Asterisk nr. 108 - August 2024 - Tema: Eleven
Nutidens skoleelever er mere klar end nogensinde til undervisning, der undersøger verden med afsæt i deres egne erfaringer. Og når de leger eller hænger ud sammen med vennerne, er de i fuld gang med at blive dannet som mennesker og forberede sig til arbejdsmarkedet. Men eleverne har stadig meget at lære. Ikke mindst at lytte og give plads til andre. DPU-forskerne Jeppe Bundsgaard og Lars Geer Hammershøj tager os med på en rundtur i skolens dannelseslandskab anno 2024.
Skolen har netop skudt en ny sæson i gang, og børn og unge skal igen finde ind i rollen som skoleelev. Men hvori består den rolle i dag?
Det handler om elevdannelse. Vi kan dog ikke stævne ud på dannelsesrejsen uden en disclaimer. At tale om dannelse er som at løfte låget af Pandoras æske. Ganske vist er det ikke som i den græske myte ulykker, der myldrer ud - men umage definitioner af dannelse, der nok kan forvirre et menneske, der søger klart svar. Alligevel vover vi forsøget og spørger, hvad elevdannelse anno 2024 vil sige, set med Jeppe Bundsgaards didaktiske og Lars Geer Hammershøjs samtidsdiagnostiske briller.
Ordet ’elevdannelse’ får dog alarmklokkerne til at ringe hos Lars Geer Hammershøj, lektor i uddannelsesvidenskab ved DPU, Aarhus Universitet.
Det store problem i nutidens skoletænkning er nemlig, at vi har blikket for stift rettet mod eleverne som individer, der skal opnå noget hver især, og som hver især er ansvarlig for, om de deltager i skolen, som skolen kunne ønske. Det er det samme som at sige: hvad skal den enkelte elev dannes til i skolen, og hvad forventer vi, at den enkelte elev allerede er dannet som for at kunne deltage i skolen. Begge dele er udtryk for en individualiserende tilgang til eleven, forklarer Lars Geer Hammershøj.
”Det viser sig, når vi bruger voksenpædagogiske teknikker over for børnene og f.eks. giver dem ’ansvar for egen læring’ og beder dem om allerede i 0. klasse at give sig selv smileyer efter, hvor dygtige de selv synes, de er til at sidde stille og til at lære bogstaverne. Og det viser sig i den måde, skolen evaluerer eleverne på. Den enkelte elev skal kunne præstere som individ, og selv når der er gruppeeksamen, skal hver elev have en individuel karakter,” siger han.
Det viser sig også i, at ordet ’fællesskab’ ikke optræder i folkeskolelovens kapitel om skolens formål – ikke engang i dagtilbudslovens kapitel 1 om formål nævnes ordet.
”Men for Søren, det er jo det, det handler om, hvis et barn skal trives og lære: børnenes evne til at indgå i relationer og fællesskaber. Skolens formål er jo at sikre, at individerne kan deltage i samfundet, kan klare sig i samfundet og være med til at skabe fremtidens samfund. Og det kan man åbenlyst kun, når man kan indgå i et fællesskab,” siger Lars Geer Hammershøj.
”I dag er vi tilbøjelige til at gøre det enkelte barn og dets forældre ansvarlige for, om barnet er en ordentlig elev.”
Jeppe Bundsgaard
Også Jeppe Bundsgaard, professor i danskfagets didaktik ved DPU, Aarhus Universitet, advarer mod at gå i individfælden. ”Vi har nu engang de elever, vi har”, siger han og maner dermed al klage over nutidens børn og unge til jorden, da vi spørger ham, hvilken adfærd og hvilken attitude skolen bør kunne forvente af sine elever, for at skolen kan gøre dét, den gerne vil med dem.
”Vi forventer ikke andet af eleverne, end at de er dem, de er. Det er så skolens opgave at forholde sig til netop disse elever,” siger han.
Men når skolerne oplever elever, der har vanskeligt ved at gå ind i elevrollen, bliver det nemt til et spørgsmål om, hvem der har ansvaret. Ansvar er dog ikke bare ansvar, pointerer Jeppe Bundsgaard. Vi må skelne mellem at give enkeltpersoner medansvar for sammen med andre at få ting til at lykkes, og at holde enkeltpersoner ansvarlige for ting, der ikke lykkes.
Med andre ord: Hvis Ludvig i 4.U larmer, kan man sige: det er din skyld, at undervisningen mislykkes, fordi du forstyrrer, og det holder vi dig og dine forældre ansvarlig for. Eller man kan sige: du har ligesom vi andre et medansvar for, at vi sammen kan lykkes med undervisningen, og vi må finde ud af, hvad det kræver af os sammen og hver især.
