Hun har undersøgt, hvordan deling af seksualiserede nøgenbilleder får betydning for unge. Ud over at følge Umbrella-sagen har hun overvåget forskellige fora på nettet, hvor unge drenge delte seksuelt billedmateriale med hinanden, og hun har interviewet en række unge erhvervsskoleelever mellem 15 og 20 år om, hvad der får dem til at samle på, dele og kommentere billeder af nøgne kvinder, såkaldte nudes, i forskellige online-fora.

Ubesværet skift mellem normer

Det overraskede hende, at drenge, der for det meste agerede som respektable og fornuftige unge i deres fysiske fællesskaber med pigerne i klasserummet, samtidig havde adgang til nøgenbilleder i Dropbox og andre steder. Og at flere havde Snapchat-grupper, hvor de delte billeder af piger fra deres skoleklasse.

”Alle de drenge, jeg interviewede, havde adgang til den slags billeder. Det var andre normer, der trådte i kraft i online-livet. Og drengene skiftede ubesværet normsæt, alt efter om de agerede online eller i det fysiske rum,” siger Penille Rasmussen.

Både i observationerne og i de interviews, Penille Rasmussen lavede med de unge erhvervsskoleelever, havnede drengene i dilemmaer, hvor frustrationer, ambivalens og en indre moralsk modstand mod at dele billederne dukkede op.

Drengene udviste fx medfølelse med pigen fra Umbrella-sagen og gav udtryk for, at de syntes, at det var virkelig synd for hende. De var helt klar over, at sagen ville få konsekvenser for hende, som hun aldrig ville kunne lægge fuldstændig bag sig. Også selv om de selv havde været med til at dele tilsvarende materiale.

”Hvis nogen gjorde det samme ved deres søster, skulle han bare ’smadres’. Der var også situationer, hvor nogle af drengene viste modstand mod at dele billeder, men når en ven så plagede om at få lov til at se, bukkede de under for presset og gav efter for trangen til at bruge billederne som adgang til samhørighed med denne ven eller med en drengegruppe. Sådanne dilemmaer demonstrerer en splittelse. Drengene ved godt, at det ikke er rigtigt at gøre, og de har ofte heller ikke lyst, men normerne i fællesskaberne gør, at det alligevel sker,” forklarer Penille Rasmussen.

Sammen om fascinationen

I sin forskning har hun undersøgt de dynamikker, der er involveret i billeddelingen ved at zoome ud og hæve blikket fra enkeltpersoner. Ikke for at fritage drengene for ansvar, men for at få øje på, hvordan kønnede, sociale og teknologiske kræfter er på spil i unges deling af seksualiserede billeder. Og her blev billedernes funktion som redskab i etableringen af fællesskaber mellem drengene tydelig: at dele nøgenbilleder gav mulighed for at opdyrke og afprøve det, drengene opfattede som maskulin identitet, i deres positionering over for hinanden.

”Hos en del af drengene var der også en fascination af selve krænkelsen, og de kunne mødes og være sammen om overraskelsen, fascinationen, væmmelsen og tit også udskamningen. Deres fællesskab blev her til i opposition til pigerne, og ved at udskamme og krænke dem fremhævede de deres identitet som maskuline på en særlig måde og styrkede derigennem også deres sammenhold. Oftest var det ikke, fordi den enkelte dreng tænkte: nu vil jeg krænke pigen – hun skal bare ned med nakken. Nogle tænkte sådan, men for de fleste var fokus et andet sted,” siger Penille Rasmussen.

For drengene handlede det nemlig snarere om at demonstrere en særlig form for maskulinitet og at vise de andre drenge i fællesskabet, at de turde gøre de grænseoverskridende ting, der gav dem status og gjorde det muligt for dem at markere sig i hierarkiet.

”Som et led i at bevise deres maskulinitet blev billeddelingen og kommentarerne også et forsøg på at bevise over for de andre drenge, at man ikke er bøsse. Mange kommentarer var udtryk for et forsøg på at latterliggøre normerne i en form for hypermaskulinitet, der adskilte sig fra det feminine,” siger hun.

Ifølge Penille Rasmussen højner det ens status i drengefællesskabet at have mange billeder og at have billeder af den rigtige slags piger. Og det skal helst have krævet en særlig indsats at få fat i billedet, hvis det skal tjene formålet om at booste den form for maskulinitet, som efterstræbes.

”Det kan være billeder af nogen, man kender. For hvis man kender navn og adresse på pigen, er det lettere at fantasere om den konkrete pige. Og det, at det er en, man kender, beviser, at det ikke er konstrueret,” siger Penille Rasmussen.

