Forskeren som brobygger mellem forskning og praksis

Der ligger en vigtig opgave og et stort potentiale i at fremme synergien mellem didaktisk forskning og undervisningspraksis. Og her kan forskeren påtage sig rollen som brobygger, skriver DPU-forsker Mikkel Stovgaard, der samtidig efterlyser en debat om, hvorvidt skoleforskningen reelt tilbyder lærere den type viden, de har brug for.

Lyt til kommentaren

Asterisk-kommentaren er et fagligt perspektiv fra en eller flere forskere om et aktuelt og/eller vigtigt emne inden for pædagogik og uddannelse.

Mange lærerstuderende starter uddannelsen med den opfattelse, at pædagogisk teori og forskning skal vejlede den effektive eller gode undervisning. Undervejs erfarer de, at teori og forskning vanskeligt lader sig omsætte til handlingsanvisninger for praksis. Forskningsinformeret undervisning er med andre ord en kompleks og vanskelig størrelse at praktisere.

Den netop vedtagne reform af læreruddannelsen indeholder fornuftige tiltag, som centrerer sig om mere og bedre praktik. Samtidig må læreruddannelsen ikke blive for akademisk, hedder det sig.

Vi befinder os i en tid, hvor akademisk ofte bruges som et skældsord, hvor kolde og verdensfjerne akademia synes temmelig ringeagtet i samfundet, alt imens professioner i praksis med deres varme hænder åbenlyst er en mangelvare. Højt værdisat men med alt for dårlige kår. Den brede mediedækning understøtter denne kategorisering af henholdsvis praksis (med varme og uundværlige hænder) og forskning (med kolde hænder og undværlige hoveder). Men den forekommer ikke desto mindre skadelig – for såvel praksis som for forskningen.

Problemet er, at det at være lærer i nutidens skole (tilsvarende gælder selvfølgelig de øvrige professioner på velfærdsområdet), kræver en hel del mere end to varme hænder. Udover fx klasseledelse, faglighed og relationskompetence fordrer lærerprofessionen et beredskab af didaktiske kompetencer, som blandt andet hviler på et veludviklet analytisk blik med inddragelse af en række nuancerede perspektiver på – og både praktiske, empiriske og teoretiske forståelser af – undervisningen og dens kontekst. En let eller simpel opgave er der bestemt ikke tale om.

”Det at være lærer i nutidens skole (..), kræver en hel del mere end to varme hænder.”

Mikkel Stovgaard

Forskere må se indad

Det er åbenlyst, at det kræver meget mere end intuition og erfaring at agere som professionel lærer. Og her kunne den didaktiske forskning spille en central og konkret rolle. Vi må desværre konstatere, at lærere kun stifter bekendtskab med en forsvindende lille del af den didaktiske forskning, der bedrives på universiteterne, og som potentielt kunne understøtte og kvalificere lærerens didaktiske refleksioner og valg. Vi må derfor tænke nyt.

Som forskere må vi først og fremmest se indad og stille os selv spørgsmål som: Hvad gør vores forskning brugbar for praksis? I hvilken form kommer vores forskning praksis mest til gavn? Vi kan med andre ord påtage os rollen som brobyggere mellem didaktisk forskning og didaktisk praksis. Men hvordan skal koblingen se ud?

Som forudsætning for at besvare de spørgsmål ligger en diskussion om, hvorvidt skoleforskningen i det hele taget tilbyder lærere den type viden, de har brug for.

Forskning i sync med praksis

Herhjemme har ovenstående spørgsmål stået i skyggen af især debatten for eller imod evidensbevægelsen. Skal vi tilnærme os svar på, hvordan forskningen og praksis kan mødes på en frugtbar måde, kan vi med fordel vende os mod en diskussion af, hvad forskningsinformeret praksis inden for pædagogik og uddannelse indbefatter.

Lad os først slå fast: Der gennemføres i dag masser af pædagogisk forskning, som er relevant og af høj kvalitet, ligesom der er behov for grundforskning – også for at lave god praksisrettet forskning. Hertil gør det sig gældende, at viden fra forskning hverken kan erstatte almendidaktisk refleksion, personliggjorte, erfaringsbaserede værdisæt, moralsk bevidsthed, praksisforankret viden, kollegial sparring eller behovet for indimellem at træde et skridt tilbage og overveje, drøfte og begrunde selve målenes og formålets legitimitet og rationale.

Men trods klare begrænsninger ved forskningsinformeringen af didaktisk praksis er der bestemt potentialer i at lade den didaktiske praksis informere af forskning. Hvis disse potentialer skal indfries, må første skridt være, at vi som forskere bliver klare på, hvilken viden vi producerer set i forhold til, hvilket behov praksis oplever. Det kræver for det første, at en del af den pædagogiske forskning tematisk adresserer de konkrete udfordringer, som lærere i praksis oplever at stå med.

Hvad mener vi med effektfuldhed?

