Er des-interessen døende i den pædagogiske forskning?

I dansk pædagogisk forskning har udviklingen de sidste 20 år bevæget sig mod mere videnskabeliggørelse og mindre ideologi. Det man kalder des-interesserethed. Men en modsat tendens ses også. Den består af krav om praksisnærhed fra såvel politikere som forskningsfinansierende fonde. Dermed følger en risiko for, at forskerne gøres til klienter for allehånde politiske interesser.

Udtrykket praksisnær forskning kan få mange forskere til at rynke brynene, for det strider mod en klassisk dyd om, at en forsker skal være des-interesseret og på behørig afstand af sit objekt. Man skal tilstræbe sandheden uhildet af bias, fordomme og via næsten brutal selvfornægtelse kunne fremvise sine fund ubesmittet af egne og andres interesser.

Normen om des-interesse opfattes af mange forskere som en identitet og en hjørnesten i videnskaben, men danske og internationale iagttagere af landskabet for forskningsfinansiering og ikke mindst den aktuelle debat påpeger, at et normskifte er i gang; et skifte som risikerer at forvise des-interessetheden til reolen med støvede videnskabsteoretiske bøger.

Vi møder tendensen på amerikanske universitetsgange, men også i den danske debat, hvor holdninger om, at kun religionsforskere med muslimsk baggrund bør udtale sig om tørklæder, at kun forskere med arbejderklassebaggrund forstår udsatte børn eller at kun dagtilbuds- og skoleforskere med en fortid som lærer eller pædagog kan skabe autentiske og troværdige forskningsresultater.

Fortsætter denne udvikling bliver spørgsmål som ”hvis side er du på?” et legitimt spørgsmål til forskere, og det truer des-interessen. Men er det en reel fare i dansk pædagogisk forskning?

Etableringen af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og centrene for videregående uddannelse (de nuværende professionshøjskoler) i år 2000 var en slags opgør med netop denne tankegang. Man ønskede en mere videnskabelig og interessefri forskning i pædagogik med et reelt internationalt gennemslag. Baggrunden var blandt andet en evaluering af Danmarks Lærerhøjskole fra 1998, som konkluderede, at forskningsbegrebet var for uklart, og at forskningen i for høj grad lod sig diktere af anvendelighed og lettilgængelig formidling på dansk.

”Den retoriske kombination af forestillingen om praksisnær forskning og anvendelighed betyder naturligvis ikke i sig selv et farvel til den klassiske forskningsdyd om des-interesse.”

Claus Holm

I 2004 publicerede OECD en notorisk refereret landerapport om dansk pædagogisk forskning, der betonede behovet for en mere systematisk, policy-orienteret forskning, som skulle være empirisk, kvantitativ og – frem for alt – anvendelsesorienteret. Og begrebet praksisnær fik for alvor politisk medvind i 2013, hvor danske professionshøjskoler fik tildelt forskningsret og (og pligt) til ’praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter i tæt samspil med det aftagende arbejdsmarked, øvrige uddannelses- og vidensinstitutioner og det omgivende samfund.’

Siden har en uklar men potent forestilling om praksisnærhed bredt sig inden for den pædagogiske forskning og blandt politikere på Christiansborg. Den optræder fx i det politiske forlig om den nye læreruddannelse, hvor der står, at aftalepartierne ønsker mere praksisnær forskning med udgangspunkt i folkeskolens behov, og at ’en forudsætning for en prioritering af den praksisnære forskning vil være, at der tilrettelægges en systematisk anvendelse af forskningen i undervisningen på læreruddannelsen.’

Den retoriske kombination af forestillingen om praksisnær forskning og anvendelighed betyder naturligvis ikke i sig selv et farvel til den klassiske forskningsdyd om des-interesse. Men det rimer på en øget udsathed i forhold til allehånde praksis- og politikbaserede interesser. Det bør imødegås – og den klassiske norm om des-interesse kan holdes i hævd på i hvert fald tre måder:

For det første ved en forskningspraksis som kombinerer værdirelevans og værdineutralitet. En forsker er afhængig af værdirelevans, når det skal bestemmes, hvad der er vigtigt at undersøge – for eksempel folkeskolens behov for nye idéer om inklusions- og specialpædagogiske indsatser. Værdineutraliteten kommer ind som en neutralitet i forhold til den praktiske anvendelse, som aldrig må være styrende for, hvad der kan gælde som gyldige svar, og i forhold til selve undersøgelsens design. Kombinationen af værdirelevans og værdineutralitet er udtryk for forskningsmæssig des-interesse. Om og hvordan forskningen siden hen bliver anvendt, må overlades til politikere og praktikere.

For det andet er des-interessen afhængig af forskerens frihed til at vælge teori og metode og dermed til at stille nye spørgsmål og finde nye svar inden for de ønskede områder. Det forudsætter blandt andet, at hverken kvantitative eller kvalitative metoder udelukkes som relevante. Det er der ikke desto mindre politisk kamp om. I årene efter offentliggørelsen af førnævnte OECD-rapport hørte vi fra forskelligt hold, at alt andet end kvantitativ pædagogisk forskning måtte afvises som ubrugelig på skoleområdet. I kølvandet på den seneste folkeskolereform hørte vi det modsatte: at snart sagt kun kvalitativ forskning kan rumme kompleksiteten i en undervisningssituation.

For det tredje forudsætter den des-interesserede men anvendelige forskning i praksis dét, som forskeren Hans Fink, docent emeritus ved Aarhus Universitet har beskrevet som en afbalancering af såvel praksisnærhed og praksisfjernhed som teorinærhed og -fjernhed. En påberåbelse af bestemte teoriers og metoders dogmatiske praksisnærhed er altid usaglig og uden gavn for dem, som skal omsætte forskning til praksis. Fagkyndig virksomhed kalder Hans Fink det.

Kampen for – og om – videnskabeliggørelsen af dansk pædagogisk forskning har pågået i tyve år og gør det fortsat. Meget er nået, mere er på vej. Mit bud er derfor, at der aldrig har været mere des-interesseret pædagogisk forskning end nu, aldrig har den været mere internationalt anerkendt og bedre formidlet med henblik på anvendelse i praksis. Men der er behov for at værne om balancen mellem sandhed og anvendelighed, og en øget politisk såvel som videnskabelig opmærksomhed på forholdet mellem des-interesseret og praksisnær forskning er nødvendig.

CLAUS HOLM

Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU. 



NR. 102

TEMA: BRUGBAR PÆDAGOGISK FORSKNING

OKTOBER 2022