”Der er med de ukrainske flygtningebørn opstået et akut og voldsomt behov for kompetenceløft blandt pædagoger og lærere.”

Iram Khawaja

Akut behov for kompetenceløft

Nu er projektet ved sin afslutning, og forskerne er klar med ny praksisrettet viden, som de formidler via undervisningstilbud til blandt andet pædagoger og lærere i de dagtilbud og skoler, der tager imod mange tusinde ukrainske flygtningebørn i disse uger.

”Der er med de ukrainske flygtningebørn opstået et akut og voldsomt behov for kompetenceløft blandt pædagoger og lærere. Men problemet er ikke nyt for skoler og dagtilbud. Vi har haft en flygtningekrise siden 2015, hvor der kom mange syriske flygtninge til landet. Derfor har vi som forskere haft rigeligt stof at tage af – fra før Ukrainekrigen. Det betyder også, at vi nu kan tilbyde viden, der kan tilføre de nødvendige kompetencer til arbejdet med inklusion af flygtningebørnene,” siger Iram Khawaja.

Opmærksomhedspunkter frem for opskrift

Undervisningen er udviklet på baggrund af eksisterende national og international forskning samt indsamlet viden fra samtlige fem partnerlande. Den praksisrettede viden om inklusion, flygtningebørn og modtagelsen af dem kan i princippet bruges i alle europæiske lande, fordi der ikke er tale om nogen fasttømret interventionsstrategi.

”Vi kommer ikke bare med en opskrift, men derimod med nogle opmærksomhedspunkter, som pædagoger og lærere kan tage med ind i deres praksis og bruge, så det giver mening i deres hverdag, og som pædagog- og lærerstuderende kan arbejde med på studiet og i deres praktik – og selvfølgelig i deres fremtidige praksis,” siger Fabio Dovigo.

Opmærksomhedspunkterne går fx på at etablere en pædagogisk balance mellem på den ene side at have fokus på flygtningebørns potentielt voldsomme og traumatiske oplevelser og på den anden side have øje for børnenes resiliens og ressourcer, fx i form af sproglige, kulturelle og religiøse værdier og traditioner, forklarer Iram Khawaja og tilføjer:

”Det handler også om at være opmærksom på de samfundsmæssige og strukturelle betingelser, som flygtningefamilierne lever under, og som peger på en tilværelse, som ofte er præget af usikkerhed, lavere socioøkonomiske vilkår og oplevet diskrimination.”

Vidensbank samler erfaringer

DPU-forskerne har primært set på dagtilbud og det pædagogiske arbejde med flygtningebørn, mens forskerne i de andre lande har set på skoleområdet.

Al den viden, forskerne indsamler undervejs, lagres i en vidensbank, hvor der blandt andet er en række casestudier med læringsindsigter.

”På den måde kan vi dele den viden, vi indsamler, med de andre forskere og praktikere fra projektet og trække på hinandens erfaringer og indsigter i udviklingen af nye og forbedrede undervisningsforløb for professionelle, der arbejder med at inkludere flygtningebørn i skoler og dagtilbud,” siger Iram Khawaja.

”Vi kommer ikke bare med en opskrift, men derimod med nogle opmærksomhedspunkter, som pædagoger og lærere kan tage med ind i deres praksis.”

Fabio Dovigo

Selvevaluering gør opmærksom på 'huller'

Forskerne har også udviklet et selvevalueringsværktøj, som kun er til internt brug i de enkelte institutioner, og som består af nogle spørgsmål til praktikerne, der går på, hvordan de arbejder med inklusion af flygtningebørnene. På den måde kan de selv følge med i, hvordan det fx går med forældresamarbejde eller måden, de arbejder med flygtningebørnenes læring eller sprogudvikling på.

”Det skal hjælpe lederne af de enkelte institutioner til at blive opmærksomme på, hvor der er ’huller’ i inklusionsarbejdet. Man kan se det som et termometer, der tager temperaturen på inklusionsarbejdet, og som kun skal bruges internt til selvevaluering og refleksion,” forklarer Fabio Dovigo.

Børn er resiliente

Iram Khawaja gør opmærksom på, at det på sigt er en anderledes inklusionsopgave end den, de fleste lærere og pædagoger kender og udfordres af i forhold til inklusion af børn med forskellige typer af diagnoser. For flygtningebørnene er en af de største udfordringer sproget. Men når det er nogenlunde på plads, så handler det om at skabe nogle pædagogiske rammer, hvor det er muligt for dem at blive del af de etablerede fællesskaber i skole og dagtilbud, fortæller hun:

”Børn er resiliente. Flygtningebørn forbliver ikke inklusionsbørn. De har ikke en diagnose for livet, men falder oftest naturligt til i fællesskabet efter noget tid. Sprog kan være en barriere, men mest i skolen. I vuggestue og i børnehave arbejder pædagogerne med at udvikle alle børns sprog, så dér er der et naturligt fokus på sprog.”

Nyt blik på inklusion

Når forskerne taler om inklusion, så gør de det inden for en ny forståelsesramme: Det er ikke det enkelte barn, der skal inkluderes i fællesskabet, men alle børn, der skal tilpasse sig fællesskabet. Fabio Dovigo uddyber:

”De her børn er særlige, og vi har brug for en særlig intervention – det fornægter vi ikke. Men arbejdet med dem er ikke meget anderledes end måden, vi arbejder med andre børn på, der har brug for ekstra omsorg. Faktisk har de allerfleste børn brug for at være i et trygt og forudsigeligt miljø,” siger han og understreger, at de som forskere har et holistisk, men også optimistisk blik på alle børn – og dermed også på flygtningebørn:

”Vi tager højde for, hvad barnet har med i bagagen, samt den kontekst, det indgår i – men også hvad dets muligheder er i den specifikke kontekst. Det er den tilgang, vi opererer med i undervisningstilbuddet, og som vi håber at give videre til de praktikere, der står med udfordringerne dagligt.”

”Børn er resiliente. Flygtningebørn forbliver ikke inklusionsbørn. De har ikke en diagnose for livet, men falder oftest naturligt til i fællesskabet efter noget tid.”

Iram Khawaja

Fokus på barnets muligheder

Når det er sagt, så påpeger Iram Khawaja, at flygtningebørnene kan have nogle voldsomme traumer, der skal behandles hos psykologer eller hos kommunernes PPR-konsulenter, før inklusionsarbejdet for alvor kan gå i gang. Børnene kan også bære rundt på såkaldte intergenerationelle traumer, som kan være svære for børnene at vriste sig fri af:

”Det er traumer, som deres forældre eller bedsteforældre bærer på på grund af grusomme oplevelser fx fra et krigshærget hjemland, og som er en del af den familiære selvfortælling og derfor også en del af den ’luft’, børnene indånder i hjemmet, ” forklarer Iram Khawaja.

Forskerne er dog meget opmærksomme på ikke at gøre børnene til ofre for deres traumer – heller ikke familiernes. Også her arbejder de med børnenes mulighedsrum frem for deres begrænsninger:

”De skal ikke fastholdes i udsatte positioner,” understreger Iram Khawaja og uddyber:

”Vi skal ikke alene fokusere på flygtningebørnenes traumer – men også på, hvad deres muligheder er. Og på hvordan vi kan skabe inkluderende fællesskaber, der støtter dem bedst muligt. ”