Asterisk nr. 108 - august 2024 - Tema: Eleven
Nye ordensregler for folkeskolen skal beskytte undervisningen og lærerne mod et voksende antal ustyrlige elever. Det er nødvendigt, men i forebyggelsens navn er det også på tide at styrke lærerens autoritet og elevernes disciplin.
Lyt til artiklen
I denne måned træder 60.000 børn over tærsklen til folkeskolen. Det medfører for de fleste en forvandling fra barn til skoleelev. Det er sagt med et forbehold, for det kræver naturligvis, at forældrene tager ansvar for, at deres barn bliver skoleparat. For det er forældrene, der skal hjælpe med at pakke den nyindkøbte skoletaske med det nøje udvalgte penalhus, viskelæderet, skriveredskaberne og den lineal, der skal slås streger efter. Ligesom de skal sikre, at den nybagte skoleelev kommer ordentlig tid i seng og møder frisk, udhvilet og mæt og til tiden.
Det skulle da være det mindste, tænker de fleste. Men nej! Den nu pensionerede skoleleder på Rådmandgades skole på Nørrebro, Lise Egholm, blev for et par år siden kendt for at skabe en meget velfungerende folkeskole i et område, hvor det er vanskeligt. I sin bog Fordi du SKAL beskriver hun, hvor afgørende det er at forventningsafstemme med forældrene om skolens rammer og regler, for hvis det ikke lykkes, kan der være lagt i kakkelovnen til et dårligt elevliv og et skidt klassefællesskab.
Dårligt elevliv rimer på undervisningsforstyrrende uro, og det er blevet et voksende problem i folkeskolen og et betændt politisk emne. For det lader sig ikke bortforklare, at der findes børn i folkeskolen, der med udadreagerende adfærd, vold og dårligt sprogbrug skader undervisningen, elevfællesskabet og til tider endda lærerne. Det er nået dertil, at Danmarks Lærerforening nu efterlyser retslig beskyttelse i forhold til fysisk tilrettevisning af disse elever, og Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye vil gøre det nemmere at bortvise dem. Og også statsminister Mette Frederiksen har appelleret til større respekt for læreren som skoleklassens autoritet.
Men akut indgriben over for det enkelte ustyrlige barn er én ting, noget andet er, hvordan man kommer den undervisningsforstyrrende uro til livs. Svaret er ikke nyt, men det er opmuntrende: Effektiv forebyggelse findes, og forskning peger på, at de skoler, som har succes med forebyggelse, ofte er karakteriseret ved tydelige lærerautoriteter. Det betyder kort fortalt, at skolen har lærere, der er klare i deres kommunikation med klassen, har struktur på deres undervisning, overblik over de enkelte elever og viser tilpas omsorg og respekt for dem.
Der skal altså være en klar lærerautoritet, som kan tage over efter forældrenes for- og hjemmearbejde med at gøre deres barn parat til at blive en elev, der er disciplineret nok til at indgå i et lærende klassefællesskab. Denne opgave er ikke nem, men pædagogikken – både den teoretiske og den praktiserede – har nu heller ikke gjort den lettere. Ord og emner som opdragelse, eksklusion og fælles disciplin er gledet ud af det fællespædagogiske vokabular; de er så at sige røget på en professionel fy-liste samtidig med, at uro er blevet et voksende problem. Det ER paradoksalt, og det kalder på en fornyelse af lærerautoriteten.
Pædagogisk psykolog Per Kjeldsen og skoleleder John Månsson udgav allerede i 1998 en vejledning i forældre-, lærer- og elevsamarbejde, hvor de identificerede en ny og på flere måder urovækkende tendens i tiden i form af egocentreret, flagrende, ukoncentreret, snakkende, impulspræget og opmærksomhedssøgende adfærd hos mange elever.
Deres bud på en løsning var at skabe større respekt for det, de benævnte elevliv, allerede i begyndelsen af indskolingen. Det skulle ske via forpligtende og fælles spilleregler for ro i klassen og god arbejdsmoral, men også ved bedre balance mellem hensynet til den enkelte elev og hensynet til klassefællesskabet og den kollektive undervisningssituation. Det nødvendige grundlag var at ansvarliggøre alle skolens aktører – fra forældre, over pædagoger og lærere til eleverne selv.
Også lektor Helle Plauborg peger på dette balancebehov i sin bog Klasseledelse gentænkt fra 2016. Ifølge hende har lærernes klasseledelse i overgangen mellem det 20. og 21. århundrede udviklet sig fra at fokusere på at kontrollere elevers adfærd til at fokusere på deres selvdisciplin og evne til at tage ansvar og lede sig selv. Samtidig er der sket en forskydning fra lærernes interaktioner med de enkelte elever til, hvordan klassen som helhed kan ledes, og skolen udvikle sig til et lærende fællesskab.
Det er dette lærerne skal have for øje og adressere i deres autoritetsudøvelse og konkrete klasseledelse: Barnet skal ideelt set opleve, erfare og glæde sig over både at blive behandlet som individuel skoleelev og som én elev blandt andre. Det leder sjældent til en harmonisk klasse, hvis lærere forskelliggør elever i indskolingen ved billedligt talt at spørge: Hvad kan jeg gøre for dig i dag? Hvor ønsker du dig hen med din læring? Det medfører snarere for meget opmærksomhed på den enkelte, og det er særlig skidt, når det fører til et undervisningsforstyrret rum med, hvad man kan kalde, nedsat social intelligenskvotient.
Så kære lærere: Gør det klart for de skolestartende børn, at forvandlingens tid nu er kommet. Byd dem og deres forældre velkomne som skoleelever og skoleforældre, der skal bakke op om og leve op til skolens og dine krav til både selvdisciplin og respekt for elevfællesskabet. Husk Lise Egholms lille men vigtige ord ’SKAL’. Det gør utvivlsomt gavn. For det er mere end legitimt at stille velbegrundede didaktiske, faglige og disciplinære krav til et nyt liv som elever.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 108
TEMA: ELEVEN
AUGUST 2024
