Asterisk nr. 108 - august 2024 - Tema: Eleven
Apps med digitale trivselsmålinger kan give lynhurtigt overblik over en elevs eller en klasses trivsel. Måske. Men der er også god gødning til dilemmaerne, når vi bruger digitale redskaber til at måle børns trivsel i skolen, siger DPU-forsker Helene Ratner, som de sidste ti år har forsket i databrug i uddannelsesverdenen.
SPOT PÅ NY FORSKNING
Asterisk har talt med DPU-forsker Helene Ratner om digtale trivselsmålinger i skolen og de dilemmaer, der er forbundet med dem.
”Okay 2.b, vi starter lige med at logge ind i appen,” siger læreren.
Eleverne logger ind i den farvestrålende trivsels-app på iPad’en, hvor de kommunikerer med hver deres storøjede, fluffy, digitale kæledyr og markerer deres svar på spørgsmål som: Hvordan har du det? Hvem leger du med? Hvem i klassen kan du bedst lide at arbejde sammen med? På lærerens computer popper et ’sociogram’ op med overblik over klassens trivsel: Hvordan synes Ida, at hun har det? Hvem arbejder Bertram bedst sammen med? Hvem har ikke nogen at lege med?
Scenariet er tænkt, men situationen er virkelighed i flere og flere klasselokaler, hvor lærere, pædagoger, skoleledere og forvaltninger gennem elevernes svar i digitale trivselsapps får adgang til store mængder data om eleverne og deres personlige og sociale liv.
Vi har ingen præcis viden om, hvor mange skoler som bruger de digitale redskaber til at måle elevernes trivsel. Men der er flere både danske og udenlandske trivselsapps på markedet, og der er mange grunde til at antage, at brugen af dem er stigende, pointerer DPU-lektor Helene Friis Ratner, som i mere end ti år har forsket i brugen af data i uddannelsesinstitutioner.
”Min klare fornemmelse er, at de her digitale trivselsapps bliver stadig mere udbredte. Dels fordi eleverne i forvejen har devices, så den digitale infrastruktur er der. Og dels fordi trivsel bliver set som en forudsætning for elevernes læring og derfor også har høj politisk prioritet. Med folkeskolereformen i 2013 fik vi de nationale trivselsmålinger, og trivsel blev gjort til en del af den politiske resultatstyring af folkeskolen. Skolerne bliver simpelthen målt på og holdt ansvarlige for, hvor godt eleverne trives,” forklarer Helene Ratner.
I trivselsappsene, som er udviklet af forskellige private aktører, svarer eleverne på spørgsmål om deres hverdag, så lærerne på den baggrund kan følge enten enkeltelevers eller klassens kollektive trivsel. Det giver overblik, men der følger også en række dilemmaer med, når de digitale trivselsapps rykker ind i skolen.
”Der er ikke et entydigt svar på, om det er godt eller dårligt at måle elevers trivsel gennem digitale apps. Men det står klart, at der er en række dilemmaer, vi skal være opmærksomme på,” siger Helene Ratner.
Sammen med kollegaen Lars Bo Andersen, som er docent ved Københavns Professionshøjskole, har hun lavet et såkaldt ’platform walkthrough’ og analyseret tre af de trivselsapps, som bruges i grundskolen.
”Prøv at overveje, hvordan du som voksen ville have det, hvis du hver dag på arbejdet skulle sidde med dine kolleger og sige ’Nåh, men i dag er jeg en 4’er ud af 10, for jeg var oppe at skændes med min kæreste i morges’.”
Helene Ratner
Så lad os kigge nærmere på dilemmaerne. Det første dilemma handler om, hvad der sker, når vi gør det til en norm, at eleverne skal dele deres inderste i skolen. Ifølge Helene Ratner er der vokset en radikal bekendelsesnorm frem i skolen. Der er i stigende grad forventninger om, at børn skal italesætte deres trivsel og dele forholdsvis private detaljer med klassen. Det er noget, man gør på mange skoler – enten digitalt eller analogt – så børnene f.eks. med en pil på en papskala eller en smiley skal markere, hvilket humør de er i den dag, inden de går ind i klassen.
”Mange børn er glade for det. Men vi skaber også en norm om, at klassen er et meget intimt bekendelsesrum, hvor man gør nogle meget private ting til et fælles anliggende. Prøv at overveje, hvordan du som voksen ville have det, hvis du hver dag på arbejdet skulle sidde med dine kolleger og sige ’Nåh, men i dag er jeg en 4’er ud af 10, for jeg var oppe at skændes med min kæreste i morges’.”
