Asterisk nr. 101 - juni 2022
Selvom dele af den danske uddannelsessektor foretrækker at tale om læringsmiljøer frem for læringsmål, vil der også skulle aflægges ’miljøregnskab’ for den enkeltes læring. Læringsdagsordenen lever forandret videre i bedste velgående.
Lyt til artiklen
Idéer har det med at komme og gå og vende tilbage i forandret form, og det gælder ikke mindst for idéen om læring. I 1990erne talte man om det lærende samfund, den lærende organisation, det lærende individ og ikke mindst om ansvaret for egen læring. Der var, og er fortsat, stemmer, der skælder ud over læringens dannelsesforladthed, neoliberale karakter og manglende fællesskab. Ikke desto mindre ser vi på bagkant af 2010’ernes kritik af skolereformen og den styrkede pædagogiske læreplan på dagtilbudsområdet, at læringen lever videre i ny skikkelse i form af genskabelse af skolen som hjemsted for de mangfoldige læringsmiljøer.
I dansk sammenhæng bliver idéen om læringsmiljøer af nogle set som et fremskridt fra alene at tale om læringsmål. Men forsvinder fokus på den enkeltes løbende og livslange læringsudbytte i miljøtænkningen?
Nej, ikke ifølge den britiske uddannelsesforsker Ronald Barnett, som i sin bog A will to learn fra 2007 beskriver, hvordan den enkeltes vilje til at lære er afgørende for uddannelse. Hvis man som lærer står over for en elevs vilje til at lære, har man meget. Er denne vilje der ikke, har man ingenting.
I det 21. århundrede er forventningerne til viljen til at lære skærpet; uddannelsesinstitutioner, virksomheder og samfundet som helhed skal drage omsorg for borgerens vilje til at lære nyt inden for dennes fagfelt. Så betydningen af den enkeltes læring forsvinder ikke, den bliver bare sat i forhold til nye begreber som læringsøkologi og læringsmiljøer i flertal.
Ronald Barnett finder, sammen med en anden britisk uddannelsesforsker, Norman Jackson, at idéen om læringsmiljøet er betryggende for det moderne menneske. Fordi det ikke alene forpligter individet på at lære gennem livet, men også indikerer, at det bedst sker i et læringsmiljø som en grundlæggende forudsætning for at overleve og blomstre både som individ og som kollektiv. Læringsøkologier og -miljøer bibringer, mener de to forskere, ny ånd og fornemmelse af livsduelighed, af relationer, af forbundethed, af vækst og fornyelse, af bæredygtighed, af udvikling og robusthed – og af at være sammen om at opnå noget, man ikke formår som enkeltindivid.
Genfinder vi samme begejstring for begrebet læringsmiljøer i Danmark? Ikke ganske. Godt nok er danskernes tradition for uddannelse gennem hele livet anerkendt som enestående ude i verden, men selv har vi det tilsyneladende svært med læringsbegrebet. Også når vi ikke taler om læringsmål, men læringsmiljø.
I Den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018 på dagtilbudsområdet beskrives fx på den ene side det pædagogiske læringsmiljø, hvor fokus er på børns trivsel, læring, udvikling og uddannelse, og man forstår, at en læringsplan er noget, der handler om at fremme et børnemiljø. På den anden side skal der så formuleres mål for sammenhængen mellem miljøet og det enkelte barns læring. Dette er illustrativt for den danske ambivalens og vanskeligheder ved at omfavne læring som hovedmålsætning – vi vil ofte hellere tale om andre forhold. Hellere tale om børn end læring, miljøer i stedet for mål, trivsel, udvikling og dannelse på linje med læring, etc. Og skal vi endelig tage begrebet læring i mund, ja, så får det form af læringsmiljøer.
Uanset den beskedne danske begejstring træder to forhold frem. Det ene er, at det ikke kun er individer som er lærende. Et læringsmiljø kan også være det. Et klassemiljø kan for eksempel lære at forstå, hvornår der opstår undervisningsforstyrrende uro, og det bliver et dårligt miljø at lære i. Et læringsmiljø kan vurdere sig selv som mere eller mindre bæredygtigt givet de mange, ofte konkurrerende, individuelle krav. Et læringsmiljø kan lære sig selv, hvorfor det er godt for nogle og dårligt for andre. Dette peger på et andet forhold, nemlig at læringsmiljøer ikke får de enkelte børn, elever eller studerendes læring til at forsvinde. Individers vilje til at lære dannes i konkrete uddannelsesinstitutioner og i virksomheder – i samspil med undervisere, kammerater, kolleger og ledere. Eller også slet ikke.
Senest har Reformkommissionen for eksempel peget på, at dele af den såkaldte ’restgruppe’ af uuddannede har en grundlæggende mangel på vilje til at lære. Det udgør et stort problem for et samfund, hvis målsætning er social mobilitet via livslang læring og med arbejdsmarkedet som fikspunkt. Det tænkes løst i og uden for uddannelsessystemet af mangfoldige og differentierede læringsmiljøer. Men lur mig: også disse miljøer skal på sigt kvalitetssikres, og de ansvarlige vil fortsat blive stillet til regnskab for læring. Såvel det lærende miljøs som individets læringsvilje, -mål og udbytte.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 101
INDHOLD
JUNI 2022
