Asterisk nr. 102 - oktober 2022
Hvordan gør den pædagogiske forskning mest gavn ikke bare i skoler og dagtilbud, men også i kommuner og ministerier, hvor man udvikler skole- og børnepolitik? Det handler først og fremmest om at etablere gode samarbejdsrelationer og tage praktikerne med på råd. Men de eksterne samarbejdspartnere skal holdes ud i strakt arm, så forskerne kan bevare deres åbenhed og producere viden, der er fri af ideologi og særinteresser.
Lyt til artiklen
”Pædagogisk forskning er konkret! Det handler om virkeligheden. Den pædagogiske forskning vil gerne ændre praksis. Men det kan være rigtig svært at nå praksis.”
Sådan lyder det fra Theresa Schilhab, der er lektor i neuropædagogik ved DPU, Aarhus Universitet.
Hvis man som forsker skal nå praksis, er det ikke nok at sende en mail og invitere en gruppe lærere og skoleledere til et informationsmøde om sit forskningsprojekt og så regne med, at de er med på idéen. De skal reelt opleve et behov for at arbejde med de problemstillinger, forskerne adresserer. Og så handler det om at skabe gode relationer og ikke mindst om at gøre det abstrakte håndgribeligt for dem, forklarer Theresa Schilhab.
Hendes forskning handler om samspillet mellem krop og bevidsthed i læreprocesser, og det bliver hurtigt uhåndgribeligt og abstrakt. Men desto større er behovet for at konkretisere det over for praksis, understreger hun:
”Forholdet mellem det mentale og det fysiske er jo enormt interessant! Men det er først anvendelig viden, når det konkretiseres og operationaliseres. Her må man som forsker anerkende, at man skal tale, så det giver mening for praksis. Forskning er en ekspertise, men vi er forpligtede til at få det ud over rampen. Og det handler i høj grad om formidling.”
Og netop formidlingsdelen er Theresa Schilhab optaget af. Her fremhæver hun sit eget projekt Naturlig Teknik støttet af Nordea Fonden, som handler om at skabe læringsoplevelser for børn i naturen og derigennem stimulere deres lyst til og interesse for naturen og naturfag.
”Projektet er tilrettelagt efter anvendelighed. Det var et kriterie fra Nordea Fonden, at det var anvendeligt for praksis, og det indebar også kommunikation omkring formålet, og om hvordan lærere konkret kan bruge naturen som læringsrum for elever,” fortæller hun og tilføjer:
”Jeg føler mig altid forpligtet til at operationalisere min forskning. Det kommer sig af, at de lærere, jeg arbejder med, spørger: ’Hvor i praksis ser vi det her?’ På den måde bliver praksis ofte afgørende for den drejning, min forskning tager.”
”Behovet for at løse et særligt problem skal komme fra skolerne.”
Vibe Aarkrog
Også Vibe Aarkrog og Bjarne Wahlgren, der er hhv. lektor og professor ved DPU, Aarhus Universitet, arbejder tæt sammen med praksis. Deres forskning kredser om kvalitetsudvikling af erhvervsuddannelser, så i deres tilfælde er praksis lærere, vejledere og ledere på erhvervsuddannelserne. Og det er da også dem, altså praksis, der ifølge Vibe Aarkrog er med til at definere problemerne og dermed styrke anvendelsen af forskningsresultaterne.
”Behovet for at løse et særligt problem skal komme fra skolerne,” siger hun og peger på, at man som forsker skal indtage en lyttende og observerende rolle og være helt tæt på de daglige problemstillinger, praksis oplever:
”Det er ud af elfenbenstårnet – ud på skolerne og observere og interviewe for at blive klogere på, hvad der er på spil. Hvordan oplever de problemet, og hvordan arbejder de med nogle af de teorier og metoder, vi har præsenteret dem for?”
Vibe Aarkrog og Bjarne Wahlgren benytter sig af aktionsforskning som metode, fordi den tilgang bringer dem tæt på praksis, i og med forskningen udvikles sammen med dem. Det styrker den praksisrelaterede forskning, mener de og henviser til forskningsprojektet At blive på sporet, som de sammen med to andre kolleger gennemførte i 2017-19. Her undersøgte de i tæt samarbejde med praksis beslutningsprocesser i forbindelse med frafald på erhvervsuddannelser og i almen voksenundervisning (VUC).
”Frafald er et konkret oplevet og alvorligt problem på erhvervsskolerne, og det er derfor et vigtigt forskningstema,” siger Bjarne Wahlgren og henviser til, at det ikke mindst er et tema, der står højt på den politiske dagsorden – vi har som samfund brug for, at flere unge gennemfører en erhvervsuddannelse.
