Aarhus University Seal

To nye forskningsprojekter fra SSIP-programmet

Socialministeriet har givet støtte til to nye projekter gennemført af forskere tilknyttet SSIP-programmet.

Projekt Fountain House i Danmark
Målet for undersøgelsen af Fontænehusene i Danmark (Fountain House), hvis målgruppe er voksne sindslidende, er at foretage en systematisk beskrivelse og dokumentation af 'effekten' af indsatsen med særligt fokus på styrkelse af medlemmernes livskvalitet, og at identificere 'good practice' i klubhusenes sociale og pædagogiske indsatser. På et mere overordnet plan analyseres desuden Fontænehusenes praksis i forhold til (1) faglige nøglebegreber som recovery, empowerment og capability approach, (2) socialpolitik og samarbejdsflader med andre aktører inden for (social)psykiatrien i Danmark, og (3) internationalt i relation til moderorganisationen Fountain House (ICCD) med dens værdigrundlag og mission?
Projektet løber fra marts 2010 til maj 2011. Socialministeriet har bevilget 585.000 til projektet.
Projektansvarlig: Søren Langager

Projekt Det Ka' Nytte metodikken, version 2012 - et netværksprojekt om socialpædagogik og kompetenceudvikling i botilbud for voksne udviklingshæmmede
En projekt under puljen på 24 mio.kr. meldt ud af Socialministeriet til kompetenceudvikling i botilbud (STIBO), hvor seks nordsjællandske kommuner er gået i samarbejde med DPU om socialpædagogisk udvikling af botilbudsområdet. Blandt DPUs opgaver er bidrag til genbeskrivelse af Det Ka' Nytte ideen fra 1980erne i lyset af blandt andet den socialpolitisk udvikling siden da, organisationsbeskrivelser inden for botilbudsområdet, kvalificering af redskaber til handlekompetencebeskrivelser og etablering af mastermodul målrettet socialpædagoger, der arbejder i bo- og dagtilbud for voksne udviklingshæmmede.
Projektet løber fra marts 2010 til november 2012
Det samlede projekt er støttet med en bevilling på 4.5. mio. kr. (Socialministeriet), heraf er DPUs andel omkring 1. Mio. kr.
Projektansvarlig: Søren Langager