”I dag er vi tilbøjelige til at gøre det enkelte barn og dets forældre ansvarlige for, om barnet er en ordentlig elev. Men skolen skal ikke straffe eller sanktionere forældre og elever, hvis eleverne ikke agerer, som skolen kunne tænke sig. Jeg vil hellere tale for, at det er skolens opgave som samfundsinstitution at hjælpe eleverne til at udfolde sig som hele mennesker, der både som elever og som kommende borgere i samfundet tager medansvar for det, vi er fælles om,” siger han.
Elevernes personlige medansvar er en del af skolens dannelsesopgave. En opgave, der ifølge Jeppe Bundsgaard handler om at gøre eleverne til selvstændigt tænkende og handlende mennesker og aktivt deltagende borgere, der kan forholde sig kritisk til information og viden, og som er optaget af at bidrage til fællesskabet og skabe et bedre samfund, både globalt, lokalt og nationalt. Han trækker på den tyske pædagogiske og didaktiske tænker Wolfgang Klafki (1927 – 2016), når han pointerer, at dannelse er at åbne sig mod alle livets områder.
”Almendannelse betyder, at dannelsen skal være alsidig og relatere sig til både det kropslige og det kognitive, ligesom man skal have erfaring med mange forskellige praksisser fra menneskelivet,” siger Jeppe Bundsgaard og tilføjer:
”Ikke mindst for skoleeleven betyder dannelse at være et menneske, der gør sig klogere på verden. At være elev er at være optaget af at komme til at vide mere i bredeste forstand. Elevdannelse er at blive et videns- og forståelsessøgende menneske.”
”At få kammerater og venner, at deltage i fællesskaber og indgå i relationer – alt det, vi ved, betyder alt for børn og unge, og som er kernen af det at blive menneske – det har vi ikke prioriteret højt nok.”
Lars Geer Hammershøj
Når børn og unge gør det, de er bedst til – leger og har det sjovt sammen med vennerne – så er de i fuld gang med det, Lars Geer Hammershøj kalder menneskedannelse. Han skelner mellem samfundsdannelse og menneskedannelse, hvor samfundsdannelse handler om, at den enkelte skal dannes til at blive en del af samfundet.
”Det er et ideal, der går ud på at danne eleverne til at kunne deltage i samfundet. Idealet har været dominerende, siden vi i 1800-tallet fik den offentlige skole, og lige siden har vi haft offentlige diskussioner om, hvad eleverne skal lære og hvorfor, for at det bedst kan ske. Er det at læse, skrive og regne? Eller er andre fag og kompetencer lige så vigtige eller endda endnu vigtigere?”, siger Lars Geer Hammershøj.
Menneskedannelsen har derimod ikke fyldt det store. Det er den dannelse, der drejer sig om at blive menneske sammen med andre i de fællesskaber, man indgår i, sammen med vennerne eller familien.
”Menneskedannelsen handler om, hvordan man er, når man er sammen med sine venner, kammerater og familie. Man kan også sige, at det er den selskabelige dannelse, fordi den kun kan formes og udfoldes i selskab med andre, ofte uden andet formål end bare at være sammen og have det rart og sjovt,” siger Lars Geer Hammershøj.
For de mindste børn i skolen finder menneskedannelsen typisk sted i legen. For de ældste skolebørn handler det om at ’hænge ud’ sammen, forklarer han.
De to typer dannelse har altid været på spil i børn og unges liv, også i skolen – og skal fortsat være det. Men den tid, vores børn har til leg og til blot at være sammen med venner for fællesskabets egen skyld, er under pres, også uden for skolen, hvor børnenes tid i stigende grad styres af en kalender fyldt med SFO, fritidsklub, fritidsaktiviteter og planlagte legeaftaler.
”At få kammerater og venner, at deltage i fællesskaber og indgå i relationer – alt det, vi ved, betyder alt for børn og unge, og som er kernen af det at blive menneske – det har vi ikke prioriteret højt nok. Vi har måske taget for givet, at det skete af sig selv, men jo mere børnenes tid er struktureret på forhånd, jo mindre plads er der til at blive dannet som menneske. Derfor er det faktisk en opgave for skolen at give plads og tid til menneskedannelse i skolen,” siger Lars Geer Hammershøj.
