Ingen teorier kan garantere resultater

En nyttig pædagogisk teori er effektiv og sikrer resultater i praksis. Sådan er der, ifølge den norske professor Tone Kvernbekk, en tendens til at anskue pædagogiske teorier. Men praksis er stor og kompleks, og ingen teorier kan garantere resultater. Hun anbefaler i stedet at bruge den forskningsbaserede teori til at forstå praksis og forklare sammenhænge.

Lyt til artiklen

”Vi har en tendens til at tro, at en pædagogisk teori kan guide til en bestemt handling, som så kan føre til et bestemt resultat. Men ingen teorier kan favne alt det, der foregår i praksis.”

Sådan lyder det fra Tone Kvernbekk. Hun er professor i pædagogisk filosofi ved Institut for pædagogik på Universitetet i Oslo og har i mange år beskæftiget sig med, hvordan forskningsbaseret teori kan bruges i praksis.

Men inden vi dykker ned i det og i, hvorfor Tone Kvernbekk er kritisk over for den måde, vi forstår kausalitet på, når det handler om pædagogiske teorier, må vi definere teoribegrebet. Det er nemlig et begreb, som vi bruger meget forskelligt – og i forskellige kontekster – og som derfor ikke så nemt lader sig indfange, forklarer Tone Kvernbekk og peger på, at en teori kan være både stærk og svag.

”Der er i hvert fald to måder at bruge teoribegrebet på, som det er nyttigt at skelne imellem. Den ene måde er teori i stærk forstand. Her er begrebet velartikuleret og underbygget af videnskabelig forskning. Men man kan også bruge begrebet teori i svag forstand. Her er der tale om forståelser eller antagelser, som vi alle har i vores hoveder, men som ikke er systematiseret og ofte ikke artikuleret. Nogle kan være korrekte, andre kan være helt forkerte, og andre igen kan være fordomme eller en slags forforståelse,” siger Tone Kvernbekk og forklarer, at det at tale om teori i praksis er to meget forskellige ting – alt afhængigt af hvilken af de to former for teori, man taler om.

”Teori i svag forstand vil altid være til stede i praksis. Det er forståelser, vi mere eller mindre ubevidst tager med os. Men når vi så ikke synes, praksis fungerer godt nok, kan vi hente den forskningsbaserede teori ind for at forbedre og måske fortrænge noget af den svage teori,” forklarer Tone Kvernbekk.

”At samme teori skulle have samme virkning overalt, ville være det samme som at sige, at alle elever er helt ens, at alle kontekster er ens, og at alle lærere er ens, og det er de ikke.”

Tone Kvernbekk

Den nyttige teori er ikke nødvendigvis effektiv

Hvilken rolle den forskningsbaserede teori faktisk kan spille i forhold til praksis, fx for læreren, der ønsker, at eleverne skal opnå en særlig form for læring, afhænger, ifølge Tone Kvernbekk, af, hvordan man anskuer og anvender teorierne.

Traditionelt er pædagogiske teorier blevet brugt til at guide til bestemte handlinger. Men det er en uhensigtsmæssig måde at bruge teorier på, forklarer Tone Kvernbekk.

”Når vi laver stærke forskningsbaserede teorier, gør vi det, fordi de skal udføre et job for os. Typisk bruger vi teori til at beskrive, forklare eller forudsige. Men når vi snakker om pædagogiske teorier, så er det meget almindeligt at tænke, at de skal guide lærerens handlinger i praksis: Hvad skal jeg gøre for at skabe gode faglige resultater? Og hvordan gør jeg, hvis jeg vil forebygge uønsket adfærd? Men praksis er så mange ting på én gang, og det kan en konkret teori ikke indfange. Bare tænk på de millioner af ting, der foregår i et klasseværelse, og som hele tiden ændrer sig.”

Et andet problem ved at bruge den stærke teori til at guide handling er, ifølge Tone Kvernbekk, at man dermed antager, at man gennem en bestemt handling kan opnå et bestemt resultat.

