Viden beriger samfundet på flere måder, end vi tror

Drømmen om det pædagogiske quick fix og hands on-viden om, hvad der virker, lever i bedste velgående. Forskningsviden om pædagogik og uddannelse skal da også gøre nytte, men værdien af viden viser sig ikke altid som et kontant bidrag til praksis, og der er brug for at udvide billedet af, hvad det vil sige, at viden er nyttig. Asterisk har bedt DPU-forskerne Lars Qvortrup og Steen Nepper Larsen give hver deres bud på, hvad forskellig slags viden kan bruges til, og hvad der skal til, for at vi kan regne med det, forskerne siger.

Lyt til artiklen

Kort efter, at corona-krisen brød ud herhjemme i marts 2020, og samfundet blev lukket ned, kastede Lars Qvortrup, professor ved DPU, Aarhus Universitet, og hans medforskere sig ud i et projekt om ’Nødundervisning under corona-krisen’. I samarbejde med seks danske kommuner sendte forskerne spørgeskemaer ud til flere tusinde lærere, forældre og elever. Forskernes fund kunne kommunerne bruge direkte i deres arbejde med at styrke nødundervisningen for de elever, der var særligt hårdt ramt af hjemsendelsen, og til i det hele taget at forbedre den digitale undervisning.

Ud fra besvarelserne af spørgeskemaerne kunne forskerne nemlig identificere tre karakteristiske grupper af elever. Den ene gruppe elever klarede sig fint under hjemmeskolen, også uden forældrestøtte. Den anden gruppe var personligt udfordret, men fik stor støtte hjemmefra. Imidlertid var der også en tredje gruppe: Den var også personligt udfordret, men fik ikke støtte hjemmefra og følte sig samtidig overset af skolen.

Den gruppe gik så at sige under radaren både derhjemme og i skolen, og mange af disse elever mistede tilliden til egne evner, som er en afgørende faktor ift. at lære og trives, fortæller Lars Qvortrup.

”Vi kunne tegne denne gruppe elevers socioøkonomiske profil og samtidig påvise, at skolerne ikke var tilstrækkeligt opmærksomme på at give dem den støtte, de havde brug for. På den måde kunne kommunerne helt konkret bruge vores undersøgelse i deres trivselsindsatser, i forhold til den måde, de tilrettelagde hjemmeundervisning på, og i forhold til det skole/hjem-samarbejde, der blev etableret,” siger han.

Er det evident?

Projektet var altså direkte anvendeligt for de seks kommuner, der deltog. Men hvordan kan vi vide, at forskernes fund var troværdige, og om de var gældende for skoler i andre kommuner? For at besvare de spørgsmål kan man ifølge Lars Qvortrup ikke komme uden om nøglebegreberne evidens og generaliserbarhed.

Evidens betyder egentlig bare, at noget er indlysende. Inden for forskningen har det en mere specialiseret betydning, hvor det ofte udlægges som sikker viden om, at noget har en bestemt målbar effekt. Men for Lars Qvortrup handler evidens snarere om, at man som forsker står inde for, at ens forskning lever op til bestemte gyldighedskriterier – og at vi andre kan forvente, at den gør det.

”Evidens er et spørgsmål om, at al forskning – uanset om den benytter sig af kvalitative eller kvantitative metoder, og uanset om det er antropologisk, psykologisk eller sociologisk forskning – bør være optaget af gyldighedskriterierne for det, den siger. Det er det, der adskiller forskningsviden fra andre former for viden. Vi må kunne svare på, hvordan vi kan stole på vores data og – hvis det drejer sig om kvantitative undersøgelser – hvad det statistiske grundlag er, hvad usikkerheden er, og hvorfor vi har udvalgt netop disse baggrundsvariable og ikke nogle andre. Også når det drejer sig om kvalitativ forskning må man være stand til at svare på, i hvilket omfang det man siger har gyldighed. Hvis man fx har observeret og interviewet fem informanter, må man kunne svare på, om det ville have set helt anderledes ud, hvis man havde valgt fem andre informanter,” siger Lars Qvortrup.