Det er typisk meget private ting, man bliver bedt om at dele i de her målinger. Mange børn er mere umiddelbare end voksne, men der er også børn, der af forskellige private årsager ikke har lyst til at være en del af det bekendelsesideal, som er i klassen. Men det kan være svært at holde fast i, når der etableres en social norm om, at man skal italesætte sin trivsel på et meget individuelt og intimt plan. Det er ikke alle, der trives med det,” forklarer Helene Ratner.
Når vi zoomer ind på, hvordan vi hver især har det, kan det styrke fællesskabet, fordi man lærer hinanden bedre at kende. Det kan styrke elevernes empati og evne til at drage omsorg for hinanden. Men det kan også være meget sårbart.
”Hvis du er i en udsat position, kan det etablere og fasttømre din udsathed endnu mere. For nogle børn kan skolen være et frirum, hvor man ikke skal forholde sig til problemerne hjemme og ikke dele, hvordan man har det. Og så kan det være svært, hvis dagen starter med, at vi skal afrapportere, hvordan vi har det og bekende os til hinanden,” pointerer Ratner.
Så som lærer må man have et metablik for, hvem de sociale teknologier gavner, og hvem vi risikerer at stigmatisere, ekskludere eller gøre forkerte, mener hun.
”Vi må ikke presse børn til at være med. Der skal være åndehuller, hvor det er okay også bare at være. Hvis man f.eks. kommer fra et hjem, hvor der er mange konflikter, så kan det godt være, at man ikke har lyst til at fortælle om det hver eneste dag. Vi må have blik for, at det er en ret ekstrem bekendelsesnorm, vi indfører i klasseværelset,” siger hun.
Det er ikke kun skolen, som bevæger sig ind i den psykologiske sfære. Vi ser en større tendens til psykologisering i store dele af samfundet, som blandt andre psykologiprofessor Sven Brinkmann peger på. Også internationalt oplever man en terapeutisk vending i skolesystemet med indflydelse fra den positive psykologi og udviklingspsykologien, hvor elevernes trivsel, selvværd og resiliens bliver noget, som skolerne skal forholde sig til, forklarer Helene Ratner.
”Elevernes følelsesliv og trivsel bliver i stigende grad omdrejningspunkt for lærernes arbejde med elever og børnefællesskaber. Det har konsekvenser, at det fylder, for vi ved, at når vi træner elever i hele tiden at forholde sig til sig selv og deres trivsel, kan det medføre et problematisk selvforhold hos nogle børn. For nogle vil det puste til en lykkenorm om, at man skal score højt på trivsel hver dag. Og så kan man hurtigt blive synlig som anderledes, hvis man ikke har det sådan. Det skal vi være opmærksomme på.”
”Der bliver truffet en lang række valg i den data, man viser. Appen fortolker og bestemmer, hvilke fortællinger og problemer som bliver tydelige.”
Helene Ratner
Det andet dilemma handler om, at data aldrig er neutrale. Danske klasseværelser er dybt digitaliserede, og hver gang lærere og elever interagerer med digitale artefakter både i digitale læringsapps, hvor eleverne skal løse faglige opgaver, og i f.eks. trivselsundersøgelser, så bliver det til data. Ofte bliver data visualiseret og vist grafisk som kurver, farver, fremhævede procenter eller geometriske former. På den måde kan læreren hurtigt danne sig et overblik over klassen og eleverne. Men selvom udgangspunktet er tal og procenter, er det ikke objektivt eller neutralt.
”Data er aldrig neutrale. Der bliver truffet en lang række valg i den data, man viser. Appen fortolker og bestemmer, hvilke fortællinger og problemer som bliver tydelige,” siger Helene Ratner.
Hvis en app kategoriserer eleverne som f.eks. grøn, gul og rød, vil der være tendens til at fokusere på de elever, som er kategoriseret i bekymringskategorien rød. Men måske er der faktisk nogle andre elever, som har lige så meget brug for støtte.
Et andet klassisk eksempel er fra de nationale trivselsmålinger, som alle elever fra børnehaveklassen til 9. klasse hvert år skal svare på gennem et digitalt spørgeskema. Her kan læreren få et meget forskelligt billede af en klasses trivsel alt efter, om man sammenligner klassen med det nationale gennemsnit, med parallelklassen eller med klassens egne resultater fra de foregående år.
