Legepladsen afspejler historiens børnesyn

Legepladser har ikke altid haft blødt faldunderlag og runde former. Professor i barndomshistorie Ning de Coninck-Smith tager os med på en tidsrejse i legepladsens historie. Fra sandkassens opståen på de første legepladser, over reformpædagogikken med skrammellegepladser og hulebyer til i dag, hvor børn igen skal bruge kroppen og klatre højt op – selvfølgelig helst på en naturlegeplads.

Lyt til artiklen

SPOT PÅ NY FORSKNING

Asterisk stiller skarpt på en ny bog af Ning de Coninck-Smith: Skrammellegepladen

Flotte og velplejede passer de ind i parkens æstetik og ånd. Tårnlegepladsen i Fælledparken på Østerbro i København. Legepladsen i Frederiksberg Have. Det kæntrede skib ’Trinidad’ på Sønder Boulevard. Flyverlegepladsen i Nørrebroparken. For bare at nævne et par af de markante fra vores hovedstad. Der er ofte tænkt lige så meget over den æstetiske dimension som legeredskabernes funktion.

Sådan var det ikke, da de første legepladser opstod i København. Dengang var de gemt af vejen på gruspladser og i de mest skyggefulde hjørner af parkerne, og det var ikke steder, hvor børnene skulle agere sammen med deres forældre.

De forskelle er på ingen måde tilfældige, fortæller professor Ning de Coninck-Smith fra DPU, Aarhus Universitet. Hun har netop udgivet bogen Skrammellegepladsen, hvor hun tegner et billede af legepladsernes kulturhistorie i Danmark fra deres tidlige opståen og frem til i dag.

”Legepladserne er grundlæggende et barometer, der giver et billede af det omgivende samfunds syn på børn og barndom. Igennem legepladsernes historie – deres opståen og udvikling – kan man følge forandringerne i barnesynet og den betydning, man tillægger legen,” siger Ning de Coninck-Smith om baggrunden for bogen, som er en del af serien 100 Danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag.

For legepladserne er nemlig også et kampfelt mellem forskellige interesser og voksnes ideologiske opfattelser, påpeger hun.

Leg var en pause fra det virkelige og vigtige

Børn har altid leget, men historisk er det blevet opfattet som en unyttig beskæftigelse. Leg var noget, som helst skulle pakkes væk, fordi det tog tid og opmærksomhed fra det virkelige og vigtige.

”Børn legede, når de ikke havde noget ’fornuftigt’ at gøre, som de var blevet sat til af de voksne. Når de ikke arbejdede eller sad på skolebænken, fandt de noget tid, og så legede de,” fortæller Ning de Coninck-Smith.

Når børnene i byerne legede udendørs, så foregik det på gaden. I parkerne var børnene ikke velkomne. Men med oplysningstiden blev legen imidlertid i stigende grad opfattet som en positiv faktor for borgerskabets børn, og det begyndte så småt at sætte spor i samfundets indretning.

”Legen begyndte at blive set som noget, der også kunne være et middel til noget andet, og i de sidste årtier af det 19. århundrede opstod idéen så om, at der burde indrettes særlige udendørsområder for børns leg, og at det burde være et offentligt finansieret anliggende,” fortæller Ning de Coninck-Smith.

Plads til leg på Københavns volde

Første gang, etablering af legepladser kom på den politiske dagsorden, var ved budgetforhandlingerne i Københavns Borgerrepræsentation i 1876, og da Ørstedsparken blev indviet i 1880, blev der indrettet en mindre grusplads til leg i et hjørne af parken som Københavns første egentlige legeplads. Det var ikke uden modstand fra de gamle mænd i Borgerrepræsentationen, men da kravet om legepladser begyndte at blive en folkesag blandt filantroper med indlæg i dagbladene og underskriftsindsamlinger til både politikerne og politidirektøren, så skiftede det politiske klima, og i 1891 blev Københavns Legepladsforening stiftet efter engelsk forbillede. Derfra tog sagerne fart.

