Asterisk nr. 106 - oktober 2023
Ved skolebordene anno 2023 sidder der ikke kun hvide børn fra heteroseksuelle kernefamilier. Og der sidder heller ikke kun elever, der definerer sig som enten drenge eller piger. Asterisk har spurgt Dorthe Staunæs og Iram Khawaja fra DPU, hvordan vi skaber en seksualundervisning, som tager højde for det multikulturelle og diverse klasselokale.
Lyt til artiklen
Værsågod at åbne døren ind til seksualundervisning i 9. klasse anno 2023: En af eleverne bor sammen med sine to mødre, har stadig barnlige, runde kinder og tænker mest på at komme ud og spille hop-over-bold i frikvarteret. En anden har lige mærket forelskelsens sommerfugle i maven for første gang. Og en tredje har fast kæreste og har haft sin seksuelle debut for længst. Nogle af eleverne taler åbent om sex med deres forældre derhjemme, andre taler mest med Google om alt det intime. Elever i udskolingen er med andre ord en sammensat gruppe, konstaterer Dorthe Staunæs, professor i socialpsykologi ved DPU, Aarhus Universitet.
”Jeg har lige siddet og haft observationer i en 8. klasse, hvor nogle elever stadig har børnekroppe, og andre er to meter høje og brede som voksne. Det er unge mennesker, der står meget forskellige steder og har meget forskellige erfaringer – også i forhold til medieforbrug og deres egne erfaringer og viden på det seksuelle område,” siger hun.
Formålet med skolens seksualundervisning – eller ’sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab’, som det rettelig hedder – er meget bred, pointerer Dorthe Staunæs.
Der er fx fastlagt kompetencemål for faget efter 3., 6. og 9. klasse.
”Det, man vil med faget, er at give børn og unge viden og støtte dem i selv at reflektere over og tage stilling til nogle temaer som fx samtykke og prævention. Det er jo en fin ambition. Men der står ikke noget specifikt om, hvad eleverne skal vide, og hvordan de skal vide det. Det er lærerens opgave at finde temaer og læremidler til den meget brede målgruppe, de står med og samtidig have fingerspidsfornemmelse for den blufærdighed og privathed, emnerne også afstedkommer. Det er en diversitetsudfordring, fordi der skal laves et stykke pædagogisk arbejde, som kan ramme meget bredt og føre mange forskellige steder hen,” siger Dorthe Staunæs.
Der er fx fastlagt kompetencemål for faget efter 3., 6. og 9. klasse inden for de to områder ’Sundhed og trivsel’ og ’Køn, krop og seksualitet.’
Spørgsmålet er så, hvordan man som lærer lever op til de høje ambitioner med faget, når der sidder en broget flok børn og unge med forskellige kroppe og erfaringer, interesser og forståelser af køn og seksualitet i klassen? Hvordan sammensætter man en seksualundervisning, som favner en bred gruppe af elever i et diverst klasselokale, hvor elevernes forældre er vokset op i både Thisted, Taastrup og Teheran og kan leve i regnbuefamilier, sammenbragte familier eller alene?
Man kan have respekt for diversiteten, pointerer Dorthe Staunæs. Fx ved at hente stof og materialer ind i undervisningen fra andre steder i verden, så de materialer, der bliver brugt, viser en bred vifte af forståelser af familie, sundhed og seksualitet.
”Fx findes der jo urgamle fortællinger fra mange forskellige kulturer om seksualitet, lyst og forførelse. Der er fransk, kinesisk og japansk litteratur, som man kan tage ind i klasserummet og sige ’så bred er paletten’. Og så sker der jo tit det, når man henter nogle andre forståelser ind i klasserummet, at det også er med til at normalisere netop forskellighed. Men det kræver selvfølgelig en pædagogik, der også tager vare på elevernes blufærdighed og grænser,” siger Dorthe Staunæs.
”Der kan godt være en forudindtaget holdning eller fordom om, at de, der sidder i en klasse med tørklæde eller med brun hud, måske ikke vil snakke om sex eller ikke ved så meget om seksualitet.”
Iram Khawaja
Iram Khawaja er lektor i pædagogisk psykologi på DPU, Aarhus Universitet. I sin forskning zoomer hun blandt andet ind på børn og unge med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund. Hun hæfter sig ved, at ordet mangfoldighed er nævnt flere gange i Fælles Mål for seksualundervisningen.
”Faget er en god lejlighed til som lærer at få øje på den mangfoldighed, som er i klasserummet. Der kan godt være en forudindtaget holdning eller fordom om, at de, der sidder i en klasse med tørklæde eller med brun hud, måske ikke vil snakke om sex eller ikke ved så meget om seksualitet. Men vi skal passe på med at have de her antagelser om, at der er en gruppe brune elever, som måske ikke må, kan eller vil tale om sex. For de er unge på samme betingelser som alle andre unge,” siger Iram Khawaja.
