Asterisk nr. 105 - juni 2023
Hvad skal vi lære i en fremtid, hvor kunstig intelligens ikke længere er forbeholdt science fiction-universet, men er et tilgængeligt værktøj for enhver? Meget mere, lyder det fra de forskere, Asterisk har talt med. Vi skal blandt andet lære at stille de rigtige spørgsmål til chatbotten og kritisk vurdere de svar, vi får. Det starter i skolen, som skal nytænke didaktikken og revidere skoleskemaet, for eleverne skal lære mere end at læse, skrive og regne, hvis de skal rustes til fremtidens digitale samfund.
Lyt til artiklen
’Hvad bliver vigtigt at lære i fremtiden? ’
Der er ikke lang betænkningstid hos ChatGPT’en, som har fået stillet spørgsmålet. Den lister syv punkter – blandt andet: dataanalyse, cybersikkerhed, entreprenørskab, flerkulturelt samarbejde. Gode bud… så hvorfor overhovedet tale med ’rigtige’ forskere til denne artikel, når chatbotten har alle svarene?
Det er der flere gode grunde til. Først og fremmest ved vi jo ikke, om vi kan regne med det, chatbotten fortæller os. Taler den sandt? Og hvorfor siger den det, den siger? Hvilken position taler den fra –hvilke interesser ligger bag de svar, den giver os?
Den type spørgsmål må vi forholde os til, når vi bruger den kunstige intelligens. Præcis som vi allerede gør, når vi hører en politiker udtale sig eller en forsker – eller når vi læser en avisartikel eller en bog.
Men med teknologien – og særligt den kunstige intelligens – bliver det mere nødvendigt end nogensinde at kunne vurdere information kritisk, mener Cathrine Hasse, der er professor i fremtidsteknologi og læring på DPU, Aarhus Universitet.
”Jo mere viden, du har om det emne, du undersøger, jo bedre spørgsmål kan du stille til teknologien, og jo bedre kan du bruge den.”
Cathrine Hasse
Hun er p.t. optaget af, hvordan den fremadstormende kunstige intelligens sætter nye standarder for, hvad der bliver vigtigt at lære i fremtiden. Med det følger også etiske spørgsmål: Hvor langt vil vi gå i vores iver efter at bruge teknologien til at lære mere? Hvordan sikrer vi med andre ord, at det er os, der styrer den – og ikke omvendt?
”Vi slipper ikke uden om, at vi mennesker skal lære mere. Vidensopbygning bliver helt essentiel for at begå sig i fremtidens digitale samfund. Vi skal vide noget om det, vi undersøger. Derfor bliver det vigtigt at have en bredde i sin viden og være parat til hele tiden at tage nye begreber ind og udvide sin horisont,” siger Cathrine Hasse og tilføjer:
”Vi skal vide så meget, at vi kan stille de rigtige spørgsmål.”
Hun uddyber sit lidt kryptiske svar:
”Jo mere viden, du har om det emne, du undersøger, jo bedre spørgsmål kan du stille til teknologien, og jo bedre kan du bruge den. Du skal vide nok, til at du kan spørge klart, vurdere kritisk og analysere de svar, du får fra chatbotten. Derpå skal du måske revidere dit spørgsmål – og så prøve igen med et nyt,” siger hun.
Hun illustrerer sin pointe med et tænkt eksempel fra en skolesammenhæng:
”Lad os sige at man skal lære noget om vikinger. Så underviser læreren i noget om vikingetiden. Det gør han i en kontekst – vi er i Danmark. Dvs., de fleste elever har et kulturelt ressourceberedskab og kendskab til vikinger, som de kan skrive ind i chatten. Så kan det være, at de får svar, der bryder med, hvad læreren har sagt. Så må de gå tilbage og undersøge – og måske gå i dialog med læreren,” siger Cathrine Hasse og understreger, at læreren ikke bliver overflødig. Tværtimod stiller teknologien – særligt den kunstige intelligens – nye krav til læreren, der også skal mestre teknologien rent didaktisk:
”Læreren skal være klar til at indgå i en dialog med eleven om den viden, der kommer fra chatbotten. Han skal udfordre de svar, eleverne får fra chatbotten, og de spørgeteknikker, eleverne benytter.”