”Der var mange forhold, som spillede ind. Københavnske filantroper havde set, hvordan legepladser var blevet en del af byudviklingen i andre europæiske storbyer. Befolkningen boede meget kompakt i de nye byområder som Vesterbro og Nørrebro. Der var en lurende frygt for børn og unge, der kunne lave ballade i rabarberkvartererne, som var datidens betegnelse for slummen. Der var dødsulykker i trafikken, hvor børn blev knust under vognhjul og stejlende heste. Og da voldene omkring København ikke længere skulle være en del af byens forsvarsværk, øjnede man pludselig muligheder for at få frigjort nogle arealer,” fortæller Ning de Coninck-Smith.

”Legen på legepladsen blev set som et led i en opdragelse af de vilde drengebørn, der igennem den fysiske leg under kontrollerede former skulle udvikle sig til sunde og civiliserede voksne.”

Ning de Coninck-Smith

Sandkassens fader

I 1908 åbnede således Danmarks første legeplads med en sandkasse på Christianshavns Vold. En af de drivende kræfter var læreren Hans Dragehjelm. Han blev en veritabel institution i dansk legepladsplanlægning og fik betegnelsen ’sandkassens fader’. Han var en stærk tilhænger af legeredskaber. Det kunne, ud over sandkasserne, være bukke og balancebomme, som var taget direkte ud af gymnastiksalen, eller vipper, rutsjebaner og svinggynger. Almindelige gynger måtte børnene dog ikke få, da han mente, at vedvarende gyngebevægelser havde en dårlig indflydelse på blodomløbet og hjernen.

Der blev talt om, at legen skulle vække almuebørn til live og gøre dem adrætte og behændige. Og der var også i udgangspunktet en stærk prægning fra socialdarwinismen og racismen, hvor drengebørn blev anskuet som naturfolk, der skulle civiliseres og tæmmes.

”Den grundlæggende opfattelse var både disciplinerende og kønsstereotyp. Piger skulle lege sanglege, mens drenge skulle lege fysisk og bruge hele kroppen. Legen på legepladsen blev set som et led i en opdragelse af de vilde drengebørn, der igennem den fysiske leg under kontrollerede former skulle udvikle sig til sunde og civiliserede voksne,” forklarer Ning de Coninck-Smith.

Der var dog også fortsat modstandere. Da Københavns Almene Boligselskab (KAB) foreslog en Folke- og Børnepark ved Bellevue Strandbad, som fattige københavnerbørn skulle kunne cykle eller tage en sporvogn ud til, så var der strid modstand fra villaejerne i Taarbæk og Danmarks Naturfredningsforening, der ikke ønskede larmende københavnerbørn i baghaven. Legepladserne var måske nok en god ide, men kun så længe de vel at mærke holdt sig i de folkelige kvarterer.

Legepladser med 'skrammologer'

Da Danmarks første skrammellegeplads i 1943 åbnede i Emdrup ved København, var det et radikalt nybrud. Nu skulle børnene selv udstyres med skovle og værktøj og lave jordhuler og bygge deres egne legeredskaber ud af forhåndenværende materialer som gamle mursten, bildæk, planker og stolper. Skrammellegepladsen skulle give børn i byen de uanede muligheder for at lege uden voksnes indblanding, som man mente landbobarnet havde.

”Der var ikke mange skrammellegepladser, men ideologisk fik de en enorm betydning. Det var en radikal omvæltning og et grundlæggende brud med opfattelsen af, at børn skulle ses, men ikke høres, og samtidig et brud med mistilliden til børn.”

Ning de Coninck-Smith

Lederen var John Bertelsen, som udviklede en pædagogisk lære kaldet ’skrammologi’. En skrammolog var en voksen, der bistod børnene med materialer og gode råd, og som ind imellem tog dem ved hånden, når de havde svært ved at forliges. Men filosofien var, at hvis børnene fik lov at klare alting selv, så ville de tage ansvar og sikre ro og orden. Det skulle forstås helt bogstaveligt. Skrammellegepladsen havde sit eget børnepoliti med et tilhørende fængsel, hvis ikke de formastelige børn ligefrem blev bundet fast til en totempæl og dømt for øjnene af de øvrige børn.

