Asterisk nr. 106 - oktober 2023
Lyt til artiklen
SPOT PÅ NY FORSKNING
Asterisk stiller skarpt på et nyt ph.d.-projekt om mødet mellem skolen og tredjegenerations-indvandrerne.
Eleverne kommer fra hjem, hvor der bliver talt dansk i hverdagen, hvor enten én eller begge forældre har gået i dansk skole, og hvor sommerens feriedestination oftere er Barcelona end Konya eller Budva. Men håret er mørkt, og navnene er fremmedartede, for de er børnebørn af de såkaldte gæstearbejdere, der kom til Danmark i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne fra Tyrkiet, Pakistan, Marokko eller det tidligere Jugoslavien.
De udgør den nye generation i familier, der har haft tilknytning til det danske samfund gennem flere generationer, og det gør, at de har nogle særlige betingelser for at deltage i skolen. Men det er ikke altid, deres lærere eller deres majoritetsdanske venner i skolen har blik for disse betingelser.
”Skolerne har et ideal om, at de skal være ’farveblinde’ og møde alle eleverne, som de forskellige individer de er. Men i mange situationer sker der i praksis det modsatte, og der er en tendens til racialisering, hvor elever med etnisk minoritetsbaggrund bliver betragtet som den samme masse af elever, uanset hvilken generation de tilhører. Det medfører, at lærerne risikerer at miste blikket for de markante forskelle, der gør sig gældende i gruppen af minoritetselever. Det skaber både en generationsblindhed og akavede situationer for eleverne, uanset set hvor velmenende lærerne er i deres intentioner”, fortæller Steffen Bering Kristensen, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling ved DPU, Aarhus Universitet om tredje-generations minoritetsunge i udskolingen.
Igennem ti måneder fulgte han elevernes hverdag i alle 8.-klasserne på to folkeskoler, hhv. i Københavns Kommune og i en kommune på Københavns vestegn. Begge skoler har en relativt lige elevsammensætning – ca. halvdelen af eleverne er minoritetsdanske og den anden halvdel majoritetsdanske.
Forældrene til den nye generation af minoritetsunge er en sammensat gruppe. De har ofte en dansk uddannelse, mange har fast arbejde eller måske egen forretning, og nogle er ganske vellønnede. Forældrekonstellationerne er forskellige, og flere bor i parcelhuse frem for i de almene boligområder, som ofte dannede rammerne, da migrantarbejderne i sin tid slog sig ned i Danmark.
”Familierne indtager forskellige positioner i samfundet. Det har betydning for, hvilke positioner børnene bringer med til skolen. Det faglige niveau hos den nye generation af minoritetsdanskere er vidt forskelligt, men generelt er det hverken højere eller lavere end de andre elevers”, siger Steffen Bering Kristensen og fortsætter:
”Den nye generation er med andre ord kompleks og heterogen, når man ser på deres familiebaggrunde og livssituationer. Alligevel risikerer de at blive mødt med homogeniserede opfattelser i skolen. Eleverne oplever således ofte, at både de og deres forældre bliver mødt med lavere forventninger end andre. Det forstærkes, når eleverne får nye lærere i udskolingen, som har et ringere kendskab til deres individuelle familiebaggrund.”
Eleverne bliver især frustrerede, når de bliver kategoriseret som indvandrere. De oplever det som en stigmatisering, der sætter dem i bås som potentielle ballademagere eller ligefrem kriminelle.
”Jeg kunne observere, at de unge selv opfatter indvandrerkategorien som noget, der ikke alene henviser til en etnisk baggrund, men også til en oppositionel adfærd. For de unge kan det betyde, at de oplever at blive fastholdt i en negativ elevposition”, siger Steffen Bering Kristensen.
”Hvis elever blev erklæret ikke-uddannelsesparate, var det ofte lærernes intention, at det skulle være motiverende for dem. For at de lige kunne ’give dét ekstra’ og for lige ’at tage sig lidt mere sammen’. Typisk havde det dog den modsatte effekt.”
Steffen Bering Kristensen
Manglende viden blandt lærerne om elevernes baggrunde og homogeniserende forestillinger om de unge kan undertiden være med til at skabe akavede situationer mellem eleverne og deres lærere. Et eksempel, Steffen Bering Kristensen trækker frem fra sit feltarbejde, er en situation med eleven Imad. Hans far er født og opvokset i Danmark og en succesfuld forretningsmand, men Imads bedsteforældre var i sin tid kommet fra Pakistan, og i klassen er han venner med en gruppe minoritetsdrenge fra anden generation, der opfattes som ’ballademagere’ i skolen.
”Klassen var på et tidspunkt forbi et museum med en udstilling om ottomaniske sultaner, hvor der var en kort lovtekst på arabisk. Læreren spurgte, om ikke Imad lige kunne oversætte teksten for nogle af de andre elever. Imad taler kun meget lidt Urdu (nationalsproget i Pakistan) og da slet ikke arabisk, så han kunne selvfølgelig kun oversætte nogle få låneord. Lidt frustreret forklarede han, at han altså ikke kan arabisk, hvorefter læreren udbryder, ’det troede jeg da, at I alle sammen kunne’,” fortæller Steffen Bering Kristensen.
