Smag dig til et bedre liv
Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 71 fra september 2014 om danskernes viden om mad. Nyt forskningscenter vil åbne danskernes øjne for smagens betydning for livskvalitet og sundhedsfremme.
Masterchef. Den store Bagedyst. Spise med Price. Det er blot nogle af de utallige tv-programmer om mad, som danskerne elsker at være i selskab med. Selv om kogebøger og madprogrammer boomer , kniber det med danskernes viden om mad og med smagskvaliteten i køkkenet. Mange evner ikke at bedømme madens kvalitet, og særligt børn og unge har ofte et ringe kendskab til råvarer.