Kan leg skabe fremtidens vindere?
Dansk Boldspil Union skruer ned for den præstationsorienterede tilgang til børnefodbold. I stedet skal børnenes leg med bolden i fokus. Asterisk har spurgt to forskere og en af hovedarkitekterne bag den nye strategi, om leg er vejen frem mod verdensklasse.
Sportens væsen kan koges ind til tre ord: Viljen til sejr. I sporten lærer man teamwork, men også at man er sig selv nærmest, og at ikke alle i teamet er lige meget værd. Man lærer også at sige ét og mene noget andet – for eksempel ”at det vigtigste ikke er at vinde, men at være med”. Sådan lyder den hårdtslående definition fra lektor Verner Møller, Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.