Aarhus University Seal

Konference: Læring lønner sig

Den 29. maj 2012 slår Aarhus Universitet, Campus Emdrup, dørene op for den internationale konference 'Learning Unlimited'. Konferencen byder på oplæg af forskere fra Asien og Europa, der blandt andet fokuserer på, hvordan en aktiv politik for livslang læring kan være en løsningsstrategi for samfund i krisetider.

Godt 200 forskere og policy-makers fra Asien vil i næste uge indtage København, hvor de sammen med deres europæiske kolleger vil drøfte hvilke modeller for livslang læring, der gør forskellige samfund humane såvel som konkurrencedygtige. Blandt de mange oplæg er disse tre:

Er Norden det bedste sted i verden?
Professor Andy Green fra Institut of Education, London University, kommer og fortæller, hvorfor Norden udgør en så exceptionel region, der både er præget af social sammenhængskraft og stærk konkurrenceevne. Hans svar er: En satsning på livslang læring for alle, der skaber lighed. Lighed lønner sig. Læs mere

Er europæere narcissister og asiatere autoritetstro?
Professor Lynne Chisholm fra Innsbruck Universitet, Østrig, offentliggør den første komparative undersøgelse om asiaters og europæeres forhold til arbejdspladslæring. Undersøgelsen handler ikke mindst om forholdet til autoriteter og til kritik. Lynne Chisholm siger blandt andet:"En asiat har en tendens til at udtrykke kritik på forsigtig, subtil og positiv vis. Det vil sige på en måde så en europæer ikke kan høre det. Europæere kan kun høre deres egen måde at kritisere på. Den er typisk åben og direkte." Læs mere

Tilhører det 21. århundrede Kina og Indien?
Professor Anthony B.L. Cheung, President for Hong Kong Institute of Education, fortæller om, hvordan det 21. århundrede vil blive domineret af asiatiske tænke- og produktionsmåder. For internationalisering er ikke mere kun udtryk for europæisering eller amerikanisering. ’The Asian Way’ vil gøre sin indflydelse gældende. Læs mere

Konferencen bliver åbnet af Minister for Børn og Undervisning, Christine Antorini, der vil tale om, hvordan Danmark også i fremtiden vil bygge videre på traditionen for livslang læring.

Tid og sted
Konferencen finder sted den 29.-30. maj i Festsalen, lokale A220, på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Se programmet og tilmeld dig konferencen

Kontakt for yderligere information
Har du spørgsmål vedrørende tilmelding så kontakt venligst Que Anh Dang E: Quea@dpu.dk eller M: 2630 6685

Har du spørgsmål vedrørende mulighed for interview med oplægsholdere så kontakt venligst Claus Holm E: clho@dpu.dk eller M: 2688 5600.