”Der en tendens til at tænke nyttig i form af effektivitet og tro på, at med den nyttige pædagogiske teori får vi de resultater, vi ønsker”  

Tone Kvernbekk

”Du kan godt finde nogle pædagogiske teorier, som siger noget om, hvordan dine elever fx kan lære at læse hurtigere. Men teorier kan ikke garantere resultater. Måske bliver nogle af eleverne hurtigere læsere, men andre gør ikke. Elever er individer og lærer forskelligt. Og det kan også tænkes, at de elever, man har i sin klasse, er helt anderledes end de elever, der deltog i undersøgelsen i forbindelse med forskningen,” siger Tone Kvernbekk og tilføjer:

”At samme teori skulle have samme virkning overalt, ville være det samme som at sige, at alle elever er helt ens, at alle kontekster er ens, og at alle lærere er ens, og det er de ikke,” siger hun og peger på, at der i hvert fald i Norge er en uhensigtsmæssig tendens til at sætte lighedstegn mellem en nyttig teori og effektivitet.

”Der en tendens til at tænke nyttig i form af effektivitet og tro på, at med den nyttige pædagogiske teori får vi de resultater, vi ønsker,” siger Tone Kvernbekk og fremhæver, at det er præcis den samme problematik, der gør sig gældende i evidensbaseret praksis, hvor man ønsker at opnå læringseffekt X, og derfor udfører handling Y.

STÆRK OG SVAG TEORI

  • Stærk teori:  Er velartikuleret og underbygget af videnskabelig forskning. Stærke teorier indeholder begreber og siger noget om sammenhængen mellem begreber, derfor kan man bruge dem til at forstå, hvad der foregår i den konkrete praksis: Hvis man bruger én teori, kan man tolke det, der sker i fx klasseværelset, på en særlig måde. Men bruger man en anden teori, giver det en anden måde at forstå praksis på. Som forsker skal man være bevidst om, hvilket prisme og dermed hvilken teori man undersøger praksis ud fra.

  • Svag teori: Forståelser eller antagelser, som vi alle bærer på, men som ikke er systematiseret og ofte ikke artikuleret. Nogle kan være korrekte, andre kan være helt forkerte, og andre igen kan være fordomme.

Teorien kan bruges til at forstå

Men frem for at tro på, at den nyttige teori er en effektiv teori, der leverer resultater, bør man se på den nytte, den forskningsbaserede teori kan skabe ved at hjælpe til at forstå praksis og forklare sammenhænge, mener Tone Kvernbekk.

”Stærke teorier indeholder begreber og siger noget om sammenhængen mellem begreber, derfor kan man bruge dem til at forstå, hvad der foregår i den konkrete praksis: Hvis jeg bruger den her teori, så kan jeg tolke det, der sker i fx klasseværelset, på denne her måde. Men bruger jeg en anden teori, giver det mig en anden måde at forstå praksis på, ” siger Tone Kvernbekk.

Hun forklarer, at den stærke teori på den måde kan hjælpe fx læreren til at få øje på, hvilke elementer eller faktorer der er vigtige at have fokus på – og   hvad der sandsynligvis bidrager til at skabe bestemte virkninger. På den måde kan man også få en idé om, hvad der skal ændres på, hvis man fx ønsker nogle andre læringsresultater hos sine elever.

”Teorien og dens teoretiske begreber peger måske på, at man skal arbejde på en anden måde med klimaet i klasselokalet, fordi det meget sandsynligt kan forandre interaktionen mellem lærer og elever og skabe andre relationer mellem eleverne – og så er der en vis sandsynlighed for, at eleverne opnår bedre resultater. Men der er ingen garantier,” siger Tone Kvernbekk.

Ud over at få øje på mulige årsager og virkninger i den konkrete kontekst bør man, ifølge Tone Kvernbekk, bruge sin videnskabelige teori til at problematisere, hvad det egentlig betyder at forbedre praksis.