Hun fortæller, at på nogle billeddelingssider er det praksis at skrive fakta om pigerne på de billeder, der bliver delt. Tilsvarende kan det give status at have sin egen arm eller fod med på et billede, man deler med drengegruppen – som et bevis på, at man har været sammen med pigen, og at man har turdet tage billedet og efterfølgende dele det – en praksis, der understregede det vigtige i at demonstrere billedets ægthed.

Penille Rasmussens ph.d.-afhandling viste også, at billederne blev mere værd, hvis de kunne tiltrække sig massiv opmærksomhed og vække forargelse.

”Billederne blev mere interessante, når mange talte om dem. Og hvis et billede blev delt i en gruppe, kunne det nogle gange skabe mere værdi for drengene, hvis pigen blev inviteret ind i gruppen for at overvære krænkelsen mod hende – for så herefter at blive smidt ud af gruppen igen. Limen i sammenholdet blev modet til at krænke,” siger Penille Rasmussen og tilføjer:

”I Umbrella-sagen viste det sig, at billederne i langt højere grad blev delt i det område, hvor pigen boede. Så billeddelingen handlede i høj grad også om eksklusion og inklusion: Er man inde eller ude? Og om at man kan positionere sig som ’inde’ ved at skubbe andre ud.”

Når kønnet fastlåser

Penille Rasmussen har lavet sine analyser af unges digitale deling af seksualiserede billeder sammen med Dorte Marie Søndergaard, der er professor i socialpsykologi ved DPU, Aarhus Universitet, og som i årtier har forsket i, hvordan vores opfattelser af køn låser os fast i bestemte handlemuligheder. Med sin doktorafhandling ’Tegnet på kroppen’ (1996) leverede hun et nybrud i forståelsen af kønnets betydning: køn er ikke noget, vi er, men noget vi gør, og derfor kan vi også ændre vores kønsopfattelser ved at tale og gøre anderledes.

Sammen med sine tidligere specialestuderende, Merle Luna Raben og Emilie Espholm, skrev Dorte Marie Søndergaard i 2022 forskningsartiklen ’Kønnede præmisser og unges forhandling af seksuelle grænser’, som byggede på interviews med 16-21-årige om deres forvaltning af egne og andres seksuelle grænser.

Her beskriver de interviewede drenge og piger blandt andet, hvordan det at sætte grænser opleves som pigernes arena. Samtidig viser forskernes analyse, at drengene i interviewene ikke har samme sprog for og oplevelse af at mærke og kunne sætte grænser, som de interviewede piger har. Fx beskriver den unge mand Villads i artiklen, hvordan han til en fest har oplevet at blive kysset og kælet af en pige, efter at han var blevet drukket fuld, og hvordan han havde haft ondt i maven og lyst til at flygte fra situationen. Alligevel ville Villads ikke beskrive det som grænseoverskridende eller som et overgreb.

I artiklen beskriver flere unge mænd tilsvarende handlinger, som man ville have betragtet som overgreb, hvis det var piger, der havde beskrevet dem. Dette mønster tegner sig også i forskernes igangværende studie, DRIFT, som undersøger, hvordan unges brug af sociale medier påvirker deres opfattelser af køn og grænser.

”De unge mænd har ikke på samme måde som piger sprog for at registrere, beskrive og sige fra, når deres grænser bliver overskredet. Den dobbelthed – at opleve, at de er blevet udsat for noget ubehageligt, og samtidig bagatellisere og underkende oplevelsen – bunder i normerne fra en stereotyp og langt hen ad vejen forældet heteronormativ kønsopfattelse, hvor den maskuline position er den fremadstormende, som skal tage initiativ, men samtidig undgå at overskride kvindens grænser, og den feminine position er den passivt modtagende, som er nødt til at sætte grænser og sikre sin integritet. Inden for denne konservative kønsdiskurs opleves hendes grænsesætning over for hans pågåenhed som romantisk af begge parter,” siger Dorte Marie Søndergaard.

Selvom køn i dag er blevet langt mere differentieret og flydende, og der eksisterer mange flere og forskellige kønsdiskurser, lever denne gamle logik fortsat i mange sammenhænge, fortæller hun:

”Denne forældede version af de her kønsforestillinger fastlåser både unge kvinder og mænd i positioner, der begrænser deres handlemuligheder. Og det er præcis den slags, man også er nødt til at forholde sig til. Hvis man skal hjælpe de unge med at undgå seksuelle krænkelser – både digitalt og offline – har de brug for et sprog for det, de oplever, uanset hvilket køn de identificerer sig med, og hvilke kønsdiskurser de har adgang til at forstå sig selv og omverdenen igennem,” siger hun.

