Sociolog og skamforsker Thomas Scheff udgav i 2013 bogen “What’s Love got to do with it? Emotions and Relationships in Popular Songs”, hvor han pegede på, at der er sket en markant vækst i popsange, der beskæftiger sig med sex og seksualitet som dominerede tema. Det er især sket under indflydelse fra den olieglinsende rap og hiphop, som traditionelt har været arnested for en hypermaskuliniseret samfunds-, magt- og normkritik og betjent sig af en kødelig tilgang til romantiske relationer, der nok har udeladt skammen, men også trukket kærligheden ud af dem.

Det er, ifølge Thomas Scheff, paradoksalt, for skam er på mange måder den primære følelse i romantiske relationer. Skam bliver til i kærlighedens skygge og kommer for eksempel til udtryk i frygt; frygten for at elske den anden for meget eller for lidt. Og frygten for ikke at opnå gensidig kærlighed og respekt, men ene og alene at være et midlertidigt sex-objekt. Svigt og tab af den andens respekt og selvrespekten er skamfuldt. Blottelse og nøgenhed er det også.

Men betyder det, at vi ’blot’ skal undgå skammen – ikke mindst kropsskammen – for at opnå det ideelle kærligheds-og-sex-forhold, hvor vi hverken ender i den platoniske kærlighed eller reduceres til rene sex-objekter? Nej, det lader sig ikke gøre. Skammen kommer man ikke af med, for den er en forudsætning for idealet om kærlig sex.

Et eksempel på dette paradoks finder vi i førsteudgaven af ”Kvinde kend din krop” fra 1975. Det var et politisk kampskrift, som udfordrede den kropsskam, der forhindrede kvinder i at erkende deres sande væsen og seksualitet. Vejen til udfrielse gik via lige dele søstersolidaritet og selvbevidsthed, som igen forudsatte en accept af egen krop. Det var dengang. I den seneste, femte udgave fra 2013 har tilgangen ændret sig. Ideelt ville det være, forstår man, hvis kvinder var mindre skamfulde over deres kroppe, men der bør også vises respekt over for dem, der tilvælger kosmetiske, kropskorrigerende indgreb. Den idealiserede krop er tilsyneladende ikke længere skamfuld.

Men kun tilsyneladende, for skam forsvinder ikke sådan lige, den transporteres bare andetsteds hen. Mens kvinderne i midten af 1970’erne som led i kampen mod reklamens magt og det patriarkalske samfund skulle lære stolt at fremvise sig, som de var, med ”tunge bryster og skæve tæer”, som det hed i Demos’ kendte Kvindeballade, er kvinden i 2023 tilsyneladende befriet fra kapitalismens og patriarkatets åg. Til gengæld er hun overladt til sin individuelle selvudskamning, der dog kan lindres, hvis man afvikler diverse skamfulde kropsdefekter og dermed kan fremstå desto mere velformet og således elskelig.  

Så kropskammen har vi endnu i behold. Os, det store tavse flertal af Eva’er såvel som Adam’er, der dukker os for spejlet. Der er derfor fortsat en samtale, vi har behov for at tage, men som er vanskelig at få i gang, for den er skamfuld i sig selv. Mennesker, der har gjort brug af kosmetisk kirurgi, siger måske sjældent direkte, at de skammede sig over deres udseende, men de fortæller om erfaringer, som er stærkt beslægtede med de teoretiske diskussioner om skam. 

Thomas Scheff så gerne andre og mere romantiske sangtekster om seksuel attraktion, tilknytning og samklang og færre sange med skambenægtende vægt på den enkeltes lyst og forblændelse. Men seksualiseringen af vores samfund er ikke noget, man undslipper. Den er overalt, og den har pågået i forskellige skikkelser op igennem det 20. århundrede - begyndende med den lægelige pegefinger, der i oplysningens og risikoens navn formanede ugifte til ikke at have sex før ægteskabet over 1960’ernes seksuelle liberalisering og hedonisme til 1970’erne, hvor ægtesengen blev politiseret. Og nu – for at tage et tidsspring - vore dages frisatte, men også selvoptagede duckfaces på TikTok. Uanset de forskelligartede drivkræfter er seksualiteten og dens uadskillelige følgesvend, skammen, så dybt indlejret i vores kulturelle koder, at næppe nogen popsange kan tilbyde reel udfrielse fra skammen. Det er altså skammens skyld – men måske også noget vi skylder skammen.

Filosoffen K.E. Løgstrups hævdede i sit essay Blufærdighed, at den, altså blufærdigheden, ”hindrer, at begæret, isoleret fra kærligheden og derfor ødelæggende for den, koldt tilstræber vellysten. (…) Blufærdigheden sætter sig mod, at kønsdriften giver sig udtryk, så længe kærligheden ikke er klar og afgjort hos en selv og den anden.”

Vi meddeler jo netop vores skam, når vi rødmer efter at have opdaget, at blufærdigheden er svigtet eller krænket. Skam lyder ikke sexet, men samtalen om den kan måske lede vejen til kærlig sex.