Intentionen var givetvis god, for læreren ville give sin elev mulighed for ’at shine’ og vise, hvad han også kan, uddyber Steffen Bering Kristensen.
”Men da læreren tydeligvis ikke kendte til Imads baggrund, fordi det ikke er noget, der bliver talt om i skolen, så skabte det ikke alene en akavet situation. Det blev også et eksempel på, hvordan elever kan føle sig helt misforstået af deres lærere, når de stadig bliver opfattet som indvandrere med et særligt kendskab til et fjernt oprindelsesland, selv om de er tredje generation i Danmark,” siger han.
Noget af det særligt karakteristiske ved den nye generation af minoritetsunge er forældrenes førstehåndserfaringer med den danske skole. Eleverne taler med deres forældre om skolen og spejler sig i deres erfaringer fra et skoleliv i Danmark. Samtidig har de selv otte års erfaringer med lærerne og skolen.
Kombinationen af deres egne og forældrenes erfaringer med skolen og den måde, de unge oplever at blive mødt på i skolen af lærere, uddannelsesvejledere og andre elever, har betydning for, hvilken skolestrategi de anlægger, forklarer Steffen Bering Kristensen. Han kan identificere tre forskellige skolestrategier, der findes blandt alle børn – også blandt tidligere generationer af minoritetsbørn – men for den nye generation af minoritetsunge gør det netop en væsentlig forskel, at de også kan trække på deres forældres erfaringer og råd.
For det første den ’skoleadaptive strategi’, hvor de unge er meget fokuserede på at ramme alle skolens koder.
”Denne strategi handler ikke kun om at honorere skolens faglige krav, men også om at kunne gå i ét med de majoritetsdanske elever. Denne gruppe af elever er meget opmærksomme på, hvilket tøj de har på, og hvilke signaler det sender, hvordan de taler, og hvilket ordvalg de har”, forklarer Steffen Bering Kristensen og fortsætter:
”Så er der gruppen af ambivalente, som anlægger det, jeg kalder ’den medierende skolestrategi’. Det er den største gruppe. De har en stor forståelse for spillet i skolen og reflekterer ofte over deres skolegang med forældrene. Men de oplever alligevel at være placeret i fagligt marginaliserede fællesskaber, som de ikke kan bryde fri af. Selv om de klarer sig udmærket i fx tests, så bliver de i forlængelse heraf både socialt og fagligt vurderet som mindre velfungerende af deres lærere.”
Han peger på, at når eleverne er en del af det, der i skolen defineres som indvandrerfællesskaberne, så oplever de ofte negative forventninger fra lærerne. Og når forestillingen om, at de er ’indvandrerne’, klæber til dem, får det betydning for den måde, de navigerer i skolen på. De bliver forbundet med en adfærd, som de ikke nødvendigvis identificerer sig med, men som de kommer til at deltage i, når lærerne fx sætter dem ved siden af hinanden i klassen, taler til dem som en samlet gruppe eller placerer dem i arbejdsgrupper sammen. Eller fordi det simpelthen er der, de oplever anerkendelse.
Den tredje strategi, Steffen Bering Kristensen har identificeret, er den ’opponerende skolestrategi’.
”Det er den mindste gruppe, og den består overvejende af drenge fra den nye generation, hvis forældre selv har meget dårlige erfaringer fra skolen. De får her deres oplevelse af modstand og barrierer i skolen bekræftet, og det forstærker gensidigt hinanden. Men selvom det er den mindst udbredte, får den opponerende strategi betydning for den måde, lærerne møder alle de elever, der betragtes som indvandrere,” siger han.
Forældrene til den nye generation af minoritetsunge ønsker generelt, at deres børn skal få et godt liv, og klare sig godt i skolen og i samfundet generelt. Og det betyder, at de råder deres børn til at undgå fællesskaber, som de opfatter som potentielt dårligt selskab.
”Ser man på gruppen af skoleadaptive unge, der indtager positioner som fagligt dygtige i skolen, så er det kendetegnende, at deres forældre råder dem til ikke at indgå i elevfællesskaber, der er domineret af minoritetselever, for at undgå den potentielle stigmatisering, der er forbundet med disse. Når forældrene giver disse råd, er det på baggrund af erfaringer, som særligt fædrene selv har gjort sig fra deres tid i skolen”, siger Steffen Bering Kristensen.
Den skoleadaptive strategi: Eleven honorerer skolens faglige krav og er meget opmærksom på at 'passe ind'.
Den medierende strategi: Eleven forstår skolens sprog, men oplever alligevel at blive 'sat i bås' som indvandrer.
Den opponerende strategi: Eleven møder skolen med en forventning om modstand og barrierer.
Uddannelsesparathedsvurderingen var et centralt tema for eleverne i løbet af Steffen Bering Kristensens feltarbejde. Eleverne modtog vurderingen første gang, lige efter han var begyndt at følge dem.