For at blive klogere på, om man kan opstille objektive kriterier for, hvad og hvilken type forskning, der er brugbar, vender vi os mod den britiske professor emeritus Martyn Hammersley fra The Open University. Han har forsket i og skrevet bøger om, hvad der gør socialvidenskabelig forskning – herunder forskning i pædagogik og uddannelse – brugbar. Han siger:
”For mig at se, er der kun to standarder, som forskning skal dømmes ud fra: Om resultaterne er troværdige, og om de er relevante for lægmænd såvel som i akademia.”
Og selvom det er forskerne, der afgør, hvad de vil forske i, så er det helt afgørende, at de indsigter, der opnås på baggrund af forskningsresultaterne, kan gennemføres i praksis, understreger Martyn Hammersley.
Han afliver myten om, at evidensbaseret pædagogisk forskning er udtryk for sand og objektiv viden.
”Jeg tror ikke på, at praksis kan være evidensbaseret,” siger han og uddyber:
”Randomiserede forsøg og systematiske reviews kan være en hjælp til policy og praksis, men der er en tendens til at bruge den viden som noget, der fortæller policy eller praksis, hvad der virker – og derfor hvad der bør eller ikke bør gøres ved aktuelle udfordringer,” siger han og fortsætter.
”Der vil være for mange problemer med at overføre resultaterne fra et kontrolleret studie til en ’vild’ praksis, fordi der er så mange overvejelser, man skal tage højde for. Man er fx nødt til at forholde sig til, om det, der anbefales, kan gennemføres i den lokale kontekst og under de vilkår, de har netop dér. Problemets karakter og den rigtige løsning vil altid være lokalt forankret, og kan sjældent fixes med en one-size-fits-all løsning.”
Hvem praksis er afhænger af forskningsfeltet.
Netop den lokale forankring er i fokus hos Bjarne Wahlgren og Vibe Aarkrogs forskning, der tilstræber, at praksis skal føle medejerskab over forskningsprojektet. Og for at styrke det medejerskab har de blandt andet arbejdet med såkaldte ’forskningscirkler’, der består af forskere og nogle af de praktikere, der er involveret i projektet. Vibe Aarkrog forklarer nærmere:
”I forskningscirklerne fremlægger vi i første omgang de problemstillinger, vi som forskere har observeret i praksis, og spørger derefter deltagerne: ’Kan I genkende det?’ Og så er der en dialog om det. Derpå planlægger vi næste skridt sammen med praksis. Inden næste møde i forskningscirklen har vi hver især forpligtet os til at sætte noget nyt i værk.”
”Det er os forskere, der sætter rammerne. Det er os, der samler data, analyserer data og i sidste ende afgør, hvordan konklusionerne skal lyde.”
Bjarne Wahlgren
I den mellemliggende periode samler forskerne data gennem observation og interviews, men også via spørgeskemaundersøgelser.
I forbindelse med projektet At blive på sporet gennemførte forskerne fx løbende målinger af elevernes tilfredshed med at gå i skole og deres generelle trivsel.
Vibe Aarkrog understreger, at praktikere og forskere supplerer hinanden på forskellig vis i forskningen. Praktikerne inddrages fx i dataindsamling og gyldighedskontrol af data, og er på den måde inddraget direkte i forskningen.
I sit seneste forskningsprojekt, Sustainable Culture for Change, stiller Bjarne Wahlgren desuden krav om, at forskningen skal skabe bæredygtig forandring. Projektet er støttet af Villum Fonden og går kort fortalt ud på at kvalitetsudvikle undervisning og ledelse på en række udvalgte erhvervsskoler i Østeuropa (Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet).
”Forskningen skal med andre ord have værdi for praksis over tid. I Sustainable Culture for Change lykkedes det forskere og praktikere i fællesskab at skabe en vedblivende forandringsparathed hos ledergruppen på de enkelte deltagende erhvervsskoler. Det er et eksempel på, at den praksisrelaterede tilgang har sat sig blivende spor i praksis,” fortæller Bjarne Wahlgren.
Et kritisk spørgsmål trænger sig på her: Kan praksis få for meget magt over projektet – og dermed forskningen? Risikoen er der, hvis ikke man som forsker er meget bevidst om sin rolle og sit ansvar, mener Bjarne Wahlgren:
”Det er os forskere, der sætter rammerne. Det er os, der samler data, analyserer data og i sidste ende afgør, hvordan konklusionerne skal lyde. Og det er os, der publicerer resultaterne i videnskabelige tidsskrifter, og os der sikrer den videnskabelig kvalitet,” siger han og understreger, at praksisrelateret forskning ikke betyder resultatløs forskning eller ren ’prakticisme’.
”Forskeren bør i princippet altid holde praksis ud i så strakt arm, at de ikke får lov til at dominere forskningen, som skal forholde sig kritisk til antagelser, relationer, etablerede beskrivelser og egne forventede resultater.”