”Den slags visninger er narrative redskaber. De skaber et fortolkningsrum, hvor noget bliver præsenteret som problematisk og andet ikke. Vi skal huske, at afrapporteringen aldrig er neutral,” siger Helene Ratner.
Trivselsapps målrettet skolen fungerer forskelligt. Nogle zoomer ind på individniveau, hvor elevernes individuelle trivsel vises i f.eks. søjler, andre zoomer i højere grad ind på klassens sociale liv og beder eleverne svare på, hvem de leger med, hvem de godt kan lide at arbejde sammen med, og hvem de godt vil arbejde mere sammen med. På den baggrund kan man lave såkaldte sociogrammer, som giver overblik over elevernes indbyrdes relationer.
”Her kan man f.eks. se, om eleverne har gensidige relationer eller om relationen kun går den ene vej. Man vil også kunne få øje på, om der er elever, som har mange at lege med i frikvarteret, men som der ikke er så mange, der har lyst til at arbejde sammen med i timerne,” forklarer Helene Ratner.
Eleverne bliver også spurgt ind til drilleri, mobning og fysiske omgivelser som f.eks. toiletter og uderum. Men de digitale trivselsmålinger har også nogle blinde vinkler, pointerer hun.
”F.eks. spørger den nationale trivselsmåling ikke ind til diskrimination, som min forskerkollega Laura Gilliam også påpeger, og det er ærgerligt, for der er mange elever med minoritetsbaggrund, som oplever at blive diskrimineret,” siger hun og understreger:
”Det har både konsekvenser, hvad man spørger ind til, og hvad man ikke spørger ind til. For det man spørger ind til, bliver jo synligt, så skolen kan handle på det. Derfor er det ikke ligegyldigt, at man spørger ind til mobning, men ikke spørger ind til diskrimination.”
Det tredje perspektiv eller dilemma handler om dataficering og udbredelsen af data. Det er helt centralt at kigge kritisk på, hvad der sker, når elevernes trivsel bliver omdannet til data, mener Helene Ratner. Hvis skolen og den kommunale socialforvaltning f.eks. bruger det samme system, kan massevis af trivselsdata fra en elev pludselig være en del af en børnesag – løsrevet fra konteksten i klassen samt lærerens og elevens oplevelser og viden.
”Når man helt analogt tager en runde i klassen, hvor man taler om, hvordan eleverne har det, så er det information, som bliver i klassen. Samtalen kan betyde meget for eleverne, læreren og fællesskabet, men det er ikke noget, som rejser videre. Anderledes er det, når den information bliver til data med et digitalt spor og en historik, som det f.eks. gør i en trivselsapp. Pludselig kan informationerne rejse ud af klassen og kan danne et mønster over tid. Og så er det jo en form for overvågning,” forklarer Helene Ratner.
Overvågning ser vi ofte som noget negativt. Opfattelsen har rødder langt tilbage i tiden, og de fleste gyser ved tanken om George Orwells roman fra 1984, hvor myndighederne i et tænkt diktatur overvåger alle borgerne, hvor end de er. ’Big Brother is watching you’, hedder det gåsehudsfremkaldende i bogen. Når digitale trivselsapps rykker ind i skolen, overvåger staten på en måde også sine unge borgere – men med omsorgen og de gode intentioner først forstås.
”Det er jo en omsorgsfuld overvågning, som bliver lavet i den bedste hensigt. Så det vil måske være passende at sige ’Big Mother is watching you’. Men det er en meget svær balance at holde. For hvor går grænsen? Hvor meget må vi gå ind og overvåge, selvom det sker med gode hensigter i den gode viljes navn? Og hvilke uintenderede virkninger kan selvovervågningen have?” spørger Helene Ratner.
Når vi indsamler meget data om et samfunds borgere, får vi det, forskerne kalder digitale dobbeltgængere. Forstået på den måde, at al den data, der findes om os moderne mennesker, kan blive digitale kopier af os: Dobbeltgængere. Vi har f.eks. alle en række digitale dobbeltgængere, som opstår i vores interaktioner med det offentlige, der har data om alt fra vores sundhed og lægebesøg til oplysninger om vores uddannelse, job, børn, boliger, biler og økonomi. F.eks. er al informationen i din lægejournal en digital dobbeltgænger af dig som patient. Du kan også have en digital dobbeltgænger i din løbeapp, der opsamler data om dine mønstre, din krop og dine præstationer, når du løber.
