Asterisk nr. 105 - juni 2023
Hvilke skrivefærdigheder har børn brug for i fremtiden? Mange! At skrive er nøglen til socialt liv, demokratisk deltagelse, viden – og til at blive menneske. Og hverken chatbotter eller andre teknologier kan gøre det for os. At kunne skrive er en helt central kompetence i vores digitaliserede samfund – også i fremtiden.
Lyt til artiklen
De 8-årige fingre løber hjemmevant over tastaturet, og bogstaverne stiller sig som flittige myrer ind i chatbottens skrivefelt: ’Skriv en tekst på 400 ord om min sommerferie på Læsø’. Pigen trykker enter, læner sig tilbage, og 12 sekunder efter ligger stilen om hendes sommerferie – inklusiv finurlige fakta om krabber, saltsyderi og Vesterø strand – klar.
Det er selvfølgelig et tænkt skrækeksempel, og vi vender tilbage til chatbotten om lidt. Men først til kernespørgsmålet: Er der overhovedet brug for, at børn lærer at formulere sig, sætte ord og tanker sammen og skrive tekster selv, når de vokser op i en verden med alt fra stavekontrol og stemmegenkendelse til skriverobotter?
I dén grad ja, lyder svaret fra lektor Kristine Kabel, som forsker i skrivedidaktik på DPU, Aarhus Universitet, og hendes norske kollega Kjell Lars Berge, som er professor i tekstvidenskab ved Universitetet i Oslo. For når vi skriver, lærer vi, bliver dannede og knytter bånd til hinanden. Og det kan en chatrobot ikke gøre for os.
”Vi ved, at skrivning er afgørende for læring og dannelse. Grundlæggende er vi sociale væsner, som kommunikerer med hinanden, og skriftsproget er helt centralt for at kunne det. Vi skriver for at lære, for gennem skrivning former vi også viden. Når du skaber en tekst, som er meningsfuld for dig, så formes du også som menneske,” siger Kristine Kabel.
Vi har mere end nogensinde før brug for at være dygtige til at skrive, mener professor Kjell Lars Berge. Ifølge ham afhænger vores mulighed for at være aktive deltagere i demokratiet ligefrem af vores evner til at skrive.
”Hvis man ikke kan skrive, kan man faktisk ikke deltage i demokratiet. I dag skriver vi til myndigheder og offentlige instanser, og vi debatterer på skrift. Derfor er vores evne til at skrive også vores adgang til at være aktive samfundsborgere,” siger han.
Det kommer vi også tilbage til om lidt.
”I dag er det sådan, at hvis du har problemer med at formulere dig på skrift, så er du også udfordret i forhold til at deltage i forskellige sociale kontekster.”
Kristine Kabel
Store dele af vores hverdag er i dag skriftbåren – både i skolen, på jobbet, i kontakten med alverdens instanser og myndigheder og i vores sociale relationer med alt fra sms-beskeder til sociale medier. Så vi har brug for skriften – også fordi langt de færreste i 2023 tager en telefon og ringer til nogen.
”Skrivning er mere end nogensinde før en kernekompetence, som skolen har ansvar for at støtte eleverne i at udvikle,” siger Kristine Kabel og peger på, at i dag er det at kunne skrive ikke bare noget, det er rart at kunne. Det er en livsnødvendighed, der understøtter vores udvikling som mennesker, vores læring og vores sociale liv.
”Vi ved, at skrivning har stor betydning for at skabe viden og danne identitet. Og med digitaliseringen spiller skrivning en endnu større rolle – også uden for skolen. I dag er det sådan, at hvis du har problemer med at formulere dig på skrift, så er du også udfordret i forhold til at deltage i forskellige sociale kontekster. For du skal kunne melde ind via skrift til både venner og semiformelle kontakter som fx skolen.”
Skrivning trækker dermed tråde langt ind i vores sociale relationer og fylder meget mere end tidligere.
”Dit sociale liv er bundet op på, at du kan skrive, at du mestrer forskellige måder at skrive på i forskellige kontekster – og at du udvikler din måde at skrive på gennem hele livet,” siger Kristine Kabel.
”Dårlig skriveundervisning er at fratage eleven muligheden for at være en god samfundsborger.”
