Man har dagen med sig i fritiden

For Kirsten Elisa Petersen giver det ikke mening at tale om skoleelevers hverdag som opdelt i et skoleliv, et fritidsliv og et hjemmeliv. Disse tre dele hænger sammen; de har indflydelse på hinanden og på, hvordan den enkelte elev trives i de forskellige sammenhænge. Et godt fritidstilbud for børn og unge kan betyde alverden, særligt for de børn, der har en vanskelig skoletid.

”Jo sværere man har det i skolen, jo større betydning kan fritids- og ungdomsklubben få for det, vi vil kalde at være ude i fritiden. Det er i hvert fald noget, min forskning særligt peger på,” forklarer Kirsten Elisa Petersen.

I en SFO eller klub kan skuldrene sænkes, og børnene forklarer i forskningsinterviews, at de her i højere grad kan være dem, de er, i en ramme, hvor fællesskabet er det vigtige. Især de børn og unge, der oplever at have det svært i skolen, peger på fritidsklubben som et godt sted at være.

”Der er nogle børn og unge, som fortæller, at det er forfærdeligt at gå i skole; at de går på en dårlig skole, hvor lærerne skælder meget ud, eller der er meget mobning, eller at de ikke har nogen at være sammen med i frikvartererne. Hvad det nu kan være. Jo mere, der er af de fortællinger fra børnenes perspektiv, jo større betydning får det at opleve fællesskab i fritids- og ungdomsklubben.”

Det gælder særligt for børn, som har det svært derhjemme, i skoletiden og i frikvartererne, at fritidspædagogikken kan være et tilflugtssted. Her er en ungdomsklub eller SFO et sted, hvor man kan være med til at bestemme og vælge de tilbud, man har lyst til – samtidig med, at der er gode og trygge rammer samt voksne, man kan tale med.

”Det er også et sted, hvor man ofte har en oplevelse af, at man ikke bliver skældt ud. At der ikke er nogle lærere, som vil bestemme, hvad man skal. Det er noget, de ofte peger på i de børn og unge-interviews, jeg har lavet,” forklarer Kirsten Elisa Petersen.

”De børn og de unge, som jeg har talt med og interviewet, lægger meget stor vægt på det her med at komme ind i et rum, hvor man selv kan være med til at bestemme.”

Fritid og frit kvarter

Når man spiller et computerspil, er der små sekvenser mellem spillets dele. Små film – såkaldte cut scenes – der sender spilleren videre. Det giver en pause og en følelse af at have opnået og færdiggjort en opgave. At være en del af en mission. Men det er også her, handlingen faktisk sker – her, man ser resultatet af sit hårde arbejde med hånd/øje-koordination af knapperne på controlleren. Pausen er vigtig. Spillet kunne sådan set godt fortsætte uden, men de gode spil har den. Der sker i pausen en udvikling og en bevægelse fremad i tid, mens man kan strække fingrene og gøre klar til næste del – nu med et ’level up’.

Den type pauser er der forsvindende få af i et moderne børneliv. Derfor har det ekstra stor betydning, at man giver plads til fritidslivet i klubber og SFO’er. Det gælder i særlig grad for de børn, der måske ikke har mulighed for at bruge andre tilbud. Det er her, de kan fordybe sig i præcist det, de vil – bruge tiden på at glemme tiden og fordybe sig i det, de har lyst til. Hvor der er tid til, at skoledagen kan bundfælde sig.

”Det er vigtigt for mange børn og unge at være en del af det fællesskab der er i klub eller SFO. Det, der peges på i mine forskningsinterviews med både børn og unge, er simpelthen, at her kan man være den, man er. Være mere beskyttet i forhold til mobning og krav,” siger Kirsten Elisa Petersen.

Man skal ikke konkurrere om, hvem der er dygtigst til fodbold; man kan alligevel godt komme med på holdet på lørdag. Man skal heller ikke diskutere, hvem der er bedst til at synge i kor. Her er man sammen som dem, man er. Det er et rum, som er fri for bedømmelse.

Trivsel ligger fritiden

Spørger man et lidt kækt barn, hvad deres yndlingsfag er, vil mange nok svare frikvarteret. Eller lege-timen. Det bedste er ofte pausen. Det er at sidde i sandkassen, eller på gyngerne og være sammen med vennerne. Det hjælper nok ikke at forklare et skolebarn, at ordet skole kommer fra græsk og betyder fritid. Et frirum fra pligter og hårdt arbejde, hvor man kan fordybe sig og lære.

Der er mange måder at bruge tiden på for børn, særligt hvis de selv kunne bestemme. Men i skoletiden tilhører tiden ikke dem selv – og de skal lære at forstå, at den tid, som de voksne stiller krav til, bruges på en bestemt måde.

En af de stærkeste normer i skolen i dag er faktisk at kunne mestre tiden. At man kan være fleksibel i forhold til at kontrollere sit eget forhold til tiden samt træde ind og ud af forskellige ’tidsmodi’, forklarer Nis Langer Primdahl. I sin forskning undersøger han, hvordan vi kan forstå trivselsforståelser og praksisser i skolen i et tidsligt perspektiv.

”Der er normer i et klasselokale, hvor det forventes, at eleverne er læringsparate og forholder sig til det, der sker lige nu og her, og at de skal prøve ikke at tænke for meget over fortiden og fremtiden. Det sker ud fra en forståelse om, at skolen og det pædagogiske rum er netop lige nu og her,” forklarer han.

