Aarhus University Seal

Ny udgivelse fra forlaget

Hans Vejleskov: 'Om børns forståelse af andre mennesker' og 'Børns forståelse af menneskelige og sociale forhold'.

Professor Hans Vejleskov er aktuel med to bøger om børns udvikling af forståelse for andre mennesker – en letlæst version og en mere akademisk udgave.
Bøgerne 'Om børns forståelse af andre mennesker' og 'Børns forståelse af menneskelige og sociale forhold' handler om, hvordan børn udvikler sig med hensyn til at forstå eller erkende menneskelige og sociale forhold. Det gælder blandt andet, hvordan de begynder at forstå, at andre mennesker tænker og mener noget, og at andre mennesker har hensigter, ønsker og følelser.

'Om børns forståelse af andre mennesker' er en letlæst version, der henvender sig til lærer- og pædagogstuderende og alle, der arbejder med børn og børns kognitive og følelsesmæssige udvikling. Den anden udgivelse – 'Børns forståelse af menneskelige og sociale forhold' – går mere i dybden og henvender sig til psykologistuderende og andre med interesse for udviklingspsykologi. 'Børns forståelse af menneskelige og sociale forhold' fremlægger en væsentlig del af de seneste 25 års forskning, teoridannelser og diskussioner indenfor området. Det gælder blandt andre Jean Piaget og Lawrence Kohlbergs undersøgelse af børns moralvurderinger og J. Perners og H.M. Wellmans teorier om 4-åriges "theory of mind".
Hans Vejleskov er professor i udviklingspsykologi og var ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitet fra 1966 til 2002.