Kjell Lars Berge
På samme måde er det med vores deltagelse i demokratiet og vores rolle som samfundsborgere. Her har vi har nemlig også mere end nogensinde før brug for at være dygtige til at skrive, påpeger Kjell Lars Berge. Det at kunne skrive stiller os lige. Hvis et samfund vil opretholde den demokratiske balance, skal borgerne kunne læse og skrive.
”Skolen er ikke bare et sted, man skal lære noget. Den er også et sted, hvor du bliver et demokratisk væsen. Og i dag er det langt mere krævende at være samfundsborger, end da min farfar var fiskerbonde,” forklarer han.
I 2023 er det at kunne skrive adgangsbilletten til at være en aktiv samfundsborger, som deltager i demokratiet, hvad enten det handler om at give sin mening til kende i en debat eller om at skrive en mail til skattevæsnet. Men allerede fra starten af 1800-tallet var skrivning tæt koblet til demokrati og deltagelse, forklarer Kjell Lars Berge:
”At kunne læse og skrive er at blive myndiggjort. I Skandinavien har det i 200 år været tæt koblet til et demokratisk dannelsesprojekt. Med demokratiseringen op gennem 1800-tallet forventede man også i stigende grad, at folk deltog i lokalpolitik og i de forskellige foreninger og bevægelser. Her måtte bønder og fiskere lære sig at skrive referater. Det var en del af det at være med,” forklarer han.
Og fordi det at kunne skrive – og skrive godt – er så centralt i vores liv, er det også fatalt, hvis vi ikke giver eleverne den allerbedste skriveundervisning, pointerer Kjell Lars Berge.
”Dårlig skriveundervisning er at fratage eleven muligheden for at være en god samfundsborger,” siger han.
Der er en tæt sammenhæng mellem skrivning, kognitiv udvikling og kritisk tænkning. At skrive gør os simpelthen klogere, argumenterer Kjell Lars Berge. Han fortæller om et afrikansk forskningsstudie, hvor man fulgte tre grupper børn og deres skriveudvikling: En gruppe børn, som lærte at skrive i en religiøs koranskole, en anden gruppe børn, som lærte at skrive med et merkantilt perspektiv, så de kunne sælge varer på et marked, og en sidste gruppe børn, som lærte kritisk, læringsorienteret skrivning.
”Den sidste gruppe, som lærte at skrive læringsorienteret, havde langt større kognitiv udvikling end de to andre grupper. Det siger os, at den form for skrivning, hvor eleverne arbejder sig igennem stoffet, har stor, positiv virkning på den kognitive udvikling,” forklarer Kjell Lars Berge.
Han er en af forskerkræfterne bag det norske forsknings- og udviklingsprojekt NORM, som har fokus på udvikling af god skriveundervisning. Projektet er blandt andet mundet ud i fire meget konkrete råd til god skriveundervisning.
Når NORM-forskerne kigger på elevernes skrivekompetencer, skelner de mellem elevernes skriftlige funktionskompetencer og kodekompetencer. Hvor kodekompetence handler om, at du behersker fx tegnsætning og retstavning, dækker funktionskompetence blandt andet over, at du kan udtrykke din holdning, tilpasse dit sprog og din sprogtone til forskellige målgrupper og skrive i forskellige genrer.
”Børn skal lære begge de her skrivekompetencer så tilpas tidligt, at de bliver automatiseret ligesom at cykle eller svømme. Så når først du har lært det, glemmer du det ikke igen. Men det kræver træning,” siger Kjell Lars Berge, som derfor også sammen med sine forskerkolleger anbefaler, at elever i alle aldre og på alle klassetrin skriver mindst en time om dagen.
Nu skal vi have fat i et paradoks: Når det nu er så central en kompetence at kunne skrive, hvorfor er børn og unge så tilsyneladende dårligere end mange voksne til at stave og sætte kommaer og punktummer?
Kristine Kabel fremhæver en undersøgelse, hvor forskere fra Københavns Universitet har kigget på henholdsvis unges og forældregenerationernes forhold til stavning og tegnsætning. Her er billedet, at den del af skrivning, der handler om retstavning og tegnsætning, simpelthen ikke betyder lige så meget for de yngre generationer som for deres forældre. Og i Kristine Kabels optik er der også vigtigere aspekter af skrivning end store bogstaver og kommasætning: Evnen til at forholde sig kritisk og skrive i forskellige situationer til forskellige modtagere for eksempel.