”Jeg hører ofte folk snakke om, at praksis skal forbedres. Men praksis er som sagt et omfattende begreb med en stor mængde af årsager, relationer, faktorer og sammenhænge, så når man taler om at forbedre praksis, hvad er det så præcis, man gerne vil forbedre? Du kan ikke have teori i stærk forstand for alt, hvad der foregår i praksis, men du kan vælge en lille del, som du bruger den stærke teori til at blive klogere på,” siger Tone Kvernbekk og fremhæver, at stærk teori har en tendens til at anskue det, læreren gør, som værende praksis, men praksis er alt det, der foregår i klasseværelset.

”Elever og lærere skaber praksis sammen. Men de fleste traditionelle stærke teorier fokuserer kun på læreren.”

Læreren skal sortere i policy-anbefalinger

Også når det handler om anbefalinger fra politisk niveau, også kaldet policy, må man, ifølge Tone Kvernbekk, anskue dem som generaliseringer, der virker forskelligt – alt efter elevgruppe, kontekst mv. Men også her er der en tendens til at tro, at der går en lige linje fra anbefalinger til handlinger og resultater.

”Ellers ville man jo aldrig sætte ind med generaliserede anbefalinger. Man tror altså, at der er en kausal sammenhæng, hvor anbefalingen vedrører årsagen til problemet, og læringsresultatet er effekten. Man bruger kausal teori, ikke bare når man udarbejder anbefalingerne, men også ude på skolerne, og det, mener jeg, er stærkt problematisk,” siger hun og uddyber:

”I vores store mængder af svag teori findes der mange antagelser om kausalitet, som har stor indflydelse på, hvordan vi evaluerer en anbefaling eller en stærk teori. Hvis du har en antagelse om, at noget skaber en bestemt virkning i alle sammenhænge, og det så ikke gør det, vil du konkludere, at teorien eller anbefalingen ikke virker eller er usand. Men hvis du har en mindre fastlåst forståelse af årsag og sammenhænge, så vil du måske antage, at teorien eller anbefalingen virker i nogle sammenhænge, men ikke i andre – og du vil dermed forholde dig mere reflekteret til fænomenet og konteksten, du skal bruge teorien i – og til teorien eller anbefalingen i sig selv.”

Tone Kvernbekk foreslår, at man bruger pædagogiske teorier til at vurdere politiske anbefalingers legitimitet.

”Rigtig mange politiske anbefalinger vil indeholde nogle antagelser om læring, og her kan man bruge sin læringsteori til at undersøge, hvordan anbefalingen fx opfatter læring eller motivation – og på den måde undersøge, om teorierne kan legitimere anbefalingen,” siger Tone Kvernbekk og fremhæver, at anbefalinger fra politisk hold ligesom stærke teorier er generelle i deres væsen og derfor altid må tilpasses den konkrete kontekst og de konkrete elever, man arbejder med.

”Læreren må selv tage stilling til, hvordan anbefalingen kan bruges i præcis hendes klasse. Det er læreren, der kender sine egne elever og kan vurdere, om det, anbefalingen foreslår, overhovedet passer til dem – eller om de arbejder anderledes, tænker anderledes eller har en helt anden type problemer, så anbefalingen ikke kan bruges.”

Vurderer man, at en politisk anbefaling ikke kan anvendes, skal det, ifølge Tone Kvernbekk, selvfølgelig være muligt at afvise den.

”Både i Norge og England – og sikkert også andre steder – har man diskussioner om, hvorvidt lærerne har lov til at sige nej til policy-anbefalinger. Hvis du spørger mig, så vil jeg sige ja, naturligvis har lærerne lov til at sige nej. Det er lærerne, der må lave den professionelle vurdering.”

TONE KVERNBEKK

er professor i pædagogisk filosofi ved Universitetet i Oslo. Hun forsker i temaer, som ligger i skæringspunktet mellem pædagogisk filosofi, videnskabsteori og argumentationsteori.



NR. 102

TEMA: BRUGBAR PÆDAGOGISK FORSKNING

OKTOBER 2022