Et smugkig ind i de unges dilemmaer

Hvis man vil forstå logikken bag deling af nøgenbilleder og seksuelle krænkelser online, er man også nødt til at se på, hvilken rolle teknologien spiller, og hvordan de teknologiske muligheder og betingelser øger kompleksiteten i de unges fællesskaber, lyder en af konklusionerne i Penille Rasmussens ph.d.-afhandling.

”At det foregår digitalt, er en vigtig dimension. Det går hurtigt, og det gør, at det virker ’ufarligt’ og distanceret. Og når det relativt let kan lade sig gøre at skabe nøgenbilleder ved at manipulere billedmateriale og fx klippe et ansigt på en pige, man kender, på et billede af en hvilken som helst nøgen kvindekrop, er det jo ikke nok først og fremmest at basere det forebyggende arbejde på at informere børn og unge om, at deling af nøgenbilleder er strafbart, og så opfordre unge piger til at lade være med at tage nøgenbilleder af sig selv,” siger Penille Rasmussen og tilføjer:

”Det nemme er jo at sige: Piger, I skal ikke dele nøgenbilleder! Drenge, I kan blive straffet! – og så skrue op for information om lovgivningen. Men det er ikke den endegyldige løsning. For så får man ikke arbejdet med understrømningerne – årsagerne til adfærden.”

Men hvordan får man dykket ned i understrømningerne? Det kan bl.a. ske ved at arbejde med de unges dilemmaer i relation til billeddeling. Men skal det være meningsfuldt, må det bygge på den virkelighed, de unge agerer i, og det er den virkelighed, Penille Rasmussens ph.d.-afhandling giver et smugkig ind i. Det er også virkelighedens dilemmaer, man møder i videoen ’Noahs svære valg’, som Det Kriminalpræventive Råd publicerede i 2022 – bl.a. på baggrund af Penille Rasmussens forskning.

Momentum for at komme krænkelser til livs

De digitale muligheder for hurtig billeddeling er vanskelige at rulle tilbage. Det politiske fokus på at styrke seksualundervisningen i folkeskolen og beslutningen om at gøre den obligatorisk – også i gymnasiet – udgør derfor et udmærket momentum for at hjælpe børn og unge med at forstå og bryde de dynamikker, der ligger bag seksuelle krænkelser online, mener Penille Rasmussen.

Ifølge Dorte Marie Søndergaard bør den nye, styrkede seksualundervisning i grundskoler og på gymnasier arbejde med fællesskaber, normer og de dilemmaer, de unge kommer til at stå i. Artiklen, hun skrev sammen med sine specialestuderende, konkluderede, at de unges skæve kønnede præmisser for grænsesætning indskrænker deres muligheder for at forstå og navigere i seksuelle møder.

”Hvis man vil lykkes med at skabe en seksualundervisning i skolen, der giver alle mulighed for at tage del i sikringen af gensidigt samtykke, må man forlade en gammeldags ensporet normativ definition af, at grænser er noget, piger skal vogte og drenge skal undgå at bryde. Man må undersøge, hvad de unge mennesker har brug for og ønsker at vide noget om. Og man bør i langt højere grad bruge cases og narrativer, der vedrører de unge direkte, så de får bedre mulighed for at se relevansen i undervisningen. De unge keder sig og føler sig fremmedgjorte i seksualundervisning, der bygger på en gammeldags tænkning af kønskategorier og teknik,” siger Dorte Marie Søndergaard.

Også Penille Rasmussen mener, at fællesskaber og kønsnormer bør udgøre en langt større del af seksualundervisningen, end det er tilfældet i dag. For deling af seksuelt krænkende billeder handler om at skabe sig værdige positioner i et fællesskab bygget på traditionelle kønspositioner.

”Det vil helt sikkert være fordelagtigt at arbejde med, hvordan vi skaber ikke blot værdige positioner for alle, men også ligeværdige positioner. Og når problemet med krænkende billeddeling bor i fællesskabet, og vi ved, at det handler mere om køn end om lovgivning, så må man arbejde med at styrke fællesskabet på måder, der fostrer respekt og inklusion i og på tværs af de forskellige kønnede positioneringer og de andre sociale kategorier, de spiller sammen med,” siger hun.