En avanceret AI (Artificial Intelligence)-sprogekspert udviklet af firmaet OpenAI. Teknologien er trænet på enorme mængder tekstdata for at kunne forstå, generere og manipulere naturligt sprog på en måde, der er sammenligneligt med menneskelig kommunikation.
Kilde: gpt-4.dk
Alt det her er noget, vores børn og unge skal lære allerede i grundskolen, mener Jeppe Bundsgaard, der er professor i danskfagets didaktik ved DPU, Aarhus Universitet.
Ligesom Cathrine Hasse er han optaget af, hvordan teknologien ændrer præmisserne for, hvad der er vigtigt at lære. Han står bag den danske del af den internationale IEA-undersøgelse ICILS (International Computer and Information Literacy Study), som er en international undersøgelse af elevernes computer- og informationskompetencer i 8. klasse.
Undersøgelsen måler, hvor gode eleverne er til at bruge teknologi, søge information og forholde sig kritisk til den information, de finder.
”Danske elever er nogle af de bedste i verden til det. Men når du så kigger på, hvad de kan, så tænker jeg: Det er slet ikke nok! Der er fx en opgave, hvor eleverne skal forholde sig til en virksomheds webside, hvor en professor siger: ’Den her pille er god for dig at tage.’ Skal man tro på det? Ja, tænker de allerfleste elever. Det er jo en professor, der siger det. De er alt for ukritiske,” siger Jeppe Bundsgaard og lader forstå, at der slet ikke er nok undervisning i kommunikationskritik i den danske folkeskole.
”Børn og unge skal gøre sig erfaringer med teknologien – og lige nu er det kunstig intelligens i form af ChatGPT. Og skolen kan med fordel være den trygge læringsarena, hvor de lærer at bruge den teknologi.”
Jeppe Bundsgaard
Det væsentligste for skoleelever i dag er ifølge Jeppe Bundsgaard at forholde sig til store spørgsmål som fx: Hvad er det for et samfund, vi lever i? Hvordan er livet som menneske i det samfund? Hvad er det for nogle udfordringer, man har som borger i et digitaliseret samfund?
”Som borger er du nødt til at være god til at deltage i demokratiske processer. Som forbruger skal du være bevidst om, at du er del af et kapitalistisk system. Og så er der det, der handler om, hvordan du agerer på de sociale medier. Forstår du, at du giver dine data væk til tech-industrien? At de tjener penge på at sælge dine fremtidige handlinger til andre virksomheder?” spørger Jeppe Bundsgaard, der mener, at eleverne skal lære at ’brugsvurdere teknologien’. Det vil sige, at hver enkelt elev skal lære at vurdere, hvad teknologien bruger data til.
Han uddyber:
”Eleverne skal lære at tage stilling til, hvor meget de hver især vil lade sig manipulere. Og så skal de indse, at de store techfirmaer sælger deres data. Og at data er grundlaget for at kunne manipulere dem selv og andre ved at forudsige, hvordan de vil handle. Det er dér, vi skal have samtalen hen.”
Og den samtale, mener han, skal foregå på lærerværelserne, på læreruddannelserne, blandt politikerne og ikke mindst på læremiddelforlagene.
”Vi er nødt til at erkende, at det er en stor opgave at gøre eleverne modstandsdygtige over for teknologiens manipulation. Vi er i mange år gået ukritisk til teknologien, også i skolen, hvor der er blevet købt stort ind af digitalt udstyr. Men hverken elever eller lærere forstod rigtig at bruge det. Nu ser vi pludselig den omvendte tendens, hvor mange, herunder en række politikere, vil have skærmene ud af skolen,” siger han og problematiserer det noget forenklede sort/hvid-syn på teknologien.
For den kategoriske skærmmodstand løser ingen problemer i hans optik.
Han siger:
”Børn og unge skal gøre sig erfaringer med teknologien – og lige nu er det kunstig intelligens i form af ChatGPT. Og skolen kan med fordel være den trygge læringsarena, hvor de lærer at bruge den teknologi. Men det kræver, at lærerne er klædt på til at undervise i det.”
