Aarhus University Seal

Rettelser til rapport om PISA København

PISA-konsortiet i Danmark ønsker at gøre opmærksom på nogle skrive- og ombytningsfejl i den seneste PISA-rapport om skoleelever i Københavns kommune. <!--WYSIWYG-->

Nogle af fejlene har tidligere været omtalt, men for at undgå, at fejl gentager sig i den fremtidige fremstilling, fremsendes hermed et samlet rettelsesblad til rapporten. Rettelsesbladet bliver også lagt ind i rapporten fra den 20. januar, når borgere bestiller rapporten i Københavns Kommune.

Den mest betydelige korrektion omhandler antallet af funktionelle analfabeter blandt tosprogede. Af den oprindelige rapport fremgår det, at 2. generation klarer sig insignifikant dårligere end 1. generation. Ved en fornyet gennemgang af datamaterialet viser det sig imidlertid, at det forholder sig sådan, at 2. generation klarer sig insignifikant bedre end 1. generation.

Ifølge formand for bestyrelsen for PISA-konsortiet i Danmark og professor ved DPU, Niels Egelund, er der tale om marginale forskelle. Men han glæder sig trods alt over, at PISA København tegner et pænere billede end tidligere danske PISA-undersøgelser, der har påvist, at 2. generation af tosprogede klarer sig dårligere end. 1. generation.
Niels Egelund understreger dog, at der er tale om marginaler, som ikke bør tillægges for stor værdi.

Niels Egelund beklager fejlene og siger, at forklaringen er, at PISA-rapporten for København blev udarbejdet under overordentligt snævre tidsrammer. Derfor var det ikke muligt at nå en tilstrækkelig korrekturgennemgang, før rapporten blev trykt. I forbindelse med fremlæggelsen for politikerne i Københavns kommunes ungdoms- og uddannelsesudvalg den 12. januar og for Københavns skoleledere samme aften blev fejl påpeget.
Niels Egelund understreger, at rettelserne ikke ændrer på hovedkonklusionerne i PISA København. Rettelsesblad vedhæftet.

Hent rettelsesbladet til rapporten PISA-København (pdf)