Hun tilføjer, at rigtig mange af de danske børn og unge, som har etnisk eller religiøs minoritetsbaggrund i skolen i dag, er anden-, tredje- eller endda fjerdegenerationsindvandrere.
”En stor del har forældre, der er født og opvokset i Danmark og som selv har haft seksualundervisning. Dén diversitet skal vi også have øje for,” siger hun.
Iram Khawaja har sammen med uddannelsesforsker og selvstændig konsulent Laila Lagermann skrevet to bøger om diversitet, andetgørelse og etniske minoriteter i pædagogisk praksis.
En af pointerne i bøgerne er, at der er brug for en større bevidsthed blandt pædagoger og lærere om, hvordan de kan arbejde med diversitet, og hvordan de kan møde børn og unge med forskellige minoritetsbaggrunde med nysgerrighed og åbenhed. Det gælder også i seksualundervisningen.
”Børn og unge har meget forskellige erfaringer med hjemme fra deres familier, hvad enten det er regnbuefamilier eller etniske minoritetsfamilier, som jo kan stamme alle mulige steder fra – Ukraine, Iran eller Tyrkiet. Den nysgerrighed, vi taler om i vores bøger, handler om at have øje for lige præcis det,” siger Iram Khawaja.
At skrue op for nysgerrigheden er også at skrue ned for fordommene. Iram Khawaja advarer mod at komme til at gruppere børn efter tilfældige antagelser.
”Man kunne måske tænke, at ’nåh hende, der kommer fra en regnbuefamilie, må være vant til at tale åbent om køn og seksualitet derhjemme’. Men sådan behøver det jo ikke at være. Eller det kan være, man antager, at den pige, som har tørklæde på, overhovedet ikke vil have noget med sex at gøre eller tale om det. Men måske har hun faktisk de bedste samtaler med sin mor om emnet,” forklarer Iram Khawaja.
”Det at have et normkritisk udgangspunkt i sin pædagogik og undervisning er en måde at arbejde med og gøre plads til den forskellighed, som findes i klasserummet.”
Iram Khawaja
Når vi skal skabe god seksualundervisning i det mangfoldige klasserum, er det derfor nødvendigt med et normkritisk blik, pointerer de to forskere. Men hvad betyder det egentlig konkret? Ja, det ligger næsten i ordet – et kritisk blik på egne normer. At have en normkritisk tilgang handler grundlæggende om at forholde sig kritisk og analytisk til de normer og forventninger, der kan være til fx køn og seksualitet – men også til kulturel baggrund og etnicitet. Normer og forventninger, som vi ofte ureflekteret har organiseret og indholdsudfyldt vores undervisning efter, forklarer Dorthe Staunæs.
For selvfølgelig kan vi ikke tage for givet, at alle piger er stille og flittige og elsker at tage selfies og lave TikTok-videoer. Eller at alle drenge er seje vildbasser, som elsker fodbold og at game CounterStrike på computeren. Eller at alle piger med tørklæde eller drenge med brun hud har et bestemt syn på seksualitet.
”Normkritik handler om at sætte spørgsmålstegn ved alle de automatantagelser, vi kan have om hinanden, så vi undgår at putte hinanden i snævre kasser og på den måde give en skæv undervisning,” pointerer Dorthe Staunæs.
En række forskellige aktører laver undervisningsmaterialer og holder oplæg på skolerne med udgangspunkt i en sådan normkritisk seksualundervisning. Asterisk ville egentlig have spurgt Dorthe Staunæs og Iram Khawaja, om den normkritiske seksualundervisning kan betyde, at børn og unge med minoritetsbaggrund kommer i klemme. Men den præmis vil de ikke købe. De ser nemlig ingen modsætning mellem en normkritisk undervisning og et mangfoldigt klasserum. Tværtimod.
”Det at have et normkritisk udgangspunkt i sin pædagogik og undervisning er en måde at arbejde med og gøre plads til den forskellighed, som findes i klasserummet. Og den forskellighed kan ikke reduceres til at handle om køn og seksualitet. Den handler lige så meget om etnicitet, religiøsitet og kulturel baggrund. Skal normkritisk pædagogik faktisk tage højde for klasserummet i hele dets mangfoldighed, må vi udvide begrebet om mangfoldighed til at omfatte alle disse forskelle,” siger Iram Khawaja.
”Den mangfoldighedsunderstøttende seksualundervisning kan åbne for, at der er mange måder at forholde sig til seksualitet og lyst på. Også at det nogle gange er helt fint, at man bare er til at holde i hånden. Det er vigtigt.”
Dorthe Staunæs
Dorthe Staunæs nikker og understreger, at pointen i den normkritiske pædagogik er, at man som lærer og skole er kritisk refleksiv i forhold til sine egne normer og diskuterer dem. For der kan være god grund til at sætte et spejl op for sig selv.