”Selvfølgelig skal eleverne stadig kunne læse, skrive og regne. Men det er vigtigt, at de forstår, hvorfor de skal det – og at de kan se meningen med det, de lærer.”
Jeppe Bundsgaard
Den kunstige intelligens’ uundgåelige indtog i skolen kalder på en diskussion af, om det er de rigtige ting, vores børn og unge lærer i skolen i dag. Klæder fagene og måden, vi underviser i skolen på, dem godt nok på til fremtidens digitale samfund? Eller skal de lære nogle helt andre færdigheder end dem, vi sædvanligvis regner for de væsentlige – nemlig at læse, skrive og regne? Det er Jeppe Bundsgaards opfattelse, at de traditionelle færdigheder ikke har samme gyldighed længere, netop fordi teknologien kan supportere os i de discipliner. Det bliver ikke irrelevant at mestre færdighederne, men de skal gribes anderledes an rent didaktisk, mener han.
Han siger:
”Selvfølgelig skal eleverne stadig kunne læse, skrive og regne. Men det er vigtigt, at de forstår, hvorfor de skal det – og at de kan se meningen med det, de lærer.”
Han vinker altså ikke endegyldigt farvel til færdighederne. Det giver stadig mening at træne enkeltelementer, så længe forbindelsen til den store sammenhæng er tydelig – du lærer de her bogstaver, fordi du skal skrive en tekst. Eller: du skal lære procentregning, fordi det er vigtigt, når du skal forstå proportionerne i det emne eller projekt, som du arbejder med i skolen.
Han laver en fodboldanalogi for at illustrere pointen:
”Man kan sagtens træne enkeltelementer af spillet, men spillerne skal vide, hvorfor de træner netop de elementer, og hvordan de elementer indgår i selve spillet. Det samme gælder læring i skolen.”
I danskfaget bliver der ifølge Jeppe Bundsgaard brugt alt for meget tid på stavetræning og diktat, og det virker meningsløst for eleverne, indvender han.
”Det giver ikke mening at tale om færdigheder løsrevet fra kontekst – man er nødt til at lære i en sammenhæng. Skal eleverne lære at identificere udsagnsord fx? Ja, men de skal vide, hvorfor de skal lære udsagnsord. Det kan fx være fordi, det er nødvendigt for at kunne sætte kommaer – eller mere interessant – fordi udsagnsord i passiv skjuler, hvem der handler i en situation,” siger han og peger på, at skoleelever i dag skriver alt for lidt:
”På mange skoler skriver eleverne først sammenhængende tekster i 5., 6. klasse. De bruger i stedet tiden på diktat og anden stavetræning. Men skrivning er meget mere end stavning – det er også modtagerrettethed, genre, stil, argumentopbygning, forklaringsstruktur osv.”
Risikoen for snyd med ChatGPT har ikke fået lærerne på landets skoler til at gå i panik, viser en rundspørge i Folkeskolens Lærerpanel
37 procent vil have værktøjer som ChatGPT forbudt ved afgangsprøverne
18 procent vil have dem helt forbudt i skolen
56 procent mener, at kunstig intelligens skal kunne bruges på lige fod med alle andre digitale værktøjer i skolen
73 procent af lærerne føler sig ikke klar til at undervise eleverne i kunstig intelligens
Kun 14 procent føler sig klædt på til det
Kilde: Folkeskolens Lærerpanel. Folkeskolen.dk, maj 2023
Så vi er altså ikke helt færdige med færdighederne i skolen – de er stadig vigtige at mestre. Men vi er nødt til at nytænke måden, eleverne lærer færdigheder på. Ellers bliver det ganske enkelt ikke til færdigheder, men ubrugbar viden – eller værre endnu: glemt.
Det er spild af alles tid. Det er selvfølgelig et problem, men Jeppe Bundsgaards pointe er snarere, at eleverne i dag skal lære så meget mere end færdigheder. Der er simpelthen større ting på spil, end om de kan sætte kommaet rigtigt eller få 0 fejl i diktat.
