Aarhus University Seal

Hvad skaber ulighed i uddannelsessystemet?

Antallet af folk med videregående uddannelser er steget drastisk, men vi ved slet ikke nok om, hvad der betyder noget for unges vej videre i uddannelsessystemet, lyder det fra David Reimer, der netop er blevet udnævnt til professor MSO på DPU, Aarhus Universitet. Han skal blandt andet undersøge, hvad køn, skolekultur og geografi betyder for uddannelsesvalg.

Tømrerens søn har dårlige odds for at komme på universitetet, mens akademikerens datter næsten er selvskrevet til en plads i auditoriet.  Det er næsten allemandsviden om ulighed i uddannelsessystemet, at den familiemæssige baggrund har en afgørende betydning for, hvor vi havner efter folkeskolen.

Men hvad med alle de andre andre faktorer, der kan påvirke uddannelsesvalget? Hvad hvis der f.eks. er en bestemt kultur på ens skole, som spiller ind? Og hvad har geografien at sige – er man tilbøjelig til at fravælge ingeniørstudiet, hvis det ligger 400 kilometer fra ens fødeby? Det er nogle af de spørgsmål, David Reimer som nyudnævnt professor MSO på DPU, Aarhus Universitet skal forske i.

Faktisk er der forbløffende lidt viden om hvilke faktorer, der er på spil, fortæller han.

”Set ud fra et perspektiv, hvor man gerne vil have, at folk får en uddannelses inden for det, de er dygtige til, er det ærgerligt, hvis de ikke kan få det. Især hvis det skyldes, at de gik på en skole, hvor naturvidenskab ikke var et af de populære fag, eller der var for langt til det rigtige uddannelsessted. Vi vil jo også gerne forebygge social ulighed og give alle lige muligheder for uddannelse,” siger David Reimer om forskningen i det, han kalder ’kontekstfaktorer’.

Køn og naturvidenskab

En af de kontekster, der er helt centrale for unges videre færd i uddannelsessystemet, er skolen, vurderer professoren. Hvilken skole har man gået på? Hvilken akademisk kultur er der?

”Det et er interessant at forske i, om der er en bestemt skolekultur, der giver udslag. Jeg vil gerne se, om jeg kan identificere nogle bestemte faktorer, som spiller ind på, om man starter på en videregående uddannelse, og også hvilket fag, man vælger,” siger David Reimer og tilføjer:

”Vi ved jo, at der er flere kvinder end mænd, der læser til sygeplejerske, og at det omvendte forhold gør sig gældende for de naturvidenskabelige fag. Men vi har forsket meget lidt i, hvilken betydning skolen har i den sammenhæng. Måske er der en bestemt kultur i undervisningen i naturvidenskab på nogle skoler, som kan få flere kvinder til at vælge faget. Måske er der ikke,” siger David Reimer.


Unikke danske data

David Reimer fremhæver, at vi ikke ved nok om det, der spiller ind på uddannelsesvalg - ikke mindst i lyset af hvor mange unge, der i dag tager en videregående uddannelse.

”Faktisk er der tale om en af de største samfundsudviklinger i de seneste 20-30 år. Der er sket en ekspansion af de videregående uddannelser, og andelen af en ungdomsårgang, der i dag forventes at få en videregående uddannelse, er langt over 50 procent. Det er et valg, virkelig mange træffer, og derfor er det også interessant at undersøge, hvilket grundlag de vælger ud fra,” siger David Reimer, der generelt karakteriserer forskningen på feltet som mangelfuld.

”Der er international forskning fra USA og Schweiz, der har undersøgt betydningen af distancen til uddannelsesstedet, ligesom der er lavet andre studier af kønssegregering. Men det er stadigvæk et stort forskningsområde,” fortæller David Reimer, der med sin forskning forventer at kunne bidrage til den internationale forskning.

”Vi har mange gode datakilder i Danmark. Alene det, at vi har en koordineret tilmelding, er noget meget unikt. Det betyder også, at vi kan få en kvalitet ud af analyserne, som mange andre lande ikke kan,” siger David Reimer.

Tiltrædelsesforelæsning

David Reimer holder sin tiltrædelsesforelæsning fredag d. 12. februar i Søauditorierne på Aarhus Universitet, 8000 Aarhus C.

Kontakt

Professor MSO David Reimer
Tlf: 93508161
E-mail dare@edu.au.dk