På samme måde får eleverne, som interagerer med en digital trivselsapp en digital dobbeltgænger i appen. Så når Emma på otte år har svaret på trivselsspørgsmål hver uge i 1. og 2. klasse, så udgør al den data, som hun har afgivet, en digital dobbeltgænger af Emma.
Men når vi får digitale dobbeltgængere af eleverne, er risikoen, at elevens og lærerens egen oplevelse og erfaring bliver klemt, pointerer Helene Ratner.
”Det kan jo godt være, at en elev ligger under middel i en trivselsmåling, men at hverken eleven eller læreren nødvendigvis oplever det som et stort problem. Hvad er det så for en oplevelse af situationen, som er mest magtfuld og som får lov at dominere? Har vi mest tillid til data eller til eleven og lærerens stemmer? Dét kan godt bekymre mig. Jeg synes, det er fint, hvis man bruger data til at undre sig og spørge ind. Men det må aldrig nogensinde blive facit eller stærkere end elevernes egen stemme,” siger Helene Ratner.
”Og kunne man frygte, at det bliver sådan? Ja. Det kommer jo meget an på, hvordan data bliver brugt, og hvor data rejser hen. Men man kunne sagtens forestille sig en skole-hjem-samtale, hvor eleven siger ’jeg har det egentlig meget godt’, og så kan skolen hive data op og sige ’ja, men vi kan se på kurven, at du scorer markant lavere end resten af klassen’. Så bliver det jo en kamp om, om det er den indsamlede data eller eleven selv, der bedst ved, hvordan eleven har det. Vi skal sikre, at eleven selv har ejerskab over sin egen fortælling,” understreger hun.
”Det er typisk dem, som er negative eller røde, man handler på. Det kan være godt at blive opmærksom på.”
Helene Ratner
Et fjerde dilemma i forhold til digitalt trivselsarbejde er, at appen kan være med til at gøre trivsel til et individuelt problem uden at se på fællesskabet eller andre ydre faktorer.
”Selvom man taler om klassen som fællesskab, så kan de trivselsapps, som måler på individniveau, være med til at gøre trivsel til et individuelt problem. De signalerer, at ’det her barn har problemer med trivslen’ frem for at se trivsel som et kollektivt og socialt fænomen, som måske ikke bare handler om individer i en klasse og summen af deres trivsel, men om processer, dynamikker og relationer,” forklarer Helene Ratner.
Og den pointe bliver understreget af de datavisualiseringer, som man har adgang til gennem appen i form af kurver, kategorier etc. Det har Helene Ratner og hendes kolleger kigget på i læringsapps og her er billedet klart:
”Det er typisk dem, som er negative eller røde, man handler på. Det kan være godt at blive opmærksom på. Men der er også en risiko for, at man overser den brede midte, eller at man kommer til at overse dynamikker, som er kollektive og sociale, og som ikke handler om et individ eller en elev, som lyser rødt i en måling,” forklarer hun.
Helene Ratner pointerer også, at der er en lang række faktorer, som en trivselsapp ikke tager højde for. Det kunne være udskiftninger i personalet eller økonomien på skolen eller i kommunen. Hvis nu der er blevet sparet en pædagog væk, hvis skolens ledelse mangler handlekraft, eller hvis skoleområdet i kommunen generelt er presset, så vil det også kunne påvirke trivslen.
”Det er svært at tale om kvaliteten i skolen, hvis data har fokus på enkeltelevers psykosociale selvforhold og velbefindende. Vi er nødt til at få den bredere kontekst med. Hvis vi taler om trivsel, som noget, der er isoleret fra alle de her vigtige kontekstuelle forhold, bliver det også gjort til noget individuelt, som man kan gøre den enkelte lærer ansvarlig for at handle på og forbedre. Men den enkelte lærer kan jo ikke gøre noget ved kommunens økonomiske situation, selvom den kan have indflydelse på trivslen.”
Det femte dilemma er egentlig ikke et dilemma, men et opmærksomhedspunkt: Vi skal huske, at børn og unge grundlæggende ikke får det bedre af at blive målt, og at data aldrig kan overskygge professionel dømmekraft.
”Hvis du spørger lærere og pædagoger, så kan de lynhurtigt aflæse deres elever. De ser den måde, en elev bevæger sig ind i klasselokalet på, engagerer sig i undervisningen og taler – eller ikke taler – med sine venner på. De fagprofessionelle får en lang række informationer, som de registrerer, tager hensyn til og tilpasser deres undervisning efter. Vi skal huske den professionelle dømmekraft. Lærere fornemmer også ubevidst og taktilt, hvordan børn har det, og hvordan fællesskabet bevæger sig. Data i en app må aldrig stå alene men skal kombineres med al den information, som lærere også har,” siger Ratner, som mener, at vi skal væk fra ideen om, at noget først er en information, når den ligger i dataficeret form.
