Aarhus University Seal

Forskning på tre minutter

Kan man formidle kompliceret ungdomsforskning på bare tre minutter? Ja siger et nyoprettet netværk af forskere ved DPU, som går nye veje i forskningsformidlingen.

Én forsker, èn videnskabelig pointe og så blot tre minutter til at formidle den i. Så enkel er ideen i en ny serie videnskabelige mini-podcasts med navnet KULT Momentos. Konceptet stammer oprindeligt fra USA, men KULT, et nydannet netværk af ungdomsforskere ved DPU, har nu lanceret ideen på dansk.

”Vi ser ikke nogen modsætninger i at forske i kompleksitet og så formidle enkelt.  Forskningsformidling er en kunstart, vi gerne vil mestre, fortæller Helle Rabøl, som er en af initiativtagerne til serien af KULT Momentos.

”Vi har valgt et radioformat, fordi man kan noget særligt når ord gøres til lyd. De klassiske forskningsprodukter er ofte skriftlige – og i de senere år har det visuelle også fundet indpas i akademia, men vi mangler lyd som forskningsformat, og derfor har vi valgt podcast. Fordelen er, at folk kan lytte til os, mens de gør andre ting. Vasker op, spiser, transporterer sig.  En anden fordel er, at her laver vi radio på egne præmisser. Vi kan føre en sætning til ende og vi kan jonglere med flere vinkler på et emne. Og endelig kan man sige, at vi her supplerer skriftsprog og billedsprog med lydsprog, siger Helle Rabøl Hansen.

I de første fem podcasts, som netop er blevet offentliggjort, tager forskerne da også livtag med så forskellige problemstillinger som alkohol som socialt adgangskort til ungeliv, piger under pres og diskriminerende karakterkrav.

 

Formidlingsmæssige dogmeregler

”Man kan kalde det ny format for vores eget dogmeløfte indenfor forskningsformidlingen. Ligesom det blandt filmmagere kan skærpe kvaliteten, hvis de opstiller benspænd for sig selv, så er det som forsker en meget vigtig øvelse, at skære ind til det væsentlige, når en kompliceret samfundsvidenskabelig problemstilling skal formidles på blot tre minutter. Vel at mærke uden at det bliver unuanceret eller forsimplet”, fortæller Jens Christian Nielsen, der er en af de øvrige drivkræfter bag KULT samarbejdet.

Jens Christian Nielsen peger på, at formaterne for forskningsformidling godt kan være lidt statiske. Fokuseringen på publiceringen i ikke mindst engelsksprogede videnskabelige tidsskrifter kan virke begrænsende, og at der er et stort ønske om adgang til forskningsbaseret viden om unge.

”Et af ønskerne med KULT er i højere grad at kunne indgå i dialog med det genstandsfelt vi beskæftiger os med. Det er i vores tilfælde så både dem der er unge, dem som arbejder med unge og dem som træffer beslutninger som vedrører unge. Vi vil stille forskningsbaseret viden til rådighed og gøre viden lettilgængelig,” siger Jens Christian Nielsen.

 

Kort om KULT

KULT - Konsortiet for forskning i Ungdomsliv, Læreprocesser og Transition - er et nyt tværfagligt forum for forskning i unge, ungdom og ungdomsliv ved DPU. Det danner ramme for forskere der på forskellig vis beskæftiger sig med unge, ungdomslivet og ungdomsindsatser og omfatter omkring 20 forskere fra forskellige forskningsprogrammer med en forskelligartet videnskabelig baggrund. KULT har desuden lanceret en udgivelsesserie af forskningsrapporter som gratis E-bøger og er ved at planlægge en konference om den danske angst for og fascination af unge.

Man kan læse mere om KULT og de tilknyttede forskere på konsortiets hjemmeside: www.edu.au.dk/kult