At finde sammen med mennesker, man kan samarbejde med, at have kollegiale arbejdsrelationer, der minder om venskaber, og at tænke ud af boksen og få gode ideer – alt det bliver ifølge Lars Geer Hammershøj centrale kompetencer på fremtidens arbejdsmarked.
”At være kreativ og innovativ er allerede vigtige kompetencer og bliver det ikke mindre fremover – det peger alle samtidsdiagnoser på. Og kreativitet og innovation er præcis dét, der finder sted, når børn leger eller har det sjovt sammen,” siger han.
I de senere år er Lars Geer Hammershøj gennem sin legeforskning blevet opmærksom på netop sammenhængen mellem kreativitet og innovation og børns leg og fællesskaber båret af humor. Og har han ret i sin samtidsdiagnose, bliver skolens pædagogiske opgave med at danne eleverne til mennesker også vigtig i et samfundsperspektiv.
”Det er et paradoks, for traditionelt har almendannelse og arbejdsmarked været modsætninger. Jeg vil sige det på den måde, at almendannelsen i dag er brudt op i at danne sig til samfundsborger på den ene side og danne sig til menneske på den anden. Og meget af det, vi danner os til som menneske, bliver der efter alt at dømme brug for på arbejdsmarkedet,” siger han.
Menneskedannelse ser altså ud til at være i sync med de kompetencer, der er nødvendige, hvis vi skal have et økonomisk konkurrencedygtigt samfund. Ifølge Lars Geer Hammershøj er vi i dag vidner til et grundlæggende skift på arbejdsmarkedet. Hvor virksomheder og organisationer tidligere udelukkende havde fokus på arbejdsetos, presser legeetos sig i stigende grad på i vores syn på arbejde. Fordi det kun er i den, vi kan være rigtigt kreative og innovative og skabe noget sammen med andre.
Arbejdsetos:
Vi udfører aktiviteter, der er nyttige med henblik på noget andet, vi præsterer med bestemte mål for øje, og selv når vi slapper af, gør vi det for at lade op – også afslapning bliver et redskab for vores præstationsmål. Når vi løber i vores fritid og tager tid på ur eller tager på meditationskursus for at præstere bedre på arbejdet, er det også udtryk for arbejdsetos.
Legeetos:
Vi udfører aktiviteter, hvor selve aktiviteten er formålet i sig selv. Som f.eks. når vi leger, laver kunst, er sammen med venner på en selskabelig måde, hygger os og har det sjovt sammen.
Menneskedannelse er netop den form for dannelse, der handler om at gøre noget, der bærer formålet i sig selv.
Legeetos vinder indpas i flere og flere virksomheder, fordi den tilgang til arbejdet styrker kreativitet og innovation og dermed konkurrenceevnen. Men det er et paradoks, for virksomhederne ved, at man ikke kan presse medarbejdere til at være kreative eller innovative. Man forsøger derfor at skabe plads til legeetos ved at indføre pauser, hvor medarbejderne kan have det sjovt eller hygge sig uden andet formål end det, eller at arrangere koncerter for medarbejderne i arbejdstiden, for at de kan komme i en anden stemning.
Dette skift bør også afspejles i skolen og i vores syn på, hvad det vil sige at være elev, mener Lars Geer Hammershøj. En tidssvarende skoleelev vil altså være et barn eller et ungt menneske, der som en del af sin skolegang hygger sig, leger, har det sjovt og udfolder sig kreativt sammen med kammerater og venner og dyrker relationer. Alt sammen for disse aktiviteters egen skyld.
”Skal vi tage elevens dannelse alvorligt, skal vi ikke kun danne eleven til at være en aktiv demokratisk samfundsborger og til at klare sig godt i skolens fag. Alt det er er vigtigt, virkelig vigtigt, men at være kreativ og innovativ på en legende og humoristisk måde og danne relationer og venskaber er også vigtigt og bliver det i stigende grad,” siger han.
Skolen skal altså arbejde med menneskedannelse ved at give plads til legeetos. Leg og humor skal på skoleskemaet, og man kan enten gøre det ved at indlejre aktiviteter i den almindelige fagundervisning, som er sjove, og som rummer aspekter af leg eller en legende tilgang til læring.
Men leg og humor kan også være formålet i sig selv og udgøre undervisningens egentlige indhold.
”Det er jo kontroversielt, fordi leg og humor er aktiviteter, der kun finder sted for deres egen skyld, og ikke harmonerer med en skole med mål for, hvad eleverne skal lære i de forskellige fag. Til gengæld harmonerer det så med skolens formål, for så vidt som netop de aktiviteter forbereder eleverne til fremtidens samfund,” siger Lars Geer Hammershøj.