Theresa Schilhab
Konkret har Vibe Aarkrog og Bjarne Wahlgren i forbindelse med forskningsprojektet At blive på sporet udgivet syv peer reviewed forskningsartikler, der sikrer høj videnskabelig standard.
Theresa Schilhab gør opmærksom på, at det er vigtigt at bide mærke i forskellen på grundforskning og anvendt forskning.
”Praksis efterspørger anvendt forskning, men vi skal ikke være blinde for, at anvendt forskning kan komme til at begrænse forskningens væsen – dvs. kvaliteten af spørgsmål og svar. Forskning bør ikke i udgangspunktet alene være et værktøj for praksis, fordi det taler imod forskningens – og dermed videnskabens – essens, som er at opnå den videst mulige erkendelse af et emne,” siger hun og fortsætter:
”Forskeren bør i princippet altid holde praksis ud i så strakt arm, at de ikke får lov til at dominere forskningen, som skal forholde sig kritisk til antagelser, relationer, etablerede beskrivelser og egne forventede resultater. Den videst mulige erkendelse opnås kun gennem kritisk, systematisk og stringent refleksion og holdbare begrundelser og forklaringer. Den bør ikke være styret af behov eller andre ydre krav.”
Så vidt samspillet mellem praksis og forskning. Men den pædagogiske forskning yder også input til kommuner, ministerier og styrelser på det, der hedder policy-niveau. Her kan den pædagogiske forskning få mere eller mindre direkte indflydelse på uddannelses- og børnepolitik. Det kan ske på flere måder.
I Bjarne Wahlgren og Vibe Aarkrogs forskning går vejen til policy gennem praksis. Vibe Aarkrog forklarer nærmere:
”Policy-niveauet påvirkes indirekte, når vi arbejder med praksis om at løse et specifikt problem, fx for højt frafald på erhvervsuddannelserne. Så udvikler skolerne nye praksisser, og hvis de er virkningsfulde, kan man med fordel formidle erfaringerne til policy-niveauet, og derpå kan erfaringerne måske udbredes som generel politik på området.”
Theresa Schilhab understreger, at man som forsker skal have godt fat i sig selv, når man samarbejder med kommuner og ministerier. Hun siger:
”Man bliver presset på sin faglighed, fordi den måde, man ser verden på som forsker, i princippet er uden begrænsninger. Men nu står man pludselig med begrænsninger som et budget eller en skolereform, det skal passes ind i. Man skal derfor anstrenge sig for at bibeholde sin forskningsmæssige legitimitet i den type samarbejde. De kan bruge noget af din forskning, og trækker det ud, der passer til deres projekt eller politiske agenda, men de er ikke interesserede i at høre om omstændigheder og nuancer.”
Udtrykket policy kan ikke oversættes direkte til dansk. Den oftest benyttede oversættelse er ’det politiske indhold’.
Policy-niveauet består af kommuner, ministerier og andre offentlige organisationer.
Når den pædagogiske forskning leverer input til policy-niveauet, leverer den altså indhold i form af viden, som kan danne grundlag for politiske beslutninger inden for et bestemt felt – fx skole- eller børneområdet.
Og her opstår der et gab, mellem den pædagogiske forsknings væsen og de forventninger, som både praksis og policy kan have om klare guidelines og anbefalinger fra forskere. Men ifølge Martyn Hammersley kan den pædagogiske forskning ikke sige noget om, hvad praksis skal gøre eller ikke gøre. Den skal heller ikke dirigere en særlig politik. For forskningen kan ganske enkelt ikke afgøre, hvad der er god eller dårlig praksis eller policy, mener han. Han siger:
”Forskningen kan og bør kun levere viden og indsigter. Derfra er det op til hhv. praksis og politikere at føre den viden ud i praksis. Og derfor er forskningens bedste bidrag til både policy og praksis at levere idéer, dvs. nye måder at forstå ting og udfordre gængse antagelser – fx at gøre lærere opmærksomme på, at de har en bias i form af en antagelse om en særlig gruppe børn.”
Martyn Hammersley skelner skarpt mellem akademisk og det han kalder praktisk forskning.
”Den akademiske er mere grundig, men til gengæld er den langsom og langtrukken, i en grad så problemerne måske er nogle andre, når forskerne engang er færdige med deres undersøgelser. Derfor tyr politikere såvel som praksis ofte til konsulenthuse, der kan give hurtige svar – og måske også de svar politikerne ønsker sig,” siger han.
”Forskningen kan og bør kun levere viden og indsigter. Derfra er det op til hhv. praksis og politikere at føre den viden ud i praksis.”
Martyn Hammersley
Ifølge Theresa Schilhab kan forskningen til gengæld levere noget enestående:
”Forskerens kvalitet er at forholde sig til flere elementer på én gang, og ikke lade sig forføre af én tankegang. Man skal som forsker hele tiden holde sig åben for, at virkeligheden byder på undtagelser. Og så handler det om at systematisere de uregelmæssigheder, man støder på. Men når man insisterer på åbenhed, kan det opfattes som om, man sætter en proces i stå, og det stiller forskningen dårligt i konkurrence med undersøgelser og teorier, der er let omsættelige,” påpeger hun.