EVIDENS

  • At være indlysende; et begreb, som især har vundet indpas inden for medicin, sundhedsfaglig praksis og pædagogik. Begrebet knyttes især til effektforskning inden for disse områder, hvor formålet er at finde frem til den sikreste viden mht. effekter af behandling og tiltag inden for sundhed og pædagogik…Den politiske interesse for evidensbaseret forskning, som bl.a. i Danmark er udbredt, har ført til en forsimpling af begrebet.”

    Kilde: fra opslag om evidens af Bjarne Hjorth Andersen i Steen Nepper Larsen og Inge Kryger Pedersen (red.): Sociologisk leksikon, København, 2011

Et helt samfund på evidensjagt

Steen Nepper Larsen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet forsker i evidensbegrebet fra en anden vinkel. Han er optaget af, hvordan det bruges og misbruges politisk og samfundsmæssigt, og hvordan det skaber en vrangforestilling om, hvad social- og humanvidenskabelig viden er, kan og skal. Evidens er blevet en ideologi, der har bredt sig i samfundet som en tro på, at man kan opnå sikker viden om, hvad der virker i forhold til at opnå bestemte mål. 

”Vores samfund jagter evidens. Det er udtryk for en drøm om at være besiddelse af det ultimative argument, der giver sig selv, overflødiggør yderligere argumentation og lukker sagen: Her er det mest effektive pædagogiske koncept ift. at styrke børnehavebørns trivsel og udvikling, og her er den mest effektive måde at undervise skolebørn på ift. at øge læringsudbyttet - og så er der i øvrigt ikke mere at tale om,” siger Steen Nepper Larsen.

Hvor evidens kan være et frugtbart erkendelsesideal inden for naturvidenskabelig, teknologisk og medicinsk forskning, er det fejlagtigt at overføre det på andre typer videnskaber som fx pædagogik og uddannelsesforskning, mener Steen Nepper Larsen.

”Pædagogisk forskning udvikler viden om pædagogiske situationer, fx undervisning. Men du kan ikke deltage i undervisning, uden at historien og den sociale og institutionelle sammenhæng spiller med, eller uden at det har betydning, hvilke andre elever du er sammen med, hvilken lærer du har, hvordan hun underviser, og hvad det er for et fag eller emne, du bliver undervist i,” siger han.

”Vores samfund jagter evidens. Det er udtryk for en drøm om at være besiddelse af det ultimative argument, der giver sig selv, overflødiggør yderligere argumenter og lukker sagen. ”

Steen Nepper Larsen

Evidens opnår man fx gennem randomiserede kontrolforsøg, der også indgår i megen pædagogik- og uddannelsesforskning. Men hvor det giver mening at teste effekten af medicin på en gruppe forsøgspersoner, hvor nogle af dem får den nye medicin, mens kontrolgruppen får en neutral pille, og ingen af dem ved, om de får det ene eller andet, kan man ikke nulstille konteksten i pædagogiske situationer, pointerer Steen Nepper Larsen.

”Der vil altid være sociale forventninger til og forestillinger om situationen, og måder at tale om den på, der er med til at forme den. Alt dette kan ikke metodisk lades ude af betragtning for at lave rene effektmålinger,” siger han.

Som et eksempel peger han på den australske uddannelsesforsker John Hattie, der med sin bog ’Synlig læring’ fra 2008 fik stor gennemslagskraft i en række landes uddannelsessystemer. Ud fra mere end 800 metastudier, baseret på mere end 50.000 enkeltstudier, opstillede Hattie en rangliste over, hvilke faktorer og indsatser i skolen, der giver de største læringseffekter.

”Hatties resultater var både forføreriske og umiddelbart brugbare. Men hans konklusion om, at det er vigtigt, at lærerne er velforberedte, og at de ser læring gennem elevernes øjne, tenderer til det banale, og omkostningen var, at for at opnå en høj grad af evidens og generel gyldighed måtte Hattie se bort fra fagene, indholdet i undervisningen og de pædagogiske situationer, den udfolder sig i. Alt hvad der handler om asymmetrien mellem lærer og elever, præstationskrav, sociale dynamikker i klassen, for slet ikke at tale om formålet med at blive undervist i bestemte fag og det at lære noget overhovedet, blev skrevet ud af ligningen. Men det er jo – havde jeg nær sagt – en evident del af det at gå i skole,” siger Steen Nepper Larsen.