De bedste spørgsmål, en elev kan stille sin lærer, er i følge Jeppe Bundsgaard derfor: Hvorfor skal jeg lære det her. Og hvorfor skal jeg lære det på den her måde?
Det kan måske lyde som om, at det bliver ret irriterende at være lærer på de præmisser, men både Cathrine Hasse og Jeppe Bundsgaard argumenterer for, at det at kunne tænke kritisk, vurdere og spørge ind til det, man ikke forstår, bliver endnu vigtigere fremover.
Heldigvis findes der mange måder at træne de kompetencer på. Det kan fx ske gennem litteraturundervisning og tekstanalyse, forklarer Jeppe Bundsgaard:
”Litteraturen er et middel, som vi kan bruge i undervisningen til at forstå os selv. Litteraturen skal hjælpe os til at lære at undersøge, fortolke og forstå. Så man kan lære at tage stilling til spørgsmål som: ’Er verden virkelig sådan (som den fremstilles i litteraturen, red.). Derved bliver eleverne klogere på verden og sig selv,” siger han og fortsætter:
”Der er i og for sig ikke så meget nyt i det, man skal lære. I læsning har man altid skullet læse og undersøge tekster. Man har altid skullet forholde sig til forfatterens udsagn om, hvordan verden er, og hvad der er godt og skønt og meningsfuldt. Men det er mere komplekst i dag. Det er enormt vigtigt at lære eleverne at forholde sig kritisk til produktion af fx opslag på sociale medier. De er nødt til at forstå årsagen til, at de får netop den information eller reklame i deres feed.”
Da ChatGPT for alvor indtog Danmark i vinteren 2023, kom det samtidig frem, at teknologien havde bestået flere skriftlige eksamener på anerkendte amerikanske universiteter – endda med pæne karakterer. Det fik danske universiteter til samstemmigt at melde ud, at de forbød teknologien til eksamener. Allerede i april var Københavns Universitet dog klar til at bløde op på reglerne.
Flere forskere og undervisere mener, at teknologien skal tænkes ind i uddannelsessystemet, så teknologien bliver et brugbart værktøj for de studerende.
Skriftlige eksamener i traditionel forstand bliver dog uundgåeligt udfordret – det kan være svært for lærerne at vurdere, om opgaven er skrevet af en elev eller en chatbot.
Ifølge Cathrine Hasse er tiden inde til at revurdere vores eksamensformer og genindføre dobbeltprøvning – dvs. mundtligt forsvar af skriftlige opgave og projekter
Kilde: Cathrine Hasse
Også Cathrine Hasse mener, at både de sociale medier og den kunstige intelligens kræver, at vi tager kildekritik mere alvorligt. Og her advokerer hun igen for, at teknologien skal bruges dialogisk – og ikke som en automat, man trækker svar i.
”Hvis du bruger chatbotten dialogisk, så kan du faktisk løfte dig rent læringsmæssigt. Her handler det i høj grad om at være bevidst om, hvad du ved, og hvad du ikke ved, og hvornår du fx har brug for andre kilder,” understreger hun.
For at illustrere pointen bringer hun et tænkt eksempel i spil, som kunne finde sted i udskolingen:
”Lad os sige, at man som elev i 9. klasse skal skrive en stil om solsorte. Man vælger at bruge ChatGPT og indtaster: ’Skriv en stil om solsorte på 800 ord’. Det kan den jo. Og din stil vil nok blive godkendt, for chatbotten er ret god til den her form for vidensproduktion. Men hvis du skal bruge den smart, skal du selv have noget viden om solsorte, så du kan stille nogle gode spørgsmål og få gode svar – og så skal du selvfølgelig tjekke kilder,” siger hun og tilføjer:
”Og jeg mener faktisk, at vi skal bruge den kunstige intelligens i undervisnings- og eksamenssammenhæng. Vi skal ikke vurdere elever på, om de kan skrive en stil om solsorte, men om de kan stille gode spørgsmål.”
Selv er hun er ved at starte et forskningsprojekt op. Det handler om generativ kunstig intelligens i undervisningen på universitetet. Sammen med sin forskergruppe skal hun undersøge potentialerne i ChatGPT i en universitetskontekst.
