Aarhus University Seal

Madlavning og zumba øger børns sundhed og trivsel

En række københavnske skoler og fritidsklubber har pt. madlavning, teater og zumba på programmet. De er del af Go-Active projektet, der har som mål at øge udsatte og marginaliserede børns lyst til at leve et sundt og aktivt liv. Et hold forskere fra Aarhus Universitet står i spidsen for det sundhedspædagogiske kompetenceudviklingsforløb for lærere, pædagoger og klubfolk.

Forskere fra Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, er med på det sundhedspædagogiske projekt Go-Active, der skal øge sundheden blandt 10-13-årige børn på en række skoler på Vesterbro i København.

Forskerne har udviklet og tilrettelagt et sundhedspædagogisk kompetenceudviklingsforløb for lærere, pædagoger og klubfolk, og de er nu klar med en række anbefalinger til folk, der arbejder professionelt med børns mentale og fysiske sundhed.

En hjælp til udsatte børn

Børnegruppen fra de deltagende skoleklasser er meget blandet, og en del af børnene karakteriseres som udsatte, inaktive eller overvægtige. Mange af dem er ikke vant til på eget initiativ at involvere sig i fysiske aktiviteter, og de benytter sig sjældent af de gængse fritidstilbud. Hos disse børn har forskerne observeret en rivende udvikling i løbet af projektforløbet:

”Var de blot blevet tilbudt færdigstøbte aktiviteter, der var tilrettelagt uden deres aktive involvering, var der næppe skabt samme grundlag for forandringer i deres aktivitetsmønster. Men med Go-Active involveres og opmuntres de til at udvikle nye færdigheder og kompetencer, som får betydning for, om de i fremtiden bliver mere fysisk aktive,” forklarer Venka Simovska, professor mso i sundhedspædagogik ved, Aarhus Universitet.

Øget selvtillid og sociale kompetencer

Go-Active projektet handler ikke alene om fysisk aktivitet, det handler i høj grad også om involvering og medbestemmelse. Samtidig med at motivationen for den fysiske aktivitet er steget, ser forskerne en tydelig udvikling i børnenes sociale kompetencer samt i deres evne til at opbygge ny sociale relationer med hinanden og med de voksne, netop fordi de i højere grad inddrages i beslutningerne omkring aktiviteter på skolerne og i deres fritidsliv.

”Inddragelse er et nøgleord for projektet. Mange af børnene ”vokser” et par centimeter, når de involveres aktivt på den måde. Og det er bemærkelsesværdigt, hvordan de via aktiviteterne opbygger mere selvtillid og bedre selvværd. Vi ser tegn på, at en del samtidig bliver mere undervisningsparate, og det forbedrer atmosfæren omkring aktiviteterne, så der bliver mere ro og koncentration,” fortæller Jeanette Magne Jensen, adjunkt i Sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet.   

Bogudgivelse og reception 

I forbindelse med projektet udkommer bogen Inddragelse af børn – hvorfor og hvordan? 

Bogen indeholder beskrivelser af de aktiviteter, der blev gennemført i projektforløbet, samt konklusioner og anbefalinger for arbejdet med inddragelse af børn i sundhed. Bogen henvender sig til lærere, pædagoger, trænere, instruktører, projektmedarbejdere og andre professionelle, der samarbejder med børn om deres sundhed.

Der er bogrecption tirsdag d. 15. november klokken 14-15 i DGI-byen i foyeren ved hovedindgangen.

Bogen kan downloades fra og med d. 15. november på www.go-active.dk

Fakta

Go-Active er finansieret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i perioden 2009-2012. Projektet styres af DGI-byen og har en række engagerede voksne tilknyttet, som alle arbejder for at styrke børns og unges sundhed.

Kompetenceudviklingsforløbet har haft til formål at skærpe deltagernes fokus på de sundhedspædagogiske begreber, f.eks. deltagelse, handlekompetence, forandring og fysisk aktivitet. Kurset blev udviklet af Forskningsprogram for Miljø- og Sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet og Det nationale videncenter for børns og unges kost, motion og sundhed,KOSMOS, med deltagelse af undervisere fra Landsorganisationen af Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI).

Læs mere om projektet: www.go-active.dk

Kontakt

For uddybende kommentarer kontakt Venka Simovska.
E-mail: vs@dpu.dk; tlf. 8716 3589; mobil: 6024 0760