”Der var ikke mange skrammellegepladser, men ideologisk fik de en enorm betydning. Det var en radikal omvæltning og et grundlæggende brud med opfattelsen af, at børn skulle ses, men ikke høres, og samtidig et brud med mistilliden til børn,” siger Ning de Coninck-Smith og forklarer videre:  

”Der opstod en stor tillid til børns skaberevner, og det at splitte ting ad og bygge nyt blev pludselig set som noget produktivt.”

Opdragelse til demokrater

Legepladserne blev nu også set som noget, der skulle gøre børn til demokrater. Ved Brede i Kongens Lyngby i Nordsjælland etablerede havearkitekten Erik Mygind den såkaldte Huleby i 1957. Børnene byggede skure, og så skulle de lege det repræsentative demokrati ind gennem oprettelse af et børnebyråd med valg af borgmester, politimester og postbud. Området havde både en ged, en masse kaniner og sin egen avis Hulebyposten.

Men det gik ikke så godt med Hulebyen – efter nogle år endte det med, at børnene kom op at toppes. Dyrene blev ikke passet ordentligt, og der opstod en mindre borgerkrig med stenkast og drillerier.

”Børnenes fuldstændigt frie selvregulering viste sig at have en del bagsider, og samtidig er det gode spørgsmål, hvorfor skrammel egentlig var et særligt børnemateriale? Frem mod 1960’erne blev skrammellegepladserne afløst af byggelegepladser med mere institutionaliserede forhold, pædagoger i en aktiv rolle og et fokus mere direkte på konstruktionsprocesserne som det centrale. Men selvfølgelig stadigvæk med en klangbund i det reformpædagogiske eller humanistiske barnesyn og med kaniner og geder som en del af det pædagogiske tilbud,” forklarer Ning de Coninck-Smith.

Politiske legepladser

Leg var nu absolut ikke en pause fra de virkelig vigtige ting. Vægten blev lagt på det aktive, nysgerrige og frit legende barn.

Med etableringen af velfærdsstaten skete der da også en voldsom udbredelse af legepladser i Danmark. Legepladser var nu også et velfærdsstatsligt socialpædagogisk tilbud til alle børn. De var en del af de mange nye daginstitutioner og fritidsinstitutioner, som så dagens lys, i takt med at kvinderne igen kom ud på arbejdsmarkedet, legeredskaber kom ind i skolegårdene, og der kom flere bemandede legepladser.

Legepladserne var også et værn for børn imod den voksende trafik og et rum for en bedre opvækst. Ikke mindst blev det en fast del af de nye boligbyggerier, at der både skulle være mere lys og luft omkring boligkarreerne og samtidig adgang til legepladser på de nye fælles arealer, hvor mødrene kunne holde øje med børnene oppe fra lejlighederne.

Parallelt hermed fik moderne kunstnere også blik for leg og legeredskaber i samtiden.

”Der skete et overlap mellem kunsten og legen. Kunstnere lavede abstrakte skulpturer, som var lavet med henblik på, at børn kunne kravle ind i dem og oven på dem. De legende børn blev samtidig tildelt en rolle som formidlere af moderne kunst og troen på en bedre verden. Samtidig kom der også et større fokus på børns æstetiske behov fra kunstnere og arkitekter i indretningen af legepladser, ” fortæller Ning de Coninck-Smith.

Da ungdomsoprøret satte sig igennem, satte det tilsvarende spor på legepladsområdet. Der var eksempelvis en forældregruppe i Høje Gladsaxe, der i 1968 selv byggede en legeplads med klatrestationer, gangbroer og rutsjebaner på et areal, som egentlig var ejet af et af boligselskaberne. Andre gik mere håndfast til værks. Aktivister med tilknytning til Unge Pædagoger forsøgte eksempelvis at dele søm, brædder og maling ud til børn i skolegårde, hvor tanken var, at børnene bare skulle gå i gang.

