Aarhus University Seal

Test i folkeskolen underkastes systematisk review

Første systematiske review fra clearinghouse ser på test i folkeskolen og den pædagogiske anvendelse af testresultaterne.

Af Torben Clausen (toc@dpu.dk)

Tests i folkeskolen er aktuelt. 23. september 2005 indgik regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti forlig om en ny folkeskolelov. Den indebærer, at der indføres obligatoriske, nationale og standardiserede tests i en række fag.

Derfor har Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning valgt at sætte fokus på test i folkeskolen. Det sker i det første systematiske review, som clearinghouse netop har sat i gang, og som vil blive udarbejdet af en gruppe af Nordens førende forskere inden for områderne design og anvendelse af tests.

Pædagogisk anvendelse af testresultater i fokus
Målet med det systematiske review er at finde evidens for, at de nye standardiserede tests er et værdifuldt pædagogisk redskab for lærerne i folkeskolen. Det er et vigtigt politisk argument for indførelsen af nationale og standardiserede tests, at lærerne kan anvende resultaterne til at planlægge undervisningen bedre i forhold til den enkelte elev. Det kan for eksempel indebære, at man sikrer en målrettet indsats mod de svageste elever. Således udtalte undervisningsminister Bertel Haarder i en pressemeddelelse i forbindelse med forliget om den nye folkeskolelov:

"Via bl.a. test kan både lærere, elever og forældre bedre følge med i, hvor langt eleverne er nået, og på den baggrund kan læreren målrette sin undervisning til glæde for den enkelte elev."

Selve brugen af tests er ikke ny i folkeskolen, hvor både eksamener og løbende brug af tests er udbredt. Det nye er, at de kommende tests er standardiserede, så alle elever i hele landet på samme tid får den samme test. Hvilke pædagogiske muligheder giver det lærerne, og er der evidens for, at standardiserede tests er et værdifuldt pædagogisk redskab?

"Vi ønsker med dette review at kigge frem i forhold til de nye tests, som vil blive taget i brug i folkeskolen inden for kort tid. Vi håber at finde evidens for, at resultaterne lader sig anvende pædagogisk. På den måde kan vi forhåbentlig give lærerne inspiration til at udnytte de nye muligheder," siger professor Sven Erik Nordenbo, der leder Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.

Internationale erfaringer inddrages
Forskerne vil få til opgave at gennemlæse den internationale forskningslitteratur om emnet og finde de undersøgelser, der giver evidens for, at resultater fra standardiserede tests med succes kan anvendes i den pædagogiske planlægning af undervisningen. Reviewet vil således ikke kun fokusere på det testsystem, der udarbejdes i Danmark, men tage et bredere blik på andre lande og deres testsystemer. International forskningslitteratur vil derfor spille en nøglerolle.

En foreløbig søgning viser, at tests er et velbelyst emne i den internationale forskningslitteratur. Det gælder både generelt og specifikt i forhold til anvendelsen af tests. En søgning i ERIC - den største internationale base med pædagogisk litteratur - på begrebet "test use", alene efter litteratur udgivet efter 2000, giver 390 referencer.

Det internationale udsyn er også sikret ved, at der ikke kun sidder danske forskere i reviewgruppen. Blandt medlemmerne er Helena Korp, der i 2006 skrev afhandlingen 'Lika chanser på gymnasiet? En studie om betyg, nationella prov och social reproduktion' ved Malmö Högskola.

Den endelige sammensætning af reviewgruppen er endnu ikke på plads, men foreløbig har også Peter Allerup sagt ja til at sidde i gruppen. Peter Allerup er professor i Pædagogisk Psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet, og hans seneste bog fra 2005 bærer titlen 'Statistik og test – nogle forudsætninger og muligheder.' Sven Erik Nordenbo forventer, at gruppen udover flere danske forskere også vil omfatte en norsk forsker med ekspertise på feltet.

Protokollen udarbejdes
Så snart reviewgruppen er sammensat, vil den i samarbejde med sekretariatet i Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning gå i gang med at skrive en såkaldt protokol for reviewet. Protokollen vil blandt andet indeholde en præcis formulering af det spørgsmål, som det systematiske review skal søge svar på. Den vil også indeholde en strategi for litteratursøgning og beskrive kriterier for udvælgelse og sammenfatning af studier. Når reviewet går i gang, vil protokollen blive offentliggjort på hjemmesiden for Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning. På den måde kan alle interesserede følge processen med reviewet tæt.

"Det handler om at skabe størst mulig åbenhed om fremgangsmåden. Alle vil kunne følge med i, hvordan forskerne kommer frem til deres vurdering af evidensen," siger Sven Erik Nordenbo.

Yderligere oplysninger om fremgangsmåden ved produktion af systematiske reviews kan findes i konceptnotatet for clearinghouse, der findes på hjemmesiden for Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.

Abonner på nyheder fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.