Kilde: Martyn Hammersley
Den åbenhed skal også gælde, når forskere skal forholde sig til og måske forske i problematikker af værdimæssig karakter, understreger Martyn Hammersley. Forskerens værdimæssige overbevisning såvel som hendes politiske ståsted må således ikke præge forskningen.
Det kan fx være, at et forskningsprojekt peger på, at kvaliteten i dagtilbud ikke afhænger af normeringen, men mere af ledelse, organisering og personalets uddannelse. Selvom du som forsker måske i udgangspunktet mener, at normeringer betyder alt, så må den forudantagelse ikke påvirke forskningen og dens resultater.
Alle forskere inden for socialvidenskab – herunder pædagogik og uddannelse – skal nemlig ifølge Martyn Hamersley stræbe efter værdineutralitet. De skal ikke svare på normative spørgsmål som, hvad skal der gøres her? Hvem skal bebrejdes?
Forskeren må ikke lade sit politiske ståsted skinne igennem i sin forskning, som skal formidles uafhængig af, om forskeren tilhører den ene eller den anden politiske fløj.
”Forskningen er kun en intellektuel autoritet relateret til viden. Og selv dér, er resultaterne aldrig ufejlbarlige,” siger Martyn Hammersley.
Han medgiver, at værdineutralitet kan være en misvisende term: Ingen forskning kan være værdineutral i forhold til alle typer værdier. Fx skal forskningen altid være bundet op på værdier som sandhed og erkendelse. Han uddyber:
”Pointen er, at forskning ikke skal være ophængt på værdier relateret til praksis – også selv om forskerne måske selv har sådanne værdier. Forskningens eneste formål er at producere viden!” fastslår Martyn Hammersley og tilføjer:
”Forskning kan problematisere den faktiske antagelse for en specifik værdimæssig position, men forskningen kan ikke afgøre, om den ene position er mere sand end den anden. Forskere, der gør det, er biased. Og det dur ikke i forskning, for så forholder man sig ikke åben til, hvad man måtte finde.”
Forskningsprojektet Naturlig Teknik (Theresa Schilhab/Nordea Fonden): www.naturligteknik.dk
Theresa Schilhab: Naturoplevelser i naturfagsundervisningen i grundskolen, Pædagogisk Indblik, DPU, Aarhus Universitet, 2021
Bjarne Wahlgren, Susanne Gottlieb, Katrine Puge, Line Beck Lindhardt: Sustainable Culture for Change , The Velux Foundation, 2022
Sustainable Culture for Change (au.dk)
Bjarne Wahlgren & Line Beck Lindhardt: Training School Leaders to Improve School Practices. European Conference on Educational Research, 2022
Bjarne Wahlgren, Vibe Aarkrog, Kristina Mariager-Anderson, Susanne Gottlieb: At blive på sporet, e-bog fra DPU, Aarhus Universitet, 2020
Bjarne Wahlgren & Vibe Aarkrog: Forskningscirkler som praksisnær forskning – mødet mellem praksisbaseret og forskningsbaseret viden. Tidsskrift for Professionsstudier, 2019
Martyn Hammersley: The Limits of Social Science, Sage Publication, 2014
Martyn Hammersley: The Myth of Research-Based Policy and Practice, Sage Publication, 2013
er dr. pæd. og lektor på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i kropslig og tavs videns betydning for vores kognition og tænkeevner. Hun er forskningsleder for det femårige forskningsprojekt Naturlig teknik, der handler om, hvordan smartteknologi indvirker på børns naturoplevelse. Hun underviser på Kandidatuddannelsen i didaktik - materiel kultur.
er professor i voksenuddannelse på DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i sammenhæng mellem uddannelse og praksis og i transfer og anvendelse af læring. Han underviser på Master i Voksnes Læring og Kompetenceudvikling.
er lektor i erhvervspædagogik på DPU, Aarhus Universitet og professor II på Oslo Metropolitan University. Hun forsker primært i pædagogik og didaktik i erhvervsuddannelserne med fokus på sammenhængen mellem teori og praksis og skole- og praktikdelene. Hun underviser på Bachelor i Uddannelsesvidenskab og er fagkoordinator på Master i Voksnes Læring og Kompetenceudvikling.
er professor emeritus i uddannelses- og socialvidenskab ved The Open University i England. Han har en lang forskningskarriere bag sig og er forfatter til flere bøger om socialvidenskabelige metoder, som han kaster et kritisk blik på.
NR. 102
TEMA: BRUGBAR PÆDAGOGISK FORSKNING
OKTOBER 2022