Endelig etablerede unge aktivister fra venstrefløjen også ’politiske legepladser’ som Hudegrunden på Vesterbro og Byggeren på Nørrebro på tomme grunde, hvor der tidligere havde stået saneringsmodne ejendomme. Hudegrundens pædagoger ville opdrage børnene til klassebevidste, socialistiske individer, mens Byggeren var præget af antiautoritære ledelsesformer og stor kreativitet. Der var hårde ideologiske og politiske konflikter med kommunen, som kulminerede, da Byggeren blev ryddet ret brutalt i 1981, og børn pludselig stod midt i voldsomme konfrontationer med kampklædt politi.

Fokus på sikkerhed

Antallet af byggelegepladser dalede markant i løbet af 1970’erne. I 1981 var der 21 statsanerkendte byggelegepladser, hvor der ti år tidligere havde været 51. En del overgik i stedet til at være fritidshjem og klubber, mens andre bare forsvandt i løbet af de efterfølgende år.

”Det har jo dels noget at gøre med de små årgange, for der kom jo ikke så mange børn til i 1980’erne. Men det handler også om, at rigtig mange børn nu var i institution.  Samtidig skiftede dagsordenen også på anden vis. I løbet af 1980’erne kom der også et større fokus på sikkerhed,” fortæller Ning de Coninck-Smith og henviser til en opgørelse fra Aarhus Kommunehospital, der viste, at mellem 10.000 og 12.000 børn årligt kom så alvorligt til skade på legepladser, at det krævede besøg på skadestuen eller indlæggelser.

Det fik til sidst forældre og pædagoger op af stolene. De ville ikke længere acceptere brækkede arme og ben og hovedskader, når børn faldt ned eller blev klemt i legeredskaber – eller dødsulykker, hvor børn blev kvalt i legeredskaber eller blev kvalt af røg, når de legede med ild i selvbyggede huler.

Pædagogernes fagforening BUPL startede en kampagne om bedre sikkerhed på legepladser, og der kom ordentlige faldunderlag, ligesom det var slut med faldefærdige klatrestativer og rustne jernlegeredskaber, hvor bolte stak ud. Samtidig kom der også et stadig stærkere fokus på mobning mellem børn, hvor det ikke længere blev bagatelliseret eller set som naturligt, hvis børn tyranniserede andre børn.

Hvor var børnenes stemme?

Legepladsernes opståen og udvikling var altså i høj grad et ideologisk kampfelt præget af voksne, kunstnere, arkitekter, filantroper, reformpædagoger, aktivister og politikere. Men hvor var børnenes stemme i alt det her?

”Børnene har ikke har haft meget indflydelse. Altså selvfølgelig har de jo taget imod de tilbud, de har fået, og de har også kæmpet for at bevare noget, når det har været truet. Men overordnet set så har de ikke haft meget at sige,” siger Ning de Coninck-Smith.

Hun peger på et tidstypisk eksempel fra 1969, da bestyrelsen i boligforeningen i Egeriskvarteret i Skive til deres forbløffelse måtte konstatere, at kun to ud af 50-60 børn ønskede en byggelegeplads, da de blev spurgt. Børnene ville hellere have dobbelte luftgynger og andre helt traditionelle legeredskaber, da de mente, at en byggelegeplads blev kedelig i længden. Tidsskriftet Boligen rejste derfor spørgsmålet, om man helt skulle ophøre med at tage børn med på råd, når de på den måde ikke vidste deres eget bedste.

Skolereformen stiller krav om bevægelse

Hvor sandkassens fader Hans Dragehjelm i de første årtier af det 20. århundrede advarede mod gynger, fordi de angiveligt havde dårlig indflydelse på blodomløbet og hjernen, ser man i dag anderledes på det. Når det private firma Kompan udvikler og bygger legepladser, tager de børnene med på råd. Og børnene vil have mere fart. Det skal være vildt. Det resulterede bl.a. i de meget hurtige karusseller, som vi ser på mange legepladser i dag. Samtidig bliver legepladserne fortsat sat i både opdragelsens og sundhedens tjeneste.

”Da legepladserne blev opfundet, var der en forestilling om, at de ville kunne forebygge, at børn blev kriminelle, og så var der også et militærisk aspekt. Børnene skulle rettes af og træne ligesom i gymnastikken, og sådan er det fortsat til en vis grad,” siger Ning de Coninck-Smith.

