, hvor sidstnævnte ofte medfører en nedvurdering af værkstedsfag. Det er ellers dér, hvor især de bogligt svage og praktisk orienterede elever kunne få mulighed for at vise nysgerrighed og interesse og for at eksperimentere. I teorien, i hvert fald, for Per Fibæk Laursen konstaterer, at de håndværksmæssige fag kun i ringe grad tiltrækker eleverne, og han forklarer det med, at skolen generelt mangler koblinger til arbejde: der er for meget fokus på almen opdragelse og karakterdannelse på bekostning af direkte dannelse til arbejde – gennem arbejde.
Nuvel, hvis vi skal afhjælpe denne forsømmelse, er det værd at se til den arbejdspædagogik, der for godt 100 år siden blev formuleret af den tænksomme tyske pædagog, Georg Kerschensteiner. For ham var arbejde og dannelse langt fra hinandens modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger. Han sammenknyttede dannelsen og udviklingen af den enkelte elevs såkaldte ’saglige indstilling.’ Didaktisk set betyder det, at læreren skal tage udgangspunkt i elevens interesser, men den pædagogiske opgave er at understøtte en proces, der faktisk leder til et fuldendt værk. Det kan være at sy en nederdel, bygge en stærekasse, oversætte en latinsk tekst eller andre skolefaglige opgaver.
Ifølge Kerschensteiner er det absolut fuldendte produkt: den perfekt snedkererede stærekasse eller den formfuldendte nederdel næppe opnåelig, men det er heller ikke pointen. Det er derimod at betragte fejl som udgangspunkt for den enkelte elevs forbedring i forhold til at realisere et stadigt bedre værk. Det styrende for processen er altså at realisere værket, og elevens distraktioner, såsom subjektive tilbøjeligheder, eventuelle magelighed og forlystelsessyge, relegeres undervejs til fordel for denne saglighed. I bytte får eleven erfaring med arbejdsglæde, anstrengelse, muligvis udmattelse, men først og fremmest en saglig indstilling til arbejdet.
Med en tidssvarende opdatering kan Kerschensteiners arbejdspædagogik utvivlsomt udgøre en vigtig inspirationskilde for den praksisfaglighed, som savnes i folkeskolen. Ikke kun for at imødekomme de mere praktisk orienterede elevers evner og interesser for mere værksteds- og produktorienteret arbejde, men også fordi arbejdspædagogikken kan klæde eleverne bedre på til at danne sig selv til det lærende og udviklende arbejde, som er blevet omdrejningspunkt for det moderne menneske.
”En moderniseret udgave af arbejdspædagogikken skal handle om at skabe en skole, der giver muligheder for både selvstændighed og kreativitet inden for alle teoretiske, praktiske og kunstneriske fag.”
Claus Holm
Til de kritiske stemmer, der fortsat vil ønske at friholde folkeskolen og dannelsesopgaven fra arbejdslivets lurvede indflydelse, er der at indvende, at Kerschensteiner selv anså sin arbejdspædagogik for et modsvar til samtidens tayloriserede industriarbejde, hvor formålet og sagligheden gik tabt i opdelte arbejdsprocesser.
Tilsvarende bør en moderniseret udgave af arbejdspædagogikken handle om at skabe en skole, der giver muligheder for både selvstændighed og kreativitet inden for alle teoretiske, praktiske og kunstneriske fag. Det kan realiseres via en pædagogik, der ikke alene er optaget af at gøre den enkelte til et selvforsørgende medlem af samfundets arbejdsfællesskab, men også at tilføre eleven dannelse via værksteds- og produktorienterede processer. Det vil øge sandsynligheden for, at eleverne kan gå videre ad deres livsbaner som dannede mennesker, der både kan realisere sig selv og elske deres arbejde.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 104
TEMA: Arbejdspædagogikkens genkomst
MARTS 2023