EFFEKT – EFFEKTFULDHED

  • Begrebet effekt associerer til en entydig og afgrænset, målbar virkning af en eller flere årsager. I stedet for at tale om, at noget har effekt, bør man hellere tale om, at noget er effektfuldt. Undervisning i et klasserum består i et samspil mellem elever med forskellige forudsætninger og forventninger og mellem elever og en lærer, der underviser på bestemte måder, og det foregår i et rum med en bestemt indretning, osv. Alt dette er effektfuldt ift., hvordan undervisningen falder ud, og derfor er det misvisende at udpege en bestemt faktor som årsag til en bestemt effekt.

    Kilde: Lars Qvortrup

Ens for alle?

Ifølge Lars Qvortrup er det et problem for forskningen og dens potentiale for at gøre nytte, hvis brugen af evidensbegrebet bliver associeret med en opfattelse af, at nogle typer forskning er bedre eller har højere grad af gyldighed end andre.

”Det er derfor, jeg understreger, at evidens ikke handler om, at al videnskab skal opfylde de samme gyldighedskriterier – men om at man uanset hvilke metoder man bruger eller hvilken type videnskab, der er tale om, kan gøre rede for, hvilke kriterier gyldigheden af ens viden skal vurderes ud fra,” siger han.

Evident viden er altså viden, der opfylder sine egne gyldighedskriterier – og ikke det samme som sikker viden eller absolut gyldighed uafhængigt af tid og sted.

”Det er umuligt at hævde den slags om empirisk forskningsviden – og skadeligt, hvis man gør det alligevel. Evidens er en slags varedeklaration. Det betyder, at det, jeg siger nu, gælder indtil videre i den og den sammenhæng ud fra de og de gyldighedskriterier. Men jeg kan ikke udelukke, at der dukker iagttagelser op eller sker ændringer i forudsætningerne, der ændrer eller måske endda eliminerer disse kriterier, så der var tale om en midlertidig gyldighed,” siger Lars Qvortrup. 

”Evidens handler ikke om, at al videnskab skal opfylde de samme gyldighedskriterier – men om at man uanset hvilke metoder man bruger eller hvilken type videnskab, der er tale om, kan gøre rede for, hvilke kriterier gyldigheden af ens viden skal vurderes ud fra.”

Lars Qvortrup

Ingen quick fix-løsninger

Når man måler forskningens brugbarhed på dens direkte anvendelighed, rammer det især human- og samfundsvidenskaberne, der skaber viden om pædagogik, kultur, æstetik og vores sociale og historisk betingede liv med hinanden i samfundet.

Fx er den æstetiske og dannelsesmæssige side af humaniora ikke umiddelbart brugbar til at løse praktiske problemer om fx trivsel, sundhed og økonomi i samfundet. Men forudsætningen for at løse praktiske problemer på en gennemtænkt og holdbar måde er omvendt at have videnskaber, der leverer historisk viden, tanke- og refleksionsformer og kritik af kulturens veje og vildveje, forklarer Steen Nepper Larsen.

”Det er viden, hvis værdi består i at skabe forståelse, perspektivere, udøve kritik, formulere problemer, afklare begreber og udfordre sandheder, vi tager for givne. Når der fx bliver skabt viden om naturbegrebets idéhistorie og nye måder at anskue dette begreb på, der går imod menneskets ødelæggelse af naturen, er det ganske vist ikke hands on ift. at løse klimakrisen, men et vigtigt aspekt, når man skal undervise børn og unge i bæredygtighed eller udforme en politik på området,” siger Steen Nepper Larsen. 

”Der findes ikke nogen definitive quick fix-løsninger på pædagogiske problemstillinger. Forskerne præsenterer viden, indsigter og argumentation, som om tre år kan blive afløst af ny viden, andre indsigter og bedre argumenter.”

Steen Nepper Larsen

I det hele taget associerer ordet ’brugbarhed’ til en modsætning mellem viden som verdensfjern spekulation og viden, der kan omsættes direkte i praksis og i politik.