Hun uddyber:
”Tidligere havde universitetsstuderende tykke kompendier med tekster, og så forventede man som underviser, at de studerende ville læse teksterne fra ende til anden. Men vi er alle sprunget over, hvor gærdet var lavest, og mange kompendietekster bliver aldrig åbnet. Spørgsmålet, som vi vil undersøge med det her projekt, er: Kan man bruge ChatGPT til at læse med og så få den til at forklare essensen af teksterne? ”
Forskerne vil undersøge, hvilken forskel det gør, om studerende læser eller ikke læser tekster til undervisning. Og hvilken forskel det gør, om de læser med chatGPT.
Hun understreger endnu en gang, at det ikke er ligegyldigt, hvilke spørgsmål man stiller til chatbotten:
”Det handler om at lære på baggrund af en dialog med chatten. Det, den formidler, er dens syntetisering af mange flere tekster, end man som studerende selv ville kunne læse til sit projekt eller inden en forelæsning. Men man skal forholde sig til den information, den kommer med. Og man skal vurdere og analysere svarene og gå i dialog med chatbotten i den videre undersøgelse.”
”Kritisk sans starter med en sokratisk uvidenhed – altså en erkendelse af, at der en noget, man ikke ved, men som man vil undersøge nærmere.”
Cathrine Hasse
I dialogen med chatbotten er det vigtigt at være bevidst om, at man ikke kan vide alt. Man skal med andre ord kende rammen for sin viden – og dermed også dens begrænsninger.
Hun arbejder med begrebet sokratisk uvidenhed.
”Kritisk sans starter med en sokratisk uvidenhed – altså en erkendelse af, at der en noget, man ikke ved, men som man vil undersøge nærmere”, siger hun og fortsætter:
”Rigtig mange mennesker efterspørger ikke den viden, de egentlig har brug for for at blive klogere på et fænomen. I stedet færdes de i ekkokamre af begrænset og nogle gange falsk viden. Vi kender det fra konspirationsfora på de sociale medier. På samme måde kan chatbotten misbruges, hvis man kun stiller den spørgsmål, som bekræfter ens verdensbillede frem for at udfordre det.”
Det kan blive et kæmpe demokratisk problem i fremtiden. Og i det ligger også en ulighedsdiskussion, for teknologien – særligt den kunstige intelligens – kan nemt ende med at synliggøre og skabe ulighed.
Uligheden handler ikke om, hvorvidt man kan udvikle en app eller kan programmere, det handler om kulturelle ressourcer, understreger Cathrine Hasse. Hvad har du af ballast og forudsætninger for at kunne navigere i en informationstung verden, hvor du kritisk skal vurdere og skille sandheder fra usandheder – særligt hvis du bruger kunstig intelligens, er aktiv på de sociale medier eller blot søger information på internettet?
”Jo mere viden om emnet man har, jo bedre spørgsmål kan man stille chatbotten, og jo bedre kan man bruge den. Men for folk, der ikke har den viden, er teknologien kun med til at sætte dem bagud. Ulighed i det digitale samfund opstår, når mennesker lukker sig om deres egen verden og ikke formår at bryde det mønster, fordi de ikke har de kulturelle ressourcer til at spørge ind til det, de ikke forstår,” siger Cathrine Hasse.
Derfor skal man vide noget om det emne, man ønsker at blive klogere på, inden man bruger chatGPT’en. Ellers kan man ikke vurdere kvalitet og validitet, lyder hendes argument.
Den ulighed, hun her taler om, kan Ulrik Brandi tale med om. Han er lektor i organisatorisk læring på DPU, Aarhus Universitet, og ser, at digitaliseringen skaber nye former for ulighed – også på arbejdsmarkedet, som er hans forskningsfelt.
En måling fra Eurostat (EU’s database og statistik over de europæiske befolkninger) giver indsigt i de europæiske befolkningers digitale kompetencer. Her ligger den danske befolkning lidt over EU-gennemsnittet, men efter lande som Holland, Island og Norge.
