Aarhus University Seal

Mobbehistorier efterlyses

Er du blevet mobbet? Har du selv mobbet? Skriv til forskerne i DPUs mobbeprojekt eXbus og del dine erfaringer og oplevelser med andre.

Forskerne bag mobbeforskningsprojektet eXbus på Danmarks Pædagogiske Universitet vil gerne høre om dine erfaringer med mobning – uanset om du er barn, ung eller voksen. Exbus – Exploring Bullying in Scools, forsker i hvordan mobning og mobbekulturer opstår. Du kan hjælpe projektet ved at fortælle om dine oplevelser.

Mange oplever at blive forfulgt, ignoreret eller holdt udenfor i skolen. Det vil være en stor hjælp for forskningen, hvis du vil dele din historie og dine erfaringer. Hvor længe stod mobningen på? Hvordan reagerede du? Hvordan reagerede dine omgivelser? Hvad betyder dine mobbeerfaringer for dig i dag? Alle historier bliver læst med stor interesse, og en del af beretningerne bliver senere lagt på mobbeprojektets hjemmeside, så andre kan læse dem.

Mange vil gerne dele
Ph.d. stipendiat Helle Rabøl Hansen fra mobbeprojektet oplever tit at folk skriver eller ringer til hende for at fortælle om deres oplevelser. Hun siger: "Jeg er rigtigt glad for, at folk gerne vil dele deres erfaringer med os, og jeg ved, at mange der har oplevet at blive mobbet, er glade for at læse om andres oplevelser. Derfor håber jeg, at mange vil bruge denne mulighed for at dele erfaringer med andre". 

Mobbeforskningsprojekt eXbus forsker i, hvordan mobning og mobbekulturer opstår, ændrer sig og eventuelt forsvinder igen. Projektet fokuserer på hvad mobningen betyder for de involverede og for tilskuerne, det vil sige de børn der måske ikke deltager direkte, men som alligevel har stor betydning for mobningen og de sociale grupperinger, mobningen foregår i.

Læs mere om hvordan du sender din historie, og om hvordan din historie vil blive brugt og behandlet. Læs også artiklen Mobningens mange ansigter fra magasinet Asterisk med interview med mobbeforsker Helle Rabøl Hansen.