Men det er en falsk modsætning, mener Steen Nepper Larsen og minder om et berømt citat af psykologen Kurt Lewin (1890-1947): ’Der er intet så praktisk som en god teori.’

”I det lys er det fx meget nyttigt at kende begrebernes historie og de teorier, der ligger bag vores måde at tale om tingene på, så vi ikke bruger dem fejlagtigt. Man bør jo vide, hvad det egentlig er man taler om, når man fx bruger begreber som innovation, kreativitet og bæredygtighed,” siger han.

Pædagogikken og uddannelsesforskningen beskæftiger sig med problemstillinger, vi aldrig bliver færdige med at undersøge, forklarer Steen Nepper Larsen.

”Vi har ikke løst alle problemer i relation til fx integration, inklusion, social arv, dannelse, læring, trivsel og undervisning en gang for alle, selvom vi har diskuteret dem på forskellige måder og med andre ord og begreber i et par hundrede år, og det er netop pointen: Der findes ikke nogen definitive quick fix-løsninger på pædagogiske problemstillinger. Forskerne præsenterer viden, indsigter og argumentation, som om tre år kan blive afløst af ny viden, andre indsigter og bedre argumenter. Alt dette er ikke noget forskerne hælder ud over praksis, som den så har værsgo at bruge, men skal snarere ses som en invitation til at tænke med. Forskere er jo ikke guder, der sidder inde med sandheden. De kender – eller bør kende – grænserne for deres egne udsagn og bør ikke afskærme sig mod at forholde sig selvkritisk til egne blinde vinkler,” siger han.

Vanvittigt brugbar historie

Steen Nepper Larsen mener derfor, at den dominerende offentlige forestilling om brugbarhed må udvides. Han gør opmærksom på, at forskningens værdi også kan bestå i at advare praksis mod at indføre bestemte læringsprogrammer eller pædagogiske koncepter.

”Der er jo noget forførende ved, at nogen kommer med et koncept, en model eller et program, der foregiver at kunne skabe læring, trivsel eller positiv adfærd på kort tid. Desto vigtigere er det, at der findes forskere, der afslører de mangler, der måtte være i sådanne koncepter og programmer, fx med hensyn til deres begrundelse og negative effekter. Her består forskningens brugbarhed faktisk i at advare praksis mod at lade sig forføre af det tilsyneladende brugbare,” siger Steen Nepper Larsen.

Tilsvarende er det nyttigt, når forskere udgiver bøger om dansk skolehistorie, om pædagogprofessionens historie og om de pædagogiske ideers historie.

”Det kan ruste befolkningen og ikke mindst politikere og dem, der arbejder professionelt på området, til bedre at forstå aktuelle uddannelsespolitiske spørgsmål. Den slags historisk viden er vanvittigt brugbar ift. at blive en dygtig lærer eller pædagog i praksis, og ift. at man som uddannelsespolitiker bør kende sin historie og sine begreber, når man vil lovgive på området,” siger han.

Tilbage i elfenbenstårnet

Skal forskningen virkelig gøre nytte, er det ikke nok at producere empiribaseret viden, der kan anvendes i praksis. Den må også kunne deklarere omfanget af og grænserne for gyldigheden af denne viden.    

”Indimellem må vi som forskere trække os tilbage i elfenbenstårnet og gennemtænke begreber som kausalitet, evidens og generaliserbarhed og analysere forholdet mellem teori og empiri osv. Hvad vil det fx overhovedet sige, at noget er årsag til noget andet, og hvad vil det sige, at noget er effekt af noget andet? Hvis uddannelsespolitikken er baseret på en opfattelse af, at der er entydige relationer mellem årsager og virkninger i uddannelsessystemet, så består forskningens nytte også i, at den redegør for kompleksiteten i disse relationer og kvalificerer den offentlige debat, så den ikke fordrejes af dårlige generaliseringer. At gøre nytte som forsker består derfor også i at udvikle, afklare og forklare de begreber og teorier, forskningen ikke kan undvære,” siger Lars Qvortrup.

”Man kan ikke iagttage noget i verden uden kriterier for, hvad og hvordan man iagttager – og slet ikke, når man bedriver videnskab.”