Hun peger på, at der er kommet et fornyet fokus på den fysiologiske side af legen. Der er en opfattelse af, at det står sløjt til med motorikken, og flere børn end tidligere er overvægtige. I daginstitutionernes læreplaner er der blevet sat en tyk streg under leg og bevægelse, og med skolereformen kom der pålæg om, at eleverne skal bevæge sig mindst 45 minutter om dagen.

Der kom klatrevægge og -tårne på skolernes legepladser, og den fysiske leg skulle træde i læringens tjeneste, når der nu skulle hinkes matematik og bogstaver i timerne.

I de senere år er naturlegepladserne vundet frem i stor stil. Det er ikke tilfældigt, men skriver sig direkte ind i en af vor tids største emner – nemlig klimaforandringerne og biodiversitetskrisen, mener Ning de Connick-Smith.

”Når der er kommet så stor interesse for klatrelegepladser, så har det samtidig været båret af en bekymring over, at børn ikke længere klatrer så meget i træer. Det er måske forbundet med en vis nostalgi. Men når der kommer stadig flere naturlegepladser, så kan det heller ikke ses uafhængigt af, at vi som samfund er meget optaget af klimaforandringer og biodiversitetskrise og gerne vil sikre, at børn føler sig forbundet med naturen,” siger Ning de Coninck-Smith.

LEGEPLADSENS UDVIKLING

  • 1880: Københavns første legeplads bliver indviet i Ørstedsparken

  • 1891: Københavns Legepladsforening bliver stiftet 

  • 1908: Danmarks første legeplads med en sandkasse åbner på Christianshavns Vold

  • 1943: Danmarks første skrammellegeplads åbner i Emdrup ved København

  • 1950’erne: Kunsten indtager legepladserne. Kunstnere laver abstrakte skulpturer, som er udformet med henblik på at børn kan kravle ind i dem og oven på dem. 

  • 1957: Hulebyen opstår ved Brede ved Kongens Lyngby i Nordsjælland.

  • 1959: Dansk Legepladsselskab bliver stiftet

  • 1968: En forældregruppe i Høje Gladsaxe bygger en legeplads med klatrestationer, gangbroer og rutsjebaner efter rådgivning fra maleren Palle Nielsen og ægteparret Ingrid og Jan Gehl (hhv. psykolog og arkitekt). 

  • 1970: Den første ’politiske legeplads’ Hudegrunden opstår på Vesterbro. To år senere kommer Byggeren på Nørrebro. 

  • 1980’erne: Byggelegepladserne forsvinder: De fleste overgår til at være fritidshjem og klubber, andre nedlægges. 

  • 1984: Der kommer et øget fokus på sikkerhed ført an af pædagogernes fagforening BUPL.

  • 1990’erne: Det private firma Kompan, som udvikler og bygger legepladser, tager børnene med på råd. Og børnene vil have mere fart og højde. 

  • 1997: Dansk Legepladsselskab afholder sin første konference om naturlegepladser 

  • 2004: De pædagogiske læreplaner bliver introduceret i landets børnehaver, og legepladserne får status som den ’tredje pædagog’.

  • 2005: Der bliver optalt 50-60.0000 legepladser i Danmark

  • 2010: I forbindelse med renovering af Nørrebroparken og Fælledparken i København bliver leg integreret med motion og boldspil.  

  • 2014 og frem: Skolereformen stiller krav om mere bevægelse, og det kommer bl.a. til udtryk i flere klatrestativer, forhindringsbaner og trampoliner.

Læs mere

Ning de Coninck-Smith: Skrammellegepladsen (del af serien 100 Danmarkshistorier), Aarhus Universitetsforlag, 2022.

NING DE CONINCK-SMITH

er dr.phil. og professor i uddannelseshistorie ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i skolens og barndommens historie og har særligt fokus på rum og design til børn. Hun underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi



NR. 102

TEMA: BRUGBAR PÆDAGOGISK FORSKNING

OKTOBER 2022