”Man skal have et spejl tilbage på sig selv både som skole, som ledelse og som underviser. Man må for eksempel spørge sig selv, om man har en særlig mission med seksualundervisningen – og om det giver mening, at man har den mission. Hvad kunne flette sig ind af ens egne tanker og normer om sundhed, seksualitet og familie? Og så handler det om at arbejde med at være responsiv og spørge sig selv: Når jeg serverer det her for mine elever, hvad kommer der så tilbage fra dem, og hvordan kan jeg igen respondere på det,” siger Dorthe Staunæs.
Begrebet responsiv, som Dorthe Staunæs bruger, er vigtigt her. Respons betyder svar, mere præcist at forudgribe i sit svar. Så det at være responsiv handler om at lytte og reagere på det, man opfanger, inden man sender noget tilbage. Det vender vi tilbage til om lidt.
Dorthe Staunæs påpeger også, at seksualundervisningen er et godt sted at åbne op for nogle gode diskussioner om de forestillinger, eleverne har om hinanden. Det kan være med til at forebygge, at nogen føler sig andetgjort – altså gjort anderledes eller forkerte af nogle andre.
”I en klasse er der alt muligt på spil – også det, der foregår uden for klasserummet mellem eleverne. Og lige præcis seksualitet er altid blevet brugt til at putte hinanden i andetgørende og ekskluderende kasser som ’billige piger’ eller ’frembrusende drenge’. Den mangfoldighedsunderstøttende seksualundervisning kan åbne for, at der er mange måder at forholde sig til seksualitet og lyst på. Også at det nogle gange er helt fint, at man bare er til at holde i hånden. Det er vigtigt,” siger Dorthe Staunæs.
Både Iram Khawaja og Dorthe Staunæs taler om responsivitet som en kernekompetence, man som lærer må sætte i spil i seksualundervisningen i det mangfoldige klasserum.
”Som lærer må jeg være responsiv – altså opmærksom på, hvem det egentlig er, der sidder i det her lokale, hvor jeg underviser, og så indrette undervisningens indhold og form efter det. Som lærere jo også typisk gør,” siger Iram Khawaja.
Dorthe Staunæs har sammen med Manté Vertelyté, postdoc ved DPU, Aarhus Universitet, forsket i responsiv diversitetspædagogik. Det er en pædagogik, som forsøger at koble normkritisk selvrefleksion over forudindtagetheder, forventninger og diskrimination med en kulturel responsiv pædagogik.
”Studier peger på, at netop fagenes indhold og metoder privilegerer bestemte måder at organisere og prioritere viden på. Det gør adgangen til dem lettere for nogle elever og umulig for andre. Derfor må man i undervisningen både reflektere over, ’hvad man plejer’, og udvikle en sensitivitet i forhold til elevernes forskellige erfaringer, forståelser og måder at være i verden på,” siger Dorthe Staunæs.
Og det kan man gøre ved at undervise på mange forskellige måder, bruge det fysiske skolemiljø aktivt og vælge mangfoldige tekster og materialer.
”På den måde kan eleverne udvikle og acceptere sig selv, og læreren får kritisk blik for de forskellige uligheder, der kan være i skolens fag,” forklarer Dorthe Staunæs.
Iram Khawaja understreger, at der ligger et ret stort ansvar hos lærerne, ledelsen og skolen for at åbne op for det blik og udfordre deres egne fordomme og strukturelle forudindtagetheder – også når vi taler om seksualundervisning i et mangfoldigt klasserum.
”Vi skal tage den mangfoldighed seriøst og sørge for, at undervisningen er mangfoldig på alle måder: For det handler også om, at eleverne har forskellige grader af blufærdighed, er forskellige, når det handler om omfanget af erfaringer og er forskellige i graden af åbenhed for at tale om seksualitet,” siger Iram Khawaja.
”Jeg tror ikke, det er en større udfordring at undervise i seksualundervisning på Nørrebro end i Nørre Nebel. Det handler mere om at være nysgerrig på præcis, hvad for nogle liv og kategoriseringer der er i spil i lige netop dét klasserum.”
Dorthe Staunæs
Da Asterisk spørger de to forskere, om det ikke er en større opgave at bedrive seksualundervisning i et mangfoldigt klasserum på fx Nørrebro med elever fra både regnbuefamilier og minoritetsetniske familier end i et mere homogent middelklasse-klasserum i provinsen, ryster de begge på hovedet. For det er en falsk modsætning at stille op, mener de.
”Jeg tror ikke, det er en større udfordring at undervise i seksualundervisning på Nørrebro end i Nørre Nebel. Det handler mere om at være nysgerrig på præcis, hvad for nogle liv og kategoriseringer der er i spil i lige netop dét klasserum. Det handler om at kunne håndtere at stå med en gruppe elever med meget forskellige erfaringsuniverser,” siger Dorthe Staunæs.