Lars Qvortrup

’Nu skal du passe på med at generalisere’, siger vi i hverdagssproget, når nogen tillægger en hel gruppe af personer egenskaber, man har iagttaget hos en enkelt eller få personer. Netop spørgsmålet om, hvorvidt viden kan generaliseres, er vigtigt i forhold til dens brugbarhed, mener Lars Qvortrup. Men samtidig viser hverdagstalemåden, at det ikke er helt uden problemer.

”Når vi laver en undersøgelse på skoler i Aarhus Kommune, har det betydning, om resultaterne kan overføres til Viborg Kommune, eller om skolerne og de sociale forhold der er for anderledes til, at det giver mening. Mange har en forestilling om, at jo flere enkelttilfælde man undersøger empirisk, des større gyldighed har den viden, man opnår, netop fordi den i højere grad kan generaliseres. Men det er ikke al forskningsviden, der kan generaliseres. Til gengæld er det vigtigt, at al forskningsviden tydeligt deklarerer, om den har mere end lokal gyldighed i den specifikke sammenhæng, man har undersøgt, og i givet fald hvordan,” siger Lars Qvortrup.  

En form for generalisering er den statistiske, hvor man udvælger et antal informanter eller respondenter tilfældigt, samtidig med at de skal være repræsentative for den gruppe, man undersøger. Men generalisering kan også være teoretisk baseret. 

”Forskning handler om både at kunne finde korrelationer mellem fænomener på baggrund af empiri og at kunne forklare dem teoretisk. På den måde kan man gå fra at påvise sammenhænge, der måske er tilfældige, til at påvise årsags-/virkningssammenhænge. Man kan ikke skille teori og empiri ad i forskning. Ifølge den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper (1902-94) er det et væsenstræk ved enhver videnskab, at der ikke findes forudsætningsløs empiri. Det er tværtimod altid teorien, der peger i en bestemt retning. Man kan ikke iagttage noget i verden uden kriterier for, hvad og hvordan man iagttager – og slet ikke, når man bedriver videnskab, ” siger Lars Qvortrup.

KAUSALITET

  • Forholdet mellem årsag og virkning. At kunne påvise sammenhænge mellem indsatser, interventioner og måder at undervise på og de virkninger, de har eller ikke har ift. de mål og ønsker, vi har for vores uddannelsessystem, er centralt for uddannelsesforskningen. En gængs opfattelse af kausalitet går tilbage til den skotske filosof David Humes analyse af kausalitetsbegrebet i 1700-tallet. Ifølge denne mekaniske opfattelse handler kausalitet om, at bestemte årsager entydigt og med nødvendighed fremkalder bestemte virkninger. Men inden for forskningen bruges kausalitet i dag som et begreb for at undersøge forskellige faktorer i forhold til, hvordan de tilsammen og inden for forskellige kontekster giver forskellige effekter, ligesom man kan undersøge sammenhængen mellem disse faktorer, og hvor meget de vægter hver især.

    Kilde: Lars Qvortrup

Ingen plads til vrøvl

Hvor Lars Qvortrup mener, at forskningen altid må deklarere sine egne gyldighedskriterier, hvis vi skal fæste lid til den, peger Steen Nepper Larsen på grundstenen i det videnskabelige samfund: at det er selvregulerende.

”Som forsker bliver din forskning hele tiden ’prøvet af’ i et kommunikerende og kritisk forskerfællesskab, ligesom publikationer fagfællebedømmes og vurderes af redaktører. Du kan med andre ord ikke sige hvad som helst og kalde det videnskab. Hertil kommer, at det, vi siger, er nødt til at stemme overens med faktuelle sagsforhold og den almene forestilling, vi har om viden, ”siger han.

Ifølge Steen Nepper Larsen opererer forskere inden for det, den tyske filosof Jürgen Habermas (1929 -) kalder sandhedsdiskursen.