Her må vi først og fremmest lave en meget vigtig skelnen mellem såkaldte transcription skills og reelle skrivekompetencer, pointerer hun. Transcription skills handler om at kunne forme et bogstav i hånden eller taste det på et tastatur og om at kunne stave og lave tegnsætning. Altså den lidt mere maskinelle del af det at kunne skrive.
”Men skrivning er langt mere komplekst end at kunne skrive et bogstav og sætte tegn. Det er faktisk en meget lille del af det at kunne skrive,” siger hun.
Skrivning handler først og fremmest om at kunne skabe indhold og om at kunne udtrykke det, du gerne vil udtrykke.
”At skrive handler om, at du kan formulere dig på forskellige måder i forskellige situationer til forskellige mennesker om noget, som har betydning for dig som menneske. Skrivning handler om at kunne forme viden, og derigennem medformes man også selv. Og i dét perspektiv er transcription skills som stavning og tegnsætning en del, men en meget lille del,” påpeger Kristine Kabel.
”Unge kan udmærket kende forskel på at skrive på sociale medier og skrive seriøst i skolen. De tilpasser sig.”
Kjell Lars Berge
Til gengæld betyder den digitale udvikling, at alle skrivere i dag har adgang til en lang række hjælpemidler, som kan støtte netop vores stavning og tegnsætning. Vi har stavekontrol og forslag til kommasætning og ordvalg i alt fra tekstbehandlingsprogrammer til telefon apps.
”Vi har nogle teknologier, som kan hjælpe os, men det ændrer ikke på, at skrivning stadig er en central kompetence at udvikle, som der er behov for at arbejde med i skolen,” siger Kristine Kabel.
Men der er sket meget, siden dengang børn havde pennevenner i andre byer og skønskrev breve til hinanden. Tempoet og svarhastigheden har ændret sig. Nu ryger beskeder, mails, sms’er, likes og kommentarer hurtigt frem og tilbage. Det påvirker måden, børn og unge skriver på.
”Skrivningen er selvfølgelig påvirket af, at den foregår langt hurtigere end før i tiden. Vi har ikke tid til at rette igennem. På den ene side stiller det større krav til vores transcription skills, på den anden side betyder de aspekter måske mindre i nogle situationer og kan til dels kompenseres gennem digital teknologi som fx stavekontrol,” siger Kristine Kabel.
Kjell Lars Berge pointerer, at børn og unge sagtens kan skelne mellem sprog og skriftlighed i forskellige situationer. De ved godt, at tonen er mere uformel på fx sociale medier.
”Den type skriftlighed, som findes på sociale medier, er afslappet i forhold til konventionelle krav til skriftlighed. Men det ved de fleste børn og unge godt, fordi de i skriveundervisningen lærer at tilpasse deres sprog og tone til dem, de skriver til. Unge kan udmærket kende forskel på at skrive på sociale medier og skrive seriøst i skolen. De tilpasser sig,” siger Kjell Lars Berge.
Han mener, der er god grund til at forholde sig særdeles kritisk til den intensiverede brug af iPads og computere i skolen helt ned til de yngste klassetrin. Ifølge Kjell Lars Berge har der været en tendens til teknologi-overbegejstring blandt politikere i Norden. I Norge har politikerne været alt for forhippede på, at eleverne skulle udvikle digitale færdigheder i skolen, mener han og opponerer stærkt imod, at man i den norske skolelovgivning har gjort digitale færdigheder til en grundlæggende færdighed på linje med læsning og skrivning.
”Digitale færdigheder er redskaber ligesom blyanter eller papir. Det er ikke grundlæggende færdigheder. En iPad er bare en avanceret blyant. Og der eksisterer ingen dokumentation for, at digital teknologi bidrager til at styrke elevernes skrivekompetence. Ingen,” understreger han.
Og så er vi ved den: Håndskriften. Og dermed blyanten og dens trofaste makker i skrivningen; kladdehæftet. For har håndskriften overhovedet en rolle i fremtidens skriveundervisning? Ja, mener begge forskere, men sammen med tastaturet og andre digitale devices. Børn skal stadig lære at skrive i hånden.