Iram Khawaja peger på, at årsagen til, at man kan opleve et klasserum på Nørrebro som mere mangfoldigt end et klasserum i en skole i provinsen, i lige så høj grad handler om, at forskellighederne eleverne imellem kan være mere eller mindre synlige. Og her har vi ofte tendens til at fokusere på de mere synlige forskelle, siger hun. Det kan fx være den måde, eleverne klæder sig, ser ud eller opfører sig på.
”Vi er typisk meget optaget af de synlige forskelle, men der er jo nogle, der bare ser anderledes ud end flertallet. Men måske vi skulle italesætte og forholde os til, at forskelle forekommer på mange forskellige parametre – også dem, man ikke kan se,” siger Iram Khawaja.
Ofte kommer vi også til at hierarkisere forskellene, forklarer Iram Khawaja. I stedet for at forholde os responsivt og nysgerrigt til elevernes forskelligheder, kommer vi til at bedømme elevernes forskelle og måske ligefrem liste dem op i et usynligt hierarki. Det bidrager til at få børn og unge til at føle sig anderledes og forkerte – eller andetgjorte, som også er det begreb, Iram Khawaja foretrækker at bruge.
”Hvis en lærer for eksempel siger: ’Ja, der er jo også nogle, der venter med at have sex, til de bliver gift’, og betegner den praksis som ’oldnordisk’ eller ’middelalderlig’, så sidder de elever, der måske har den pågældende praksis, og føler sig andetgjort,” forklarer hun og tilføjer:
”I stedet kunne man sige det på en mere afbalanceret måde, hvor eleverne ikke følte sig rangordnet. Det ville føles normaliserende, at der fx blev talt om, at vi har forskellige religiøse normer om seksualitet. Det svarer til at fortælle, at det er helt normalt, at vores kroppe udvikler sig i forskellige tempi. Det får også børn og unge til at føle sig accepterede, som de er,” forklarer hun.
Iram Khawaja nævner den amerikanske forsker Reva Jaffe-Walter, som beskæftiger sig med unge med minoritetsetnisk baggrund og har lavet feltarbejde på gymnasier og folkeskoler i Danmark.
”Reva Jaffe-Walter blev overrasket over den kobling, hun oplevede nogle lærere lave mellem at have en frisindet seksualitet og at være velintegreret. I sin bog Coercive concern (Påtvungen bekymring, red.) påpeger hun, at det, der kan være rammesat som omsorg og pædagogisk vilje til at integrere særligt minoritetsetniske piger, har en underliggende integrationsdagsorden, som virker andetgørende og udskammende frem for at være rummende,” siger Iram Khawaja.
Begge forskere peger på, at det er helt afgørende for en vellykket seksualundervisning at skabe gode og etisk forsvarlige rammer og rum for samtalerne i klassen om seksualitet og køn.
”Når man arbejder med diversitet og mange forskellige slags mennesker med mange forskellige seksualitetserfaringer og -forståelser, så bliver man nødt til at sætte rammen. Etikken er vigtig, så man får taget vare på alle i rummet og respekteret, at nu er det nok for nogle elever. For det gør, at de oplever, at det er et trygt rum, som de kan være i,” siger Dorthe Staunæs.
Iram Khawaja supplerer:
”Sig fx ligeud: ’Det her kan godt blive lidt pinligt og svært for nogle. Og andre synes ikke, det er pinligt. Vi er på forskellige niveauer og har forskellige erfaringer’. Italesæt hvad der er i rummet på det niveau, hvor eleverne er.”
Dorthe Staunæs: Køn, etnicitet og skoleliv. Samfundslitteratur, 2022
Kønskolog og responsiv pædagogik: Pamflet og podcast om den kønskloge skole
Laila Lagermannn og Iram Khawaja: Gode intentioner er ikke nok. Opgør med fem myter om racisme, diversitet og etniske minoriteter i pædagogisk praksis. Dansk Psykologisk Forlag, 2022
Iram Khawaja og Laila Lagermann (red): (Farve)blinde vinkler - om racialisering, ulighed og andetgørelse i pædagogisk praksis. Samfundslitteratur, 2023
Lektor i pædagogisk psykologi på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker og underviser i inklusion, diversitet og andethed med særligt fokus på børn og unge med etnisk og religiøs minoritetsbaggrund. Hun underviser på DPU’s kandidatuddannelse i Pædagogisk psykologi.
Professor i socialpsykologi med særligt fokus på diversitet på DPU, Aarhus Universitet. Hun har i mange år forsket og undervist i blandt andet racialisering og køn og er forfatter til en lang række artikler og bøger. Hun underviser på DPU’s bachelor- og kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab.
NR. 106
TEMA: Sex og pædagogik
OKTOBER 2023