”Det betyder, at vi trods al snak om fx konstruktivisme ikke kan slippe afsted med at sige det rene vrøvl. Når forskeren siger noget, går vi ud fra, at det er hans intention at sige noget, der er sandt. Derudover må forskere også forholde sig til de sociale og moralske konsekvenser af deres udsagn, ligesom de også bliver vurderet på deres oprigtighed – mener I virkelig det, I siger? Ifølge Habermas tester vi i en kommunikationssituation altid udsagn for, om de er sande, oprigtige og i overensstemmelse med en fælles grundlæggende etik, og det gælder også – og bør ikke mindst gælde for – videnskabelige udsagn,” siger Steen Nepper Larsen.

Berigende viden

Ifølge Lars Qvortrup arbejder forskere ud fra en forventning om, at det, de laver, vil vise sig nyttigt.

”Men forskningen kan jo gøre nytte på mange forskellige måder, og det er også et spørgsmål om, hvor direkte vi forstår det. Niels Bohrs grundforskning i atomfysik viste sig også at være brugbar, selvom han ikke gik ind på laboratoriet og kom ud dagen efter med løsningen på energikrisen,” siger han.

Når uddannelsesforskere skal forklare, hvad deres forskning kan bruges til, er det altså ikke kun et spørgsmål om at remse eksempler op på, hvordan viden er blevet brugt i pædagogisk praksis eller i uddannelsespolitikken. Det handler også om at udvide gængse forestillinger om brugbarhed af viden, mener Lars Qvortrup.

”I stedet for brugbarhed vil jeg hellere tale om, at forskningsviden skal være berigende for samfundet. Uddannelsesforskningen skal selvfølgelig undersøge, hvordan de og de indsatser i skole og dagtilbud virker ift. de mål vi har for dem, men den skal ikke begrænse sig til det. Den skal bidrage til, at vores uddannelsesinstitutioner bliver ført videre ind i det 21. århundrede, og at de kan leve op til de forventninger, vi har til, hvad det vil sige at børn og unge udvikler sig til dannede mennesker, kompetente arbejdstagere og oplyste borgere. Forskningen skal også bryde nye veje i måden, vi tænker pædagogik og uddannelse på, identificere kriser og udfordringer og levere samfundsanalyser, vi kan orientere os efter, når vi diskuterer, hvordan det gode samfund skal udvikle sig,” siger han.

Et mindre dumt samfund

Pædagogik- og uddannelsesforskning leverer det, Steen Nepper Larsen kalder en ”broget hærskare af viden” om skole og dagtilbud, om undervisningsformer og uddannelsespolitik og –styring, børne- og familieliv, de pædagogiske begrebers historie, marginalisering, børn og unges trivsel, bæredygtighed, inklusion og eksklusion, sociale mønstre i uddannelse osv.

Men hvad får vi som samfund egentlig ud af det?

”Hvis pædagogisk forskning alene gøres til et spørgsmål om at skabe viden om, hvad der giver en målbar effekt, så forsvinder selve pædagogikkens kerne – nemlig de komplekse relationer mellem mennesker, der indgår i sproglige, sociale, kulturelle og historiske sammenhænge og gør erfaringer, udvikler sig, dannes og forsøger at skabe mening. Hvis vi til gengæld tillader forskningen at gå i dybden med disse relationer, får vi forhåbentlig et samfund, der er mindre uretfærdigt, grusomt og dumt end det samfund, tidligere generationer har været underkastet,” siger han.

Artiklen er baseret på separate interview med hhv. Steen Nepper Larsen og Lars Qvortrup

Læs mere

Steen Nepper Larsen: ’ Evalueringsfeber og evidensjagt – kritiske essays til forsvar for fagligheden’, Samfundslitteratur, 2022

Jacob H. Christensen og Lars Qvortrup (red.): ’Kausalitet og effektfuldhed i pædagogisk forskning og praksis’, Aarhus Universitetsforlag, 2022

LARS QVORTRUP

er professor ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i skoleledelse, lærersamarbejde, inklusion og smagsdidaktik. Han underviser på DPU’s masteruddannelse i uddannelsesledelse og kandidatuddannelse i pædagogisk sociologi.

STEEN NEPPER LARSEN

er lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker bl.a. i videnskabsteori og pædagogisk filosofi. Han underviser på DPU‘s bachelor- og kandidatuddannelse i uddannelsesvidenskab.



NR. 102

TEMA: BRUGBAR PÆDAGOGISK FORSKNING

OKTOBER 2022