Han opfordrer også lærere til så vidt muligt at bruge humor i undervisningen. Nogle lærere kan dog nære en frygt for, at humor undergraver deres autoritet, men den frygt er ubegrundet, forklarer han. Han peger på, at når elever bliver spurgt, hvem de gode lærere er, så svarer de ofte, at det er lærere med humor.
”Når man bruger humor i undervisningen, når man selv griner af tingene eller lægger op til, at der kan grines af tingene, så viser man sig selv og bruger sig selv som menneske. Man åbner sig for eleverne på en måde, hvor det bliver rart for eleverne at være i klasserummet. Og børn og unge i dag ser ud til at være optaget af mennesker, der giver sig selv som mennesker. Når de oplever en voksen, der er ærlig og åben i sin relation til dem, kan de mærke et menneske, og det hjælper dem til at orientere sig i verden og til at dannes som mennesker,” siger Lars Geer Hammershøj.
”Selvfølgelig skal man lære at vente på, at det bliver ens tur til at tale, men det er fordi man i skolen skal lære at håndtere mange forskellige livssituationer, man senere kommer ud for uden for skolen.”
Jeppe Bundsgaard
Klasseværelser, der genlyder af elevernes latter, er altså ifølge Lars Geer Hammershøj et ønskescenarie i skolen, når vi taler elevdannelse. Men at være en dannet elev har gennem tiden snarere været forbundet med at sidde stille i timerne, høre efter, hvad læreren siger, svare, når man bliver spurgt, og række fingeren op, hvis man vil sige noget. At kunne netop det er også for Jeppe Bundsgaard en del af elevdannelsen, men med en anden accent end man måske umiddelbart skulle tro. Faktisk er det for Jeppe Bundsgaard et didaktisk ideal, at børnene hverken sidder stille eller rækker fingeren op - eller i hvert fald gør det så lidt som muligt.
At række fingeren op, når man vil sige noget, giver nemlig kun mening i undervisningssituationer, der minder om et møde. Dvs. en aktivitet, hvor mange personer i en levende samtale bidrager med nye perspektiver på skift. Men når læreren beder eleverne svare på et spørgsmål, hun kender svaret på i forvejen, er det ikke en samtale, men en overhøring, hvor eleverne skal ramme det, læreren ønsker at høre. Enkelte elever udpeges til at svare, og resten må forholde sig tavse. Spørgsmålets eneste funktion er at kontrollere, om eleverne har hørt efter.
”Selvfølgelig skal man lære at vente på, at det bliver ens tur til at tale, men det er fordi man i skolen skal lære at håndtere mange forskellige livssituationer, man senere kommer ud for uden for skolen. Og at række fingeren op, fordi man skal svare på lærerens spørgsmål, er en evne, der kun er brugbar i skolen. Det er en kunstig situation, og derfor ønsker jeg, at vi bruger den undervisningsform så lidt som muligt,” siger Jeppe Bundsgaard.
Når undervisningen har form som et møde, er det til gengæld vigtigt at kunne række fingeren op. For til mødet er der en talerliste, og eleverne skal lære, at når man er til møde, taler man ikke i munden på hinanden. Til mødet bliver der også stillet spørgsmål, men uden at svaret er givet på forhånd. Tværtimod kan både den, der spørger, og den, der svarer, blive klogere. Og alle, der rækker fingeren op, får ordet før eller siden, medmindre de frafalder, fordi det, de vil sige, allerede er blevet sagt.
Som elev skal man altså ifølge Jeppe Bundsgaard lære god mødekultur. Mødet er dog kun en af de måder, hvorpå man kan organisere den såkaldte undersøgende undervisning.
Undersøgende undervisning er Jeppe Bundsgaards didaktiske ideal. Her består elevrollen i at være undersøgende i flere betydninger af ordet.
”Som videnskabspersoner skal de undersøge verden for at tilegne sig viden om den. Som det, man kunne kalde entreprenører, skal de undersøge, hvordan vi kan skabe bedre livsforhold på forskellige områder. Som politiske personer skal de undersøge og gøre erfaringer med demokrati. Undersøgende undervisning involverer derfor mange forskellige praksisser: at indsamle og analysere data, at udvikle gode ideer og at mødes med andre og diskutere forskellige emner,” siger han.
Undersøgende undervisning er allerede meget udbredt i mange danske skoler, og nogle skoler slår sig endda op på, at de underviser på netop den måde. Danske elever er da også mere klar til undersøgende undervisning end nogensinde, mener Jeppe Bundsgaard.