I NORM-projektet, som Kjell Lars Berge og hans kolleger gennemførte fra 2012-2016 i samarbejde med en lang række skoler i Norge, er en af de fire anbefalinger til god skriveundervisning at lade eleverne skrive både i hånden og på computer.
”Når børn lærer at skrive, er det også et håndværk, hvor de får et kropsligt forhold til det at holde blyanten i hånden og skrive. De udvikler et kropsligt forhold til skriften. Og vi ved, at der er en sammenhæng mellem kropslig og kognitiv udvikling. Mennesket er en helhed, og hoved og krop hænger sammen. At skrive med blyant er lidt ligesom at holde en skruetrækker. Det er håndens arbejde samtidig med, at det er intellektuelt,” forklarer Kjell Lars Berge.
Kristine Kabel er enig i, at hverken blyant eller papir skal pensioneres.
”Det er vigtigt både at kunne skrive i hånden og på tastatur. Selvom vi kommunikerer mere og mere via et tastatur, har vi også brug for at kunne skrive noter i hånden. Selvfølgelig har vi brug for en håndskrift. Det ændrer sig ikke. Vi bruger den bare mindre end nogensinde før. Så vi har ikke brug for at træne skønskrift i lige så høj grad som før, men vi har brug for at have en funktionel håndskrift, som vi kan bruge til fx at skrive noter til os selv – og så skal vi selvfølgelig også kunne skrive på et tastatur og andre devices,” siger hun.
Rådene er forankret i det norske udviklings- og forskningsprojekt NORM, som professor Kjell Lars Berge og hans kolleger står bag.
Lad eleverne skrive med et formål
At udvikle gode skrivefærdigheder indebærer at kunne skrive i forskellige sammenhænge til forskellige formål. Eleverne skal derfor lære at skelne mellem at skrive fx argumenterende tekster, undersøgende rapporter eller undersøgende opgaver. De fleste børn ved, at skrivestilen på Snapchat er anderledes end i en avis, men det betyder ikke, at de så ved, hvordan de selv konkret skal tilpasse deres egne tekster til forskellige modtagere. Det skal de lære i skriveundervisningen.
Lær eleverne skrivehåndværket
Skrivning er en proces, der består af planlægning, gennemførelse og tilretning. Eleverne skal kunne finde på indhold, udtrykke indholdet, så det passer til modtageren, og kritisk kunne læse og tilrette deres egen tekst i forhold til kravene. Al forskning viser, at elever, som får undervisning i netop det, udvikler bedre skrivefærdigheder end elever, som ikke bliver undervist i det.
Lad eleverne skrive både i hånden og på computer.
Lad eleverne udtrykke sig i grammatisk korrekte sætninger. Elever som ikke automatiserer de færdigheder, har også problemer med at klare andre dele af skriveprocessen som fx at finde på indhold, udvikle indhold og tilrette. Isoleret træning af håndskrift, skrivning og grammatik virker demotiverende og kedelig på mange elever. Derfor bør de kompetencer trænes, mens eleverne skriver meningsfulde tekster.
Lad eleverne skrive meget.
Forskning viser, at eleverne bør skrive mindst 60 minutter om dagen på alle klassetrin.
Kilde: Kjell Lars Berge: Skrivning som grunnleggende ferdighet
Nu skal vi tilbage til vores chatbot fra indledningen, der så dygtigt skrev om sommerferieoplevelser på Læsø. I Kristine Kabels optik er chatbotter og andre teknologier, som bygger på kunstig intelligens som ChatGPT, blot endnu en teknologi i rækken af alle mulige andre teknologier, vi har til rådighed, når vi skriver.
”Der har været mange eksempler på teknologier, der forholder sig til skrivning: fx stavekontrol og funktioner, som prøver at gætte, hvad det næste ord du vil skrive, er. Og nu er der chatbotter som ChatGPT. Men det er ikke noget, der ændrer ved, at skrivning stadig er en helt central kompetence, som der er behov for at arbejde med i skolen. Skrivning er et komplekst fænomen, som ikke bare handler om at sidde og øve håndskrift i et teksthæfte eller på en skærm. Skrivning handler om at formulere dig meningsfuldt om noget, som har betydning for dig, og som fører dig ind i nye vidensområder.”
