Aarhus University Seal

Spil giver oplevelser i byrummet

Lokationsbaserede spil får spillerne op af sofaen og ud på gaden. De udfordrer vores måder at opleve og interagere med byrummet omkring os. Men spiludviklere kan sagtens tænke mere ud af boksen, mener Stine Ejsing-Duun, der er klar til at forsvare sin ph.d.-afhandling om lokationsbaserede spil fredag d. 2. december på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

Man spiller ikke lokationsbaserede spil fra sofaen - man skal ud og opleve verden omkring sig. Spillerne retter opmærksomheden mod detaljer i byrummet, og får mulighed for at bevæge sig på en anderledes måde, når de bliver guidet rundt til forskellige lokationer. Spillet bevæger sig på grænsen mellem hverdag og leg, det virkelige og det fiktive, og blander fysiske og digitale medier.

"Gennem lokationsbaserede spil kan vi interagere med steder og mennesker, så de bliver en del af en fortælling. Vi kan spejle os i de steder, spillet bringer os til og samtidig bruge det som afsæt til at møde andre mennesker, som indgår i spillet. På den måde skaber spillerne oplevelser for dem selv via spillet,"siger Stine Ejsing-Duun, der fredag d. 2. december forsvarer sin ph.d.-afhandling om lokationsbaserde spil på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

Spillet bliver virkeligt

I forbindelse med sin afhandling har hun været med til at udvikle spillet ’Saras Syner’. Det er et spil for unge og voksne, der baserer sig på Odenses historie og på lokationer i Odense. Spillerne løber rundt i byen med GPS’er eller mobiltelefoner og løser gåder, der har med Odenses byrum og historie at gøre. Det er en holdsport, og det indebærer, at de, der er ude i gadebilledet, kommunikerer med medspillere, der har overblikket fra deres computere inde på biblioteket, og som derigennem guider de andre spillere rundt i byen.

"Spillerne finder selv fiktionen i bybilledet og får herved en meget virkelighedsnær oplevelse. Nogle lokationsbaserede spil gør det muligt for spillerne at gøre hverdagens gøremål til spilhændelser. For eksempel var der en spiller, der tjente point på at vaske tøj," fortæller Stine Ejsing-Duun.

Men selvom spillerne har det sjovt, mens det står på, er der er også et læringspotentiale forbundet med lokationsbaserede spil, understreger hun.

"Når man lærer spillet at kende og tager dets regler til sig, kan det åbne ens øjne for bestemte aspekter af omgivelserne, som man ellers ikke ville have blik for. Eksempelvis noget særligt ved arkitekturen i byen, noget æstetisk i gaderummet, noget bemærkelsesværdigt i naturen eller måske noget politisk eller historisk relateret til byen," siger Stine Ejsing-Duun.
  

Spiludviklere skal være mere innovative

I sin afhandling gennemgår hun de mange muligheder, der ligger i lokationsbaserede spil. Men selvom der efterhånden er udviklet mange spil, påpeger hun, at der samtidig sker megen reproduktion af de samme typer af spil. 

"Spilproducenterne bruger ikke de unikke muligheder, der er forbundet med de lokationsbaserede spil, for eksempel det at man kan lokalisere meget præcist og herved gøre spiloplevelsen utrolig nærværende og vedkommende. Min motivation med afhandlingen er derfor at skubbe til udviklingen af de lokationsbaserede spil, så vi sikrer konstant nytænkning og innovation inden for området," siger Stine Ejsing-Duun. 

Tid og sted

Afhandlingen finder sted fredag d. 2. december kl. 13 i lokale D174 på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Kontakt

Stine Ejsing-Duun: Tlf.: 5190 2124; E-mail: sed@dpu.dk  

 

Fakta

Spillet ’Saras Syner’ er udviklet i samarbejde med virksomheden DJEEO, Odense Centralbibliotek og med spillere.