Aarhus University Seal

Store forventninger til neurovidenskaben

Internationalt hersker der kolossale forventninger til neurovidenskabens kortlægning af den menneskelige hjerne. Under overskriften 'Great Expectations' er Forskningscenter GNOSIS, februar 2010, vært for en international tværvidenskabelig konference, der sætter neurovidenskaben til debat. Konferencen byder på indlæg og debat fra 15 internationale og nationale forskere.

Den 3.-5. februar 2010 inviterer forskningscenter GNOSIS, DPU, Aarhus Universitet til en international konference om neurovidenskab. Der vil være bidrag fra forskellige videnskabelige verdener - bl.a. den biologiske, den lægevidenskabelige, den antropologiske, den filosofiske og den pædagogiske. De forskellige indlæg afspejler, at neurovidenskaben i dag breder sig over et utal af discipliner, samtidig med at den skaber nye interdisciplinære forskningsområder og begreber.

"Vi lever i en 'Neuro-Age' og næsten dagligt dukker der nye bindestregsord op på den internationale scene - for eksempel neuro-marketing, neuro-learning, neuro-management," siger Steen Nepper Larsen, lektor ved forskningsenheden GNOSIS.

Advarsel mod hjernebegejstring

Begejstringen for hjerneforskning og dens forbindelse til neurovidenskaben spreder sig i forskningsverdenen. Hvert år udgives der på verdensplan 35.000 videnskabelige artikler og bøger om hjernen, det vil sige 100 artikler om dagen. Hjernen er efterhånden blevet et sandhedsvidne for de forskere, der søger at kortlægge livstruende sygdomme - fysiske såvel som psykiske.

"I dag accepterer vi kun den type af evidens, der henviser til talværdier og scanningsbilleder. Vi tror, at vi kan bevise alt ved at måle værdier i blodet og ved at se på scanningsbilleder af hjernen," siger Lars-Henrik Schmidt, professor og leder af GNOSIS.

Han fortsætter: "Vi har fået hjernen på hjernen. Men jeg vil gerne advare mod den udprægede hjernebegejstring, der er knyttet til neurovidenskaben, fordi den risikerer at sætte en ydmyghed og respekt over for andre medicinske visdomsformer overbords."  
 

Hjernen er et plastisk objekt

Med hjernebegejstringen strømmer også en række præstationsfremmende brain-drugs ind på markedet, som giver sunde og raske mennesker mulighed for at forøge deres præstationer. Hjernen er blevet et plastisk objekt, og den kan tilsyneladende modereres og udvides efter ønske og ambitioner. Det gør neurovidenskaben til en udfordring for filosofisk og pædagogisk tænkning.

"Med konferencen vil vi gerne demonstrere, at det nytter at filosofere og stille sig kritisk over for neurovidenskaben, der hævder at være nøglen til sandheden om mennesket og dets hjerne. Vi stiller spørgsmålet:'Eksisterer der ingen menneskelige - herunder neurobiologiske - grænser for, hvor meget vi kan lære, og hvad opdragelsen kan bevirke af hjerneændringer?'", siger Steen Nepper Larsen.

Praktisk information



Great Expectations! - the plasticity of the brain and the neurosciences at the threshold: nature and nurture - and beyond?


Tid og sted:
3.-5. februar 2010
DPU, Aarhus Universitet
Tuborgvej 164
2400 København NV

Se program og tilmelding 

Kontakt

Steen Nepper Larsen
E: stla@dpu.dk; T: 8888 9034; M: 5058 3380

Lars-Henrik Schmidt
E: lhs@dpu.dk; T: 8888 9050; M: 2012 2410