”Allerede på det tidspunkt havde mange gjort sig forestillinger om deres veje igennem uddannelsessystemet på vej mod drømmejobbet. Man skal ikke underkende, i hvor høj grad unge i udskolingen konstant forestiller sig selv som voksne og faktisk også opfordres til at gøre det”, siger Steffen Bering Kristensen og fortsætter:
”Hvis elever blev erklæret ikke-uddannelsesparate, var det ofte lærernes intention, at det skulle være motiverende for dem. For at de lige kunne ’give dét ekstra’ og for lige ’at tage sig lidt mere sammen’. Typisk havde det dog den modsatte effekt, og for flere af de unge fra den nye generation betød det, at de pludselig følte sig bekræftet i deres oplevelse af, at lærerne havde negative forventninger til dem.”
Når uddannelsesvejledere foreslog de unge at styre mod erhvervsuddannelserne, havde de unge på samme måde en opfattelse af, at det handlede om deres minoritetsbaggrund – og derfor søgte de i den stik modsatte retning. Der var en bevidsthed om, at det kan være vanskeligt at få fx praktikpladser på erhvervsuddannelserne, og at det kan være endnu vanskeligere for unge med minoritetsbaggrund.
Samtidig ønsker hovedparten af den nye generation af minoritetsunge, ligesom deres jævnaldrende, at holde alle muligheder åbne for deres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv. Og de deler den udbredte opfattelse blandt unge, at det er de gymnasiale ungdomsuddannelser, der giver flest muligheder.
Men også i forhold til at vælge ungdomsuddannelse har forældrenes erfaringer fra skolen indflydelse på de unge.
”Forældrene kan godt have haft blandede oplevelser med folkeskolen, men samtidig haft positive erfaringer fra de gymnasiale ungdomsuddannelser. De blev måske ’pacet’ på en anden måde af deres forældre, for hvem det handlede om, at de skulle have en så god uddannelse som muligt. Det kan så godt være, at de oplevede et pres på deres ungdomsuddannelse, men her blev de samtidig mødt med andre forventninger. De kunne opleve at få forløst et fagligt potentiale, som de vidste, de havde”, siger Steffen Bering Kristensen og uddyber:
”På den måde kan netop forældrenes egne skoleerfaringer yderligere være med til at forme elevernes blik på, hvilke ungdomsuddannelser de ønsker at fortsætte på efter folkeskolen. Især blandt ’de ambivalente’ er der en forhåbning om at kunne få en ny start, blive set med mere neutrale blikke og få et fagligt løft på en gymnasial ungdomsuddannelse.”
”Det blev meget tydeligt i mit feltarbejde, at nogle lærere i dag helt grundlæggende mangler kendskab til, at der rent faktisk er minoritetsdanske elever, hvis forældre selv har erfaringer fra den danske folkeskole.”
Steffen Bering Kristensen
Steffen Bering Kristensens forskning peger på, at lærernes måde at møde eleverne på er afgørende for, om de føler sig set eller overset. Han understreger, at der er behov for en større forståelse i skolen for de forskellige familiebaggrunde og livssituationer, de forskellige generationer af minoritetsdanskere har – at generation med andre ord er et diversitetsparameter, der betyder meget i de unges fortællinger om sig selv. For den nye generation af unge kommer til skolen med en helt central viden om, hvad der skal til for at lykkes i skolen, og de diskuterer i høj grad deres skolegang med deres forældre.
”Det kan have en enorm positiv betydning for de unges skolegang, hvis de altså vel at mærke mødes med positive forventninger og en forståelse for deres udgangspunkt. Det gælder for alle elever, men ikke mindst for den nye generation af minoritetsdanskere”, siger Steffen Bering Kristensen og tilføjer:
”Det blev meget tydeligt i mit feltarbejde, at nogle lærere i dag helt grundlæggende mangler kendskab til, at der rent faktisk er minoritetsdanske elever, hvis forældre selv har erfaringer fra den danske folkeskole. Dette kendskab er blevet overdøvet af den almindeligt udbredte fortælling om, at uhensigtsmæssig adfærd blandt nogle minoritetselever må skyldes forældrenes manglende kendskab til det danske uddannelsessystem og det danske samfund generelt. På den måde kan elever komme til skolen med en masse positive forudsætninger, men alligevel risikere at blive mødt med negative forventninger.”
Den nye generation og ’den der indvandrerting’: Et antropologisk, generationelt perspektiv på tredjegenerations-minoritetsracialiserede unges tilblivelser i udskolingen. Ph.d.-forsvar ved cand.soc. i miljø- og konfliktanalyse Steffen Bering Kristensen.
Cand.soc. i miljø- og konfliktanalyse. Forsvarede 18. september 2023 sin ph.d.-afhandling ved DPU, Aarhus Universitet. I sin forskning har han fokus på minoriteter, racialisering, generationsbegrebet og skoler.
NR. 106
TEMA: Sex og pædagogik
OKTOBER 2023