”I den måde, vi opdrager vores børn på, har vi i efterhånden mange år haft en bevægelse mod at tage børn alvorligt som mennesker. Vi anerkender deres følelser, behov og ønsker, og vi tager udgangspunkt i deres evne til at forhandle om tingene,” siger han.I den forstand er eleverne altså klar til undervisning, hvor de ikke blot hører på læreren, der forklarer og fortæller, men hvor de sammen med læreren undersøger ting i verden tæt på deres hverdag.
Undersøgende undervisning udspringer af den såkaldte scenariedidaktik. Det er en undervisningsform, der kan være udfordrende for nogle elever, og Jeppe Bundsgaard møder tit det spørgsmål, om den ikke favoriserer de stærke elever. Men det er snarere omvendt, mener han.
”Den traditionelle lærerstyrede undervisning vil ofte blive rettet mod midtergruppen af elever, fordi man nu engang ikke kan undervise 25 børn ad gangen forskelligt. Men i scenariedidaktikkens undersøgende undervisning kan de svage elever blomstre op på uventede måder, fordi de får mulighed for at arbejde på deres eget niveau og blive optaget af ting tæt på hverdagen, når de undersøger dem sammen med andre,” siger Jeppe Bundsgaard.
Men ingen forside af medaljen uden en bagside.
Forsiden af medaljen er, at børnene er klar til undersøgende undervisning, fordi de er vant til at blive taget alvorligt, få plads til at udfolde sig og have ret til at blive hørt. Bagsiden af medaljen er, at nogle børn er vant til at blive taget alvorligt i en sådan grad, at det kan knibe med at give plads til andre børn.
”Når hver enkelt elev er vant til at blive taget alvorligt som individ, nogle gange i ekstrem grad, og samtidig skal forholde sig til, at der også er 25 andre individer i rummet, der er vant til at blive taget alvorligt, så giver det problemer. I den forstand kunne man også sige, at børn i dag hverken er klar til traditionel eller undersøgende undervisning. Det, de er klar til, er undervisning, hvor de bliver taget alvorligt, hvor deres holdninger tæller, og hvor de kan arbejde med noget, de er optaget af. Og det er i det mindste udgangspunktet for den undersøgende undervisning,” siger Jeppe Bundsgaard.
Men dét alene gør det ikke. For at undersøgende undervisning kan lykkes, skal eleverne lære mødekultur, og de skal lære at deltage i et arbejdende fællesskab og at anerkende andres autoritet, ikke mindst lærerens.
”Opdragelsen har ændret sig mod det stadigt mere antiautoritære. I en sådan grad, at det for nogle forældre kan være svært overhovedet at udøve autoritet. Og når børn ikke er vant til at møde autoritet, bliver det en udfordring for skolen i både traditionel og undersøgende undervisning. Men fordi de er vant til at blive taget alvorligt og at være optaget af undersøge og forstå ting med udgangspunkt i dem selv, vil udfordringen faktisk være mindst i den undersøgende undervisning, hvor eleverne arbejder aktivt sammen,” siger Jeppe Bundsgaard.
For mange er autoritet beslægtet med disciplin. Men hvor disciplin rimer på kæft, trit og (af)retning, handler autoritet om at anerkende, at nogen ved bedre end en selv. De to begreber må derfor holdes adskilt, mener Jeppe Bundsgaard, der allerhelst ser, at vi afskaffer disciplin i skolen.
”Disciplin er et militært begreb. Det passer måske godt ind en traditionel skolepraksis, men bestemt ikke i en moderne undersøgende skolepraksis. Vi har ikke brug for disciplin, men for at orientere os mod fællesskaber og forståelse af, at der er andre end mig i et fællesskab, og at mine handlinger derfor har konsekvenser for andre end mig selv,” siger Jeppe Bundsgaard.
Vi har altså brug for autoritet uden autoritær disciplin.
”Voksne har helt naturligt autoritet over for børn. Eller det bør de have. Det gælder den enkelte lærer, men også, at skolen som institution er organiseret sådan, at det er de voksne, der har autoriteten og ansvaret for børnene, fordi børnene endnu ikke er myndige. Men en autoritet, der giver plads til, at børnene gradvist udvikler deres egen autoritet. Det er jo det, dannelse går ud på: at hjælpe mennesker til at gå fra at være umyndige til at blive myndige,” siger Jeppe Bundsgaard og tilføjer:
”Fordi skolen i dag tager imod børn, der ikke i tilstrækkelig grad har vænnet sig til at have voksne med autoritet omkring sig, og fordi dette forhold udfordrer skolens praksis, så bør vi have en værdig samtale i det offentlige rum om, hvad konsekvenserne er af opdragelse uden autoritet.”
