Aarhus University Seal

Når loven møder børns institutioner

Hvad sker der, når loven om pædagogiske læreplaner i dagtilbud møder hverdagen i institutionerne? Forfatterne til en ny bog viser hvordan lovens indhold realiseres i et netværk af mange forskellige aktører, der alle er med til at definere indholdet og de praktiske konsekvenser.

Med bogen "Når loven møder børns institutioner", der udkommer på Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, har forskere fra Learning Lab Denmark foretaget en kortlægning af, hvordan en række aktører forsøger at implementere loven om pædagogiske læreplaner, der trådte i kraft i 2004.

Meningsfuld implementering
Loven udstikker ganske vist klare retningslinjer for målene med de pædagogiske læreplaner, men lovgivning såvel som politisk forarbejde er spildt, hvis ikke det lykkes at implementere dem i praksis. Det handler om, at få loven til at give mening i forhold til den praksis, som processens forskellige aktører ser verden ud fra. Det er slet ikke nogen enkel sag, da succeskriterierne varierer afhængigt af, om aktørerne ser på læreplaner som lovgivere, konsulenter eller pædagoger.

Fra lov til forandring
Selvom om man kunne tro en sådan implementeringsproces ville ende i slagsmål, finder der alligevel en forandring sted. Gennem empirisk baserede analyser viser forfatterne, hvordan forandringerne har manifesteret sig i forbindelse med læreplaner, og der stilles blandt andet skarpt på, hvordan personalet i daginstitutioner ændrer dokumentationspraksis, og om læreplaner kan være med til at styrke pædagogerne som profession.

Bogen er udkommet på Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag

 

Jesper Olesen (red.): Når loven møder børns institutioner

Når loven møder børns institutioner

Af Jesper Olesen (red.)

199 kroner, 219 sider
ISBN 978-87-7684-164-5
Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag

Bestil bogen