”De [voksne] kigger bare, som om de lytter, men det er ikke så tit, de sådan rigtigt tænker over det, man siger, synes jeg”

Maria, 13 år

De kigger bare, som om de lytter

Men hvad vil det egentlig sige at lytte? Hvad vil det sige at inddrage? Hvornår er inddragelsen god nok, og hvem bestemmer egentlig det? Hvem vurderer, hvad der ‘vedrører barnet’? Det er alle spørgsmål, som primært voksne tildeles retten til at svare på.

Ved årsskiftet 2023-24 blev børn i Danmark inviteret til at indsende et bud på en ”Børnenes Nytårstale”, hvis formål overordnet var at lytte til, respektere samt tage børns perspektiver, bekymringer og håb alvorligt.

Her blev 13-årige Maria udvalgt, og i sin tale kommer hun både omkring krig, klima og problemer i skolen. Og så tilføjer hun, at voksne har en tendens til at ignorere problemer, når problemerne har været der i lang tid. De er simpelthen blevet vant til dem. For børnene kan problemerne imidlertid føles store, og det skal voksne tage alvorligt; men det oplever hun ikke altid sker. Maria siger det direkte i interviewet, der fulgte efter nytårstalen: ”De [voksne] kigger bare, som om de lytter, men det er ikke så tit, de sådan rigtigt tænker over det, man siger, synes jeg”. Helt konkret efterlyser Maria for eksempel mere hjælp til elever i skolen samt flere pauser, og her foreslår undervisningsminister Mattias Tesfaye, der også er inviteret i studiet, at Maria tager forslaget op med elevrådet, for som han påpeger, skal man ”huske at høre hvad eleverne synes, inden man træffer beslutninger.”

En lignende historie udfoldede sig på årets Folkemødet i teltet hos ’Socialt Indblik’, hvor en ung mand, Mathias på 16 år, fortalte om lange perioder, hvor han var fraværende fra skole. En af de ting, han understregede, var, at han gennem hele forløbet egentlig var blevet mødt af velmenende voksne, der lyttede, men at hjælpen ofte indskrænkede sig til lytningen. Eller sagt med andre ord: De voksne lytter, men de bruger ikke det, de bliver fortalt, til at iværksætte (for barnet) meningsfulde indsatser.

Lyt til mere end det talte sprog

Når vi som voksne skal lytte til og inddrage elever, handler det derfor ikke altid om at gribe mikrofonen og give den til barnet. Det handler ikke om at henvise til “mikrofonen” eller talerøret, hvorigennem eleverne kan få taletid: Elevrådet, en samtale med barnet hos PPR-konsulenten eller en afstemning i klassen. “Mikrofonen” er bestemt ikke uvæsentlig! Den er vigtig. Men at inddrage børn er også andet og mere end at høre de synspunkter, de kan formulere og udtrykke mundtligt, inden man – som voksen – træffer en beslutning.

Når børn skal inddrages, er det vigtigt at lytte til deres mangfoldige former for kommunikation. Som voksne kommer vi ofte til at privilegere det talte sprog. Særligt det velartikulerede, disciplinerede, afgrænsede sprog, som foregår inden for de organiserede praksisser, såsom elevråd eller klassemøder. Men børn (og det gælder sådan set også voksne) udtrykker sig på mange forskellige måder om, hvordan de har det, og hvad der rører sig i dem.

Børn (såvel som voksne) udtrykker vrede; de trækker sig eller bliver tavse, nogle råber bandeord efter læreren, og nogle bliver urolige. Andre betror sig til deres kæledyr eller til en anden tæt relation. Disse udtryksformer er også kommunikation, omend de muligvis kommer på et for de voksne ubelejligt tidspunkt. Måske kræver de ligefrem en oversættelse, fordi de ikke altid er sproglige og tilmed kan virke provokerende. Og denne oversættelse kræver analytisk arbejde.

I Frederikkes forskning om skolefravær interviewede hun børn, som af mange forskellige årsager ikke havde været i skole i mange måneder eller år. Her blev det nødvendigt både at lytte og til at prøve at nå frem til en forståelse - også af  tavsheden. Med en uddannelse som psykolog og flere års erfaring fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning kan interviewkunsten forekomme at være både oplagt og ligetil. En del interviews gik da også lige efter bogen – børnene fortalte og forklarede om årsagerne til deres skolefravær, og selvom det samlede billede spændte mellem alt fra mobning, over faglige nederlag til følelsen af ikke at blive forstået, så var det meningsfuldt. Andre interviews kunne derimod dårligt nok betegnes som en samtale, fordi børnene forholdt sig tavse gennem næsten hele seancen, kun afbrudt af ja/nej-svar på enkelte spørgsmål. I første omgang blev disse interviews lagt på hylden som ubrugelige; men som projektet skred frem, stod det mere og mere klart, at børnene gennem interviewmetoden var blevet mødt med præcis de samme forventninger, som andre voksne formentlig havde mødt dem med i skolen, PPR og kommunen: Nemlig at de kunne (og burde) forklare deres fravær. Konklusionen blev derfor, at det at lytte til de børn måske skulle foregå på andre måder end via en 1:1 samtale, fordi de måske allerede i kraft af deres fravær fortæller meget – især hvis vi lytter til det stigende, samlede kor af tavse, fraværende skolebørn. Således må udtryksformen ikke blive bestemmende for, om vi (voksne) vil eller kan lytte.

Den voksnes indstilling er vigtig, når børn skal inddrages

Der sker også ofte det, at voksne kommer til at vurdere rigtigheden af det, eleven fortæller. ”Var det faktisk det, der skete?” – ”Bliver hun rent faktisk mobbet?” –  ”Har andre samme opfattelse af situationen?” Sådan synes tvivlende voksentanker at trænge sig på, når elever fortæller om oplevelser og erfaringer fra deres skoleliv. At inddrage børn betyder derfor også, at vi som voksne er villige til at suspendere vores forforståelse for, hvad der er på spil i en situation, og hvad der er betydningsfuldt i situationen. Det betyder desuden, at vi skal være klar til at lade børnenes erfaringer påvirke og forme de beslutninger, der træffes på deres vegne.

Det betyder med andre ord, at vi skal afgive noget af definitionsmagten over hvilke forhold, der ‘vedrører’ barnet. Vi skal måske i højere grad dele definitionsmagten med barnet.

Således kunne det være nærliggende at tænke, at denne kommentar er en opskrift på korrekt elevinddragelse. Men hensigten er nu snarere at opfordre til grundige overvejelser, når man som skoleprofessionel arbejder med at skabe reelle og meningsfulde deltagelsesmuligheder for eleverne. Elevinddragelse handler ikke blot om at følge en fastlagt procedure, men om at sikre en reel indflydelse på egen skolegang og dermed undgå, at inddragelsen bliver en symbolsk gestus.

Vi kan starte med at spørge børnene, hvordan de egentlig synes, vi klarer det der med inddragelse. De skal nok fortælle os deres mening om det – hvis vi forstår at lytte.