Aarhus University Seal

Nyt optag på Forfatterskolen for Børnelitteratur

Til foråret er der igen mulighed for at søge ind på Forfatterskolen for Børnelitteratur ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

"Søg ind! Nyd de to år du går der, og sug alt det til dig, du kan." Sådan lyder opfordringen fra forfatteren Iben Harboe til alle dem, der brænder for børnelitteratur. Selv afsluttede hun sin uddannelse på Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2006 og har efterfølgende udgivet flere børnebøger. Her til foråret er der igen mulighed for at søge ind på skolen, hvor 12 nye elever skal optages.

Det er en opfordring til alle, der går med en børnelitteraturforfatter i maven. For som børnebogsforfatteren Kim Fupz Aakesons første bud til forfattere lyder: "At skrive skal være som at pisse. Hvis man skal, så skal man." Netop Kim Fupz Aakeson vil dette forår være med til at vurdere ansøgningerne fra ansøgerne til Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Informationsmøde
Den 4. marts 2010 kl. 17-19 kan interesserede høre mere om, hvad Forfatterskolen for Børnelitteratur kan byde på. Det sker på et informationsmøde, der foregår på Center for Børnelitteratur, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, 2400 København NV (indgang B8)

Tilmelding nødvendig

Forfatterskolen for Børnelitteratur
Forfatterskolen for Børnelitteratur er den eneste uddannelse af sin art i Danmark. Indtil nu har 80 elever gennemført uddannelsen, og mere end halvdelen af dem har udgivet bøger. Det er en 2-årig deltidsuddannelse ved Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. Uddannelsen koster 18.000 kroner pr. år. Undervisningen foregår mandage i tidsrummet 16-20 eller 17-20, samt enkelte lørdage. Det nye semester starter lørdag d. 4. september 2010.

De studerende på forfatterskolen I skolens 10-årige historie har der været elever fra hele Danmark. Typisk er der et par elever på hvert hold, som kommer fra det nordligste Jylland over Fyn til de sydligste øer. Og skolens elever har haft så forskellige baggrunde som agronom, arkitekt, livredder, organist, gøgler, journalister, akademikere reklamefolk og filmfolk.

 

Du kan finde flere oplysninger om skolens undervisere, læseplan, Fupz' "10 bud til forfattere" og meget mere på Forfatterskolens hjemmeside

Læs mere om Center for Børnelitteratur på www.cfb.dk