Asterisk nr. 106 - oktober 2023
Humor spiller en vigtig rolle blandt eleverne på ungdomsuddannelserne. De bruger jokes og legende drillerier relateret til køn, etnicitet, nationalitet og racialiserede positioner som et redskab, der understøtter deres læring om hinanden, deres indbyrdes forskelligheder og de interne (magt)dynamikker eleverne imellem.
Lyt til kommentaren
Asterisk-kommentaren er et fagligt perspektiv fra en eller flere forskere om et aktuelt og/eller vigtigt emne inden for pædagogik og uddannelse.
Elever på ungdomsuddannelser ’bonder’ med hinanden gennem brugen af humor. Det er gennem humor, de forhandler om hverdagens mikropolitikker, fx om betydning af race og racisme. Og det er gennem humor, eleverne havner i – og kommer ud af – konflikter og ubehagelige og akavede hverdagssituationer. I alle disse situationer kommer en bred vifte af følelser i spil. Nogle oplever en følelse af eksklusion og diskrimination, mens andre måske føler sig flove, når de oplever vittigheden som diskriminerende eller ikke forstår den.
Som en del af projektet Diversitetsarbejde som Stemningsarbejde har min kollega Dorthe Staunæs og jeg undersøgt, hvilken rolle følelser og stemninger spiller på danske gymnasier, når emner relateret til mangfoldighed (særligt køn, seksualitet, racialiserede og etniske positioner) bliver en del af elevernes samvær og læreprocesser. Projektets præmis er, at diversitetsarbejde handler om mere end bias-træning af lærerne, placering af mangfoldighedsbrochurer, eller hvorvidt alle føler sig repræsenteret i curriculum. Diversitetsarbejde er også det komplicerede arbejde med stemninger og følelser. Altså arbejdet med klassen og skolens affektive atmosfære. Disse følelser eller stemninger opstår for eksempel, når det at være en minoritetselev ’føles som at være et problem’, når hvide lærere eller elever føler sig stødt over at blive kaldt racistiske; eller når elever oplever humor med etnisk eller racialt indhold som enten sjov eller stødende. Arbejdet med den affektive atmosfære handler om, hvad elever og lærere gør i det uformelle, og om hvad skolen gør formelt.
”Humor kan skabe et rum, hvor enkeltpersoner føler sig trygge nok til at drille hinanden, selv om det drejer sig om følsomme emner, uden at forårsage ægte forargelse.”
Manté Vertelyté
Det er fx hårdt affektivt arbejde at navigere i humorens nuancer. Hvad er sjovt? Hvornår og hvordan og for hvem? Det kræver en forståelse eller sans, der ligger ud over ordene og diskursen. Humor omfatter en række sanseoplevelser, herunder variationer i toneleje, kropssprog og endda fysiske reaktioner som at rødme, hoste, smile og grine, så man får tårer i øjnene. Eller at få et ukontrollerbart latteranfald.Hvis humor ikke rammer sanserne eller indfanger øjebliket mister den sin virkning. En vittighed er ikke så sjov, når den skal forklares. Med andre ord er humor ikke noget fast eller givet; det er relationelt, det eksisterer i forbindelserne og interaktionerne mellem mennesker og findes ofte ’mellem ordene’ og i øjeblikkets atmosfære.
At have humoristisk sans refererer til ens evne til at fremkalde latter, grine med og af noget eller nogen og kunne fornemme de situationer, hvor humor og latter er passende. Ens humoristiske sans indikerer en evne til at forstå og tolke sociale praksisser og normer og dermed, hvornår humor og latter giver mening. Med andre ord skal man være følelsesmæssigt årvågen over for den aktuelle situation, og det indebærer, at man kender og forstår de sociale og kulturelle koder for humor og har de nødvendige færdigheder til at fornemme, i hvilke situationer humor er effektiv, og hvilke virkninger den kan udløse.
