Aarhus University Seal

International pris til børnelitteratur-forsker

Professor i børnelitteratur Torben Weinreich har ved en konference i Japan fået den fornemste akademiske pris inden for børnelitteraturforskning.

Ved en nyligt afholdt konference i Kyoto, Japan blev Professor emeritus Torben Weinreich tildelt den fornemste akademiske pris inden for børnelitteraturforskning, den såkaldte IRSCL Award 2007. Prisen uddeles hvert andet år af den internationale forening for børnelitteraturforskning - International Research Society for Children's Literature

Torben Weinreich får prisen for bogen "Historien om børnelitteratur: Dansk børnelitteratur gennem 400 år", som udkom i 2006. Juryen fremhæver i sin begrundelse Weinreichs afgørende betydning for børnelitteraturforskning både i en dansk og international kontekst. 

Et uvurderligt redskab
Nina Christensen, Weinreichs efterfølger som leder af Center for Børnelitteratur, mener at prisen er meget velfortjent. Hun siger: "Torben Weinreichs bog er et uvurdeligt redskab for forskere og formidlere. Bogen er samtidig en udfordring til den nye generation af forskere, som Torben Weinreich har været med til at uddanne, idet den peger på en række områder af børnelitteraturens historie, som endnu ikke er beskrevet".

Historien om børnelitteratur er et resultat af Torbens Weinreichs mangeårige forskning i og formidling af børnelitteratur, senest som professor og leder af Center for Børnelitteratur 1998-2005, hvor han også var med til at opbygge en masteruddannelse i børnelitteratur.

Prisen er således også et udtryk for den internationale respekt, som dansk børnelitteraturforskning nyder, ikke mindst i kraft af Torben Weinreichs indsats.

For yderligere oplysninger kontakt Nina Christensen, Leder af Center for Børnelitteratur, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Tlf. tlf. 8888 9375 / Mail:
nc@dpu.dk