Aarhus University Seal

Man kan lære kunsten at skrive til børn

Det er en særlig kunst at skrive til børn. På Forfatterskolen for Børnelitteratur kan man lære håndværket. Skolen indbyder til informationsaften den 6. marts.

Litteratur er en vigtig del af børns liv og bidrager til deres udvikling. Derfor er det også vigtigt, at vi uddanner dygtige og kompetente børne- og ungdomsforfattere, fastslår Kari Sønsthagen, der er leder af Danmarks eneste forfatterskole for børnelitteratur.

Forfatterskolen for Børnelitteratur, der holder til på Center for Børnelitteratur på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet, har foreløbig udklækket 62 forfattere. Og igen i år tilbyder skolen en toårig deltidsuddannelse til folk med en børnebogsforfatter i maven.

På skolen underviser forfattere og forskere fra Center for Børnelitteratur. Og undervejs møder de studerende også andre forfattere og forlagsfolk. Målet med uddannelsen er, at de studerende bliver i stand til at skabe historier, der er særligt rettet mod børn og unge, fortæller leder Kari Sønsthagen:

- Der er stor forskel på at skrive til den voksne læser - og på at skrive til børn. På skolen diskuterer vi børnelitteraturens egenart. Vi sætter fokus på sprog og virkemidler. Og på hvordan man skaber en historie, der sætter gang i børnenes fantasi og giver dem oplevelser, samtidig med at de udvider deres begrebsverden.

Den 6. marts kl. 17-19 kan interesserede høre mere om, hvad Center for Børnelitteratur kan byde på, og hvad man kan lære på uddannelsen. Informationsmødet finder sted på Danmarks Pædagogiske, Universitetsskole ved Aarhus Universitetsskole, indgang B8 Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Tilmelding til Jane Kjellin, jkj@dpu.dk

For flere oplysninger om ansøgningen, skolen, læseplanen og underviserne, se www.cfb.dk/forfatterskolen.

Her finder du også en liste over tidligere elevers udgivelser - og kan læse interviews med nogle af dem.