Skoler forandrer reformer – sjældent omvendt
Artikel fra magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 70 fra juni 2014 om skolereformer. Trods talrige skolereformer er skolens grundlæggende elementer stort set forblevet de samme, siden de første undervisningspligtige børn satte sig på skolebænken for 200 år siden. Professor Jens Rasmussen forklarer, hvorfor reformer har haft så svært ved at påvirke livet i klasselokalerne, og hvorfor den kommende reform trods alt har bedre chancer for at gøre en forskel.
Når hundrede tusindvis af skolebørn til august tager hul på et nyt skoleår, siger de samtidig goddag til en ny skolereform, der bl.a. indebærer længere skoledage, flere timer i dansk og matematik, understøttende undervisning og en mere fysisk aktiv skoledag. Det er med andre ord en helt ny skoledag, der venter børnene efter sommerferien.