Aarhus University Seal

Ny international tænketank præsenterer anbefalinger til bedre læreruddannelse

Professionelle lærere. Bedre kvalificerede lærerstuderende. Og nye partnerskaber, der kan styrke læreruddannelsens indhold. Sådan lyder overskrifterne, når den internationale tænketank the International Alliance of Leading Educational Institutes præsenterer sine anbefalinger til læreruddannelse den 18. august på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Den 18. august samles dekaner fra ni af verdens mest anerkendte fakulteter og universitetsskoler inden for uddannelsesforskning til konference på DPU. De er alle medlemmer af tænketanken the International Alliance of Leading Educational Institutes, der blev stiftet på et møde i Singapore sidste år og skal fungere som tænketank på det pædagogiske område, ligesom World Economic Forum i Davos gør det på det økonomiske.

På konferencen præsenterer og diskuterer de ni medlemmer - på baggrund af et fælles komparativt forskningsprojekt - deres analyser af og anbefalinger til læreruddannelsen. Overskrifterne vil være:

  • Behovet for professionalisering af lærere
  • Behovet for at tiltrække bedre kvalificerede studerende
  • Behovet for nye partnerskaber, der kan styrke indholdet på læreruddannelsen

Konferencen den 18. august på DPU åbnes af undervisningsminister Bertel Haarder og er den første af slagsen. Fremover vil alliancen årligt præsentere analyser og anbefalinger om didaktik, læring og uddannelse på konferencer i de ni medlemslande.

"Der ingen tvivl om, at viden, uddannelse og læring er blevet et globalt anliggende. Viden kan ikke, som andre produktivkræfter – jord og industri – begrænses til en specifik region eller nation, men bevæger sig frit mellem grænserne. Derfor er uddannelse og uddannelsespolitik et emne, der kun kan belyses udtømmende i et globalt perspektiv," siger dekan på DPU Lars Qvortrup.

Når alliancen mødes den 18. august vil de tage stilling til hvilket tema, der skal være i fokus for alliancens arbejde det kommende år, og Danmark vil overtage formandskabet efter Singapore.

Der afholdes pressemøde den 18. august kl. 12- 12.30, hvor alle alliancens medlemmer vil være til stede. DPU udgiver i forbindelse med konferencen et særnummer af et nyt internationalt magasin Quarterly om læreruddannelse i et internationalt perspektiv. Det kan rekvireres ved at skrive til quarterly@dpu.dk eller telefonisk hos Ib Jensen på 8888 9059.

Tilmelding og program

www.dpu.dk/teachereducation

Yderligere information

kontakt

Medlemmer af alliancen

  • School of Education, Beijing Normal University, People's Republic of China
  • Institute of Education, University of London, United Kingdom
  • National Institute of Education, Nanyang Technological University, Singapore
  • Ontario Institute for Studies in Education, University of Toronto, Canada
  • Melbourne Graduate School of Education , Melbourne University, Australia
  • Faculty of Education, University of Wisconsin, USA
  • Danish School of Education, University of Aarhus, Denmark
  • Faculty of Education, Seoul National University, Korea
  • Faculty of Education, University of Sao Paulo, Brazil