Det vil ikke være en overdrivelse at sige, at nutidens børn og unge er forhandlingsparate. Men de skal også lære, at ikke alting er til forhandling, mener Jeppe Bundsgaard.
”Nogle gange er der en regel – og så er det den, der gælder. Men den form for autoritet giver kun mening, hvis børnene også oplever, at regler kan forhandles. Vi må acceptere, at nogle børn i dag har en meget stærk selvfølelse og gør krav på god plads. Men de skal lære, hvad konsekvensen er, hvis alle hele tiden kun kræver plads til sig selv,” siger han.
”Det fantastiske ved at lytte er, at det smitter. Og det betyder, at voksne – hvad enten det er forældre eller skolen – også skal lytte til børnene, fordi det viser, at man tager dem alvorligt. Og hvis du som voksen lytter til dem, vil de også begynde at lytte til dig.”
Lars Geer Hammershøj
Et af tidens store problemer er da også, at vi er så optaget af det individuelle menneske, og en af skolens største udfordringer i dag er derfor, at mange elever er ustyrlige. Det hører man i hvert fald ofte fra skolerne, forklarer Lars Geer Hammershøj.
”Men det er et spørgsmål om dannelse. Om at børn lærer at være åbne for andre mennesker og at lytte til dem, når de siger noget. At de forstår, at det i skolen ikke kun handler om dem, men om at være åbne for, at de er et andet sted sammen med andre, og at det sted kunne være interessant. Men at gøre dem åbne handler også om at vise dem åbenhed. At vise dem, at når andre siger noget, så er det vigtigt, og derfor lytter man. Derfor er det vigtigt, at forældre gennem deres adfærd viser deres børn, hvad det vil sige at være åben, tagen hensyn til andre og lytte,” siger han og tilføjer:
”Det fantastiske ved at lytte er, at det smitter. Og det betyder, at voksne – hvad enten det er forældre eller skolen – også skal lytte til børnene, fordi det viser, at man tager dem alvorligt. Og hvis du som voksen lytter til dem, vil de også begynde at lytte til dig.”
Elever skal nu som før socialiseres ind i skolens fællesskab, hvor de skal lære, at der er grænser for selvudfoldelse, at der er former for adfærd, der ikke kan accepteres, og at de indgår i en social sammenhæng, hvis formål er at lære dem bestemte ting.
Men alt det, der handler om at være kreativ og innovativ, at kunne omgås andre mennesker åbent, danne venskaber og gode sociale, selskabelige relationer, bør stå højt på dagsordenen i dag.
”Det er vigtigt, at børn lærer disse ting. Hvor lærer de det? De lærer det i legen og i det sociale samvær båret af humor. Så til forældre vil jeg sige: leg med jeres børn, lyt til dem og lær dem at lytte. Til skolen vil jeg sige: lad leg og humor indgå i undervisningen, lyt til eleverne og lær dem at lytte,” siger Lars Geer Hammershøj.
Sagt kort og med Lars Geer Hammershøjs begreber: Elevrollen består i dag både af arbejds- og legeetos, men nu må det være legeetos, der trækker i førertrøjen efter at have halset efter arbejdsetos i hundredvis af år.
Simon Skov Fougt, Jeppe Bundsgaard, Thorkild Hanghøj og Morten Misfeldt (red.): Håndbog i scenariedidaktik, Aarhus Universitetsforlag, 2022
Lars Geer Hammershøj (2023): Samtidsdiagnose og kunsten at tegne et kort. I Stefan Hermann & Claus Holm (red.): Festskrift til en idéhistorisk opdrager – og opdager, DPU, Aarhus Universitet, 2023
Lektor i uddannelsesvidenskab på DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i leg, kreativitet og dannelse, har senest skrevet om ’pædagogens professionsdannelse’ og er i gang med flere projekter om ’kunstnerisk samskabelse’. Han underviser på DPU’s bachelor- og kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab.
Professor ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i danskfagets didaktik med fokus på scenariedidaktik, elevers computer- og informationskompetencer, skriveudvikling, test og evaluering m.m., og han underviser på DPU’s kandidatuddannelse i Didaktik – Dansk.
NR. 108
TEMA: ELEVEN
AUGUST 2024