Kristine Kabel ser ikke en situation for sig, hvor kunstig intelligens og chatrobotter klarer børns skrivearbejde, så de bare skal være en slags redaktører og aldrig mere skrive selv. Slet ikke faktisk.
”Chatbotter ændrer ikke på, at børn har brug for at udvikle skrivekompetencer. Du kan få støtte af en chatrobot til din research eller din skrivning, men den kan aldrig afløse det at skrive selv,” siger Kristine Kabel.
Hun opfordrer lærerne til didaktisk at inddrage chatbotter i undervisningen for sammen med eleverne at blive klogere på, hvad de gør.
”Men i sig selv er eksistensen af en chatbot ikke et nybrud for skrivningen. Man har altid kunnet låne tekster andre steder fra. I skolekontekst kigger du ofte på andres tekster og bliver inspireret af dem eller går i dialog med andres måder at formulere sig på. Det kan støtte din egen skriveudvikling – og sådan er det også her: Man kan bruge en chatbot som en kilde, man forholder sig kritisk til ligesom Wikipedia og alle mulige andre kilder, som børn lærer at forholde sig kritisk til,” siger hun og tilføjer:
”Så vi skal fortsat arbejde med kritisk literacy og have fokus på, hvordan vi støtter børn og unge i at forholde sig kritisk og refleksivt til tekster. Det har vi altid gjort, og det er i endnu højere grad aktuelt med chatbots,” siger hun, men medgiver, at det kan være svært for læreren at gennemskue, om en elev nu selv har arbejdet med en tekst derhjemme, eller om det er chatbotten, der har været på arbejde.
”Her kommer det jo an på, hvordan opgaven er stillet. En mulighed kan være at lade eleverne skrive i skolen for eksempel på papir en gang imellem, som mange lærere allerede gør,” siger hun.
”Vi kommunikerer på skrift i langt højere grad end før, og vi gør det på nye måder, som betyder, at børn også skriver meget uden for skolen.”
Kristine Kabel
Kristine Kabel understreger, at det generelt står godt til med danske børn og unges skrivefærdigheder anno 2023.
”De sidste to årtier har vi haft et øget fokus på skrivning i skolen. Der er en øget opmærksomhed på det, og skrivning har aldrig fyldt så meget i børn og unges liv, som det gør nu. Vi kommunikerer på skrift i langt højere grad end før, og vi gør det på nye måder, som betyder, at børn også skriver meget uden for skolen,” siger hun.
Men på særligt ét punkt kunne vi med fordel kigge til Norge. I Norge kom der en lov i 2006, som lagde ansvaret for skriveundervisning ud på samtlige fag i folkeskolen. Skrivning er altså en fælles opgave – også i naturfag og matematik. I Danmark er læsning i højere grad end skrivning en del af alle fag.
”I Danmark er der efterhånden et større fokus på læsning i alle fag, men selvom skrivning og læsning er to sider af samme sag, er skrivning nok for mange især forbundet med danskfaget, selvom det burde ligge i alle fag. Her kunne vi godt lade os inspirere af Norge,” siger Kristine Kabel.
Kjell Lars Berge: Skrivning som grunnleggende ferdighet. I: Kåre Kvernbakken og Jannike Ohrem Bakke (red.): 101 skrivegrep – en teoretisk og praktisk skrivedidaktik. Fagbokforlaget, 2023 (2. udg.)
Kristine Kabel m.fl.: Grammatikdidaktik, Akademisk Forlag, 2023
Professor i tekstvidenskab ved Universitetet i Oslo. Er en central forskerskikkelse i det omfattende norske forskningsprojekt NORM om skrivning og vurdering af skrivning i skolen. Forfatter til flere fagbøger om skrivning og demokratisk medborgerskab.
Lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i fagdidaktik i danskfaget med fokus på litteraturundervisning og elevernes skriftlighed, skriveudvikling og literacy. Hun underviser på DPU’s kandidatuddannelser i didaktik og er forfatter til artikler og bøger om læsning, skrivning og grammatikdidaktik.
NR. 105
TEMA: Hvad er vigtigt at lære i fremtidens digitale samfund?
JUNI 2023