Men selvom en stor del af den danske befolkning har gode digitale færdigheder, har flere befolkningsgrupper stadig svært ved at følge med udviklingen. Næsten 900.000 personer, svarende til 18 procent af de 15-89-årige, er ifølge Danmarks Statistik ’digitalt udfordrede’.
At være digitalt udfordret vil sige, at de slet ikke eller kun i mindre grad er rustede til at bruge internettet eller fx ikke ved, hvordan man skal installere en app på en telefon. Men det er gået fremad med de digitale kompetencer – i hvert fald i et internationalt perspektiv, fortæller Ulrik Brandi:
”Selvom Danmark i den international måling Digital Economy and Society Index (DESI) placerer sig i toppen, når det gælder befolkningens generelle digitale færdighedsniveau, så må vi tage det alvorligt, at 18 procent af de 15-89 årige i Danmark er ’digitalt udfordrede’. Og selvom fordelingen af ’digitalt udfordrede’ fordeler sig over flere aldersgrupper, så er der en tendens til, at jo ældre man er, jo større andel af ’digitalt udfordrede’ ser vi.”
Og det er nok især de mennesker, der frygter, at robotterne overtager deres jobs og skubber dem ud af arbejdsmarkedet før tid. Også selvom vi ifølge Cathrine Hasse ikke skal konkurrere med teknologien, men samarbejde med den.
Men med den kunstige intelligens’ indtog er den frygt også nået vidensarbejdere som journalister, kommunikatører, programmører og ingeniører. ChatGPT’en kan fx snildt skrive en journalistisk nyhedsartikel, klare jobbet for en kundeservicemedarbejder og løse de ligninger, matematikere og ingeniører har brugt år på at knække.
Allerede i dag kan du bede chatbotten lave hjemmesider, programmere og udvikle software. Så med det in mente er der så ikke en reel fare for, at den kunstige intelligens sender os alle på for tidlig pension?
Den frygt deler Cathrine Hasse ikke. Hun er af den opfattelse, at hvis vi lærer at mestre den kunstige intelligens, så overflødiggør den måske nogle jobs, men den overflødiggør ikke mennesker. For den skaber samtidig nye jobs eller giver nyt indhold til de eksisterende.
”Der er noget, der peger på, at noget af ingeniørarbejdet kan overtages af teknologien – det med at udregne algoritmer fx. Men der skal jo være nogle dygtige folk, der kan eftertjekke resultaterne,” siger hun.
”Virksomhederne har et ansvar for at få alle medarbejdere med på digitaliseringen. Det kan fx ske ved løbende at tilbyde efteruddannelsesprogrammer internt i virksomhederne.”
Ulrik Brandi
I EU har man sat færdigheder på programmet og udnævnt 2023 til European Year of Skills, som cementerer, at nu skal der altså gøres noget ved manglen på kvalificeret arbejdskraft i unionen.
For Ulrik Brandi er det positivt, at ideen om livslang læring hermed lader til at få en renæssance efter at have været glemt i 10-15-år. Men han mener, at det er væsentligt at koble livslang læring sammen med digitaliseringen.
”Inden vi får set os om, er kunstig intelligens ikke kun noget, gymnasieelever og studerende bruger til at skrive opgaver med, men en teknologi, som også lagermedarbejderen og tømreren skal forholde sig til og i et vist omfang også lære at bruge, så det giver mening i netop deres fag og kontekst.”
Der skal derfor efteruddannelse til, som blandt andet sætter spot på digitale færdigheder i erhvervslivet og produktionsbranchen. Det er ikke sikkert, at AMU og andre formelle uddannelsesinstitutioner er løsningen; Ulrik Brandi mener, at læringen i højere grad skal foregå på arbejdspladserne, som også bliver mere og mere digitale i disse år.
”Virksomhederne har et ansvar for at få alle medarbejdere med på digitaliseringen. Det kan fx ske ved løbende at tilbyde efteruddannelsesprogrammer internt i virksomhederne. På den måde sikrer de sig også, at der er en direkte linje fra det, der læres, til den kontekst, hvor den nye viden skal sættes i spil.”