Fordybelse og forglemmelse

At forstå tiden som en ressource er den ydre tidslighed. Men tiden i skolen handler også om elevernes indre forhold til tid, og hvordan dette bliver gjort til genstand for undervisning i skolen. Et indre forhold til tid handler om, hvordan elever for eksempel skal lære at være til stede i nuet på bestemte måder. Men man lærer også at regulere og forholde sig til tid som en indre faktor.

”Det handler om, hvilke måder at være til stede i tiden på som rent pædagogisk bliver anset for efterstræbelsesværdige, og som vi forsøger at kultivere i skolen. Det betyder også, at spørgsmålet om tid og tidslighed i skolen altid er et normativt spørgsmål, selvom vi typisk forstår tid som en værdineutral faktor eller betingelse for pædagogisk arbejde. At være til stede i nuet er jo et eksempel på det normative. Det at kunne glemme tiden, at miste tidsfornemmelsen. Det er noget, vi i mange sammenhænge ser som noget ubetinget positivt,” forklarer Nis Langer Primdahl.

Der er altså tidspunkter, hvor fordybelse og følelsen af, at tiden står stille, er en god ting. Det er godt at koncentrere sig om at fordybe sig i en opgave i dansk. Knap så godt er det, hvis man ikke kan give slip på en fodboldkamp eller en god leg og vende tilbage til bøgerne.

Det handler blandet andet om, hvordan skoleelever skal lære at mestre og regulere deres ydre forhold til tid, for eksempel gennem kalendere, to-do-lister og skoleskemaer generelt, med andre ord time management. Men også om at måder at forholde sig til tiden på, gøres til genstand for en pædagogisk praksis i skolen, og hvordan trivsel hænger sammen med bestemte normer for forvaltning og regulering af både målbar objektiv tid og subjektiv erfaret tid.

”Det kan handle om, at de bliver undervist i, hvordan man skifter tempo. De skal lære at gå fra et højt tempo, for eksempel når de kommer fra frikvarter, og så ned i et langsomt tempo. På den måde bliver det at øve sig i det langsommelige og at praktisere temposkift gjort til genstand for det pædagogiske arbejde i skolen; afhængigt af, hvad man arbejder med, og hvordan man arbejder i en specifik undervisningskontekst. Så tesen er, at når man går i skole, så lærer man både at regulere og styre og administrere sin tid som en ressource; men samtidig lærer man også at forholde sig til sig selv som et subjekt, der forholder sig til tid på forskellige måder.”

Mellem mindfulness og fritidspædagogik

Det at beherske tiden og særligt det at kunne finde ro er noget, mange skoler arbejder aktivt med. Der er f.eks. mindfulness, yoga og meditation på skoleskemaet for at hjælpe eleverne ned i tempo efter et frikvarter. Eller som redskab mod eksamensnerver på de ældre årgange.

”Det kan også være dét at være i nuet, en øvelse i at lade sig opsluge eller glemme tiden, så man mister tidsfornemmelsen,” siger Nis Langer Primdahl.

Nis Langer Primdahl har i sin forskning undersøgt, hvordan mindfulness, meditation og yoga for skolepædagoger og lærere bliver en måde at give eleverne en pause, uden at de nødvendigvis skal præstere bedre eller der skal komme ro i klassen, eller hvad der nu er sat som mål for, at eleverne og lærerne skal være mindre stressede. Mindfulness forstås som et middel til at give eleverne et rum, så der måske breder sig en endog meget rolig stemning over en skoleklasse.

”På flere af de skoler, jeg var ude på i begyndelsen af projektet, skete der det, at eleverne faldt i søvn, når de mediterede eller foretog fantasirejser. Det oplevede jeg flere gange. Når jeg spurgte ind til det, blev det at falde i søvn ikke set som et problem, men som netop det, de havde brug for. På den måde blev meditation forstået som et afbræk i en hektisk skolehverdag, eller som en ’pause fra skolemaskinen’ som en lærer formulerede det,” siger Nis Langer Primdahl.

”På den måde blev elevernes stigende behov for at gå ned i tempo, være i nuet og miste tidsfornemmelsen formuleret af skolepædagoger og lærere som en konsekvens af færre pauser og øget tempo i skolen. Det var også ud fra en erkendelse af, at frikvarteret ikke gav den form for pause, som eleverne havde brug for.” 

Man forventer, at elever skal lære at kontrollere tiden. Og i fritidstilbud – der kan de give slip på den kontrol og på de forventninger, der ellers er, og netop være tidsligt i nuet, så de kan øve sig i fordybelsen. En elev har brug for en pause væk fra at være elev, for at kunne være en god elev, og for at viden kan bundfælde sig.

Selv om det er en stor del af mange børn og unges hverdag at bruge fritidstilbud som SFO og klub, så er det ikke et område, hvor der er ret meget viden om, eller krav til, hvad der egentligt giver et fritidstilbud kvalitet.

”Man er slet ikke begyndt at måle på kvalitet af fritidstilbud; men jeg kan sige, hvad børn og unge lægger vægt på. Det er det her med at komme et sted, hvor man kan være den, man er, og man er god nok, som man er,” siger Kirsten Elisa Petersen.