”Der er meget på spil, når man griner eller ikke griner. Da vi talte med minoritetseleverne i forbindelse med vores projekt, delte de historier om, hvordan de følte sig nødsaget til at grine af racistiske vittigheder rettet mod dem.”
Manté Vertelyté
Evnen til at forstå humor, den humoristiske sans, bliver endnu vigtigere, når humoren drejer sig om emner som racisme, køn og andre aspekter af mangfoldighed. På den ene side har disse former for humor en bemærkelsesværdig evne til at fungere som en bro mellem mennesker og fremme forbindelser, der fører til større intimitet og gensidighed i sociale interaktioner. De fungerer ofte som redskaber til at styrke relationer ved at tillade enkeltpersoner at deltage i det, antropologen Radcliffe Brown omtalte som 'permitted disrespect'. Humor kan skabe et rum, hvor enkeltpersoner føler sig trygge nok til at drille hinanden, selv om det drejer sig om følsomme emner, uden at forårsage ægte forargelse.
Men humor er et tveægget sværd, for den kan på den anden side også fastholde og forstærke uligheder baseret på race og køn samt bidrage til eksklusion, marginalisering og fastholdelse af asymmetriske magtdynamikker. Når humor bruges til at ramme specifikke racialiserede grupper eller kønsgrupper med stereotyper eller nedladende jokes, kan den styrke skadelige fordomme og forudindtagede holdninger og dermed fastholde uligheder. At have blik for humorens dobbelte potentiale – at den både kan være en samlende kraft og et middel til ulighed – er afgørende for at navigere i humoren og forstå dens rolle i vores sociale interaktioner og for at adressere dens bredere implikationer for mangfoldighed, inklusion og magtdynamik.
Der er meget på spil, når man griner eller ikke griner. Da vi talte med minoritetseleverne i forbindelse med vores projekt, delte de historier om, hvordan de følte sig nødsaget til at grine af racistiske vittigheder rettet mod dem. De gjorde det for at blive accepteret i deres vennekreds og undgå at blive set som nogle, der ødelagde den gode stemning. De var drevet af ønsket om at integrere sig selv i det danske samfund. At omfavne den særlige form for humor var for dem en måde at forbinde sig med det, de opfattede som en dansk egenskab. De deltog i denne form for humor for at passe ind i et dansk kulturmønster i håb om at blive betragtet som ægte medlemmer af det danske samfund.
Elever, der derimod ikke ville tolerere sådanne jokes, fik at vide, at de havde ’en kort lunte’. Deres reaktion på en vittighed blev altså en måde at bedømme deres følsomhed og personlighed på. Hvis ikke du kan håndtere vittigheden, kan du blive opfattet som let at irritere eller for følsom til at være med i den sociale interaktion. Hvis du ikke griner eller udtrykker billigelse, løber du risikoen for at blive udelukket. På samme måde er der meget på spil, når en vittighed ikke vinder genklang, og den i stedet for at fremkalde latter bliver kaldt sexistisk eller racistisk.
Selvom humor kan være kompliceret, giver den ikke desto mindre eleverne mulighed for at lære. Når eleverne deler jokes, finder de ikke kun ud af, hvad der er sjovt, og hvad der ikke er, men de forstår også hinandens grænser, og hvad det er acceptabelt at joke om. At bruge humor hjælper dem med at forstå de uskrevne regler for, hvordan man opfører sig sammen med sine venner. De bliver gode til at vurdere, hvornår og hvordan en vittighed måske går for langt, eller får nogen til at føle sig dårligt tilpas, så de kan ændre praksis. Og dermed gå foran i retning mod et mere ligestillet og rummeligt samfund.
Projektbeskrivelse: Diversity work as mood work in education
Postdoc i uddannelsesvidenskab på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i hverdagspraksis og engagement i forhold til mangfoldighed og ulighed i uddannelsesmæssige sammenhænge. Hun underviser på både bachelor- og kandidatuddannelserne i uddannelsevidenskab.
NR. 106
TEMA: Sex og pædagogik
OKTOBER 2023