Men hvis vi skal etablere bro mellem forskning og praksis, kræver det også, at forskningen bliver mere brugbar i praksis. En måde at nå dertil er at anskue relevanskriteriet som mere end tematisk relevans. Hvis læreren skal kunne bruge forskningen som begrundelse for sine didaktiske valg, vil det være nyttigt, om viden fra forskningen kan udgøre en kilde (af flere) til at forudsige sandsynligheden for, at en given didaktisk eller pædagogisk indsats har den tilsigtede effektfuldhed. Her taler vi ikke om gennemsnitlige effektstørrelser på decimalniveau, men om hvad det kræver, hvis viden fra forskning reelt skal kunne informere og herigennem understøtte læreren i hans eller hendes undervisningspraksis.

Først må vi lige have på plads, hvad vi mener med effektfuldhed.

Termen effektfuldhed tjener begrebsligt til at signalere en anden kausalitetsforståelse end det, der traditionelt forstås ved effekt. Didaktisk eller pædagogisk effektfuldhed rummer en større bredde og kompleksitet end effekt eller virkning konnoterer. Denne forståelse beror således ikke på en monokausal forståelse af, at en afgrænset årsag har en konkret effekt, men på at et udfald af en pædagogisk praksis udgør et resultat af en række faktorers komplekse samspil – faktorer, som dels er indbyrdes forbundet og influerer på hinanden, og dels betinget af eksterne faktorer. Udbytte B kan således ikke meningsfuldt forstås som en effekt af indsats A.

I en lærers optik kan vi tale om forskellige niveauer af effektfuldhed af pædagogisk eller didaktisk praksis. Læreren kan have interesse i at blive klogere på graden eller karakteren af effektfuldhed, knyttet til en konkret didaktisk aktivitet eller et tilrettelagt undervisningsforløb, eksempelvis i spørgsmål om hvorvidt eller hvordan den intenderede læring bliver omsat til realiseret læring hos eleverne.

Brugbar forskning er mangefacetteret

Alle, der praktiserer undervisning eller pædagogik, må formodes at have intentioner med deres praksis. De har derfor en vis interesse i at forstå, i hvilket omfang og på hvilke måder undervisningens deltagere har gavn af undervisningen. På samme tid er der bred anerkendelse af, at pædagogik og undervisning er karakteriseret ved en høj grad af kompleksitet.

”Den empiriske pædagogiske forskning kan blive mere brugbar for praksis, hvis den fremstår mangefacetteret og beskriver såvel kontekstuelle betingelser som variationer på tværs af relevante faktorer, som har vist sig at have betydning.”

Mikkel Stovgaard

Dette vanskeliggør mulighederne for – i praksis og i forskningen – at forudsige kausalitet. Måske medvirker dette til, at mange lærere tilsyneladende afskriver den pædagogiske forskning som en vigtig endsige brugbar kilde til viden om sådanne sammenhænge: ”Forskningen siger jo ikke noget om, hvad der virker i min klasse”.

Læreren kan ikke forventes at finde stor praktisk nytte i at blive præsenteret for overordnede, gennemsnitlige effektstørrelser, som vi har set med eksempelvis Hatties metareview. For læreren agerer i en konkret og lokal praksis.

Men den empiriske pædagogiske forskning kan blive mere brugbar for praksis, hvis den fremstår mangefacetteret og beskriver såvel kontekstuelle betingelser som variationer på tværs af relevante faktorer, som har vist sig at have betydning. Konkret kunne fokus, i en formidling af forskning som er målrettet praktikere, måske i højere grad end i dag være på udvikling af forklaringer på og forståelser af hvordan, hvorfor og for hvem konkrete tilgange, metoder eller indsatser er effektfulde. Og i mindre grad på de helt overordnede konklusioner.

For at lærere og skoleledere kan opleve den didaktiske forskning som praksisrelevant, må den dels tilbyde relativt konkrete forslag til løsning af aktuelle og konkrete udfordringer, som lærere oplever at stå over for, og dels være formidlet på en måde, som de oplever som overskuelig, overkommelig og transparent. Forskningen kan samtidig appellere til praksis på en måde, så den bliver læst og anvendt som afsæt for refleksioner over egen praksis af den enkelte lærer og for drøftelser kollegialt. Og det er forskeren – i rollen som brobygger – der her kan tage første skridt på vejen og indfri potentialet for et frugtbart samarbejde mellem forskning og praksis.

LÆS MERE

Mikkel Stovgaard: Uddannelsesforskningens effektfuldhed. I: Jacob H. Christensen og Lars Qvortrup: Kausalitet og effektfuldhed i pædagogisk forskning og praksis, Aarhus Universitets Forlag, 2022.  

MIKKEL STOVGAARD

er ph.d. og lektor i almendidaktik ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i målorienteret didaktik, læreres didaktiske beslutningsgrundlag og elevers udbytte af undervisning i og uden for klasserummet. Han underviser på DPU’s fagdidaktiske kandidatuddannelser.



NR. 102

TEMA: BRUGBAR PÆDAGOGISK FORSKNING

OKTOBER 2022