Spørgsmålet er, om det løser det grundlæggende ulighedsproblem, som teknologien skaber. Ifølge Cathrine Hasse bunder den digitale ulighed nemlig ikke i, hvorvidt man kan installere en app – eller udvikle den for den sags skyld.
”I fremtiden vil det at kunne bruge teknologien klogt, ikke mindst kunstig intelligens, blive et spørgsmål om ens kulturelle ressourcer. Altså forstår du din egen og andres position og begrænsninger, når det kommer til viden, og kan du gennemskue, hvad der er sand viden, og hvad der er vrøvl eller decideret falske oplysninger?”
Løsningen er: Mere uddannelse, mere læring og mere viden. Ikke mindre, fastslår Cathrine Hasse:
”Der er blevet set ned på viden de senere år. Men jeg tror, at viden vil få en ny status i fremtiden. Det vigtigste bliver at lære folk at tænke. Hele formålet med vores uddannelsessystem skal være at lære mennesker at tænke,” siger hun og spår derfor humanister en lys fremtid, netop fordi de humanistiske fag vægter analyse og kritisk tænkning og uddanner sine studerende i netop det.
Vi skal blive så gode til at tænke, at vi kan gennemskue, at der bag ved den kunstige intelligens er indlejret en række reproducerede fordomme og særlige verdenssyn. Det illustrerer de svar, vi indledningsvis fik fra chatbotten på spørgsmålet ’ Hvad er vigtigt at lære i fremtidens digitale samfund?’
Svarene er ifølge Cathrine Hasses ikke kun ideologiske, men tjener også techgiganternes interesser. Netop derfor skal vi altid være på vagt, når vi anvender og arbejder med teknologier. Kunstig intelligens kan både gøre os klogere og dummere. Derfor er det fuldstændig afgørende, hvordan vi bruger teknologien, understreger hun:
”Vi lever heldigvis i et smørhul i verden, hvor vi ikke behøver at være så bange. Men i Kina, Mexico og Saudi Arabien bruger de den her teknologi til at manipulere deres befolkninger og til at overvåge systemkritikere. Så på verdensplan er det yderst presserende, at mennesker får en bredere forståelse af, hvad det vil sige at interagere med den her form for teknologi.”
Cathrine Hasse: Learning with Potentials. I: T. Ingold (ed.): Knowing from the Inside. Cross-Disciplinary Experiments with Matters of Pedagogy. Bloomsbury Academics, 2022
Cathrine Hasse: Posthumanist Learning. What Robots and Cyborgs Teach us About Being Ultra-social. Routledge, 2020
Ulrik Brandi: The European Year of Skills 2023: Skills for now and in the future? I: International Journal of Lifelong Education, vol. 42, nr. 3, 2023
Jeppe Bundsgaard og Elisa Nadire Caeli: Teknologikritik i skolen: et demokratisk perspektiv på teknologiforståelse: I: Claus Haas og Christina Matthiesen (red.): Fagdidaktik og demokrati. Samfundslitteratur, 2020
Læs mere om ICILS-undersøgelsen: dpu.au.dk/icils
Professor i kulturel læring og teknologiforståelse på DPU, Aarhus Universitet, og leder af forskningsprogrammet 'Fremtidsteknologi, Kultur og Læreprocesser'. Hun forsker bl.a. i læring i forhold til teknologiforståelse og robotteknologi. Hun underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk antropologi og på Kandidatuddannelsen i uddannelsesantropologi og globalisering.
Professor ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i danskfagets didaktik med fokus på scenariedidaktik, elevers computer- og informationskompetencer, skriveudvikling, test og evaluering m.m., og han underviser på DPU’s kandidatuddannelse i Didaktik – Dansk.
Lektor i organisatorisk læring ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i læring, forandring, innovation og kompetenceudvikling i organisationer og på arbejdspladser. Han underviser på Kandidatuddannelsen i uddannelsesvidenskab og Masteruddannelsen i voksnes læring og kompetenceudvikling.
NR. 105
TEMA: Hvad er vigtigt at lære i fremtidens digitale samfund?
JUNI 2023