”Omsorg er ikke en generel kompetence. Det er en meget situationsafhængig kompetence. Alt efter dagen kan selv den dygtigste fagperson spænde mellem at give maksimal omsorg til næsten ikke at kunne give noget. Og derfor er det vigtigt, at vi kigger på kulturen i institutionerne.”

Sådan lyder det fra DPU-forsker Ditte Winther-Lindqvist i artiklen En professionel krammer i magasinet Asterisk.

Hun er kritisk over for det faktum, at vi tager for givet, at pædagoger bare kan møde på arbejde og give omsorg hver eneste dag år efter år.

”Det er ekstremt krævende at give omsorg. Og når der er for mange situationer, hvor der ikke er et match mellem omsorgsbehovet hos børnene og det, du kan give, så opstår der en ond cirkel, som kan føre til udbrændthed hos nogle,” forklarer hun.

Omsorgstrætte pædagoger

Hvis man som professionel pædagog gennem længere tid oplever, at den omsorg, man giver, ikke ændrer noget, fx i forbindelse med for dårlige normeringer, kan der opstå en tilstand som forskerne kalder ’compassion fatigue’ – eller omsorgstræthed.

”Hvis du har en oplevelse af, at det, du gør, ikke ændrer noget, så kan du blive kronisk træt af at være omsorgsfuld. Hvis vi som samfund i højere grad anerkendte, hvor hårdt det er at arbejde med omsorg, så ville vi også tage hånd om det. I dag er der stort set i hver eneste institution pædagoger, som er brændt ud. De er brugt op på omsorgskompetencen, og det er naturligt. Men de skal hjælpes, i stedet for at problemet tabuiseres og individualiseres,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Fælles standarder

Hun peger på, at løsningen blandt andet ligger i en solid kollektiv professionspraksis, og i at den enkelte institution har gode standarder. Det kan være standarder som: ’her skælder vi ikke ud, her tager vi på skødet, her lytter vi og tager os tid til at følge op på en konflikt’.

”Ved at gøre sådan får man tydeliggjort, at man som gruppe arbejder med et højt omsorgsniveau som del af en professionskultur. På den måde vil medarbejderne uanset uddannelsesniveau blive samlet op og den fælles praksis professionelt rettet til. Vi er nødt til at nå til et punkt, hvor omsorg er noget, vi er faglige og fælles om. Det er ikke en personlig ting. Vi kan ikke sige, at alle skal være ens. Men vi kan have høje standarder for, hvordan vores omsorgspraksis skal se ud,” understreger Ditte Winther-Lindqvist.

Lederen skal skabe en åben og tryg kultur

Lone Svinth, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet og forsker i kvalitet i dagtilbud, efterlyser i artiklen Har du mærket dig selv i dag? tydelige fælles værdier for den omsorgspædagogiske opgave. Her spiller ledelse og kultur en afgørende rolle.

”Det er vigtigt, at ledelsen får skabt en kultur præget af åbenhed, hvor der er plads til, at man på et både fagligt og personligt niveau kan tale om, hvad der er svært. Lederen skal gå forrest og vise, at man kan adressere vanskelige situationer og tale om det krydspres, pædagoger ofte bliver fanget i: Du ved, hvad du skal og bør gøre, men betingelserne står i vejen,” siger hun

Her peger hun på, at supervision kan være en løsning, når det pædagogiske personale ikke føler, at de slår til i omsorgsarbejdet.

”Lederen kan fx sætte sig på stuen og overvære samspillet med børnene og så give feedback til personalet efterfølgende. Men det kræver, at der er etableret klare fælles værdier, og at der hersker en åben og tryg kultur, hvor man kan være nysgerrig og stå sammen om udfordringerne, i stedet for at man står alene med dem. Og det er lederens opgave at sikre den kultur,” siger Lone Svinth og tilføjer:

”Der skal være en fælles forståelse blandt personalet for, hvad der er på spil i pædagogisk arbejde. Det handler grundlæggende om altid at arbejde ud fra et omsorgspædagogisk ståsted og altid se barnet som subjekt. At se barnets intentioner. Det er man nødt til at dele og italesætte. Ellers kan der være meget store forskelle i forståelsen af, hvad der er pædagogisk kvalitet.”

Læs hele nummeret her: Asterisk nummer 91 - Omsorg på arbejde

God læse- og/eller lyttelyst!