Aarhus University Seal

Gambling fører til mistrivsel hos tusinder af unge

De er ensomme, deprimerede, mangler selvtillid og har svært ved at koncentrere sig. De laver færre lektier og klarer sig dårligere end deres kammerater i skolen. De bliver mobbet - eller mobber selv andre. Der er flere, der ryger, drikker alkohol, ryger hash eller begår kriminalitet end blandt andre unge. Det er i grove træk konklusionerne i en helt ny rapport fra Center for Ungdomsforskning om unge og gambling, som offentliggøres i dag.

For nyligt viste en undersøgelse fra SFI, at over 30.000 unge i aldersgruppen 12-17 år spiller pengespil i en grad, som sætter dem i farezonen for at udvikle ludomani. Nu viser en helt ny rapport fra Center for Ungdomsforskning, hvor store negative konsekvenser gambling kan have - ikke kun for de unge, som udvikler decideret ludomani - men for alle de 30.000 unge, som har en risikabel spilleadfærd. De to undersøgelser tager udgangspunkt i samme population, men i den helt nye rapport fra Center for Ungdomsforskning er de sociale konsekvenser af unges gambling også undersøgt.

Undersøgelsen viser, at den nye generation af gamblere oplever mistrivsel på flere områder, og at halvdelen af de unge 16-17-årige med risikabel spilleadfærd føler sig direkte nedtrykte og deprimerede. Halvdelen af de 30.000 unge med risikabel spilleadfærd oplever, at de ikke kan tale med deres forældre om deres spilleproblemer.

Det er et billede, som Benedicte Ejlers, sociolog og afdelingsleder for Center for Ludomani i København, i høj grad kan nikke genkendende til. Hun møder dagligt isolerede unge, hvor spillet har overtaget deres liv:

"De unge glider ud af deres sociale forhold, venskaber og fritidsinteresser - deres liv bliver sat på stand by. Det er meget farligt netop i deres alder, fordi det er dér, de udvikler deres identitet. Vi møder flere, der har spillet i deres unge år, og som nu mangler en dimension. Det er faktisk som om, de mangler nogle år af deres liv. Det kan få alvorlige samfunds-konsekvenser. Rapporten viser, at problemets omfang er rystende højt. Der er et skrigende behov for forebyggelse. Vi har som land sovet i timen."

Ny kampagne til de unge
Det alt for høje omfang af unge med risikabel spilleadfærd og de alvorlige konsekvenser for de unge er baggrunden for, at Center for Ludomani, Børns Vilkår, Semandus og DR nu lancerer kampagnen GAMBLER. Kampagnens hovedformål er at medvirke til, at de unge opnår en sund spilleadfærd.

GAMBLER indeholder bl.a. et nyt undervisningssite og dialogoplæg til skoler og ungdomsuddannelser samt nye tv-programmer fra DR. Kampagnens mange tilbud findes på www.gambler.ludomani.dk, og tv-programmerne sendes fra søndag d. 9. november kl. 19.00 på DR2.
"Nu sætter vi alle sejl til med den nye kampagne. De unge har brug for hjælp, og vi håber, at tv-programmerne, websitet og Børns Vilkårs SkoleTjeneste kan være med til at øge opmærksomheden om problemet og samtidig give de unge nogle værktøjer til at forme en fornuftig holdning til gambling", forklarer Benedicte Ejlers.

Poker og onlinespil er farlige
Undersøgelsen fra Center for Ungdomsforskning viser, at det er risikabelt at spille poker - det er over halvdelen af de unge, som spiller poker jævnligt, der udvikler en risikabel spilleadfærd. Og ud af de danske drenge på 16-17 år er det hver 4., der har prøvet at spille poker om penge.

Onlinepengespil øger faren for at blive afhængig. Rapporten viser, at hvis de unge nogensinde har prøvet at gamble på nettet, har de øget risikoen for at udvikle risikabel spilleadfærd med 3 gange. Og blandt de unge under 18 år, som har gamblet online den seneste måned, har hele 59 % allerede en risikabel spilleadfærd.
"Netop onlinespillene er farlige, fordi det er hurtige spil, hvor du kan have flere spil i gang på samme tid, og hvor du meget hurtigt finder ud af, om du har tabt eller vundet. De unge bliver derfor hængende i spillet længere tid, fordi de konstant kan gøre en ny indsats og forsøge at vinde det tabte tilbage", forklarer forskningsleder Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning.

Hos Center for Ludomani har man over de senere år oplevet en markant stigning i antallet af henvendelser fra folk med afhængighed af onlinespil. Her er man ikke i tvivl om, at det skyldes tilgængeligheden og den massive markedsføring.
"Det er uhyggelig godt, som markedsføringen af de mange onlinespil virker", konstaterer Benedicte Ejlers.

Hævekort, netbank og kreditkort øger riskoen
Rapporten viser også, at de unges tilgængelighed til penge er en afgørende faktor for, om de gambler. Blandt de unge 12-17-årige med risikabel spilleadfærd har langt flere eget hævekort, netbank og kreditkort, end blandt andre unge i samme alder. Det gør det langt nemmere for dem at få adgang til pengespil.

Cefu


Kontaktoplysninger:
Center for Ungdomsforskning, som kan udtale sig om den nye rapport og deres observationer:
Forskningsleder Jens Christian Nielsen: 61 67 26 68 eller forsker Nina Wittendorff: 40 89 52 63.

Rapporten Unge og gambling - 12-17-åriges pengespiladfærd i et risiko- og trivselsperspektiv er udgivet af Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet og kan læses i sin helhed og downloades gratis på: www.cefu.dk eller på kampagnesitet: www.gambler.ludomani.dk.

Kampagnen er støttet af Egmont Fonden, Helsefonden og Danske Spil