”Vi vil så gerne sige, at vi er datainformerede og systematiske. Data er det her karismatiske objekt, som vi har enormt stor tiltro til, og det gør det nogle gange svært at tale om alt det andet, som også er valid information,” siger Helene Ratner og fortsætter:
”Når skoler eller kommuner anskaffer trivselsapps, er der en forestilling om, at hvis vi bare systematisk indsamler data om elevernes trivsel og gør dem synlige, så kan vi se, hvor det går godt og skidt, og så kan lærerne målrette deres fokus og interventioner. Det giver jo også god mening, men der ligger også en antagelse i det, om at elevernes problemer kan løses gennem øget overvågning og dataindsamling. Og det må vi sætte spørgsmålstegn ved,” siger hun.
Helene Ratner har beskæftiget sig med data i uddannelsesverdenen en stor del af sin karriere, og hun forholder sig skeptisk til den magt, som data tit får.
”Jeg oplever ofte, at når der er et problem i skoleverdenen, så er indskydelsen, at ’vi må have noget data, så vi kan forholde os systematisk til det og lave interventioner og evaluere på den data’. Det er også fint nok, for selvfølgelig kan vi ikke køre det hele på mavefornemmelser. Men risikoen er, at der er en masse andre former for viden, som udgrænses. Vi har et problem, hvis vi hellere vil handle på data end en lærer eller elevs vurdering af situationen.”
Brugen af digital data i trivselsarbejdet er hverken en universalløsning eller ondt djævelskab. Det er et redskab som alle mulige andre redskaber. Helene Ratner opfordrer skoleverdenen til at tage de kritiske briller på og reflektere over, hvilken rolle man giver data fra f.eks. trivselsapps.
”Vi må have en samtale i skolen om, hvordan vi finder den rette balance mellem omsorg og overvågning. For ingen er selvfølgelig interesseret i en skole, som slet ikke arbejder systematisk og professionelt med trivsel. Så vi må tale om, hvornår overvågning hjælper os med at drage omsorg, og hvornår det er uhensigtsmæssigt. Og vi må sikre, at overvågning ikke krænker børn og forældres privatliv.”
Sagt på godt gammeldags dansk må det være mennesket, som styrer teknologien og ikke omvendt. Så når man som skole overvejer at bruge en trivselsapp som pædagogisk redskab, må man sammen reflektere over til hvad og hvorfor. Hvad skal appen kunne? Er det smart, at den måler trivslen på individniveau, eller ønsker man et mere kollektivt blik på trivslen?
På skolerne må man diskutere overvågning og løbende reflektere og stille sig selv spørgsmål som: Hvilke former for overvågning er gode og skaber tryghed og gør det muligt at arbejde godt med trivsel? Og hvornår bryder det med elevernes privatliv? Hvornår reducerer data nogle stemmer, og hvornår stigmatiserer det?
”Vi må have et bredere blik på dataliteracy. Hvad sker der, når vi indfører de her apps? Hvor rejser data hen og hvad bliver de brugt til? Hvem ser dem? Æder vi data råt, eller forholder vi os kritisk til dem og holder dem op imod andre typer informationer f.eks. fortællinger, erfaringer og vores kendskab til eleverne? Og ikke mindst må vi spørge eleverne selv, hvad de synes om at skulle afrapportere deres trivsel dagligt,” siger Helene Ratner.
Helene Ratner og Lars Bo Andersen: Overvågning og trivselsmåling: Dilemmaerne begynder i skolen. I Michael Jarlner og Kim Escherich (red): Overvågning på arbejdspladsen – når AI bestemmer. Djøf Forlag, 2024.
Helene Ratner og Mie Plotnikof: Technology and Dis/Organization: Digital data infrastructures as partial connections. Organization Studies nr. 43, juli 2022.
Ph.d. og lektor på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker blandt andet i pædagogisk generativ AI og brugen af data i styring og forvaltning af uddannelsesinstitutioner. Et af hendes forskningsprojekter er ’Data visions – teaching in the age of digital data visualizations’. Hun underviser på Kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab og Masteruddannelsen i ledelse af uddannelsesinstitutioner.
NR. 108
TEMA: ELEVEN
AUGUST 2024
